Sidste dag i dagplejen!

Jeg sidder lige og skriver et tak-for-nu-kort til vores dagplejemor. Det er vores drengs sidste dag hos vores dagplejemor i dag, og det rammer mig overraskende hårdt i hjertet. Som om det ikke er nok, så vælter regnen ned, det er den tid på måneden, jeg har udkig til en dag med stramt program .. og så har det været en dårlig morgen oven i, så jeg er lidt sårbar i dag.

Jeg ved godt, at vuggestuen er den rigtig vej for ham, men derfor er det alligevel vemodigt at sige farvel til en god, tryg og kærlig hverdag, som han har haft hos vores dagplejemor.

Hun har med sin kærlige interesse i vores dreng kombineret med hendes viden og mangeårige erfaring altid haft et opmuntrende ord eller et godt råd at give mig med på vejen. Hun har altid haft tid til at lytte – uanset hvor banale vores udfordringer har forekommet. Det har betydet alverden for mig at kunne tale med en pro, som kender vores dreng. Det har jeg savnet under min barsel. Vores sundhedsplejerske var aldrig oprigtigt interesseret i vores søn, og slet ikke hans forældre.

Det betyder ufattelig meget, at vores dagplejemor ikke bare har passet ham, men også har været ægte glad for ham. Hun siger altid “tak for lån”, når vi siger “tak for i dag”. Jeg er sikker på, at hun mener det. Nok siger vi på gensyn i dag, men det er et farvel uanset hvad. Vores dagplejetid er forbi.

Kære dig,

Tusind tak for en dejlig, kærlig, varm og omsorgsfuld start på vores drengs liv som ”institutionsbarn”. Det har været en helt fantastisk oplevelse for os alle tre – tak for al din omsorg og opbakning til både barn og forældre!

Det er med tungt hjerte, at vi nu siger farvel til vores drengs trygge hverdag hos dig og Bambam. Vi ved, at han kommer til at savne jer – vi kommer til at savne dig – var der mulighed for det, så blev vi hos dig!

Vi stikker næsen forbi og siger hej til dig snart. Vi ønsker dig en god sommerferie!

Kærlig hilsen

Vores glade dreng smilede og vinkede begejstret til mig, da jeg sagde farvel til ham i morges. Og tanken strejfer mig da også; er det nu også smart at give frivilligt afkald på en person, han er blevet så knyttet til? Men børn er jo seje, og jeg tror, at han klarer det uden problemer, for i vuggestuen er de nemlig også supersøde!

Planen for dagen er, at jeg kører fra job omkring klokken 12. Det er så uheldigt, at på vores drengs sidste dag i dagplejen, har min far 70 års åbent hus arrangement i Rørvig fra 13-17, så vi skal meget hurtigt ud af døren i dagplejen og videre til Rørvig.

Jeg har købt en kurv og fyldt den med marmelade, chokolade, slik og andre lækkerier og et kort til vores dagplejemor. Så jeg håber, at det bliver et pænt farvel, selvom det skal gå lidt stærkt.

Pusletasken: Storksak Gigi

Jeg var på udkig efter en pusletaske, som jeg ville være glad for at bære rundt på i de næste 3-4 år. Jeg ville for enhver pris undgå en øjebæ af en pusletaske med multifarvet babymønster og andet tuttenut på. Kort sagt: Jeg vil have en pusletaske, der ikke lignede en pusletaske. Og ikke mindst skulle det være en pusletaske, som den vordende far også er tilfreds med at bære rundt på. Og efter en lang jagt på nettet fandt vi omsider Storksak Gigi Choko. Den skulle det være!

Da pundet var på sit laveste købte min kære mand vores Storksak Gigi med hjem fra London i December 2008. Den er fantastisk – og den var vores allerførste køb som vordende forældre.

Nu efter 1 år som forældre er Stork’en stort set altid med os – den er ikke blevet hverken hærget eller grim. Den har selvfølgelig fået lidt patina, men i det store hele ser den ny ud. Som pusletaske er den helt perfekt. Den har en god rumfordeling, som er let at bruge. Der kan være helt vildt meget i tasken uden at den ser proppet og eksplosiv ud. Og det siger ikke så lidt, for jeg har altid flg. i tasken uden problemer: En 1 liters drikkedunk, et par bleer, en pakke vådservietter, skifteunderlag, Penatencreme (mod rød hale) pung,  kosmetikpung, mobil, rangle, 1-2 glas mad, et par skeer, skiftetøj, ekstra sut og så det løse.

Kort fortalt er tasken en forholdsvis stor og rummelig skuldertaske af slidstærk og vaskbar brunt nylon satin. Remmene kan justeres i forskellige længder. Der medfølger termopose til at holde vand koldt (eller varmt) undervejs og pusleunderlag. En fed feature er et lille lommespejl fastgjort på indersiden, lomme til mobiltelefon og rummelige fleksible rum. Der er tre store rum med hver sin lynlås, så man ikke hver gang skal åbne hele tasken.

