Når baby er glad, er mor glad!

Egentlig synes jeg ikke, at jeg havde store forventninger til hvilken slags mor, jeg ville blive. Jeg må dog nu erkende, at jeg var en kende for optimistisk med hensyn til mit nye liv som mor. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg fortsat ville kunne have et socialt liv, arbejde fuld tid og være mor. På samme tid – plus det løse. Jeg havde ingen planer om at forsvinde fra jordens overflade bare fordi jeg fik et barn. Mit barn skulle være del af mit liv – ikke hele mit liv.

Godmorgen, røv!

Allerede tidligt i min barsel opdagede jeg, at jeg havde en bombe med mig i liften. Bomben så umiddelbart sød og nuttet ud, men kunne gå af uden det mindste varsel. Alle mine planer om at besøge veninder, holde afslappede middage, ses ofte med mødregruppen, frekventere caféer, træningscenter og baby-bio led en højlydt død.

I stedet blev et par ugentlige lynbade, selvtørrende gråt vådt hår i hestehale og amme-venlige bluser, grimme amme BH’er og leggings mit nye varemærke. Jeg kæmpede for at holde hovedet oven vande og for ikke at miste min selvrespekt. Jeg så ikke en uge frem – ja, ikke engang en dag frem. Jeg planlagde kun hvad jeg ville foretage mig ”hvis nu Nicholas Carl tog sig en lur”…

Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde let ved at være mor. Indrømmet, jeg har ikke noget let barn, men jeg er nok heller ikke ligefrem nogen let mor. For mig kom det bare ikke helt naturligt. For mig var det ufattelig svært at blive mor; jeg blev sendt til tælling både psykisk og fysisk. Min selvtillid og den kvinde, jeg var før jeg fik barn, forsvandt som dug for solen.

Når jeg med fedtet hår, i mit ammevenlige tøj, hængerøv og gummisko vovede mig ud og gik gaderne tynde med NC vildt skrigende på 2. time i barnevognen, så jeg smukke lattermilde glade mødre sidde afslappet på den lokale café med fredeligt sovende børn og et par veninder med lige så fredelige smukke børn. Og jeg følte mig som et outcast og en gigantisk fiasko.

At jeg var en fiasko som mor, blev kun bekræftet af sundhedsplejersken, når hun gang på gang kom og konstaterede, at NC var for lille og gav mig lemfældige og ofte forkerte råd. Hun formåede hver eneste gang at efterlade mig forvirret, usikker, ked af det og til sidst også vred.

Mit sociale liv gik i stå. At være hos nogen til en bestemt tid gav mig hjertebanken og åndenød.. Jeg blev en af den slags mødre, der kommer stæsende mindst en time for sent med et vildt blik i øjnene, svedigt tøj og en skrigende baby med lorteble og gylp over det hele. Til sidst sagde jeg ofte nej tak til at foretage mig noget socialt, fordi det var for ydmygende igen åbent at flashe den totale fiasko og mangel på kontrol i mit liv.

I en periode græd jeg hver dag.

Jeg ved ikke, hvornår det vendte, men hen mod barslens sidste måneder, oplevede jeg flere og flere gyldne øjeblikke, hvor jeg opnåede ægte kontakt og forbindelse med Nicholas Carl. Jeg følte for første gang, at jeg forstod ham og at jeg virkelig var god for ham.

Den evindelige fiasko-mor-følelse forsvandt til sidst og kommer kun tilbage i små glimt.

Jeg fik konstant at vide, at jeg skulle prioritere mig selv. Det råd er på min top 3 over de dårligste råd, jeg nogensinde har fået – og lyttet til. Jeg opdagede nemlig at ved at prioritere NCs behov over mine egne, ville jeg som oftest opnå den fred og ro, der skulle til for at jeg fik mig noget tiltrængt mig-tid. Satte jeg derimod mig selv øverst på dagsordenen, kunne jeg være helt sikker på, at det hele ville gå op i hyl og skrig. 

