Fantastisk fødselsdag!

Drengens fødselsdag var helt fantastisk. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var en dejligere og sjovere dag end min egen fødselsdag nogensinde har været. Det er som om det bare er større, når det er ens søn, der har fødselsdag.

Jeg kørte fra jobbet ved 13-tiden og satte kursen mod Lyngby, hvor jeg havde planer om at købe teboller hos Bagergården – men der var ferielukket. Jeg gik i SuperBest og købte en tebolle for at teste kvaliteten. Men pyh, den var tør!

Jeg passerede endnu en ferielukket bager og endte i Føtex, hvor jeg fik at vide, at teboller og krydderboller er det samme. Jeg kunne så vælge mellem 8 teboller for 15 kroner eller 24 krydderboller for 38 kroner. Føtex’ te/krydderboller var superbløde og lidt svære at smøre – men de smager supergodt, så det viste sig at være et rigtig godt valg til en supergod pris!

Så susede jeg forbi Stof2000 for at købe voksdug til at beskytte vores sofaborde med. Jeg fandt en superfin og festlig turkis voksdug med pastelfarvede cupcakes på.

Og så var det hjem og pynte lagkagen, som jeg havde lavet i går aftes og lige ordne de sidste løse ender – og huske at hente fødselsdagsbarnet i dagplejen, før gæsterne kom. Det nåede jeg på et hængende hår – jeg nåede kun lige akkurat at skifte tøj på NC, før det ringede på døren!

I løbet af nul-komma-fem var der fuldt af dejlige glade gæster i hele lejligheden; farmor og bedstefar, vores gudmor, vores dejlige venner og deres børn, hans kammerat fra dagplejen og hans forældre, samt en fra mødregruppen og hendes seje søn.

Jeg satte mig på gulvet med ham for at hjælpe ham med at pakke gaver op. Det var helt vildt så mange dejlige gaver han fik! Han fik en lænestol, lækkert tøj, Thomas Tog i flere varianter, en ko og en so, strandsæt og meget mere. Nærmest det hele blev taget i brug med det samme!

Midt i det hele ringede det på døren – og udenfor stod vores naboer med en stor flot brandbil. Også fra skråt-overboen var der en lille gave – en lille badehaj. Det er simpelthen så rørende, at de tænker på os!

Men han havde kun sovet en times tid i dagplejen, så han var træt, men han viste det ikke. Tværtimod var han sød og let. Han legede med de andre børn og jeg tror virkelig, at han nød at have så mange gæster.

Det var en vildt hyggelig eftermiddag med lækre boller og en lagkage, der var blevet rigtig lækker. Jaja, jeg indrømmer det – det er den her gamle traver. I stedet for glasur smeltede jeg en blok nougat og rørte den ud med flødeskum og lidt smør. Det blev rigtig mums!

Halvdelen af selskabet blev til middag – vi bestilte pizzaer til hele horden! Fødselsdagsbarnet sad for bordenden og spiste en kæmpe portion pasta med grøntsager og var helt ellevild med alle de spændende gæster.

Til sidst var det slut – sengetid! Men det var man ikke begejstret for. Det tog sin tid for den lille festidiot at falde til ro, men SÅ sov han til gengæld også hele natten!