Når barslen synger på allersidste vers …

Det gør den for alvor nu. Min barsel er faktisk helt slut prut. I morgen skal jeg på arbejde, og jeg er lidt blue omkring det. Ja, jeg har fældet en tåre! Misforstå mig nu ikke; jeg elsker at arbejde, jeg elsker mine kolleger, og jeg er spændt på mit nye job, men jeg ved også, at det tager kun ganske kort tid, før barslen for alvor er historie, og hverdagen med barn, mand og job kører for fuld skrue derud af.

Jeg er lidt nervøs, for jeg kender ikke det liv, jeg skal til at leve nu – som udearbejdende mor. Jeg har længe været udearbejdende, men jeg har kun været mor i et lille år nu. Kombinationen af de to virker nærmest umulig, for det sidste år har jeg jo været fuldtidsmor. Hvordan smækker jeg lige 37+ timers job og 8-10 timers transport oveni det med både smil, latter og overskud på alle fronter?

Jeg frygter, at jeg kun får ulvetimen med NC, hvor både han, Allan og jeg er trætte. Jeg frygter at blive en råbemor og råbekone. Jeg frygter, at vores dagplejemor skal opleve NC i alle hans bedste timer, og at hun skal fortælle mig om første gang han løb efter en sommerfugl og andre små mirakler.

Men jeg kan jo beslutte mig for, at jeg vil være sød og kærlig mor i stedet for råbemor. Og sød og kærlig kone i stedet for råbekone. Det er målet. Måske kikser jeg indimellem. Men det er ihvertfald målet at aflive råbemoren og råbekonen en gang for alle!

Jeg ved også, at det er vigtigt, at jeg giver slip og lader NC udvikle sig væk fra mig. Det er jo meningen med det hele; at jeg over de næste mange år gradvist skal sætte ham fri og lade ham flyve.

Men lige nu er det hårdt at sige farvel til barslen. Barslen var måske den bedste tid af mit liv, og et langt stykke hen af vejen vidste jeg det ikke. Jeg indså her til sidst, at barslen vitterlig var en gave, men det tog mig bare alt for lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge den rigtigt.

Så farvel, kære barsel … måske ses vi igen en dag?

En tand bedre!

Som om det ikke skulle være nok med 4 ugers forkølelse, øjenbetændelse og mellemørebetændelse, så opdagede jeg her til aften et hjørne af en lille tand i undermunden på Nicholas Carl.

Så oven i forkølelse, øjenbetændelse og mellemørebetændelse skal han også plages af en ny tand, der værker og murrer i munden. Tak for panodil – håber det hjælper på det hele!

Mellemørebetændelse … igen!

Utroligt, som en dag kan smuldre og blive til ingenting, når man har et sygt barn. Min sidste dag på barsel. Klokken er 15:30, og jeg har ikke været i bad siden i forgårs. Nicholas Carl sov dårligt første del af natten – han vågnede en gang i timen og græd. Til sidst blev der dog ro, og han sov til klokken 8, hvor vi tjekkede op på ham. Vi troede, at der var noget galt, siden vi intet havde hørt fra ham et par timer..

Det var der sådan set. Han sov tungt og brændte af feber. Jeg tog hans temperatur – den var 39. Så ringede jeg til lægen, vi skulle komme med ham – men være forberedt på, at venteværelset var fuldt, så det ville tage sin tid.

Det tog sin tid. Vi ventede i lidt over en time. Der var en grund til, at han har feber – han har nemlig mellemørebetændelse i højre øre. Så afsted til apoteket – der ventede jeg i 40 minutter, mens Allan lånte sine forældres bil og hastede afsted til skolen for at nå at deltage i en af sine medstuderendes eksamen. Farmor passede NC, mens jeg var på apoteket – han sov 45 minutter på hendes arm.

Nu er han atter helt udmattet, han karter rundt, vil til brystet, afviser brystet, falder i søvn i mine arme, vågner når jeg lægger ham osv osv. Jeg har nu prøvet at lægge ham i sengen utallige gange, men han bare skriger og skriger. Han har skreget i 45 minutter. Jeg kigger til ham hvert 5. minut og lægger ham ned igen og igen og igen og igen. Hovedgærdet er hævet cirka 20 cm, men han nægter simpelthen at falde til ro. Han har fået en panodil og Klacid.