Jeg bruger Stork’en til hverdag og til pænt brug. Når jeg skal ud med klapvogn eller barnevogn bruger jeg den pusletaske, der fulgte med vognen i stedet for ikke at hærge den unødigt. Det er nok den eneste ulempe ved Storksak Gigi; den kan ikke fastgøres på styret af barnevognen, men det er nu ikke noget, jeg for alvor har savnet.

Som et lille kuriosum er det jo rart at blive bekræftet i, at det er en fed taske. Det er ikke kun os, der er vilde med vores Storksak Gigi … Angelina Jolie er flere gange set med samme pusletaske på skulderen. God smag, dame 😀

Prisen? I 2008 kunne man ikke få Storksak i Danmark – men det kan man nu. Prisen for Gigi ligger på ca. 1.399,-

Farvel til dagplejen i morgen!

Imorgen er det farvel til dagplejen. Indrømmet, det er vist mig, det er mest svært for. NC ved jo ikke, hvad der sker. Den næste måned skal han jo være sammen med far og mor – vi skal på ferie og hygge os. Det bliver hyggeligt og anderledes – og jeg håber ikke, at han kommer til at savne dagplejen og sine kammerater for meget.

Så sent som i sidste uge klynkede NC i et minut, når jeg sagde farvel i dagplejen – så legede han trygt og glad med de andre. Men i denne uge vinker han i stedet glad farvel til mig, trygt på sin dagplejemors arm. Han er tryg og glad for at være der – det er jeg virkelig glad for.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at ønske, at vi ikke behøvede at ændre hans trygge hverdag i dagplejens lille trygge “beskyttede værksted”. Allerhelst ville jeg ikke udsætte ham for den ændring, men jeg er godt klar over, at det er det bedste for os alle. Vores hverdag hænger ikke sammen, når både hente og bringe hænger på mig, fordi afstanden til dagplejen kræver bil og ikke mindst autostol.

Vuggestuen lige overfor var og er vores højeste ønske. Jeg er glad for, at han kommer i en vuggestue med 9 jævnaldrende børn og har mulighed for at stikke næsen ind til 30 store børnehavebørn.

Men havde jeg frit valg på alle hylder, ville jeg nok vælge dagplejen … nej, hvis jeg tænker mig om, så ved jeg, at det er det rigtige valg for NC og havde jeg helt frit valg, så valgte jeg vuggestuen. Igen. Jeg er bare en pyllermor, der bekymrer mig for meget. Jeg håber, at vores valg bliver det rigtige valg for NC. Det skal det bare!

Men jeg kommer til at savne vores dagplejemor .. jeg elsker at aflevere og hente NC hos hende. Særligt at hente ham. Hun er altid beskæftiget med ham, leger med ham, ligger på gulvet med ham, har ham tit på armen og én gang har jeg set hende sidde med ham sovende i favnen i haven, da jeg hentede ham. Han er tryg ved hende, og jeg er tryg ved hende. Hun får ham til at grine, han smiler og flirter med hende og rækker ud mod hende, når han sidder på min arm.

Jeg håber, at samme tryghed, kontakt og gensynsglæde opstår med hans pædagog. Det gør den helt sikkert – det er jo meget op til os, for hvis vi viser, at vi er trygge ved hende, bliver han også tryg ved hende. Det skal nok gå, fortæller jeg mig selv som trøst. Det skal nok gå!

Sur på vejret!

Jeg er sur på vejret! Jeg føler mig forfulgt. Jeg føler mig som Anders And med min egen helt personlige sky hængende over mit syndige hoved. Når jeg endelig kan rive et år ud af kalenderen og hygge mig med for eksempel raske trave- og trilleture i skoven, bliver det en rekordkold og -lang vinter med rekordmeget sne.

Ikke særlig smart, når ens bedste ven er en barnevogn! Måske skulle jeg have købt en skide sparkstøtting i stedet!?

Ikke nok med at vinteren var rekord-alt-muligt, men da så foråret nærmede sig i kalenderen, var det stadig vinter udenfor. Jeg kiggede langt i vejviseren efter sol og lune timer på altanen. Lækkert solrigt forår og forsommer blev jeg nemlig også snydt for … fik i stedet glæde (?) af et rekordkoldt forår og ditto forsommer! Hvor nedtur er det ikke lige!?

Og nu kan jeg læse mig til, at juli har været rekordvarm. Som om det kommer bag på nogen. Ikke mig, ihvertfald. Jeg har vidst, at det ville ske, nøjagtig lige så længe jeg har vidst, at min barsel sluttede samtidig med at juli begynder. 

