Baby i snor?

Gåsele fra Tøjbamsen

Om en lille måned skal vi til Berlin på ferie. Til den tid er Nicholas Carl mere sikker på benene end nu – og han vil stensikkert pile væk fra os.

Fordi han har lært at gå allerede inden han er et år, kan jeg jo ikke forklare ham, at han skal gå pænt. Han er for lille til at forstå, at han skal blive i nærheden af os, og da han ikke har noget sprog endnu, kan han heller ikke forklare nogen, at han er blevet væk. Det er mit værste mareridt; at han pludselig er væk!

Så jeg kan gøre to ting; enten kan jeg passificere ham i klapvognen på hele ferien eller købe en gåsele, så han kan øve sin nye færdighed og gå på opdagelse uden risiko for at blive væk. Jeg vælger det sidste, fordi ferien også skal være en stor oplevelse for ham.

Dét valg er temmelig kontroversielt, for rigtig mange har holdningen, at “mit barn er ikke en hund”. Jeg kunne ikke være mere enig – mit barn er da heller ikke en hund! Efter min mening er der ingen forskel på at spænde barnet fast i barnevognen og bruge en gåsele. Begge seler indskrænker barnets frihed betragteligt af sikkerhedsmæssige årsager.

Så i dag vil jeg hente vores nye gåsele på posthuset og lægge den klar til når vi skal ud og rejse. Måske bliver den slidt op på ferien – måske er den så god som ny, når vi kommer hjem. Men det føles helt rigtigt at have mulighed for at kunne have styr på ham, hvis han gerne vil gå omkring selv.

Jeg har bestilt Sunshine Kids Sure Step til Nicholas Carl hos Tøjbamsen. Den koster 99,95.

Det forsinkede lyn!

Frederiksdal

… ja, det er mig! Jeg fiser, farer og fløjter afsted – og nåede alligevel ikke på job før 9:45 her til morgen. Pinligt, men sådan er det åbenbart bare lige nu!

Det valgte jeg stille og roligt at acceptere i bilen, mens jeg gnaskede et æble i mig og nød den smukke biltur gennem det solbeskinnede Frederiksdal.

I nat vågnede NC klokken 1, og vi valgte at følge lægens råd: “Ikke mere natamning, da det giver urolige nætter (!) – lad far give ham vand i stedet”. Som sagt så gjort. Men NC ville ikke have vand. Han ville have mælk hos mor, så Allan kom  hurtigt til kort da han optimistisk dukkede op med vand til vores lille pode. Allan fik ham dog beroliget, men sove ville han ikke.

NC gav sig i stedet til at skrige helt vildt i raseri over forældrenes nye adfærd. Jeg prøvede at ignorere det, men til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere og stod op for at hjælpe Allan med at berolige den hysterisk rasende unge. Jeg ved godt, at jeg sikkert burde have blandet mig udenom, men det handler også om at det skal fungere, og NC var tydeligvis ikke indstillet på at opgive sin natlige tår hos mig uden kamp.

Det tog os næsten to stive timer at få NC til at falde til ro. Han var helt ude af den og skreg hysterisk, hver gang jeg bare så meget som tænkte på at gå ind i seng igen. Ikke noget med tårer – kun frustreret skrigeri. Selv ikke en tår ved brystet fik ham til at falde til ro. Jeg måtte holde ham meget tæt, meget fast og gå rundt og vugge ham for at få ham til at køle ned.

Det tog så lang tid at jeg en overgang tænkte, at det ikke ville lykkes overhovedet. Men til sidst lukkede hans øjne sig langsomt i. To gange var han helt væk, men vågnede kampskrigende, fordi gulvet knirkede lige før jeg nåede døren. Tredje gang undgik jeg på en eller anden måde at få gulvet til at knirke – og så sov han!

Jeg lod ham derfor sove her til morgen. Selv var jeg 1000 km væk, da vækkeuret ringede 5:30, men der var ingen vej udenom. Op med sig!! Jeg nåede at komme i bad, ordne hår, make-up, få tøj på, pakke vores tasker, sætte en vask over, rydde lidt op og gøre klar til morgenmad, før NC kaldte klokken 7.

Klokken 7 er alt for sent set i lyset af, at jeg gerne skal have afleveret ham inden 8, hvis jeg skal nå på job i rimelig tid. Men jeg vurderede, at lidt ekstra søvn trods alt var vigtigere efter sådan en nat.

Jeg gav ham en morgentår, skiftede ham, gav tøj på, lavede havregrød til os begge, gav ham mad først og spiste selv, hvorefter vi var ude af døren ved 8:35-tiden. Han tændte selv for fjernsynet og grinede højlydt over en tegnefilm på Ramasjang – samt fik leget med far. Alt i alt en dejlig morgen for ham, tror jeg.

Jeg vendte nattecirkusset med hans dagplejemor. Hun mente, at jeg skal fortsætte med nattetåren, når/hvis han beder om det. Det er jo ikke hver nat, at det er aktuelt. Det er måske bedre at give ham hans nattetår, fordi så sover han (og jeg) igen på under 10 minutter, fordi der typisk er tale om en lillebitte tår – ikke en langstrakt amning. Hvis alternativet er to timer med krampeskrigeri hver nat, så ved jeg godt, hvad jeg foretrækker …