Der er vist intet andet for end at fortsætte med i pendulfart at gå ind og lægge ham ned og sige god nat og gå ud igen. På et eller andet tidspunkt kapitulerer han jo nok.

Så gå dog væk, lede snask!!

Det blev ikke til meget søvn i nat, for NC vågnede ulykkelig og utrøstelig klokken 1 og jeg vil tro, at den var hen ad 3, før vi faldt i søvn igen. Jeg sov i hans værelse på en madras på gulvet resten af natten. Det gav ham vist lidt ro og tryghed, så han kunne falde i søvn til sidst.

Hans øjne var fyldt med gult klistret snask – nu i begge øjne. Øjenomgivelserne var røde og hævede, så jeg ringede til lægen, som indtelefonerede nogle øjendråber.

I løbet af dagen er det ikke blevet bedre. Han er stille, leger kun lidt, pylrer meget, klamrer sig til mig og vil ikke rigtig spise og drikke. Ikke smart i den hede vi nu har. Jeg har derfor ladet ham komme til brystet, når han har haft lyst til det.

Nu ligger han og sover. Jeg lagde ham ved 19:30-tiden, men allerede klokken 21 vågnede han igen. Jeg har givet ham en panodil, og så har han fået øjendråber to gange, så jeg håber, at han har det bedre i morgen. Da jeg lagde ham, var han brændende feberhed, men her klokken 21 var han mere normal at føle på – jeg tror, at panodilen har slået feberen lidt ned.

I morgen var det meningen, at jeg skulle have været med til et møde på jobbet, men det bliver der ikke noget af, nu hvor han er så syg. Jeg håber, at han har det bedre i morgen, men jeg vil nu holde ham hjemme, så han kan blive helt rask igen.

Åh, jeg synes, at det er hårdt at se ham have det så skidt. Han har det bare ikke spor godt. Jeg vil så gerne tage det væk fra ham, men hvad mere kan jeg gøre end øjendråber, panodiler, babs, skylning af øjnene og masser af ømhed og kærlighed?

Her til aften var vi en tur i Skodsborg og spise en is og gå en lille tur på stranden. Han var nysgerrig, spiste guf-skum med stor appetit og gik med mig ud på badebroen, han hilste på 3 hunde og grinede, da jeg fjollede med ham. Men stadigvæk med det sørgmodige blik i øjnene, der var helt klistret til af gult snask. Han sov i bilen på hjemvejen, og han kunne næsten ikke åbne øjnene for sammenklistret snask i øjenvipperne, da vi kom hjem. Så gå dog væk, lede snask!!

Morgensol og øjensnask!

Her på den 3. sidste dag af min barsel havde jeg set frem til en times zumba (ja, fra at være nummer 88 på venteliste, fik jeg omsider plads på holdet i går aftes) og lidt dovneri i solen på plænen.

Det var ihvertfald planen, indtil jeg så NCs venstre øje. Det var helt lukket af gult snask. Han kunne dårligt åbne det, fordi øjenvipperne var helt klistrede sammen. Jeg fjernede det nænsomt med lidt varmt vand. Det brød han sig absolut ikke om. Også næsen var helt lukket af en prop af størknet gult snot. Jeg dryppede hans næse og ud stod kaskader af snot. Han prustede og skreg og vred sig for at komme væk fra næsedråberne.

Vi talte lidt frem og tilbage. Hvordan er det nu med øjenbetændelse? Jeg kunne ikke huske det. Kan vi sende ham i dagpleje eller skal vi holde ham hjemme? Jeg sms’ede min bror, som godt mente, at han kunne komme i dagpleje, men tilføjede, at det måske var smartest at holde ham hjemme og få ham helt rask, når nu jeg skal starte på job om et par dage. Mine overvejelser gik på det samme; for NC har været snottet i 3-4 uger. Ikke forkølet, men bare med løbenæse og periodisk gult snot. Det er som om han ikke rigtig kan komme af med det. Måske vil det hjælpe at være hjemme en dags tid?

Jeg ringede til vores dagplejemor, som sagde, at hvis det hvide i øjet er rødt, så er det en behandlingskrævende øjenbetændelse – er der “kun” snask, så er det en forkølelse i øjet. Det var dét, jeg ikke kunne komme i tanker om. NCs øje er ikke rødt. Selve øjenomgivelserne er røde og hævede, men det hvide er ikke rødt.

