Farvel ferie!

NC er lagt i seng, Allan ser TV, og jeg har lige hurtigt skimmet mine ventende jobmails, så jeg ikke bliver væltet bagover i morgen af en eksplosiv mailboks. Jeg fik nedbragt antallet af mails fra 120 til 40, så det gjorde det noget mere overskueligt og gav dejlig ro i maven at se, at der ikke ligger nogle såkaldte ‘stinkere’ og venter på mig. Jeg deaktiverede min ikke-tilstede-agent; så er ferien officielt forbi.

Jeg skulle mødes med J, som er mor til en af NCs kammerater fra dagplejen til en latte klokken 15:30 i dag. Hun sms’ede mig og foreslog at vi skulle mødes på biblioteket i stedet. Jeg tænkte ‘arjj, hvor keeedeligt!’, og det havde det nok også været, hvis det ikke var fordi at vi har ungerne med. Hun havde en ret god pointe i, at en latte ville blive megastresset, når ungerne leger på fortovet og konstant piler i retning af den trafikerede rundkørsel.

Så vi mødtes på biblioteket, som overhovedet ikke minder om et bibliotek som da mor var barn. Udover god plads var der langt mere legetøj end NC kunne overskue; Brio togbane, klodser, ridderborg, sørøverskib, bamser, dukker, vogne til at køre rundt i, computere til at spille på og meget meget andet. NC og hans ven lavede en fest ud af det – uden at der var fare for at blive kørt over, så det er klart noget, jeg vil overveje en anden gang – for eksempel i weekenden, hvis vi ikke har andre planer. Der var nemlig temmelig mange andre børn at lege med, så jeg tror, at det kan være ret fedt for ham til vinter. Men hvorfor er det lige, at jeg først finder ud af det nu? Jeg vil mene, at det var noget kommunen burde reklamere lidt mere for .. medmindre det skal være en offentlig hemmelighed? Kunne have været et godt sted at mødes med mødregruppen eller bare at gå hen, når NC var på tværs.

Og sådan gik det til, at jeg skal stå for markedsføringen af hendes internetbutik på Facebook. Det vil jeg vildt gerne prøve kræfter med, så det sagde jeg straks ja tak til. Jeg har et par gode idéer, som jeg glæder mig til at afprøve i praksis. Det bliver rigtig spændende. Der skal mere liv i butikkens side på Facebook, og der skal flere fans til. Pt er der 56 fans – vores mål er 1.000 fans, så der skal til at ske noget!

Sort samvittighed

Hverdagen banker på døren og er ikke til at overhøre. Samtidig blev det efterår i nat – trods t-shirt, natkjole, bukser, sokker og to dyner, vågnede jeg ved, at jeg piv-frøs. Det var koldt udenfor, og den iskolde luft susede lige ind af vinduet og ramte min krop, der helt klart er født på en forkert breddegrad. Og det bliver kun koldere fra nu af … brrr!!

Det har været en dejlig dag, men natten var lidt hård, fordi NC vågnede ved 3-tiden og jeg kunne ikke få ham til at falde i søvn igen. Jeg prøvede en times tid, men hver gang jeg var på vej ud af døren, skreg han. Jeg tog ham med ind i min seng, og så faldt han i søvn med babsen i munden. Han vågnede igen allerede ved 6-tiden, og da han hørte Allan brumme søvnigt i badet, glemte han alt om morgen-babs-rutinen, men stod i stedet op og pilede omkring. Jeg tog mig endda et bad helt uden at han opdagede det.

Jeg fik lagt NC til lur, og han sov 1 1/2 time. I mellemtiden læste jeg ‘Formørkelse’ færdig. Den er stadig lige fængslende, så også denne bog har jeg bare slugt. Denne gang har jeg dog læst grundigere end jeg gjorde med ‘Nymåne’ i første omgang. Jeg fik endda læst den for hurtigt, så jeg valgte at læse den igen. Jeg følte, at der var for mange detaljer, jeg havde misset. Nu er det spændende, om ‘Daggry’ er lige så god som de 3 første bøger … men mon ikke?

Er jeg klar til at komme tilbage på job? Njaeh … njoeh … ved egentlig ikke. Vuggestue-starten fylder det hele. Jeg har allerede dårlig samvittighed på forhånd. Det føles som om jeg planlægger at pjække. Men det er jo ikke pjæk – jeg skal jo køre ham ind i vuggestuen. Det er ligesom et faktum, jeg ikke kan komme udenom, og der er ikke noget odiøst i det.