Første juli sad jeg nemlig på kontoret igen efter et års barsel – og så er det da soleklart at den rekordkolde forsommer forvandler sig til en rekordvarm juli, så jeg kan opleve at bevare min blege vampyrteint og ikke mindst blive kogt levende både på kontoret og i bilen.

Nu er der en uge til min ferie, hvoraf hovedparten foregår hjemme – og nu kan jeg se, at de er løbet tør for sommer i vejrudsigten! Grrr!

JA – jeg tager det sgu personligt!!!!!

(Donald Duck cover from CoverBrowser)

Rod i jordhulen!

Nu kommer der en pinlig afsløring af noget, vi overhovedet ikke har styr på hjemme i jordhulen – og som yngler nærmest uhæmmet: Vores rod. Det er som om der myldrer flere og flere ting frem på alle vandrette overflader sekund for sekund. Har vi nisser??

Vi ønsker begge to, at NC skal vokse op i et hjem, som han føler, at han kan invitere kammerater med hjem uden at blive flov. Men det kræver, at vi voksne lærer at rydde op først. Hvordan lærer man lige det, når man er næsten 40 år og ikke har fattet det endnu? Og hvordan lærer jeg NC at rydde op, når jeg ikke selv mestrer kunsten at holde bare en kvadratmeter pænt og ryddeligt i mere end 10 minutter?

Ok, jeg ved, at al ændring hjemme i jordhulen starter med mig selv. Så hvorfor stiller jeg min beskidte skål på køkkenbordet og ikke i opvaskemaskinen? Dét er rod, og det er sjusket og grimt. Og totalt let at komme til livs, så hvorfor er der så altid mindst et beskidt glas eller en snavset kniv på køkkenbordet? Har du bemærket, at det er som om det beskidte glas på køkkebordet yngler – pludselig står der 3 beskidte glas, en kop og nogle teskeer i vasken. Lidt rod avler mere rod efter devisen “her ligner alligevel lort, så jeg stiller det bare her”.

Jeg er udmærket klar over, at NC vil kopiere vores indsats (eller mangel på samme), så når han ser en beskidt skål på køkkenbordet, vil han stille sine snavsede tallerkener, glas, kopper 0sv lige ved siden af. Og den forælder, der så kommer først hjem, mødes af et rodet køkken. Og jeg ved godt, hvad et rodet køkkenbord gør ved ens mikroskopiske overskud efter en lang hård arbejdsdag: Det punkterer én fuldstændig. Det siger ihvertfald ikke: “Velkommen hjem!”. Tværtimod får man lyst til at løbe skrigende væk.

Det skal vi undgå, og det er noget, vi skal se at blive bedre til i en fart, for det er ikke kun køkkenet, der roder. Jeg tænker skamfuldt på, hvad jeg forlod i morges: I min side af soveværelset ligger der noget af mit tøj fra i går på gulvet, samt en bunke rent tøj, som jeg ikke har lagt på plads på reolen. Og det med at lægge på plads i mit skab er besværliggjort af, at jeg på det seneste bare har kastet tøj ind i skabet i forholdsvis pæne bunker, hvor t-shirts, bukser, toppe osv er blandet efter farve sådan som det er vasket. Fordi jeg ikke har tid (læs: overskud) til at gøre mere ved det. Fortæller jeg mig selv ihvertfald. Men jeg har jo tid til at skrive blog og læse Twilight … hm-hm …

Indtil jeg læste et blogindlæg om rod, troede jeg faktisk, at rod i stor og udbredt stil kun er noget, der stortrives hjemme hos os. Det ser ikke ud til, at det kun er os, så må jeg stille dig et intimt spørgsmål: Når du får gæster, panikrydder du så alle flader, så dit hjem ligner noget fra Bo Bedre – eller er dit hjem bare altid picture perfect? For sådan ser det ud for mig, når jeg er ude hos andre. Allan og jeg taler altid om, at vi ville ønske, at vi kunne få et lige så ryddeligt, lækkert og hyggeligt hjem som vores venners hjem. Hvordan gør du det?

Og så et par tillægsspørgsmål: Hvor fanden gør du af al rodet, når du panikrydder – og hvordan finder du tingene igen??

På vej i vuggestue

Her til morgen var vi på besøg i vores nye vuggestue, hvor sønnike skal starte 1. september. Jeg er så glad og tryg ved vores valg. Vi blev modtaget med åbne arme af lederen, som skal stå for hans indkøring. Jeg havde en masse spørgsmål i mit hoved og hjerte, og jeg fik svar på det hele.

Drengen pilede omkring og forsvandt ned ad gangen i retning af lyden fra børnene. Han var nysgerrig og gav sig straks til at lege; hurtigt fandt han både klodser og biler frem – og så var der pludselig andre børn, som han straks henvendte sig til ved at gå hen og tage fat i ærmet. Jeg er sikker på, at han nok skal falde til i vuggestuen.