Måske er det ikke tvingende nødvendigt at holde ham hjemme i dag, men jeg har muligheden for det, så det er det, jeg gør. Lige nu ligger han og sover morgenlur – han har sovet i snart 1 1/2 time. Jeg nåede ikke engang at give ham morgenmad, før han blev træt og kæntrede. Havregrøden var ellers afkølet og klar. Nu er den smidt ud, og jeg har sat havregryn i blød i mælk i køleskabet til en ny portion silkeblød havregrød, som han kan få, når han får øjne.

Allan er smuttet – han skal til sin sidste eksamen i dag, hvorefter han har to måneders sommerferie. Nej nej, jeg er da ikke misundelig. Slet ikke. Og som om jeg ikke vidste det, så kommer sommeren nærmest i samme øjeblik, jeg starter på job igen. Jeg starter på torsdag – og der bliver det sol og 28 grader, lokalt op til 30 grader. Det samme gælder fredag. Hvorfor vidste jeg bare, at sommeren ville komme i samme sekund som jeg trækker i arbejdstøjet??

Bum bummelum … nu har han sovet i over 2 timer, det lille myr. Nu har jeg også trang til at lægge mig. Men som med sommeren, der kommer i samme sekund, som jeg skal starte på jobbet, så ved jeg, at NC vågner i samme øjeblik, jeg får lagt mig ned.

NC sov i lidt over 2 timer til morgen, hvorefter han vågnede op med en ny omgang snask i øjnene. Jeg vaskede det væk og dryppede hans øjne, så både han og jeg kom til at græde. Det var så forfærdeligt. Han græd på den mest hjerteskærende måde, så jeg kom til at græde også. Puuha, det kan jeg slet ikke bære. Min lille skat skal ikke døje med det skidt.

Bagefter lavede jeg morgenmad til ham. Han spiste rub og stub af en voksenportion havregrød. I små 2 timer legede han med sit legetøj i stuen og på altanen. Jeg tilbød ham lidt frokost, som han ikke var synderlig interesseret i. Og så blev han træt. Det tog ikke lang tid for mig at lægge ham, hvorefter jeg selv kastede mig i sengen. Efter 20 minutter var jeg laaaangt væk i drømmeland, da han kaldte. Han var ked af det og rundt på gulvet, men stadig meget træt. Jeg fik ham beroliget, hvorefter han faldt i søvn igen. Og jeg kastede mig på langs igen – og vågnede først 1 1/2 time senere, da han kaldte.

Allan ringede kort tid efter – han var bestået med en flot karakter. Han fik 7, hvilket er 9-10 på 13-skalaen. Hvor gammel er man lige, når man stadig bruger den gamle skala inde i hovedet?

Denne gang virkede han friskere – øjnene var ikke så snaskede. Så jeg gav ham lidt frokost, hvorefter vi trillede over til farmor og bedstefar. På vejen derover ønskede vi en student tillykke med huen. Det er 19 år siden jeg blev student – og der er måske 19 år til NC bliver student. Eller hvad han nu finder på. Det er lige meget, bare han bliver lykkelig. Tænk, at jeg har fået lov til at være vidne til hans liv.

“Alone in the kitchen washing the dishes, I imagined my two girls growing up, and I felt the ache that every parent must feel at one time or another, that desire to snatch up each moment of your child’s presence and never let go – to preserve every gesture, to lock in for all eternity the sight of their curls or the feel of their fingers clasped around yours.” (Barack Obama, The Audacity of Hope)

Hos farmor og bedstefar sad NC med ved havebordet i skyggen under halvtaget på terrassen, mens han spiste meget lidt frugtmos, 1/2 muffin og kiksen fra en flødebolle. Han hyggede sig storartet og virkede langt mere frisk end om formiddagen.

Allan kom forbi, og vi hentede et par burgers fra Havnehytten, som vi spiste sammen med Allans forældre, der fik kylling, pasta og tomatsauce. Tomatsauce og pasta var lige noget for NC – han spiste en stor portion. Til sidst satte farmor trumf på og gav ham en portion koldskål. Dét elsker han bare!

Desværre vendte snasket i øjnene tilbage hen under aften, så jeg blev igen nødt til at dryppe hans øjne og næse. Igen græd han hjerteskærende og kæmpede imod. Åh, det er simpelthen det sværeste ved at være mor!

Nu ligger han til gengæld og snorksover. Jeg lagde ham for en lille halv times tid siden, ved halv-otte tiden. Han var træt og lidt pylret og faldt hurtigt i søvn.

