Jeg elsker de mørke timer. De stille timer ud på natten, hvor Nicholas Carl vækker mig, og hvor jeg henter ham over i min seng og ammer ham. I det bløde svage lys fra vinduet sidder jeg og ammer ham stille og roligt. Han ligger ved mit bryst og sutter kraftigt. Lyden er så hyggelig, når han synker mælken, han brummer ofte af velbehag og jeg føler, at vi er hinanden så nær, så nær.

Jeg sidder og kigger ned på min lille skat, der ligger dér ved mit bryst og bare vokser og vokser. Jeg elsker de øjeblikke, fordi jeg føler, at jeg giver ham både mad og tryghed.

Det er ren lykke at sidde der, når hele huset er helt stille, og jeg helt kan koncentrere mig om min lille bitte bløde dreng. Han småsover ved mit bryst; sutter og sover. Jeg mærker varmen fra hans krop, hans lille hånd holder fast om min finger.

Jeg stryger ham blidt over håret, næsten umærkeligt for ikke at vække ham, og det føles som om mit hjerte nærmest jubler – og bobler over af kærlighed til det lille væsen, som jeg har været med til at skabe. Nogle nætter triller en lille tåre af lykke ned ad min kind. Min lille dreng, jeg elsker dig så højt.

Jeg tror også, at han hygger sig med vores lille natteritual. Han falder tilsidst i søvn i mit skød, hans mund slipper stille mit bryst og hans vejrtrækning bliver langsom og regelmæssig. De øjeblikke bliver svære at undvære, men det er jo livets vilkår.

Jeg har kun min lille søn til låns. Hver dag vokser han sig større og stærkere, og jeg ved godt, at hans rejse er en rejse væk fra sin afhængighed af os forældre. Men lige nu har jeg de øjeblikke i nattens stille timer helt alene med ham, som jeg vil huske med smil resten af mit liv.