Men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg selv har tænkt på. Da hun sagde, at indkøringen tager cirka 14 dage, hvor de to første dage er af cirka 1 times varighed med mig ved hans side, smilede jeg bare og sagde “Selvfølgelig”. Men indeni mig er der en knude i maven, for det er ikke selvfølgeligt. For hvordan fanden klarer vi den???

Fra 7. august til og med 30. august holder vi ferie, og det er selvfølgelig på det værst tænkelige tidspunkt, for det er i den periode, der er mest pres på på jobbet; jeg skal starte alle mine projekter op i august, for ingen af dem kan ikke vente til september.

Jeg har fået at vide, at det er en undtagelse, at jeg kan holde ferie i august, så jeg har forstået, at det er helt på tværs af alles planer. For min egen skyld prøver jeg at ignorere det samvittighedsnag, der af og til snitter mig over min “upraktiske” ferieplanlægning, for jeg har jo ret til at holde den skide ferie, og jeg har varslet det i meget god tid! At vores ferie ligger i august skyldes ren og skær nødvendighed, for vi har ikke pasning til vores søn i august overhovedet.

Jeg havde så ikke lige forestillet mig, at jeg også burde tage ferie i starten af september, så jeg har lovet, at jeg er tilbage på job 1. september. Jeg har heldigvis været lidt forudseende, at jeg har taget forbehold for, at jeg indkører barn i vuggestue, så ingen har kunnet indkalde mig til møder i de første dage af september.

Men i virkeligheden er en af os jo nødt til at tage mere ferie for at køre ham ind på den måde. Hvad i himlens navn havde jeg egentlig forestillet mig??  At jeg bare kunne aflevere ham i vuggestuen og så kører det bare? Amatør-mor, siger jeg bare. Det er en tør og objektiv konstatering – ikke et gok i nødden, for hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er lidt overkill med gradvis indkøring over 14 dage? Han er jo trods alt 13 måneder og har gået i dagpleje i 3 måneder. Han er ikke jomfruelig frisk fra barsel som mange andre nye vuggestuebørn. Han er vant til en dag fra 8:30 til 16:30 dagplejen uden mor og far. Det er klart, at der nu går en hel måned, hvor han er sammen med mor og far hele tiden, så han vil nok være lidt ekstra mor/farsyg i starten men at undvære os en hel dag er trods alt noget han har prøvet før.

Der er ikke andet end at se tiden an. Jeg har ikke tænkt mig at tænke nærmere over det nu, selvom jeg fik lidt ondt i maven af dårlig samvittighed overfor arbejdet, for hvad nytter det egentlig? Vi må tage det som det kommer. Nogle dage vil det være mig, der holder fri – andre dage er det Allan, der holder fri. Det skal nok funke. Det skal det jo!

Smarte links, når ferien til Berlin skal planlægges …

Efter lidt research på nettet er jeg ved at tro, at baby rimer på Berlin. Det er tæt på. Alle vegne kan jeg se, at Berlin er noget nær Europas børneby nr. 1. Her er foreløbig et par links, som jeg selv er ved at kigge nærmere på:

Airshells – skal vi eller skal vi ikke tage vores egen klapvogn med? Skal vi leje en klapvogn eller medbringe vores egen og bestille en Airshell? Airshell it is – og Marolle klapvognen tager vi med hjemmefra.

Berlin Baby Gear – her kan vi leje babyudstyr indenfor kategorierne: Eating, sleeping, bathing, on the go og playing. Det koster f. eks. €24 at leje en paraplyklapvogn i 3 dage (dvs. under 200 kr).

LuvaVille er med egne ord “Travelguide & lifestyle for urban parents” og rummer en masse fede links til fede oplevelser i form af gader, caféer, legepladser, butikker m.m.

Kinder in Berlin er en hel skattekiste af oplevelser for forældre med børn i Berlin forfattet af lokale mødre. Det hele er på tysk, men både grundigt, gennemtestet og fantastisk!

Berlin med baby – indlæg i Rejseliv fra en mor med baby, som har rejst i Berlin, hvor familier har VIP status. Dejlig læsning!

Og selvfølgelig skal lufthavnsparkeringen da også med. Her er lidt om klapvogne og SAS: Små paraplyklapvogne må man tage med helt ud til flyet og medtage som håndbagage, såfremt personalet vurderer, at der er plads. Er der ikke det, så sendes paraplyklapvognen som almindelig bagage – og det overlever sådan en nok ikke, så hvor fristende det end lyder, tager vi ikke vores egen Basson Paraplyklapvogn med som håndbagage. 

Til gengæld er der klapvogne til fri afbenyttelse i Københavns Lufthavn, så vi regner med at nappe en af dem og trille NC rundt i, indtil vi flyver.