Det føles som at køre i s-tog med gyldig billet og så stadig få sort samvittighed, når kontrolløren kommer. Hvorfor føles det så som pjæk og hvorfor har jeg dårlig samvittighed? Nej, jeg vil hellere vide, hvordan jeg slipper af med den her følelse af at pjække og den sorte samvittighed, for det er da helt hul i hovedet at føle sådan. Jeg gør jo ikke noget forkert. Tværtimod er det for at jeg kan blive mere effektiv på job, at NC skal starte i den nærliggende vuggestue og ikke bare fortsætter i dagplejen.

Jeg ved godt, at jeg ikke burde føle skyld og sort samvittighed over at pjække, når det ikke er pjæk, men den sorte samvittighed er også ledsaget af en snert af frygt for at blive fyret. Jeg har aldrig før forsømt mit job, medmindre jeg har været syg eller i forbindelse med min mors sygdom og død. Og det føles forkert at skulle blive hjemme, når ingen hverken er syg eller død. Men jeg kan ikke dele mig op og lade den ene halvdel gå på job og den anden gå med NC i vuggestuen.

Tror hellere jeg må vænne mig til det – at have sort samvittighed overfor jobbet, for jeg kommer nok ikke til at kunne lægge så mange timer og energi i det som jeg plejede. Jeg må simpelthen arbejde hårdere og mere effektivt i de timer, jeg har til rådighed. Der er intet andet for. Jeg kan kun gøre mit bedste i alle henseender, og det er mit mål.

Det føles lidt som om jeg ikke har været tilbage på job i over et år. Jeg var jo lige tilbage på jobbet en måned, så holdt jeg ferie i 3 1/2 uge. Det er næsten som at skulle tilbage fra barsel en gang til. Gad vide, om jeg kan huske noget som helst. Arjj, det ved jeg, at jeg kan. Når jeg tænker på, hvor hurtigt det gik med at komme tilbage efter barslen, så tager det nok kun et par timer at komme tilbage efter ferien. Det hele føles bare så fjernt som en anden planet lige nu, men jeg glæder mig og samtidig er jeg lidt beklemt, fordi jeg ikke kender min nye hverdag endnu. Jeg har jo ikke prøvet det her før – at være udearbejdende mor med vuggestuebarn.

Bliver det til at holde ud? Klarer jeg det? Altså, det skal jo fungere, og jeg skal jo bare klare det. Spørgsmålet opstår hos mig, fordi jeg to gange er gået ned med stress, og jeg frygter, at når det er sket to gange, så kan det ske igen. Jeg må og skal simpelthen styre udenom at crashe igen. Denne gang er det ikke kun mig, der er afhængig af mig. Der er meget mere på spil nu end kun mig, så jeg skal bare klare det. Punktum.

Når sommeren og ferien går på hæld …

Jeg vågnede 7:15 ved at NC pippede i sin seng. Allan var allerede oppe og helt klar til første skoledag. Vi gik ind til NC sammen – han var i godt humør: Han stod op og holdt smilende sin hund, Mille, op mod os. Udenfor skinnede solen fra en smuk blå himmel. Vi vinkede farvel til Allan, skiftede til ren hale og shorts – og fik spist en hel portion havregrød og en skive Pågenlimpan.

Vi legede et par timer til NCs og min store fornøjelse. Han hviner af fryd, når jeg på alle fire jagter ham. Det fik vi meget tid til at gå med, og ved 11:30 tiden begyndte han at se lidt mør ud. Det var ikke svært at lægge ham til lur.

Jeg har et par halve aftaler på mine to sidste feriedage, men er jeg meget led og asocial, hvis jeg ikke rigtig har over meget lyst til at se nogen .. ? Jeg vil gerne lige blive i min ferieboble lidt endnu. Hverdagen kan tids nok indhente mig og overvælde mig, jeg har behov for at sidde lidt stille, tænke og glædes over alt det jeg har i mit skønne liv, før jeg igen stiger på eksprestoget og rives med af vores travle dejlige hverdag.

Og på den anden side; this is (måske) my very last chance for en latte, en smoothie og en cup cake i solskin på den lokale i meget lang tid, så jeg griber chancen. Både i dag og i morgen.

