Nicholas har 14 dages fødselsdag i dag – og det er vel meget kendetegnende, at jeg ikke har nået at få skrevet så meget som et suk siden vandet gik. Jeg lover at komme igen med en fødselsberetning!!

Jeg har travlt med at amme, skifte bleer, trøste og prøve at få en hverdag til at hænge nogenlunde sammen. Det er hårdt!! Nogle dage når jeg ikke i bad før kl 13 eller kl 17. Jeg har simpelthen ikke haft et sekund ledigt – og det til trods for, at jeg ikke engang skal tænke på mad, indkøb osv. Det klarer min dejlige mand, mens jeg sidder og ammer nærmest konstant. Det er dejligt, men også benhårdt for os begge. Jeg er glad for, at vi nåede at få klargjort så mange ting som muligt før fødslen. Det gør det lettere for os nu, at vi ikke mangler alt muligt for at klare hverdagen med Nicholas.

Men hvor jeg dog bare knuselsker den lille slughals!! Trods skrig, gråd og sårede babser, så er han mors skat! Da han blev født, vejede han 3666 gram og var 53 cm lang. En rigtig stor og dejlig fyr med mørkt hår og de dybeste mørkeblå øjne, der kiggede dybt ind i min sjæl – sådan føltes det! Han har nu rundet 3900 gram – og han lærte at bruge sut på under 5 minutter. Og så faldt resterne af navlestrengen af i dag. Mors store dreng!!

På mange måder er det at være nybagt mor som jeg forventede – på nogle områder er det helt helt anderledes. Min selvtillid har været banket helt tilbage til stenalderen. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne amme. Det gjorde sindssygt ondt, jeg havde sår på brystvorterne, og jeg græd hvergang jeg lagde ham til. Han har altså IKKE tænder – kun gummer, men for den da, hvor kan sådan nogle gummer gumle til i et par jomfruelige brystvorter, som hidtil kun har været pakket ind i silke og blonder.

Hold op, hvor har jeg grædt over, at min mælk ikke rigtig løb til. Jeg hørte jo intet andet end “når mælken løber til får du Dolly Parton babser, der gør sindssygt ondt” og “dine bryster er da ikke rigtig vokset, er du sikker på, at mælken er løbet til?”

Jeg var derfor helt overbevist om, at der var noget galt. Mine bryster ligner … tadaaa … mine bryster. Lidt større, lidt mere spændte. De er ikke større, de ligner ikke Dolly Partons, de gør ikke ondt – og der vælter ikke mælk ud af dem ved enhver given lejlighed. Så der måtte jo være noget galt, når alle siger, at “sådan skal det være”.

MEN DER ER INTET GALT – det er nemlig normalt, at mælken lige så stille løber til uden at gøre noget særligt væsen af sig. Og det gjorde den hos mig. Dét gad jeg bare godt have vidst. Jeg har nemlig tilbragt en uge med at være ked af den tilsyneladende fejlslagne mælkeproduktion, angst for om min søn fik nok mad og spekulere over, om jeg skulle droppe amningen – takket være de mange myter og skrøner, jeg hører fra forskellig side.