NC er strid i dag, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Nu sidder jeg her i en længe ventet pause og forsøger at komme mig lidt. Al den energi, jeg havde i kroppen, er bare pist væk. Jeg føler mig så træt og ked af det, og jeg har bare lyst til at forlade det hele. Det har været en afsindig hård formiddag. Ved 9-tiden vågnede vi, og det virkede som om NC var i ganske strålende humør. Vi hyggede os og legede indtil ved 11-tiden, så blev NC træt og pylret, så jeg lagde ham. Han faldt i søvn under lidt protester – og sov i cirka 5 minutter, så lagde han ud med en stor skrigetur.

Han var komplet utrøstelig, og jeg prøvede alt. Det blev bare værre og værre. Jeg var godt klar over, at han i udgangspunktet var træt og ville sove, men ikke kunne finde ud af det, så jeg prøvede at hjælpe ham til at falde i søvn. Jeg har ikke talt på de mange gange, jeg puttede ham med blid sang, aen på kinden, sut, sutteklud og dyne, hvorefter det hele blev kastet til højre og venstre. Jeg vuggede ham, gik med ham, svøbte ham osv osv – intet virkede.

Jeg kunne mærke min frustration vokse – og det kunne han sikkert også. Efter en time var han helt gråbleg og mat af træthed, rød om øjnene men skreg stadig i højeste gear. Jeg var ved at opgive det hele og sætte mig ned og tude, men det skal være løgn – jeg ville bare dysse det lille vilddyr ned uden selv at gå ned på det hver gang. Så jeg droppede at lægge ham til at sove og tog ham med ind i stuen efter 1 1/2 times tid.

Jeg lagde ham på sofaen, men han væltede rundt vildt skrigende, og jeg var bange for, at han ville trille ned fra sofaen, så jeg lagde ham på gulvet i stedet og hentede morgenmad til mig selv. Det smertede mig at se ham ligge på gulvet og skrige, men jeg aner ikke hvad ellers jeg kan gøre? Jeg samlede ham op, sad med ham i armene, prøvede igen igen at tilbyde ham brystet, som han igen igen afviste. Jeg lagde ham på gulvet igen og gik ud og lavede en flaske til ham. Først ville han ikke have den og slog den ud af hånden på mig. Tilsidst tog han den og nærmest tømte den i én slurk. Tilsidst var han ved at falde i søvn, mens han suttede på flasken, men han vågnede grædende op igen hver eneste gang.

Endelig – endelig faldt han i søvn i skødet på mig. Han sov meget uroligt i en times tid. På et tidspunkt nøs jeg, og det startede en skrigetur op igen. Lidt efter var det temaet fra Ally, der fik ham gjort helt hysterisk. Så satte jeg fjernsynet på lydløs og sad musestille med ham i armene. Han fortsatte med at skiftevis sove, græde og die ved brystet i en times tid, så kunne jeg ikke holde mig længere, og jeg var nødt til at lægge ham fra mig i sengen. Jeg lagde ham blødt ned, pakkede ham i dynen, han græd lidt, jeg lagde hans sutteklud og min hovedpude ved hans ansigt – og der faldt han helt til ro og har ligget nu i et kvarter.

Jeg er helt udmattet, træt og rigtig rigtig ked af det. Jeg føler virkelig, at jeg er en dårlig amatørmor. Jeg føler, at jeg mangler nogle af de helt grundlæggende evner og ressourcer, som ville gøre mig til en god mor. Det må være mig, der er noget galt med, når han græder så utrøsteligt, og jeg intet kan stille op for at trøste ham. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af, hvad der foregår? Jeg føler mig bare så utilstrækkelig, at jeg bliver rasende på ham. Jeg skulle jo ikke blive rasende, men i stedet finde ud af, hvad der er i vejen.

Men jeg aner ikke, hvad der er galt. Jeg har ingen idé om det, og jeg er bange for at ødelægge ham, for han er så sårbar lige nu. Han kan jo godt mærke, at jeg bliver afmægtig, frustreret og rasende, og at jeg tager afstand til ham ved at lægge ham på gulvet, mens jeg henter mad til ham og mig. Normalt tager jeg ham jo med på armen, men jeg orkede bare ikke at blive skreget ind i hovedet mere.

Jeg er bare så ked af det, for jeg ville ønske, at vi kunne finde ud af det sammen – også når han er ked af det/vred/eller hvad det nu er der foregår. Jeg synes, at det går fint sålænge han ikke skriger, men når han så tager sig sådan en skrigetur, mister vi den tætte kontakt, vi ellers har. Jeg føler, at en anden person tager hans krop og skriger som en sindssyg af mig. Jeg kender ham slet ikke, når han er sådan. Jeg aner ikke, hvad han vil, når han flipper helt ud. Jeg gætter og gætter og prøver og prøver, men ingenting virker.

Sommetider føler jeg, at det er mig, der er katalysatoren på de her skrigeture. Hvis jeg ikke var der, ville han ikke gå bersærk. Det er bare ikke en rar følelse. Jeg ville jo gerne kunne trøste og berolige ham, fremfor at virke som benzin på et bål. Nå, nu er der lyd inde ved side af.

****

Resten af eftermiddagen var han pylret og klynkende. Ikke engang i bilen holdt han op med at skrige. Men om aftenen lige før sengetid blev hans humør godt igen. Han smilede og pludrede og lo højt på puslebordet og underholdt både mor og far. Han er helt og aldeles fantastisk!