Og så er det NNNNNUUUUU hvis der skal indåndes mere sommer i år. Sommeren smager allerede af efterår. Allerede i sidste uge varslede en sjælden sommerstorm efterårets nære forestående. I dag er det smukke solskin klarere, sprødere og køligere end det er på en sommerdag. Jeg ved det godt – sommeren synger på sidste vers, og det er bare om at lytte nu, for om et par dage er sommeren fløjet sin vej.

I overmorgen er det efterår. I kalenderen, that is. Naturen behøver jo ikke nødvendigvis at indrette sig efter kalenderen, hint hint.

Nej!!

Det er som om Allan og jeg ufrivilligt har fået hovedrollerne i den danske opsætning af Emil fra Lønneberg. Vi bestiller ikke andet end at drøne omkring i Nicholas Carls fodspor og råbe nej og redde ting fra at blive væk, smadret eller smidt ud fra altanen.

Det er som om hans frækhedsgen netop er vågnet til live. Han åbner nu alle skabe og skuffer – og tømmer dem. Han hiver i gardinerne, mens både Allan og jeg brøler nej. Meget af hans legetøj og vores bestik ligger nu puttet ind under gulvet på altanen og sikkert også nede i bedet og i underboernes altankasser. Alle bøgerne i reolen piller han ved for at hive dem på gulvet – nej, råber vi. Konstant.

Når vi så har ham på armen, vrider og snor han sig for at komme ned og pille videre.

Jeg vil lære at strikke asap, og så strikker jeg en cardigan med meget lange ærmer, så vi kan binde dem på hans ryg 😀

Dejlige dage!!

Jeg er små mikroskopiske millimeter fra at være helt og aldeles lykkelig. Jaja, jeg er godt klar over, at det her er en lille boble, som vi skal ud af igen i denne uge: Mandag begynder Allan i skolen og onsdag begynder NC i vuggestuen og jeg skal tilbage på jobbet.

Men lige nu lader jeg bare som om, at der er 1000 dage tilbage til hverdagen begynder igen.

Der skal sættes et punktum – og det skal sættes af mig!

Jeg ved det jo godt. En dag skal det slutte. Amningen. Og jeg tror, at det er ved at være tid. Knægten er 13 måneder gammel – jeg har ammet ham mindst dobbelt så længe som jeg havde planlagt. Men jeg havde heller ikke troet, at det var så fantastisk.

Jeg véd, at jeg vil komme til at savne de fine, afslappede, intime øjeblikke med ham liggende ved brystet, hvor han og jeg har et øjeblik, hvor vi kigger hinanden dybt i øjnene og bare er hér lige nu. Amningen kan redde en dårlig dag, hvor vi slet ikke er i sync. Og det kan fuldende en fantastisk dag.

Jeg ammer ham morgen og aften – og prøver at undgå at amme ham resten af dagen og natten, men det sker af og til, at han er utrøstelig og har svært ved at sove til middag – og så falder han som oftest til ro ved brystet.

For det meste hører jeg, at kvinder nærmest er ved at få spat af at amme og ikke kan stoppe amningen hurtigt nok. De taler om at ‘få deres krop igen’. Sådan har jeg slet ikke haft det. Jeg forstår egentlig ikke det der med, at ‘få min egen krop tilbage’, for jeg føler, at min krop er min og har været det hele vejen. Ok, lige nu har den bare en ekstra helt fantastisk feature, som knægten har så stor glæde af. Når jeg ikke ammer ham, mærker jeg jo intet til, at der er mælk i brysterne. Jeg går med almindelig BH, og jeg synes, at mine babbedutter ligner sig selv … måske en anelse trættere end da jeg var 21 😉

Men nu er det snart tid til at stoppe, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Bare stoppe? Jamen … det kan jeg da ikke. Knægten elsker det jo, og han vil nok ikke opgive babs uden kamp. Jeg kan ikke sidde med ham i armene og hårdnakket nægte ham bryst, når han græder og hiver i min bluse. Jeg har prøvet. Det kan jeg ikke.

Så jeg har hørt, at man kan få piller, der stopper mælkeproduktionen. Måske var det en løsning? Så stopper mælken af sig selv, og knægten vil selv afvise brystet, fordi det ikke længere smager interessant. Jeg vil tale med lægen om det. Umiddelbart synes jeg, at det lyder som den bedste løsning.

