Hvedebrødsdage i Paris

Hvedebrødsdage anvendes som betegnelse for en kort ferie et brudepar foretager straks efter brylluppet. Betegnelsen dækker over at man i denne fase spiser hvedebrød i stedet for rugbrød – især i overført betydning hvor dagligdagens bekymringer for en kort periode træder i baggrunden.

Vi tilbragte en skøn uge i romantiske Paris. Vi fik set en masse, og lad mig bare sige med det samme, at det hvedebrød, vi spiste var croissanter og flutes! Uhmmm, vi fik en masse god mad – lige fra skøn petit dejeuner med flutes, smør, abrikosmarmelade og en croissant til creme brulée. Mums!

Jeg må indrømme, at jeg er begyndt at være plaget af vand i ben og fødder, ømt bækken, ondt i ryggen, sure opstød osv., så det var ikke altid, at det var lige morsomt at knokle rundt på trapperne i Paris’ metro. Det var virkelig hårdt. Jeg vil mene, at det er den hårdeste ferie, jeg har været på! Men samtidig var hvedebrødsdagene også utrolig dejlige, for bare det at komme væk, være os to alene sammen og sammen lade vores fantastiske bryllup bundfælde sig i vores hoveder og hjerter, var en gave.