Jeg var på udkig efter en pusletaske, som jeg ville være glad for at bære rundt på i de næste 3-4 år. Jeg ville for enhver pris undgå en øjebæ af en pusletaske med multifarvet babymønster og andet tuttenut på. Kort sagt: Jeg vil have en pusletaske, der ikke lignede en pusletaske. Og ikke mindst skulle det være en pusletaske, som den vordende far også er tilfreds med at bære rundt på. Og efter en lang jagt på nettet fandt vi omsider Storksak Gigi Choko. Den skulle det være!
Da pundet var på sit laveste købte min kære mand vores Storksak Gigi med hjem fra London i December 2008. Den er fantastisk – og den var vores allerførste køb som vordende forældre.
Nu efter 1 år som forældre er Stork’en stort set altid med os – den er ikke blevet hverken hærget eller grim. Den har selvfølgelig fået lidt patina, men i det store hele ser den ny ud. Som pusletaske er den helt perfekt. Den har en god rumfordeling, som er let at bruge. Der kan være helt vildt meget i tasken uden at den ser proppet og eksplosiv ud. Og det siger ikke så lidt, for jeg har altid flg. i tasken uden problemer: En 1 liters drikkedunk, et par bleer, en pakke vådservietter, skifteunderlag, Penatencreme (mod rød hale) pung, kosmetikpung, mobil, rangle, 1-2 glas mad, et par skeer, skiftetøj, ekstra sut og så det løse.
Kort fortalt er tasken en forholdsvis stor og rummelig skuldertaske af slidstærk og vaskbar brunt nylon satin. Remmene kan justeres i forskellige længder. Der medfølger termopose til at holde vand koldt (eller varmt) undervejs og pusleunderlag. En fed feature er et lille lommespejl fastgjort på indersiden, lomme til mobiltelefon og rummelige fleksible rum. Der er tre store rum med hver sin lynlås, så man ikke hver gang skal åbne hele tasken.
Jeg bruger Stork’en til hverdag og til pænt brug. Når jeg skal ud med klapvogn eller barnevogn bruger jeg den pusletaske, der fulgte med vognen i stedet for ikke at hærge den unødigt. Det er nok den eneste ulempe ved Storksak Gigi; den kan ikke fastgøres på styret af barnevognen, men det er nu ikke noget, jeg for alvor har savnet.
Som et lille kuriosum er det jo rart at blive bekræftet i, at det er en fed taske. Det er ikke kun os, der er vilde med vores Storksak Gigi … Angelina Jolie er flere gange set med samme pusletaske på skulderen. God smag, dame 😀
Prisen? I 2008 kunne man ikke få Storksak i Danmark – men det kan man nu. Prisen for Gigi ligger på ca. 1.399,-