Men timingen … nu skal han jo starte i vuggestue på onsdag. Jeg vil jo ikke fucke hans vuggestuestart op med samtidig at stoppe amningen. Det er for meget på én gang. Afhængig af hvor hurtigt han falder til i vuggestuen, så kan vi måske indlede et ammestop om en lille måneds tid.

Om nedtrapning og ammestop

Umiddelbart tror jeg ikke, at han selv er parat til at stoppe med at amme, men jeg kan måske hjælpe ham lidt på vej. Han er meget glad for det, og han trækker mig tit i blusen – særligt hvis jeg har en lidt nedringet bluse på. Jeg tænker lidt på, om jeg måske i en periode skal vælge noget højhalset tøj i stedet, så han måske glemmer det lidt. Og samtidig prøve at være lidt mere langsom til at give ham babs til de ‘aftalte’ tider (morgen og aften) og starte med at tilbyde ham vand fra flaske og sut i stedet .. og så kun bryst, hvis det andet ikke virker og han stadig insisterer på at få bryst.

Og mig? Er jeg parat? Neeeej … jeg er ej. Og alligevel. Lidt. Måske. Jeg skal altså lige bruge lidt tid til at vænne mig til tanken. Det niver lidt og kalder tårer frem i øjenkrogen, når jeg tænker nærmere over perspektiverne omkring et ammestop: At jeg aldrig mere – as in; aldrig nogensinde – skal nyde min lille skats nærvær på den måde. Jeg kan ikke fortryde det eller tage det tilbage. Det er definitivt.

Men det er et punktum, der skal sættes – og det skal sættes af mig. Det er rigtigt, naturligt og godt at stoppe på et tidspunkt, men det er også svært. Jeg vil begynde på at gøre mig klar og gøre beslutningen til min beslutning. Min rigtige beslutning.

Tagliatelle med Spinat-Oste sauce … mums!

Hipp Tagliatelle med Spinat-Oste sauce

Her til aften fik NC tagliatelle med spinat sauce med fløde, ost og løg. Yummi, det var lige noget for ham!

Som jeg altid gør med NCs mad, så smagte jeg på det, og for første gang må jeg indrømme, at jeg oplevede at babymad fra glas rent faktisk smagte delikat. Saucen var grøn og cremet, med en fin smag af spinat, krydret med løg og ost. Det smagte virkelig lækkert.

Jeg vil se, om jeg kan kopiere retten. Det er nok ikke så svært. Spinat, ost, løg .. koge, koge … blende. Koge pasta, blande og servere. Med rigeligt smør.

Det var et glas, vi havde med hjem fra Berlin. Det kostede den nette sum af € 1,39 hos Schlecker. Med fare for at gentage mig selv; hvorfor skal hylden med babymad i Danmark absolut være så kedelig og 1980er agtig i sit udvalg!?

Vi prøver igen … baby-svømning!

Med fare for at rende lige durk ind i endnu et nederlag, tog vi til babysvømning i dag for anden gang. Det var rædselsfuldt, men dog ikke helt så rædselsfuldt som sidst, for denne gang blev jeg ikke taget med bukserne nede. Jeg var forberedt på, at det ville blive rædselsfuldt og gik ind i det med oprejst pande.

NC var glad og udhvilet. Det var han ikke sidst, skal retfærdigvis siges. Han kæmpede for at komme ned i bassinet til de andre børn så hurtigt som muligt, og han var glad for at jeg trak ham gennem vandet. Så han er basalt nysgerrig og positivt indstillet. Det er da et godt udgangspunkt.

Men han blev stadig panisk, da han fik vand i ansigtet og prøvede at gå op af mig ved at træde ned i mine bikinitrusser og trække sig op i min bikinitop, så jeg er i akut fare for at flashe mere end hensigtsmæssigt på et babyhold. Mind mig om at jeg skal have købt en badedragt, som ikke kan trædes af – ! Jeg ignorerede de andre forældres blikke og svømmede væk med ham, så vi kunne være i fred.

Denne gang formåede jeg dog at berolige ham og svømme stille rundt med ham og hapse bolde i vandet, så han kunne få en fornemmelse for, at vandet er skægt at lege i. En enkelt gang fik jeg ham til at dykke siddende fra bassinkanten uden at gå i panik. Dét var en succes!

Svømmelæreren kom hen og spurgte, om han har en off-dag, jeg forklarede hende hans svømmehistorik og spurgte, om hun mente, at han kunne have udviklet vandskræk. Han er for lille til at have vandskræk, men hans reaktion er slet ikke unormal efter en længere svømmepause.

