En dag i dagplejen

Sådan beskriver S en typisk dag for NC hos hende:

Vi starter dagen med at lege lidt indenfor indtil alle er kommet, derefter får vi lidt at spise og lidt at drikke så vi alle har fået en masse energi til en dejlig tur i skoven eller bare lege i haven, med de små ‘motorcykler’, spille bold, hoppe trampolin, eller bare lave de dejligste sandkager.

Selv om vi nok ikke rigtig har lyst, er det jo nok blevet den tid hvor der bliver serveret frokost. Vi sidder sammen ved et bord og spiser. Vi får den slags mad der nu passer til vores alder og behov og i det omfang det er muligt, venter vi på hinanden. Vi slutter af med en lille sang ”tak for maden” på trods af at det S, der synger, synes vi, at det er hyggeligt.

Derefter er det tid til at blive puttet så vi er friske og glade til endnu en omgang leg og samvær og så skal vi være friske til eftermiddagsfrugt/brød og til at mor og far henter og vi skal hjem og hygge.

Så mon ikke, at det bliver en god dag?

I morges ringede telefonen klokken 7. Vores dagplejemor er syg, og vi fik tilbudt at sende NC i legestue. Det er helt klart ulempen ved dagplejen; at NC skal sendes ud til et fremmed sted med fremmede voksne.

Selvom jeg i et splitsekund overvejede at holde ham hjemme, så kørte jeg selvfølgelig ham op i legestuen. Alternativet var at tage ham med på arbejde. Det er ligesom ikke en option! Jeg ville ikke få lavet andet end at spæne rundt i hælene på ham og forhindre ham i at få noget tungt i hovedet.

Jeg tænkte fortrøstningsfuldt, at 3 ud af 5 børn kender han i forvejen, så hvor galt er det i virkeligheden (og hvor pylret er jeg lige?)? De fleste andre børn var kommet, og pædagogen, der tog imod, var rigtig sød og kendte rent faktisk NC fra et tidligere legestuebesøg. Hun spurgte til både hans mad- og sovevaner og kendte hans navn.

En af NCs kammerater blev afleveret i det samme, og han var helt utrøstelig også efter hans far var gået. Mit hjerte sank i livet på mig, men jeg formåede at holde stemmen rolig og positiv, da jeg kyssede NC farvel i favnen på pædagogen og vinkede. NC stak i et vræl, men allerede inden jeg var udenfor synsvidde, var han stoppet igen og kiggede sig nysgerrigt omkring.

Så mon ikke, at det bliver en god dag?