Hvis ikke han har det væsentligt bedre imorgen, tager jeg endnu en dag hjemme med ham. Nu skal vi have aflivet dén genstridige forkølelse!

Sweet Sunday!

Allans forældre havde inviteret til brunch på Restaurant Leonardo klokken 11. Nicholas Carl og jeg valgte at gå derop, for vejret var fantastisk og det er kun en smule længere end op til dagplejen. Hvilket vil sige en god tur, som kan tilbagelægges på cirka 45 minutter. Jeg havde så forestillet mig, at NC ville sove det meste af vejen. Men nej … først cirka 100 meter fra restauranten, som ligger på Hotel Comwell, faldt han i søvn. Vi kom trillende samtidig med Allan, som var i bil, så det var helt perfekt timing.

NC fik altså kun sovet noget, der minder om 5 minutter. Jeg frygtede derfor, at det ville blive en lang og pinefuld brunch med en utidig komplet umulig knægt. Men nej … han var i sit allerbedste humør. Som han faktisk altid er, når der er mange mennesker omkring ham. Overfor ham sad Allans kusines søn, Nicolai, som NC var vildt interesseret i. Alt, hvad han sagde og gjorde, iagttog NC nøje – og så smilede og lo han hele tiden til ham. Nicolai var meget sød til at samle NCs ting op fra gulvet – hvad enten det var skeen, tallerkenen, bilen … Til sidst blev det en leg for dem begge; NC smed noget på gulvet med et rabalder – og Nicolai samlede det op og gav det til ham.

Farmor og bedstefar havde købt et kulørt tog, der var selvkørende. Det var en stor succes hos NC – og hos faren. Måske burde der være en label på .. uegnet for mænd på 39 … for Allan trykkede ned på skorstenen, hvorefter toget kørte afsted hen over bordet og ramte NCs tallerken med frugt, som landede i skødet på mig 🙂

Stedet er måske ikke det mest charmerende og hyggelige, men personalet er så søde og hjælpsomme, og brunchen var helt fantastisk:

Leonardo’s Søndagsbrunch til 175 kr.:
Pandekager med ahornsirup
Scrambled egg og spejlæg
Barbeque kyllingevinger
Ristede pølser og bacon
Skagenskinke fra slagter Munch
Varmrøget norsk laks fra egen røgeovn
Nordiske pålægsspecialiteter
Frisk frugtsalat
Yoghurt med syltede solbær
Udvalg af økologiske danske gårdoste
Stort udvalg af morgenbrød
Friskpresset appelsinjuice og frugtsaft
Kaffe og te

Nicholas Carl spiste sig en pukkel til; han elsker pølser og smagte desuden en lækker cremet fed græsk yoghurt, pandekager, forskellige slags melon, samt en bolle med smør. Han var totalt i hopla; super interesseret og glad. Det var så fantastisk let at have ham med. Okay, der ryger en del mad på gulvet og alle vegne, men det var ikke det vildeste madsvineri. Kun en enkelt gang fik han kylet en fyldt tallerken så hårdt i bordet, så melonstykkerne fløj afsted. Så ved man, at han ikke vil have mere!

Bagefter gik vi en lille tur på græsplænen og så på nogle andre børn, der legede. NC vil så frygtelig gerne løbe og lege, men i stedet står han nærmest på tåspidser og råber begejstret “E!” og peger.

Ved 14-tiden var han godt træt, og han faldt næsten i søvn i sin klapvogn, mens vi sad og nød vejret på terrassen. Jeg var end ikke trillet ud af indkørslen, så sov han sødt! Han sov i over en time, mens jeg gik en længere omvej hjem for at nyde det gode vejr. Da han vågnede, delte vi en Jordbær Milkshake – det var lige sagen! Vi så lidt på ænder, hvorefter vi gik hjem. Kort efter kom Allan hjem fra læsegruppe.

Vi sad i stuen, før vi gik i gang med maden. Og pludselig gik NC helt sikkert hen til mig – et meget længere stykke end han plejer, og med større selvtillid. Han gentog kunststykket et par gange – han var nærmest ustoppelig. Det var helt klart som om han pludselig havde fået tillid til sine egne evner, og han gik helt sikkert, stille og roligt.

Nu ligger han og sover – klokken er 20, solen skinner stadig. Sommeren er endelig kommet, og nu er der kun 2 dage tilbage af min barsel.