Da jeg erkendte det og begyndte at leve efter det, blev det gradvist nemmere at være mor. Det er både svært, smertefuldt og totalt umoderne at sige, at jeg sætter min drengs behov højere end mine egne. Men for at få det til at fungere er det nødvendigt for mig, for …

.. når baby er glad, er mor glad!

Indrømmet, jeg har konstant ”tilbagefald”, hvor jeg kan få den geniale idé, at vi lige kan presse et hyggeligt lille visit ind på et tidspunkt, hvor NC har behov for at tulle rundt for sig selv efter en lang dag i dagplejen. Og belønningen udebliver aldrig: Et styks søvnløs nat!

Om at sove når man bliver gammel …

Man kan sove, når man bliver gammel
(og hvis man ikke bliver gammel, har man ikke spildt tiden med at sove)

var mit kække mantra, da jeg gik i byen flere aftener i træk til den lyse morgen. Nu føler jeg mig så rimelig gammel, og nu vil jeg gerne sove, TAK!

NC skreg og kartede rundt fra 20:45 til 01:00 i nat, og jeg har på et eller andet tidspunkt fået hamret ganske kraftigt til min mobil, så vækkeuret var slået fra, og jeg vågnede næsten 2 timer for sent med et sæt. Uden af dén grund at være frisk.

Jeg måtte skippe badet og nøjes med en hurtig etagevask, kaste koldt vand i hovedet, kaste håret i hestehale og kaste tøj på kroppen. NC vågnede også ved 7-tiden – jeg ammede ham stille og roligt. Derefter fik vi ham i tøjet og prøvede at få ham til at spise morgenmad. Det nægtede han. Han var allerede træt og tvær igen.

Allan og jeg delte en Starbucks Doubleshot over morgenmaden – indeholdende to kopper espresso – i håb om at det ville kvikke os bare lidt op.  Smagen var fantastisk, men vi vil mene, at vi mindst skulle have haft 1/2 liter hver for at blive kvikket op 🙂

Men hvad gik der galt? Det spurgte vi os selv om utallige gange i nat, da skrigeriet ingen ende ville tage. Følelsen af at være komplet utilstrækkelig forælder voksede med frustrationen over ikke at kunne få NC til at holde op med at skrige. Spørgsmål som “Hvad gør vi galt?” og “Egner vi os overhovedet til at være forældre?” og “Var det her en kæmpefejl?” og “Mon ikke det er bedst, hvis NC forbliver enebarn?” stod i kø i begge vores hoveder, da vi var møre efter 3-4 timers uafbrudt skrigeri.

Formentlig var han både overtræt og overstimuleret. Han var jo i legestue i går med fremmede voksne og flere børn end han plejer at omgås. I legestuen havde han kun sovet 1/2 time i løbet af dagen, så han var allerede træt, da jeg hentede ham. Efter legestuen var vi forbi farmor og bedstefar, hvor NC pilede rundt i haven. Og bagefter blev vi inviteret til spontan middag hos Hans, Malene og ungerne, hvor den stod på leg, trampolin, badebassin og grillpølser. Alt sammen vildt hyggelige ting, men summen af det har nok i eftertankens ulideligt klare lys været for meget for NC. Ovenpå fejringen af hans fødselsdag med masser af gæster dagen før.

Her til morgen kørte jeg forkert på motorvejen. Jeg kom afsted over en time for sent igen igen, og pludselig var jeg på en motorvej, jeg overhovedet ikke kunne genkende – uden at vide hvordan jeg var havnet der. I det mindste kørte jeg i samme retning som de øvrige bilister. Jeg måtte køre af motorvejen, stoppe i en grøftekant og sætte gps’en til, og så fandt jeg endelig vejen til kontoret og var der 1 1/2 time for sent med tændstikker i øjnene, kortsluttet hjerne og sovende krop.