Lille skat … du græder meget. Til at begynde med var det ved at tage livet af mig. Jeg følte, at der var noget, jeg ikke gør godt nok, siden du er så ulykkelig. Men det er der nok ikke. Jeg tror, at det er mavekneb, for når du så har pruttet, bliver du glad igen. Men det er svært at gætte sig til.
Selvom du er urolig om dagen, så sover du godt om natten. Du sover mellem 3 og 5 timer i første hug fra cirka klokken 21-22-23 stykker og så til 2-3 tiden. Det er jo fantastisk! Derefter ammer jeg dig, og vi skifter dig efter behov cirka hver anden time. Fra 5-tiden vågner du cirka en gang i timen. Klokken 7 kan vi typisk ikke overtale dig til at sove længere 🙂
Du er så smuk og dejlig. Du er begyndt at pludre en lille smule, og du er så opmærksom med dine smukke dybe blå-grå øjne kigger du dybt ind i min sjæl og ser gennem alle mine lag. Du er et mirakel, skat!