1 års fødselsdag coming right up!

Om en lille uge er det knægtens 1 års fødselsdag, og jeg er så småt i gang med planlægningen af denne usandsynligt vigtige festdag. Jaja, jeg er da godt klar over, at han ikke vil kunne huske sin første fødselsdag, men det betyder rigtig meget for mig. Jeg har nu været mor i et år. Det er da stort, ikke?

Den lille baby, vi fik sidste år, er nu blevet en stor dreng (jaja, jeg ved godt, at han burde være lidt større!). Han har ikke bare overlevet det første år men stortrives – takket være hans fars og mors kæmpestore indsats. Hurra for os – vi har været forældre i et år!! Så der kan du se – der er faktisk rigtig mange gode grunde til at invitere gæster fra nær og fjern!

Her er den foreløbige plan for dagen: Om morgenen på hans fødselsdag vækker vi ham med sang på sengekanten og flag i hele lejligheden (vi skal have købt flag!). På tirsdag skal jeg have bagt en kage, som han kan dele ud i dagplejen.

På selve dagen holder jeg en halv fridag, for her havde jeg tænkt mig at invitere nogle af NCs store og små kammerater inkl. forældre fra vores vennekreds, dagplejen og mødregruppen til boller og lagkage klokken 15:30, samt farmor og bedstefar. Det skal foregå helt simpelt og ukompliceret, hvor vi primært inviterer gæster på selve dagen.

Jeg laver et par lagkager og køber nogle teboller. Dertil saftevand, vand, te og kaffe. Fordi det er sommer og fordi vi elsker gæster, så bestiller vi nogle pizzaer, hvis nogen vil blive til aftensmad.

Søndag 25. juli har vi inviteret til fødselsdagsmorgenbord klokken 10. Her er det noget med kagemand og et let sommermorgenbord med boller, pålæg etc. Jeg håber på at nå at få bagt nogle cup cakes dagen før. Det er familien, der kommer. Vi bliver igen cirka 20.

Men så er der fødselsdagsgaven … den har jeg tænkt meget over. Vil gerne give ham noget lidt blivende i værdi. Overvejer penge på børneopsparingen. Eller en sækkelænestol eller … ? Måske skulle jeg få ham skrevet op til en lejlighed … ikke fordi jeg vil af med ham, men er der ikke noget med, at det skal gøres i god tid? Eller en opsparing til et år i udlandet til sin tid?

Deflated …

Vi havde en god morgen med en fin mellemtid. Klokken 7:30 var morgenmaden spist. Men ind tikkede så en sms fra vores hus-fe, der spurgte om hun kunne komme og gøre rent i dag, istedet for fredag, hvor hun ikke kunne komme som aftalt. Jeg kiggede ud over Jerusalems ødelæggelse i vores hjem og sukkede.

Jeg ville gerne have gjort rent, men at indlede en oprydning to minutter i gå-tid ville være dødens pølse. Allan lå stadig og småsov i sengen efter en stort set søvnløs nat. Jeg spurgte ham, hvad han ville sige til rengøring fra morgenstunden og vidste allerede, at det ville komme totalt på tværs af alle hans planer, men at han af hensyn til mig ville sige ja.

Det endte med, at jeg gjorde et febrilsk forsøg på at rydde op, men konkluderede, at det var håbløst at nå uden at komme alt for sent på job. Da klokken var 8 opgav jeg feberoprydningen og sms’ede retur, at det måtte blive en anden dag. Og sådan gik det til, at al energien forlod min krop, og jeg igen kom hjemmefra til sædvanlig alt-for-sen tid og var på job alt-for-sent igen. 

Vores hus-fe tilbød rengøring mandag. Fint, den tager vi!

Da jeg gik ud af døren med NC på armen, var jeg helt deflated og havde tårer i øjnene. Jeg var også kommet i tanker om, at jeg ikke har købt gave til min far til på lørdag og ikke aner hvordan jeg skal nå det med arbejdet om ørerne. Og så er der NCs gave og 1 års fødselsdag i næste uge. Dét sejler også. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal nå det hele.

Men så er det godt med en lang køretur til arbejde. For dér fik jeg losset mig selv noget så læsterligt i røven. Det er simpelthen utilladeligt dumt, at jeg lod mig påvirke af den skide sms fra vores hus-fe. Jeg skulle bare have svaret nej pr refleks, i stedet for at prøve at se om jeg kunne nå en oprydning.