Parka!

Jeg har siden 2008 drømt om en grøn parka, men jeg har ikke rigtig kunnet finde den helt rigtige model og farve, for det skal ikke være en kæmpestor spejderagtig overlevelsesparka. Den skal være casual feminin og gerne lidt lang i det. 

Nu har jeg fundet den hos H&M til sølle 349,-. Jeg har bestilt den og håber bare, at den er lige så fed som den ser ud. Nu glæder jeg mig ihvertfald bare lidt til efteråret!

Godnat og sov godt!

Her til aften var NC komplet umulig at lægge. Først sad jeg hos ham i over en time, hvor han skiftevis småsov og tumlede rundt i sengen.

Jeg blev ved med at sige fast og kærligt ”Mor siger godnat, Nicholas – sov godt!” og puttede ham igen og igen, så han enten var tæt på at sove eller var faldet helt i søvn. Jeg aede ham over kinden eller sad med en hånd på hans ryg til han fandt ro og gentog: ”Mor siger godnat, Nicholas – sov godt!”

Hver gang jeg nærmede mig døren, stod han op og skreg. Og han blev mere og mere vågen og urolig, selvom han var segnefærdig af træthed og tumlede rundt. Han skreg i næsten 2 timer, hver gang jeg så meget som tænkte på at gå ud af hans værelse.

Efter 1 ½ time kom jeg til at råbe af ham og være ukærlig mor – øv, hvorfor ender det altid med, at jeg reagerer sådan?!

Efter at have været ukærlig mor uden anden virkning end højere skrigeri, tog jeg ham op og bar ham ind i min seng, hvor jeg lagde ham til brystet. Han var helt ude af den og lå bare med næsen mod min hud og klynkede. Min samvittighed var sort sort sort som kul.

Jeg vuggede ham stille og hviskede små kærlige sætninger til ham. Til sidst kiggede han mig bare i øjnene og lyttede til min stille snak. Hans øjne blinkede langsommere og langsommere, og til sidst sov han med næsen begravet i min hud. Jeg sad lidt og så på ham sove og glide dybere ind i søvnen.

Da han sov fast, rakte jeg ud efter New Moon, og så sad jeg og læste med NC sovende i mine arme, indtil det var blevet så mørkt, at jeg ikke kunne se bogstaverne. Han sov stadig, og jeg kunne uden problemer putte ham i hans egen seng.

Hvordan skal jeg nogensinde nå andet i min fritid end at spise aftensmad, give NC et bad og så bruge resten af aftenen på at lægge ham? Det vil jeg ikke tænke på nu. Det bliver bedre. Det skal blive bedre!

Indtil videre affinder jeg mig med det – og tager med mig, at det der virkede, da han var så opkørt, var at tage ham med ind i min seng og lade ham falde i søvn i min favn, hvorefter jeg kan sidde og læse med ham i armene. Det vil jeg gøre igen – blot vil jeg springe råberiet over. Det var så dejligt at have en rolig stund sammen. Priceless!

Familiefødselsdag

Efter en dejlig weekend er det helt trist at skulle på arbejde igen om lidt. Vi fejrede Nicholas Carls fødselsdag med familien i går. Vi havde inviteret dem til et helt enkelt  fødselsdagsmorgenbord med brød, boller, kaffe, te, juice, frugt og kagemand. Vi var 18 i alt, og det var simpelthen så hyggeligt og afslappet.

Nicholas Carl gik godt nok i brædderne 5 minutter før gæsterne kom og sov lige indtil jeg lige så stille og forsigtigt vækkede ham efter 1 ½ time. Han kom ind og legede med sine fætre og kusiner, og han var så glad. Han fik en kæmpestak gaver; lækre legesager og bøger.

Han er begyndt at kaste ting og sager ud over altankanten. Kort efter at han havde fået nogle grønne Duplo-klodser, røg en af dem i en flot bue ud over altankanten. Fra 4. sal stod jeg og dirigerede grinende Allan rundt i buskadset, indtil han triumferende holdt den grønne klods op. Og jeg nåede lige at fange babyalarmen, før den røg samme vej.

Bidt!

Også jeg er nu blevet bidt af vampyr-sagaen Twilight af Stephenie Meyer. Jeg har ellers aldrig været fascineret af bøger om vampyrer, dracula, frankenstein, varulve, trolde, hekse, nisser og andet værk. Science fiction, fantasy, horror og lignende er fuldstændig røget hen over hovedet på mig. Det siger mig intet.

Forfilmen til den første film i Twilight-serien fascinerede mig, da den kom frem, mens jeg var gravid. Jeg ville gerne se filmen af en eller anden grund, jeg ikke kan forklare. Og så alligevel ikke. For jeg vidste, at jeg ville sidde med hænderne for øjnene, fordi jeg er sådan en kylling til at se uhyggelige film. I øvrigt siger vampyrer mig overhovedet ikke noget, og derfor kom jeg aldrig ind og se filmen.

