Vi har stadig lidt knas med at sove, især om aftenerne. Jeg lægger Nicholas Carl mellem 19:15 – 19:30, men jeg undgår ikke helt at han skriger. Her til aften vil jeg dog tilføje, at han gik til ro uden de store scener.

Der findes mange råd – jeg skriver med vilje ikke mange gode råd, for mange af de råd, jeg har fået vedr. søvnproblemer, virker forkerte for os. Nogle endda barbariske. Jeg kan for eksempel ikke lade ham ligge og græde i vuggen, mens jeg holder ham i hånden. Det har jeg prøvet én gang i 45 minutter. Det knuste nærmest mit hjerte, og Nicholas Carl faldt ikke i søvn – tværtimod tog jeg ham op, ammede ham og lå med ham i min seng til han sov, så flyttede jeg ham. Så den metode du’r ikke for os.

Til gengæld gør jeg det, at jeg prøver at få lagt ham ved de første tegn på træthed. Overtræthed medfører altid en lang skrigetur på omtrent 45 minutter, så det er ris til egen rumpet at lade ham være for længe oppe. Jeg prøver at holde fast i samme rutine hver aften; sætte tempoet ned den sidste times tid til halvanden før sengetid – han må gerne kede sig! Jeg plejer at amme ham, give ham flaske og bare holde ham tæt, så han (måske?) er lidt mæt af mor-kontakt og (måske?) bedre kan klare at ligge alene.

Så skifter jeg ble og giver ham nattøj på, mens jeg snakker stille med ham om dagens oplevelser, trækker gardinet for og synger ‘Solen er så rød, mor’ (den sang jeg også for ham i maven 🙂 ), mens jeg bærer ham i seng. Jeg plejer at lune hans dyne lidt på varmeapparatet, så det kun er madrassen, der er kold at komme ned på. Jeg sidder lidt hos ham, sørger for at han har suttekluden i den ene side og sin lille frottéhund i den anden side. Så giver jeg ham sutten, aer ham på kinden, holder ham lidt i hånden, hvorefter jeg kysser ham godnat.

Her skulle han jo gerne falde i søvn. Det ‘plejede’ han at gøre, men det gør han sjældent nu for tiden. Er han overtræt, sidder jeg hos ham hele tiden, mens han græder – det kan ikke betale sig at gå helt ind i stuen for at flade ud i sofaen, før jeg skal afsted igen. Græder han kun lidt, går jeg ind til ham hver gang. Nogle aftener kan det godt være 15-20 gange. Det er skide irriterende, men det er jo ikke noget, han gør for at være skide irriterende.

I bund og grund vil jeg ikke have, at han skal græde sig i søvn. Hans grundlæggende personlige træk dannes i de første 3-4 år af hans liv. Hans forhold til os bliver hans grundlag for, hvordan han selv vil fungere i relationer i sit fremtidige liv. Hvis han græder = kalder på os eller måske endda råber på hjælp – og vi så ikke kommer ind for at være der for ham, trøste ham, holde i hånd osv, så lærer han, at der ikke kommer nogen, når han beder om hjælp.

Måske holder han så op med at kalde og lærer en meget ubehagelig lektie; nemlig at han står alene. Hans tillid til omverden knækkes – jeg ønsker, at han skal lære at det er ok at være afhængig af os samt ikke mindst, at han trygt kan søge støtte, hjælp, trøst hos os. Når han bliver større, vil han også føle, at det er ok at søge råd hos os. Han skal altid føle, at vi er der for ham, og jeg tror ikke, at metoden med at ignorere hans gråd virker befordrende for opbygning af tillid til os som forældre.

Jeg tror, at et barn der ikke tidligt har følt sig forladt og svigtet af de primære relationer, men har oplevet dem som nærværende, hjælpsomme og kærlige vil også have en større tillid til sig selv. Barnet vil senere hen have nemmere ved at indgå i nære relationer f.eks. med partner og egne børn.

Det er også derfor, at jeg ikke vil flytte ham ind i hans eget værelse endnu. Han er simpelthen ikke klar til det. Han vågner stadig om natten og græder uden at han er sulten, men simpelthen bare for at få sin sut (læs: for at få lidt tryghed), så sover han videre. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne høre ham kalde fra hans værelse, for det er typisk en kort høj gråd efterfulgt af, at han klynker samt vender og drejer sig uroligt i sengen.

Derudover ammer jeg ham 2-3 gange om natten, og det vil betyde, at han bliver lysvågen ved hver amning, når jeg skal hente ham i et andet værelse og tage ham med ind i min seng, amme ham og bære ham tilbage til hans egen seng. Jeg forventer, at senest ved overgangen til fast føde omkring 6 måneders alderen vil han kunne sove i sit eget værelse.

Det sjove er, at han rent faktisk er begyndt at sove igennem. 5 timers sammenhængende søvn anses nemlig for at ‘sove igennem’ for et spædbarn – bare ærgerligt sonny boy, at de 5+ timer han sover ligger i tiden fra ca. 19:30 til 01:00. Det harmonerer ikke særligt optimalt med vores søvnmønster – Allan sover fx bedst efter klokken 01:00 🙂 Spædbørn har et helt andet søvnmønster end voksne – de sover kun 50-70 minutter ad gangen, så vågner de igen. Det er ikke altid, at de græder, når de vågner, men tager fat på næste søvn-time. Nå, nok om alt det søvn god nat 🙂