Dumme indlæg & grimme sko

I sidste uge talte jeg med sundhedsplejersken om en ting, som jeg har bemærket ved NCs fødder – især den venstre – vender meget indad. Han står på indersiden af svangen og på indersiden af storetåen. Hans ankel knækker ligesom indad. Jeg sammenlignede hans fødder med de andre babyers til svømning, og det ser anderledes ud. Hans fod vælter indad – det er som om anklen er skæv – eller slap. Foden sidder ligesom lidt skævt på benet, ikke lige på benet.

Sundhedsplejersken gav mig ret – det ser ikke normalt ud – særlig hans venstre fod, så hun synes også, at jeg skal få det undersøgt hos lægen, samt evt. en ortopædkirurg. Særligt fordi jeg selv har samme problem med mine ankler: Jeg falder også indad i anklen og er derfor platfodet. Det kan NC jo godt have arvet. Det ser umiddelbart ud som om min ankel er for ‘slap’, så foden falder indad, når den belastes.

Først da jeg gik i 2.-3. klasse blev det opdaget hos mig – det blev kaldt “knæk-ankel” dengang. Jeg er ikke platfodet, selvom det oppefra kan se sådan ud. Jeg skulle derfor gå med grimme sko med indlæg. Det var ikke den store succes; jeg nægtede ganske enkelt at gå med indlæggene, for de gnavede, og skoene var intet mindre end tudegrimme. Så jeg fik faktisk aldrig korrigeret mine fødder, selvom mine forældre gjorde et ihærdigt forsøg.

Jeg fandt lige et foto på nettet, som viser det, jeg har bemærket med NCs fødder. Barnets venstre fodstilling minder meget om NCs fodstilling, når han står op. Barnets højre fod er korrigeret med et indlæg, så det kan lade sig gøre – selv med små fødder!

Hvis vi nu får grebet tidligt fat om problemet med NC (hvis det da er et problem), så kan vi måske få rettet op på NC’s skæve ankler, før han bliver alt for bevidst om dumme indlæg og grimme sko.

Forhåbentlig kan han så slippe for at skvatte over sine egne ben samt konstant forstuve anklerne, som jeg altid gjorde som barn pga. mine ustabile/løse ankler.

Vi har tid hos lægen næste mandag (29. marts), så det bliver lidt spændende at høre, hvad hun siger.

2 Comments

  1. Julie siger:

    Må jeg høre, hvordan I behandlede dette? Min datter har lige fået konstateret det samme. Ved det er lang tid siden men….

    Like

    1. Gitte K siger:

      Hej Julie!
      Det eneste råd, vi har fået er mest muligt bare tæer – og så sko med svang- og ankelstøtte, samt bløde bøjelige såler.
      Det har ikke hjulpet så meget, så det er noget, vi fortsat har fokus på – og nævner overfor lægen hver gang.
      Hvad siger jeres læge?
      Gitte K

      Like

Der er lukket for kommentarer.