Men så begyndte alle at snakke om bøgerne; min svigerinde fortalte entusiastisk, at hun havde slugt bøgerne nærmest uden at blinke. Min bror lige så. Og Malene fortalte begejstret om bøgerne. Overboen holdt decideret Eclipse-aften for sine døtre, kunne jeg læse på Facebook. Og da jeg trådte ud i verden igen efter min barsel, gik snakken om Twilight omkring bordet i kantinen.

Så jeg købte de to første bøger på udsalg til at læse på sommerferien om 14 dage.

Jeg skulle så bare lige læse lidt i bøgerne. Bare lige snuse for at finde ud af, om jeg overhovedet gad slæbe to store mursten med på ferie. Det kan man spørge sig selv om var en klog beslutning. Jeg blev bidt. Godt og grundigt. Med det samme.

Jeg havde ikke læst meget mere end et par kapitler, så vidste jeg bare, at jeg ikke kunne slippe bogen igen. Og det gjorde jeg heller ikke. Den første bog er læst – og jeg er godt i gang med New Moon. Jeg har købt Twilight-filmen, samt bestilt de to sidste bøger i serien og novellen, der omhandler en af bipersonerne, Bree Tanner. At gå amok – og hvorfor?

Det er længe siden, at jeg har læst to bøger, som i den grad er gået ind under huden på mig. Når jeg ikke læser, beskæftiger min hjerne sig helt af sig selv med historien og hvad mon der sker nu. Det føles lidt som om jeg er på vej til kuk-kuk-anstalten. Jeg ville ikke længere blive særlig overrasket, hvis en vampyr med blegt ansigt og ravgyldne øjne gik over i fodgængerfeltet på Kongevejen.

Egentlig er jeg lidt overrasket over, at det ikke er en bloddryppende vampyrskrækhistorie, for det troede jeg lidt det var. Men det er frem for alt en kærlighedshistorie – lidt a’la Romeo og Julie: Forbudt umulig ung uskyldig romantisk kærlighed. Det var først hen mod slutningen af Twilight, at der skete noget rigtig uhyggeligt med blod og sådan noget.

Og det er derfor også med et smil, at jeg læser, at New Moon starter med et citat fra Romeo og Julie, som jeg elsker:

These violent delights have violent ends
And in their triumph die, like fire and powder,
Which, as they kiss, consume.

I New Moon er der lidt mere action, selvom følelserne stadig fylder meget og beskrives så intenst og smertefuldt. Hihi, jeg glæder mig allerede til at snige mig til at læse mere.

Vi afholdt NCs fødselsdag i dag. Jeg skar mig i hånden, men jeg blev ikke overfaldet af blodtørstige vampyrer ligesom Bella. Lidt kedeligt, men også meget rart at have en normal og dejlig familie 😀

Sele til Stokke Tripp Trapp stol

Vi har købt selen til Stokke Tripp Trapp stolen, så baby ikke falder ud af stolen. Umiddelbart en god idé og derfor skrev jeg selen på ønskesedlen til barnedåben. Det er jo rart at kunne sikre sit barn mod at falde på gulvet. Men det er både et dårligt og overflødigt køb.

Dårligt, fordi begge selens holdere i plast, som monteres på stolen allerede er knækket. Uden at vi har brugt selen til at spænde knægten fast til stolen, men blot har haft den monteret på stolen i 6 måneder.

Selen er nemlig overflødig, og uden at jeg dog kan dokumentere det, vil jeg mene, at den også kan være farlig. Jeg er utryg ved at bruge den. Overflødig er den i hvert fald, fordi drengen ikke har formået at kravle ud af stolen ved egen hjælp.

Selen gør mig utryg, fordi den er vildt svær at lukke op – selve spændet er vildt stramt, og jeg har ikke fingerkræfter til at åbne den, så det må min mand gøre. Det gør, at når/hvis knægten får noget i den gale hals, så kan jeg ikke få ham op af stolen uden at dyrbare sekunder går tabt. Derfor har jeg ikke turdet spænde ham fast.

Ingen hjælp at hente i Babysam

Jeg henvendte mig i Babysam for at høre til de defekte knækkede spænder, men da jeg ikke har nogen bon, ville de ikke hjælpe mig. Selen er en dåbsgave, og vi har ikke været vakse nok til at bede om bonnen dengang. Nu har jeg prøvet at skrive til Stokke via deres hjemmeside for at høre, om de kan hjælpe mig – evt. med et par nye spænder.

