Knægten vågnede omtrent samme tid som sidste nat – klokken 1, men denne gang var han ikke “kun” vågen i 1 1/2 time, men i 3 timer. Han faldt først i søvn klokken 4 – blot lidt over en time før mit vækkeuret ringede. Jeg ved ikke, hvorfor han vågnede eller hvorfor han skreg i 3 timer og var umulig at få til at sove. Men til sidst havde han en fyldt ble, som vi skiftede, og en halv times tid senere faldt han i søvn.

Jeg var nærmest grædefærdig af udmattelse og kunne naturligvis ikke falde i søvn alligevel. Mine lymfekirtler i halsen var så hævede, og jeg vågnede op sådan brat mareridtsagtigt, fordi jeg troede, at jeg var ved at blive kvalt. Jeg kunne dårligt synke, det gjorde voldsomt ondt i min hals og i min krop, og jeg svedte vildt meget.

Jeg satte vækkeuret frem for at få bare en ekstra times søvn, og til sidst faldt jeg da også i søvn. Men da vækkeuret ringede, kunne jeg næsten ikke få min krop ud af sengen. Min ryg smertede, mine ben var ømme og tunge, min nakke og skuldre gjorde ondt, og jeg var så udmattet, at jeg var ved at græde ved tanken om at skulle gennem en hel dag. Jeg stod lidt og sov i brusebadet, og det hjalp faktisk lidt.

Jeg vækkede knægten omkring halv syv. Han havde det vist heller ikke for godt. Han var glad, men hans ene øje var helt rødt og lidt betændt. Og så rev han sig i ørerne. Jeg gav ham medicin mod mellemørebetændelse, men han spyttede det ud. Og så var flasken tom, så han kunne ikke få mere!!

Jeg prøvede at få fat i lægen klokken 8, for at få en tid til mig selv og spørge, om jeg kunne få en recept på mere Klacid mod mellemørebetændelse til knægten, men der var optaget de første 10 gange, så jeg blev nødt til at køre op og aflevere ham og så håbe på, at jeg kunne komme igennem til lægen senere. På vej mod arbejde efter at have afleveret ham, kom jeg endelig igennem. Lægen ville ikke kun se mig, men også drengen, så jeg kørte tilbage og hentede ham, mens jeg ringede og meldte mig syg.

Ved 9:30 tiden var vi hos lægen, hvor vi ventede i en times tid. Til sidst var jeg grædefærdig af udmattelse. Jeg havde feber og skiftevis frøs og svedte. Min ryg gjorde så ondt, og jeg var hele tiden nødt til at holde fast på NC, fordi han kravlede ud af døren hele tiden og var i vejen for de andre patienter konstant. Han vred og vendte sig, når jeg havde ham på skødet, så det orkede jeg heller ikke.

Jeg var ved at opgive det hele og bare køre hjem igen, da vi endelig kom til. Jeg blev podet for halsbetændelse. Det var det så ikke. Til gengæld konstaterede hun, at mine kirtler er meget hævede og så sagde hun, at jeg har en virus og “det er vigtigt, at du holder dig i ro et par dage, for dit lymfesystem er meget påvirket”.

Knægten derimod havde hverken øjenbetændelse eller mellemørebetændelse. Han har stadig væske i øret, hvilket ikke er unormalt lige efter en mellemørebetændelse, men hun anbefalede mig at få en hurtig tid hos en ørelæge, så han kunne tjekke det. Jeg ringede så til ørelægen i Birkerød og fik en tid 14:20.

Vi satte kursen hjemad – jeg ringede til manden og jeg kom til at vræle i telefonen. Jeg var så udmattet og ked af det, fordi jeg netop er kommet tilbage på job og egentlig synes, at det går meget godt. Det passer bare vildt dårligt at være syg netop nu, for hende, jeg skal overtage jobbet fra, går på barsel i morgen, så i dag og i morgen er de sidste dage, hvor jeg kan få guldkorn fra hende.

Da jeg havde talt med min kære forstående mand, slog det mig, hvor dejligt det ville have været at høre min mors stemme – jeg havde sådan brug for at snakke med hende lige dér. Det ville være så skønt lige at snakke med hende og blive trøstet af hende som i gamle dage. Men den mulighed har jeg bare ikke. Det gjorde mig endnu mere ked af det, fordi jeg følte mig helt slået ud og alene lige der. Men der var ikke andet for end at koncentrere mig om at komme hurtigt hjem og få lagt drengen til lur og selv få en lur og tænke på noget andet.

Sådan skulle det bare ikke være! Jeg kunne bare overhovedet ikke få ham lagt, så jeg lagde mig på madrassen på gulvet i hans værelse og lod ham lege omkring mig og på mig, mens jeg slappede af med lukkede øjne. Det resulterede i, at jeg to gange fik knaldet en klods ind i næseroden og fik en kasse knaldet ned i tindingen. Det gjorde sindssygt ondt, men så kan man jo også bare lade være med at ligge på gulvet med lukkede øjne hos barnet!

Omsider kom manden hjem, og vi spiste lidt frokost og kørte til ørelægen, som sagde, at det hele så normalt ud i ungens øre. Der er ikke umiddelbart noget tegn på, at han skulle være ørebarn. Han kan komme i dagpleje i morgen uden problemer, og vi har en opfølgende tid om 4 uger for at se om alt stadig er normalt.

Knægten faldt i søvn på vejen hjem i bilen, og det lykkedes mig at få bikset ham sovende ud af autostolen og op i seng. Hvorefter jeg selv fløj direkte ind under min dyne og fik mig en lur. Han vågnede efter 35-40 minutter, så det var ikke så længe – men lidt har også ret. Det var helt vildt skønt med en lur – jeg følte mig stærkere bagefter, selvom jeg snildt kunne have sovet et par timer til.

Her til aften var han så igen umulig at få lagt til at sove, så det har været en af de aftener, hvor jeg har gået ind og ud af hans værelse, mens han skriger i vilden sky. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg startede med at lægge ham 19:30 – og først her 21:20 er han faldet i søvn inde ved siden af. Nu vil jeg gå i seng. Jeg er så udmattet, at jeg knap kan tænke. Min krop gør lidt mindre ondt, men min hals er stadig hævet og gør helt vildt ondt. Jeg er dog ret sikker på, at jeg nok skal få sovet!!