Og så er det mindst lige så dumt, at jeg hver gang jeg har været til lægen eller sundhedsplejersken med Nicholas Carl får bombet min tro på mine egne evner som mor helt ned i kulkælderen. Hun sagde jo også, at hun ikke er bekymret for ham – at han er sød, smuk, glad, energisk og i trivsel, men det er som om det ikke helt når igennem filteret i mine ører.

Og så er det også for dumt at gå i sort over ting, jeg ikke har nået (endnu), men stadig har mulighed for at nå. Og skulle det alligevel kikse, så har min far først fødselsdag om en uge og først dér rigtigt fortjener en gave!

1 års undersøgelse

Var til 1 års undersøgelse med Nicholas Carl i går. Som altid bliver jeg ærketræt af børnelægebesøg og sundhedsplejerskebesøg, fordi beskeden altid er den samme: NC er for lille, han spiser for lidt. Og som altid får jeg ikke ét eneste brugbart råd med på vejen.

Denne gang er Nicholas Carl hoppet ned på vægtkurven under den han fulgte sidst. Jeg er ikke overrasket, for jeg kan jo godt mærke, at han ikke er blevet tungere. Siden marts har han taget ca. 500 gram på. Han har så også været syg i to lange omgange, hvor han i ugevis ikke fik spist særlig meget, og jeg kunne mærke, at han blev tyndere. Men jeg gør mit bedste for at få ham til at spise!

Rigeligt smør, var det råd vi fik sidst. Men nu fik vi så at vide, at han måske ikke optager smør så godt, så vi skal prøve med forskellige olier i stedet. Fint nok i havregrøden og i aftensmaden, men hvordan får man olie til at hænge fast på brødet?

Generelt skal vi spare lidt på mejeriprodukterne, fik vi at vide … Jeg synes nu ikke, at han får mange mejeriprodukter i forvejen, så det synes jeg egentlig er et mærkeligt råd. NC får 120 ml let- eller sødmælk i havregrøden og ikke mere end det. Han hader smagen af mælk. Han får ostehaps indimellem og så altså rigeligt smør på sine madder. Jeg piller ikke ved havregrøden. Det fungerer nemlig – han gider spise det i 90% af tilfældene.

Nå, men ellers fik vi at vide, at måltiderne skal være hyggelige, og vi skal sørge for at invitere gæster, fordi NC er så social og så sikkert vil spise mere, når fokus er på gæsterne og ikke på ham. Inde i mit hoved blev jeg bare træt … gæster flere gange om ugen i Cirkus K? Alene tanken gør mig træt. Jeg kan godt se idéen, men det halter for mig at se den praktiske udførelse.

Vi gjorde så noget smart i går; vi hentede mad og kørte hjem og spiste det hos farmor og bedstefar. Men jeg er ked af at sige det; NC spiste ikke mere af den grund lige i går. Han spiste to pølser og ikke så meget andet. Det ville han også have spist derhjemme, fordi han elsker pølser. Men inden da havde han også spist et lille stykke lagkage, en masse vandmelon og en tebolle med rigeligt smør til en af drengene fra dagplejens 2 års fødselsdag.

Der er ingen tvivl om, at han er en lille social spiser. Han elsker mange mennesker omkring sig, men samtidig er det også tit for meget, for i dagplejen spiser han ikke, hvis der sker for meget omkring ham. Så jeg tror meget, at det kommer an på dagsformen hos ham. Og et eller andet sted skal han vænne sig til begge dele; både at spise ude og hjemme.

Han fik også sin 1 års vaccine – en i hvert lår. Øv, jeg hader hader hader det. Jeg kom næsten til at græde, fordi han blev så chokeret og græd så meget af smerte og overraskelse over at blive holdt fast og stukket.

Og så påvirkede vaccinen ham ved sengetid. Han skreg og skreg og skreg, og jeg kunne overhovedet ikke nå ind til ham og få ham beroliget. Han bed sig fast i min brystvorte, som jeg jo trak til mig i smerte – men han slap ikke! Jeg så bare min brystvorte blive længere og længere … Det gjorde så afsindig ondt, og jeg råbte højt af smerte. Så slap han endelig, og jeg kunne tjekke min ildrøde brystvorte for sår. Heldigvis var der ingen! Vi gav ham en panodil og håbede på det bedste.

Efter en times tid med kampskrigeri lige ind i hovedet, råbte jeg af ham og knaldede med døren. Skide flot, morlil – !  Det virkede naturligvis heller ikke. Til sidst virkede det at lægge ham til brystet, så faldt han endelig i søvn. Han sov i 40 minutter, så startede han forfra. Efter yderligere 45 minutter fik jeg ham til at sove igen – og så vågnede han først klokken 6!