Super kundeservice hos Stokke

Jeg nåede nærmest ikke at trykke på “send”, før jeg fik en mail tilbage fra Stokke. Jeg skal bare sende min adresse, så sender de mig nye spænder til sikkerhedsselen. Spænderne burde ikke knække så let, skriver de. Men efter at have researchet lidt, kan jeg se på nettet, at det er sket for flere. Men det positive er, at Stokke tager problemet seriøst og afhjælper problemet hos forbrugeren. Det giver en thumbs up!

Lad være med at købe hynden til Trip Trap stolen

Udover selen til Trip Trap stolen, så har vi også købt en Stokke-hynde til stolen. Den er smart og ser fin ud. Men den er ikke smart, for man skal skille stolen ad for at få den af. Eftersom den skal vaskes hver dag med en lille pode, der spilder og smider med mad, så er hynden ikke længere i brug. Jeg gider ikke skille stolen ad hver dag. Bare kald mig kedelig!

Andre Stokke produkter

Selve stolen er vi simpelthen så lykkelig for. Og puslebordet, som også er fra Stokke, er intet mindre end en super investering. Puslebordet er højere end andre pusleborde, og det er super, for vi skal pusle rigtig mange gang og have rigtig mange gode stunder på og omkring det puslebord, så det er vigtigt, at det fungerer. Og det gør det!

Malingen begyndte dog allerede at skalle af efter et par måneder. Ikke at det gør noget – det er pænt med lidt patina. Malingen opløses nemlig af vandsprøjt fra bleskiftningen – og det betyder, at malingen ikke er en giftig maling. Betryggende, eftersom knægten af og til bider i bordkanten. Puslebordet er stort, rummeligt, dybt, bredt og stabilt med stor opbevaringsplads og smarte klik-på plast-bøtter på siderne til bleer og andre sager.

Så jeg vil klart anbefale stolen og puslebordet til andre, mens selen og hynden ikke er noget, jeg kan anbefale. I hvert fald ikke til en baby på under 1 år.

Når baby er glad, er mor glad!

Egentlig synes jeg ikke, at jeg havde store forventninger til hvilken slags mor, jeg ville blive. Jeg må dog nu erkende, at jeg var en kende for optimistisk med hensyn til mit nye liv som mor. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg fortsat ville kunne have et socialt liv, arbejde fuld tid og være mor. På samme tid – plus det løse. Jeg havde ingen planer om at forsvinde fra jordens overflade bare fordi jeg fik et barn. Mit barn skulle være del af mit liv – ikke hele mit liv.

Godmorgen, røv!

Allerede tidligt i min barsel opdagede jeg, at jeg havde en bombe med mig i liften. Bomben så umiddelbart sød og nuttet ud, men kunne gå af uden det mindste varsel. Alle mine planer om at besøge veninder, holde afslappede middage, ses ofte med mødregruppen, frekventere caféer, træningscenter og baby-bio led en højlydt død.

I stedet blev et par ugentlige lynbade, selvtørrende gråt vådt hår i hestehale og amme-venlige bluser, grimme amme BH’er og leggings mit nye varemærke. Jeg kæmpede for at holde hovedet oven vande og for ikke at miste min selvrespekt. Jeg så ikke en uge frem – ja, ikke engang en dag frem. Jeg planlagde kun hvad jeg ville foretage mig ”hvis nu Nicholas Carl tog sig en lur”…

Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde let ved at være mor. Indrømmet, jeg har ikke noget let barn, men jeg er nok heller ikke ligefrem nogen let mor. For mig kom det bare ikke helt naturligt. For mig var det ufattelig svært at blive mor; jeg blev sendt til tælling både psykisk og fysisk. Min selvtillid og den kvinde, jeg var før jeg fik barn, forsvandt som dug for solen.

Når jeg med fedtet hår, i mit ammevenlige tøj, hængerøv og gummisko vovede mig ud og gik gaderne tynde med NC vildt skrigende på 2. time i barnevognen, så jeg smukke lattermilde glade mødre sidde afslappet på den lokale café med fredeligt sovende børn og et par veninder med lige så fredelige smukke børn. Og jeg følte mig som et outcast og en gigantisk fiasko.

At jeg var en fiasko som mor, blev kun bekræftet af sundhedsplejersken, når hun gang på gang kom og konstaterede, at NC var for lille og gav mig lemfældige og ofte forkerte råd. Hun formåede hver eneste gang at efterlade mig forvirret, usikker, ked af det og til sidst også vred.

Mit sociale liv gik i stå. At være hos nogen til en bestemt tid gav mig hjertebanken og åndenød.. Jeg blev en af den slags mødre, der kommer stæsende mindst en time for sent med et vildt blik i øjnene, svedigt tøj og en skrigende baby med lorteble og gylp over det hele. Til sidst sagde jeg ofte nej tak til at foretage mig noget socialt, fordi det var for ydmygende igen åbent at flashe den totale fiasko og mangel på kontrol i mit liv.