Og nu er jeg bare helt vildt in love med mit liv. Jeg kunne godt leve på denne måde, hvis hver dag var som de seneste par uger! Men det er jo netop det gode ved det – at det er en begrænset tid, for i længden ville jeg nok ikke elske det. Og jeg plejede jo også at elske min ‘gamle’ hverdag, så det er bare om at hoppe ud i det og få skabt en ny god hverdag som udearbejdende husmor!

Elsker at være på barsel …. nu!

Jeg var på vej ud af døren med NC i morges, da jeg fik en sms fra Sonja, hvor der stod om det passede mig, at hun kom klokken 9:30. Det var meget heldigt, for ammehjernen her havde faktisk glemt, at vi havde en aftale – !! Det passede storartet med 9:30, så jeg svarede “Kom bare!” og stillede træningstasken på hylden igen.

Vi havde en superdejlig dag – vejret var fantastisk, og vi kørte til Vedbæk og fik en latte og en croissant på Café Rosenhuset, hvor vi sad ved det bedste bord på terrassen med udsigt over Øresund. Vi sad bare og snakkede, og det var så hyggeligt. Fuldstændig som før jeg blev mor. Hihi, jeg kan godt finde ud af at være veninde!

Bagefter kørte vi til Lyngby, hvor vi spiste frokost i Havnehytten. Vi fik hver en burger, som var rigtig lækker og faktisk ikke særlig dyr (45 kr.). Det var hyggeligt med udsigt over Lyngby Sø, men desværre lever sommeren ikke op til sit navn, så vi kom til at fryse, fordi vinden var kold. Vi kørte derfor til Lyngby Hovedgade og gik en lille tur i forskellige butikker og osede.

Det var bare en helt fantastisk dag. En af de allerbedste dage overhovedet på min barsel. Det er jo typisk, at det nu er totalt vanedannende at være på barsel. Jeg gad godt fortsætte en måned eller tre endnu. Sådan har jeg ikke haft det før. Nu er det simpelthen så fantastisk at være på barsel, fordi NC er så meget lettere og sjovere og sødere – og fordi jeg er begyndt at få tid til mig selv.

I denne uge har jeg været ude og shoppe og er nu klar til at tage på arbejde i rimeligt præsentabelt tøj. Nu har jeg for eksempel fået et par jeans, jeg kan passe – samt to BH’er, som ikke er amme-BHer. Det er vildt så stor forskel der er på at gå med en blød og elastisk amme-BH og en god fast bøjle-BH uden elastan. Samt 3 par bukser, 2 par leggings, 3 toppe, 1 slå-om bluse, 1 t-shirt, 3 par trusser – og var der mere? Alt det fik jeg for små 1000 kr i H&M. Heldigvis havde jeg et gavekort på 550 kr fra mine svigerforældre fra min fødselsdag, samt en bonuscheck på 100 kr, så det var ikke fordi jeg skulle have så mange penge op af lommen selv.

Torsdag havde NC og jeg en latte-aftale med Nicholas’ ven fra dagplejen og hans mor. Vi hentede vores poder samtidig og fulgtes ad til byen til fods. Jeg var gået derop med tom klapvogn – det har jeg gjort et par gange efter vejret er blevet godt. Det er en god tur – det tager 45 minutter at gå derop. Det var bare så hyggeligt. Det er så spændende at høre hende fortælle om hvordan det er at være mor til en, der er et år ældre end NC. Hun er virkelig sød og positiv. Hun har en webshop, som hun startede op, da hun var på barsel. Den kører nu så godt, at hun ikke er vendt tilbage til sit gamle job. Det er rigtig spændende, og jeg er gået lidt i tænkeboks for at se, om jeg kan komme op med en enkel måde at markedsføre siden på, så der kommer (endnu) flere kunder i butikken.

Besværlig baby?

Jeg sidder med en lidt ulden fornemmelse af, at nogen forsøger at sige mig noget, men ikke siger mig det direkte. Når jeg spørger til knægtens dag, får jeg tit at vide, at han ikke er let, at han har temperament – samt at hun aldrig har oplevet mage til. Vi er godt klar over, at han ikke er let – det er han heller ikke herhjemme.

