Bidt!

Også jeg er nu blevet bidt af vampyr-sagaen Twilight af Stephenie Meyer. Jeg har ellers aldrig været fascineret af bøger om vampyrer, dracula, frankenstein, varulve, trolde, hekse, nisser og andet værk. Science fiction, fantasy, horror og lignende er fuldstændig røget hen over hovedet på mig. Det siger mig intet.

Forfilmen til den første film i Twilight-serien fascinerede mig, da den kom frem, mens jeg var gravid. Jeg ville gerne se filmen af en eller anden grund, jeg ikke kan forklare. Og så alligevel ikke. For jeg vidste, at jeg ville sidde med hænderne for øjnene, fordi jeg er sådan en kylling til at se uhyggelige film. I øvrigt siger vampyrer mig overhovedet ikke noget, og derfor kom jeg aldrig ind og se filmen.

Men så begyndte alle at snakke om bøgerne; min svigerinde fortalte entusiastisk, at hun havde slugt bøgerne nærmest uden at blinke. Min bror lige så. Og Malene fortalte begejstret om bøgerne. Overboen holdt decideret Eclipse-aften for sine døtre, kunne jeg læse på Facebook. Og da jeg trådte ud i verden igen efter min barsel, gik snakken om Twilight omkring bordet i kantinen.

Så jeg købte de to første bøger på udsalg til at læse på sommerferien om 14 dage.

Jeg skulle så bare lige læse lidt i bøgerne. Bare lige snuse for at finde ud af, om jeg overhovedet gad slæbe to store mursten med på ferie. Det kan man spørge sig selv om var en klog beslutning. Jeg blev bidt. Godt og grundigt. Med det samme.

Jeg havde ikke læst meget mere end et par kapitler, så vidste jeg bare, at jeg ikke kunne slippe bogen igen. Og det gjorde jeg heller ikke. Den første bog er læst – og jeg er godt i gang med New Moon. Jeg har købt Twilight-filmen, samt bestilt de to sidste bøger i serien og novellen, der omhandler en af bipersonerne, Bree Tanner. At gå amok – og hvorfor?

Det er længe siden, at jeg har læst to bøger, som i den grad er gået ind under huden på mig. Når jeg ikke læser, beskæftiger min hjerne sig helt af sig selv med historien og hvad mon der sker nu. Det føles lidt som om jeg er på vej til kuk-kuk-anstalten. Jeg ville ikke længere blive særlig overrasket, hvis en vampyr med blegt ansigt og ravgyldne øjne gik over i fodgængerfeltet på Kongevejen.

Egentlig er jeg lidt overrasket over, at det ikke er en bloddryppende vampyrskrækhistorie, for det troede jeg lidt det var. Men det er frem for alt en kærlighedshistorie – lidt a’la Romeo og Julie: Forbudt umulig ung uskyldig romantisk kærlighed. Det var først hen mod slutningen af Twilight, at der skete noget rigtig uhyggeligt med blod og sådan noget.

Og det er derfor også med et smil, at jeg læser, at New Moon starter med et citat fra Romeo og Julie, som jeg elsker:

These violent delights have violent ends
And in their triumph die, like fire and powder,
Which, as they kiss, consume.

I New Moon er der lidt mere action, selvom følelserne stadig fylder meget og beskrives så intenst og smertefuldt. Hihi, jeg glæder mig allerede til at snige mig til at læse mere.

Vi afholdt NCs fødselsdag i dag. Jeg skar mig i hånden, men jeg blev ikke overfaldet af blodtørstige vampyrer ligesom Bella. Lidt kedeligt, men også meget rart at have en normal og dejlig familie 😀