NC pippede og fik lidt mælk her klokken 1:35, og jeg lagde mig ned for at sove igen – blot for at finde ud af, at det kunne jeg bare overhovedet ikke, for tankerne kværnede rundt i mit hovede. Jeg var lysvågen og fik lynhurtigt ondt i maven af bekymring.

Hvorfor er det, at i de mørke stille timer bliver spøgelserne større og værre end om dagen? Og jeg er altså bange for dén operation… Har tidligere haft mareridt omkring det og har vækket Allan og sagt “Det gør ondt”. Han fattede ikke en meter. Klart nok, når man bliver vækket midt om natten af en sovende kone, der trækker én i armen!!

Så det spøger … operationen og det hele. Mest af alt dog – hvad med Nicholas Carl? Særlig hvis jeg bliver nødt til at overnatte på hospitalet? Må NC blive medindlagt, når jeg stadig ammer? Han er jo vant til at det er mig, der lægger ham til at sove. Han falder i søvn ved brystet – det er der ingen andre, der kan tilbyde ham. Det er også mig, der laver mad til ham, men det kan de fleste godt finde ud af at lave. Og det går jo nok, hvis han en enkelt dag ikke får sine 6 måltider med max-kalorie indhold. Men han drikker intet fra glas. Han drikker kun brystmælk, så det kan godt ende med en omgang ondt i maven pga hård mave.

Det er ikke så fedt for Allan, hvis NC bliver pylret og ulykkelig pga. hård mave, mor-syge samt ikke kan falde i søvn, fordi jeg ikke er der med brystet. Forhåbentlig kommer jeg hjem om aftenen, men hvor medtaget er jeg efter narkosen og operationen? Jeg må jo fx ikke have NC sovende i min seng pga narkosen og må ikke være alene eller køre bil de første 24 timer. Jeg fik at vide, at en af de mest udtalte bivirkninger er (udover smerter) kraftig påvirkning af balancenerven særligt i den første uge, hvor jeg skal forvente stærk svimmelhed. Så hvor meget kan jeg klare selv med NC?

Allan skal til eksamen mandag og torsdag i samme uge, hvor jeg bliver opereret om tirsdagen. Det kunne simpelthen ikke passe meget dårligere. Jeg håber bare ikke, at jeg bliver for medtaget, så Allan også skal passe NC oveni eksamenslæsningen. Hvis han havde haft timer, når jeg skulle møde på operationsdagen, måtte jeg have fået andre til at aflevere mig på hospitalet. Men heldigvis har han skemafri den dag, så han kan aflevere mig. Det har han lovet. Han skal selvfølgelig ikke blive der, mens jeg bliver opereret, men lægen sagde, at der var nogle instrukser, han skulle have (?).

Selvom Allan har læseferie tirsdag, hvor jeg bliver opereret, så har farmor og bedstefar lovet at passe NC, så Allan kan få læst til eksamen. Det er dog en lang dag for NC uden mig, så jeg håber, at Allan indimellem stikker næsen forbi hos farmor og bedstefar og ser til NC.

Men det der holder mig søvnløs er; hvad nu hvis jeg skal overnatte på hospitalet? Stresset træt mand og pylret søn er en dårlig cocktail. Jeg kender det jo fra mig selv; mit overskud er minimalt, når jeg ikke kan gøre noget for NC, og han bare skriger og skriger, mens min stress bare vokser og vokser. Hvis jeg ikke kommer hjem om aftenen, så håber jeg bare, at det ikke ender så galt.

Det går sikkert godt nok, for NC har mange kærlige mennesker omkring sig, siger jeg til mig selv, men alligevel er jeg bekymret – og de bekymringer tumler rundt i mit hoved, så jeg ikke kan sove. Jeg er en værre pylremor, og det er helt sikkert sundt for mig at opleve, at NC rent faktisk overlever uden mig.

Men du skal tænke på, at jeg endnu ikke har været væk fra ham i længere tid – det længste var forleden, da jeg var på hospitalet fra 10:30 til 15:30. Jeg skal også vænne mig til at overlade ansvaret til andre, og så må jeg stole på, at de er parate til det ansvar. Det går jo nok! Pyh, jeg håber, at jeg snart kan sove. I morgen er jeg knap så pylret og bekymret – alting virker lettere i dagslys.