Men imorges afleverede jeg ham i legestuen, hvor vores dagplejemors overordnede råbte ud over hele rummet og hen over hovedet på mig: “Nå, *****, var han lige så besværlig i går som han plejer, den lille fyr?”, mens jeg stod og sagde farvel til drengen ved siden af en mor til et af de andre børn. Vores dagplejemor svarer så lidt undvigende, at han havde været svær i går formiddag, men ikke om eftermiddagen.

Jeg kommenterer det ikke, for det er åbenbart ikke henvendt til mig.

Eller var det? Her bagefter kører det rundt i hovedet på mig, for hvad foregår der? Noget af det, der foregik, fornemmede jeg, er en tilspidset situation mellem underordnet og overordnet, hvor den overordnede lige skulle markere sig. Men noget af det må jo også skyldes min søns adfærd.

Men fordelen er, at jeg nu ikke længere er i tvivl om, at det er bedst for vores søn at skifte til en vuggestue, hvor der er uddannede pædagoger til at tage sig af ham – og som ikke er blege for at fortælle mig, hvad der foregår. For efter dén bemærkning fornemmer jeg, at der er noget, der ikke bliver fortalt til mig, men tydeligvis bliver talt med en overordnet om.

Ærlig talt overvejer jeg, om jeg skal gå i kødet på dagplejekonsulenten og bede hende om en forklaring, samt forklare hende, at hun overhovedet ikke skal bryde sig om at diskutere mit barn i offentligt forum og da slet ikke hen over hovedet på mig. På den anden side skal vores søn kun være i dagplejen en måned til, så det kan være bedøvende lige meget nu. Jeg tror faktisk ikke, at det er en kamp jeg gider kaste mig ind i.

Men hvad jeg vil gøre den næste måned er at spørge mere ind til hans dag og særligt til hans adfærd, så jeg ved mere om, hvad der foregår, når jeg ikke er der.

Råbemødre!

Faldt over denne blogpost i dag om at være råbemor. Fantastisk – der er håb forude! Nogle gange undrer jeg mig nemlig over, om jeg nogensinde bliver den glad søde og sjove mor for Nicholas Carl, som jeg ønsker at være. Nærmest hver anden dag støder vi sammen – imorges på puslebordet gik han f.eks. helt i selvsving og skreg og skreg og skreg og skreg. Jeg var ikke ved at trække benet af ham – jeg ville jo bare skifte hans ble -!

Men det går over, kan jeg læse mig til. Det er også det, jeg har hørt fra mine mere erfarne veninder. Det første års tid er en sump, man skal kæmpe sig igennem. Bare rigtig rart at vide, når jeg ellers fortrinsvis møder perfekte mødre med masser af overskud og rene ikke-larmende børn.

Det tog to dage før mine tømmermænd lettede. Og siden børnene allerede kom hjem søndag eftermiddag, er jeg nu bevidst om, hvor fantastisk en mor jeg er til hverdag. Hvor er jeg tålmodig, hvor gør jeg mange ting for dem, hvor smører jeg mange madder og skærer frugter ud i både – helt uden at synes, det er andet end hyggeligt. For damn, hvor har jeg været sur og tvær og træt og syntes, de var krævende og fyldt med energi på den damp agtige måde. Me … Read More

Anmeldelse af Timmy Time

Anmeldelse af Timmy Time til BabyBusiness.dk:

Vi har hygget os med Timmy Time, som vi kender fra Ramasjang, men det er rart at kunne “servere” dem, når (morens) behov er der for en lille pause for vores lille krudtugle på 11 måneder.

Her er hvad der skete, da jeg satte Timmy Time på dvd’en: Nicholas Carl kravlede rundt og legede, men da han hørte musikken (som er let at genkende) kom han hen til fjernsynet og satte sig lige nedenfor skærmen.

NC ser Timmy

Her blev han siddende under to film i træk (det er længe, når man er 11 måneder) og pegede og klappede på skærmen, mens han jublede og kommenterede filmen med sine glade lyde.

Samme reaktion har gentaget sig flere gange efterhånden som vi har set filmene igennem. Så vores knægt er begejstret 🙂

Som den voksne tilskuer er jeg også begejstret: Timmy Time er munter og ligetil med små enkle korte historier fra børnenes eget univers. NC forstår måske ikke handlingen, men da der ikke er nogen dialog er det (tror jeg) lettere for ham at koncentrere sig om billedsiden. Han virker ihvertfald opslugt og interesseret.

Så herfra klart thumbs up for Timmy Time!!

Klar, parat … sov ?!

