Med mor til frisøren

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde frygtet det en smule – at tage Nicholas Carl med til frisøren. Jeg vil jo gerne se godt ud på søndag til hans barnedåb – mit hår lignede efterhånden et Skt Hans bål, fordi jeg ikke er blevet klippet siden december sidste år, hvor det blev klippet i page. Op til brylluppet blev det ikke klippet, da det ellers ville være for kort til at sætte op. Oveni det har jeg cirka 6 måneders grå udvoksning – hvilket der ikke er noget at gøre ved, da jeg ikke vil farve det så længe jeg ammer.

Nå, men jeg bestilte tid klokken 11:15, så NC kunne få sin første morgenlur og måske nå en del af formiddagsluren. Det gik fint med at komme i bad, i tøjet (begge to), få morgenmad (begge to) og komme afsted til tiden. NC lå i liften og kiggede beundrende på mor – dejligt ❤ En af frisørerne tilbød at gå rundt med ham på armen, og det var han mægtig glad for. Alle de kulørte hårprodukter var super spændende at kigge på! Først til sidst begyndte han at græde – det passede med, at det var omkring den tid, han normalt sover formiddagslur.

Foto 8
Mors nye frisure

Han sov hele vejen hjem i bilen, og nu ligger han i sengen og sover lystigt videre. Han var supernem at lægge, selvom han vågnede lidt op, da jeg tog ham ud af autostolen og lynede flyverdragten op.

Og moren? … hun har fået smart hår igen samtidig med at det var en superdejlig oplevelse at have NC med – alle den slags oplevelser giver mig dejlig tillid til både NC og mig selv i min stadig-ret-så-nye mor-rolle. Jo flere gode oplevelser, vi får sammen, jo mere tør jeg vove mig ud i 🙂 Hidtil har jeg følt, at jeg går rundt med en tidsindstillet bombe i liften, så jeg har ikke følt mig fortrolig ved at have ham med alle vegne. Det er blevet meget bedre nu.

Han er rent faktisk dejlig nem at have med, når jeg bare tager højde for hans søvnmønster – dvs. sørger for, at han når at få sin lur, samt kommer i seng inden klokken 20. Desuden kan jeg mærke, at han ikke kan rumme alt for meget på én dag, så jeg prøve at lave én ting pr. dag – om mandagen svømmer vi for eksempel, og så sker der ikke meget andet dén dag!

At gå til frisøren er det første rigtig ‘mig-agtige’, jeg har foretaget mig siden før fødslen. Det er første gang siden jeg fik NC, at jeg har forkælet mig selv. Næste projekt er at komme afsted med NC til styrketræning (eller mor/barn eller pushy mums) og forkæle min krop med en hård omgang. Det savner jeg nemlig rigtig meget – at udfordre mig selv fysisk.