I en periode græd jeg hver dag.

Jeg ved ikke, hvornår det vendte, men hen mod barslens sidste måneder, oplevede jeg flere og flere gyldne øjeblikke, hvor jeg opnåede ægte kontakt og forbindelse med Nicholas Carl. Jeg følte for første gang, at jeg forstod ham og at jeg virkelig var god for ham.

Den evindelige fiasko-mor-følelse forsvandt til sidst og kommer kun tilbage i små glimt.

Jeg fik konstant at vide, at jeg skulle prioritere mig selv. Det råd er på min top 3 over de dårligste råd, jeg nogensinde har fået – og lyttet til. Jeg opdagede nemlig at ved at prioritere NCs behov over mine egne, ville jeg som oftest opnå den fred og ro, der skulle til for at jeg fik mig noget tiltrængt mig-tid. Satte jeg derimod mig selv øverst på dagsordenen, kunne jeg være helt sikker på, at det hele ville gå op i hyl og skrig. 

Da jeg erkendte det og begyndte at leve efter det, blev det gradvist nemmere at være mor. Det er både svært, smertefuldt og totalt umoderne at sige, at jeg sætter min drengs behov højere end mine egne. Men for at få det til at fungere er det nødvendigt for mig, for …

.. når baby er glad, er mor glad!

Indrømmet, jeg har konstant ”tilbagefald”, hvor jeg kan få den geniale idé, at vi lige kan presse et hyggeligt lille visit ind på et tidspunkt, hvor NC har behov for at tulle rundt for sig selv efter en lang dag i dagplejen. Og belønningen udebliver aldrig: Et styks søvnløs nat!

Om at sove når man bliver gammel …

Man kan sove, når man bliver gammel
(og hvis man ikke bliver gammel, har man ikke spildt tiden med at sove)

var mit kække mantra, da jeg gik i byen flere aftener i træk til den lyse morgen. Nu føler jeg mig så rimelig gammel, og nu vil jeg gerne sove, TAK!

NC skreg og kartede rundt fra 20:45 til 01:00 i nat, og jeg har på et eller andet tidspunkt fået hamret ganske kraftigt til min mobil, så vækkeuret var slået fra, og jeg vågnede næsten 2 timer for sent med et sæt. Uden af dén grund at være frisk.

Jeg måtte skippe badet og nøjes med en hurtig etagevask, kaste koldt vand i hovedet, kaste håret i hestehale og kaste tøj på kroppen. NC vågnede også ved 7-tiden – jeg ammede ham stille og roligt. Derefter fik vi ham i tøjet og prøvede at få ham til at spise morgenmad. Det nægtede han. Han var allerede træt og tvær igen.

Allan og jeg delte en Starbucks Doubleshot over morgenmaden – indeholdende to kopper espresso – i håb om at det ville kvikke os bare lidt op.  Smagen var fantastisk, men vi vil mene, at vi mindst skulle have haft 1/2 liter hver for at blive kvikket op 🙂

Men hvad gik der galt? Det spurgte vi os selv om utallige gange i nat, da skrigeriet ingen ende ville tage. Følelsen af at være komplet utilstrækkelig forælder voksede med frustrationen over ikke at kunne få NC til at holde op med at skrige. Spørgsmål som “Hvad gør vi galt?” og “Egner vi os overhovedet til at være forældre?” og “Var det her en kæmpefejl?” og “Mon ikke det er bedst, hvis NC forbliver enebarn?” stod i kø i begge vores hoveder, da vi var møre efter 3-4 timers uafbrudt skrigeri.

Formentlig var han både overtræt og overstimuleret. Han var jo i legestue i går med fremmede voksne og flere børn end han plejer at omgås. I legestuen havde han kun sovet 1/2 time i løbet af dagen, så han var allerede træt, da jeg hentede ham. Efter legestuen var vi forbi farmor og bedstefar, hvor NC pilede rundt i haven. Og bagefter blev vi inviteret til spontan middag hos Hans, Malene og ungerne, hvor den stod på leg, trampolin, badebassin og grillpølser. Alt sammen vildt hyggelige ting, men summen af det har nok i eftertankens ulideligt klare lys været for meget for NC. Ovenpå fejringen af hans fødselsdag med masser af gæster dagen før.

Her til morgen kørte jeg forkert på motorvejen. Jeg kom afsted over en time for sent igen igen, og pludselig var jeg på en motorvej, jeg overhovedet ikke kunne genkende – uden at vide hvordan jeg var havnet der. I det mindste kørte jeg i samme retning som de øvrige bilister. Jeg måtte køre af motorvejen, stoppe i en grøftekant og sætte gps’en til, og så fandt jeg endelig vejen til kontoret og var der 1 1/2 time for sent med tændstikker i øjnene, kortsluttet hjerne og sovende krop.