Her til morgen vågnede NC klokken 5, som han plejer. Jeg prøvede at få ham til at sove videre, som jeg plejer. Men det virkede heller ikke i dag. Trods det kunne jeg se, at han var træt. Han tumlede rundt, var pjevset og skreg af sin mad. Men alligevel var vi klar til at gå ud af døren klokken 7:10.

Bortset fra, at han så gerne ville til brystet. Jeg tænkte, at det måske var en meget god idé, fordi han havde været for træt til at spise sin havregrød. På den måde ville han få lidt morgenmad alligevel. Så jeg lagde ham til brystet midt mellem tasker og poser i gangen på vej ud af døren. Jeg kærtegnede hans kind og strøg ham over håret for at holde ham vågen.

Men hov … pludselig klappede hans øjne i, mens han suttede. Jeg nussede ham lidt for måske at vække ham, men det virkede ikke. Jeg lod ham ligge og sove, mens han suttede en lille tid, hvorefter jeg rejste mig – stadig med ham ved brystet – og fik ham lagt i seng. Uden at han vågnede. Nu ligger han og snorksover i sin seng. Det var jo ikke lige meningen, men nu hvor jeg stadig er på barsel nænner jeg ikke at vække ham.

Bondegårdstur

Her til morgen fik vi afleveret knægtenklokken 7:30. Han skal på bondegårdstur i dag med dagplejen. De bliver afhentet med bus klokken 9 og er tilbage 15:30 i eftermiddag. Sikkert godt trætte!

Knægten var så glad og allerede så godt i gang med at lege med sin veninde, at han ikke havde tid til at begræde, at vi gik. Han gik 4-5 skridt fra mig og hen til sin dagplejemor, da vi kom. Det er så dejligt, at han er blevet så glad for at være der.

Udmeldt!

Jeg har lige udmeldt NC af dagplejen pr 31/7. Det er smart, fordi så sparer vi en måneds betaling til dagplejen.

Han skulle nemlig kun være i dagpleje i 5 dage i august, før både vi og hans dagplejemor holder sommerferie i 3 uger. Derefter følger 2 dage, hvor jeg holder ferie med ham – og så kører jeg ham ind i vuggestuen fra 1/9.

Faren har sommerferie i både juli og august, så han tager NC de 5 dage i august op til vores ferie. I juli er NC som normalt i dagpleje, mens faren holder ferie, og jeg er startet på job efter barsel.

Hvalen i Vejle – fortsat

Her gik jeg så naivt og troede, at nu var historien om hvalen i Vejle slut, fordi hovedpersonen er afgået ved døden – men nej! Historien fortsætter sit eget ucharmerende og nu også blodige liv, for i alle TV-aviser i går blev vi præsenteret af nærbilleder af hvalens lig, der blev parteret til offentligt skue på kajkanten i Vejle.

Som en stor flok sultne ådselædende gribbe og ligfluer kastede folk sig over liget bevæbnet med kameraer, knive, save og gummistøvler. Nogle ville have en god historie (?), nogen ville have dens øjne, andre ville have dens hjerte, nogen ville se nærmere på dens mund, skelettet skal på museum osv.

Kødet skal destrueres, fordi der er tale om et fredet dyr (!). Der var hobevis af mennesker, der trampede rundt på liget af den nylig afdøde hval, som “slet ikke lugter”, som en overrasket sagde. Nej, fessor – den er sgu da også kun lige død!!

Det hele er sikkert fint nok i en større sags tjeneste, men jeg fik samme gysende fornemmelse som når jeg ser naturprogrammer, hvor ådselædere kaster sig frådende over et dødt dyr. Og jeg kan bare ikke forstå, at det skal med i samtlige TV-aviser. Der må da være sket noget vigtigt, man kunne fokusere på i stedet?

Jeg væmmes over, at se hvordan en kvinde triumferende viser hvalens øje frem og jubler over, at hun har fået det  … til noget forskning var det vist. Ad, siger jeg bare!! Forskning er fint, men at juble over døde øjne er bare godt gammeldags upassende.

Der var nok mange, der ville sige nej tak til at være donor, hvis lægerne gjorde det til praksis at udtrykke jubel over at have fået bedstemors øjne og ligefrem fremviste hendes øjne jublende i TV-avisen.

Nu må det sidste punktum i historien om hvalen i Vejle være sat, for nu kan der umuligt være mere kød på den historie. Helt bogstaveligt.