Back in business i flade sko!

Jeg følte mig absolut ikke særlig business-like i morges, da jeg med tårer i øjnene sagde farvel til NC og Allan. NC havde stadigvæk høj feber – jeg var nødt til at vække ham ved 7:30-tiden for at finde ud af, om han var dagplejeklar. Det var han bare slet ikke, viste termometeret: 38,6 i feber.

Jeg sprøjtede instrukser i retning af Allan omkring måltider, søvn og klapvognens funktionaliteter. Han svarede “jeg gør det så godt, jeg kan”. Og det er jo “bare” det, jeg forventer af ham – ikke andet. Mine instrukser kommer af min egen dårlige samvittighed og bekymring over at skulle forlade min lille dreng og gå på arbejde igen. Jeg véd jo godt, at han kan – han er jo faren, så det er jo selvklart, at han kan give NC mad, lur og andre basale ting mindst lige så godt som jeg.

Jeg har fået to nye følgesvende, som har hægtet sig på mig og åbenbart ikke slipper mig. De hedder “sort samvittighed” og “bekymring”. Jeg skal lige vænne mig til mit nye selskab og vise dem hvem der bestemmer!

Efter bare et par timer tilbage på jobbet var det som om jeg sidst havde været der igår klokken 16:30 og ikke for over et år siden. Jeg havde troet, at NC ville optage mine tanker, men det gjorde han ikke. Det er rart, men også lidt som at træde ind i et parallelunivers som til forveksling minder om “mit gamle liv”, hvor jeg ikke bare er hans mor, men nu også er mig selv igen. I løbet af kort tid opførte mine kolleger sig også som om jeg også havde været der i går og hele det forløbne år. Det var meget dejligt bare at falde ind i flokken igen uden videre.

Et par af dagens store oplevelser var, at jeg fik drukket to kopper kaffe, mens den var varm, og siddet i rolig samtale over min frokost i en hel halv time uden høj hyletone eller mad i håret. Jeg har endda spist et stykke lagkage samtidig med de andre uden at tænke på at tilbyde NC bidder af cremen først.

Min computer var blevet repareret. Jeg havde ellers fået at vide, at den ikke kunne repareres, men de havde valgt at gøre forsøget. Det var nok ikke en særlig god idé, for da jeg kom tilbage fra frokost, var den frosset, og jeg kunne først genstarte den efter utallige forgæves forsøg, hvor den frøs og gik i fejlsikret tilstand. Tastaturets mellemrumstast fungerede heller ikke, så jeg skrev den sjoveste besked til helpdesk uden mellemrum. Jeg håber sandelig ikke, at de tror, at det er en joke, men i stedet skynder sig at skaffe mig et nyt tastatur.

Jeg faldt et par gange i mor-fælden: Har et par gange snakket om børn, institutioner og mellemørebetændelse i lidt for lang tid. Kan se det på kollegernes blikke, der bliver fjerne. Men jeg lover at emnevalget i mine samtaler snart bliver udvidet betragteligt i takt med, at jeg får nye inputs! Indtil i går var det jo hele min verden!

Og så har jeg – fyfy – glemt det allerallervigtigste; mine stiletter, som jeg møgsommeligt har gravet ud af en støvet kasse under sengen, ligger i min Macy’s pose i entréen derhjemme, og jeg står ved mit hæve/sænkebord i mine flade moragtige ballerinaer fra Tøj & Sko. På min musemåtte er der et billede af NC – og på min væg en kalender med ham. Jaja, jeg ved godt, at jeg på under 5 timer har bombet min karriere tilbage til stenalderen, hvis jeg ellers skal tro Mor på Høje Hæle, som jeg har liggende på mit natbord. Jeg tror nu næppe, at min karriere afhænger af noget så ligegyldigt som højden på mine hæle. Det er mine erfaringer, evner og resultater, der skaber min karriere, ikke mine skohæle.

Jeg kørte 15:45. Allan og NC var trillet over til farmor og bedstefar, så jeg mødtes med dem derovre. NC legede i stuen og virkede rimelig ligeglad med at jeg kom. Han så meget træt og lidt apatisk ud. Lidt efter lidt blev han dog sig selv og klyngede sig til mig igen. Det viste sig, at han havde været vildt strid. Han havde hverken ville sove eller spise. Han havde bare klynget sig til Allan hele tiden og være pjevset og umulig. Jeg kender det. Man får næsten lyst til at hoppe ud fra altanen for at få 10 sekunders fred.

Jeg gav NC mad her til aften. Han spiste en hel del, men da han nåede til frugtmosen begyndte hans øjne at falde i. Jeg skyndte mig at give ham ren hale og pyjamas på. Han lå pladask på ryggen på puslebordet og sov. Jeg gav ham medicin, og ved fælles hjælp fik vi dryppet hans øjne. Jeg ammede ham og sang for ham, og han faldt lynhurtigt i søvn. Dejligt!

Nu venter jeg på en vask, og så går jeg i seng. Jeg sov vildt dårligt i nat – tænk, jeg havde en form for stage fright, der gjorde, at jeg sov helt vildt uroligt. Efter NC pippede klokken 4 kunne jeg slet ikke falde i søvn igen, så jeg har været meget tidligt vågen i dag. Vi gik i seng tæt på midnat, så det var ikke fordi det blev til særlig mange timer. Så jeg er den, der er på vej på hovedet i seng nu.