Der vil gå et par gange endnu, før han igen er tryg ved vandet. Hun bad mig om at være tålmodig og tage det stille og roligt med ham. Så det er det vi gør. Og så ignorerer vi de andre børn og forældre. De er ældre end ham og har ikke holdt svømmepause, så de kan sagtens rutsche i på hovedet og springe i fra kanten. Det kan NC også. En dag!

Hvor løjerligt …

… vores sommerferie synger på sidste vers. Den sidste lille uge har vi været i sommerhuset, og mens vi var der, var vejret faktisk udmærket – vi så da solen alle dagene.

Men det var alligevel ikke rigtig sommer. Det slog mig, at solskinnet var for friskt, for køligt og for blæsende til at være sommer.

Kan det virkelig være … efterår?

Har bare købt …

… de fedeste bukser til NC: Tre par efterårsbukser fra Folkekirkens Nødhjælps butik i Nykøbing Sjælland for sølle 75 kr., som så ovenikøbet går til et godt formål. I like!

Et par af bukserne er et par fløjsbukser fra Petit Bateau (jeg er vild med Petit Bateau!), og der sad den originale pris-tab stadig i. Bukserne har aldrig været brugt! Er det ikke for vildt? De er bare så fede – ok, jeg skal lige lægge dem lidt op, de er ret meget for lange, men de er så cool og giver NC en rigtig kæk nummer!

Fred i sommerhuset!

Sådan får man fred på ferien, så man (mor!) kan gyse-læse lidt i New Moon.

På med Minisekterne, op med volumen og så er der fred et par minutter eller mer’!

Det har ellers holdt hårdt at få læst her i ferien. New Moon var med til Berlin og retur igen uden at blive åbnet. Der var simpelthen ikke to samlede sekunder til at åbne bogen i.

Forbi er den tid, hvor jeg enten blundede eller læste i flyet. Nu gælder det om at undgå, at NC bruger manden forans halvskaldede isse som bongotromme, sparker i ryglænet eller udstøder grisehylet.

Men sådan her får vi lidt sommerferie-ro i sommerhuset. Derudover har naboens trampolin været besøgt, gyngen har været flittigt i brug, morfar er blevet stresstestet og NC har fået prutmave af at spise nedfaldsmirabeller, så den har ikke stået på fjerner hele ferien.

Amatør-mor

Det er med glimt i øjet, at jeg kalder mig amatør-mor. Jeg blev mor som 37-årig, og i den alder burde jeg måske have vidst, hvad jeg gik ind til. Det gjorde jeg ikke. Og det gør jeg stadig ikke. Hver dag byder på nye uforudsete og ukendte udfordringer for mig, for min mand og for Nicholas. Heldigvis er vi to voksne amatør-forældre og et sejlivet barn, der trods alt har overlevet det første år plus en sjat. Tit har vi grinet og grædt sammen over følelsen af at være to hunde i et spil kegler.

Jeg er ikke nogen amatør-mor. Jeg ved, at jeg er en god mor, og min skønne mand er en fantastisk far. Vi er de bedste forældre for Nicholas. Men andre får mig af og til til at føle mig som amatør-mor. Og det samme gælder min mand. Når vi spejler os i andre forældres kommentarer og signaler, så føler vi os af og til utilstrækkelige, underlegne, inkompetente, pylrede, overforsigtige osv osv. Følelsen af at være jublende amatør, får vi oftest, når vi har prøvet at vende nogle af vores problemer, tanker og bekymringer med andre mennesker, fordi vores omgivelser på den ene eller anden måde lader os vide, at dét, vi nævner der, altså slet ikke er noget at tale om.

Det sker ofte med en utilsigtet men velplaceret kommentar, der prikker os i hjertet og pirker til vores selvtillid. Det kan være et løftet øjenbryn eller en let hånlig trækning om munden, når vi beder om et råd eller ønsker at vende en udfordring med nogen. Det kan være en afbørstning eller en bagatellisering, der rammer os lige i selvtilliden. Oftest er det utilsigtet, det er jeg sikker på, men det rammer os bare alligevel.

I vores omgangskreds er der en del perfekte forældre, hvor alt tilsyneladende kører på skinner – mange af de ting, vi bokser med, har åbenbart aldrig nogensinde været på tale. De synes, at det er piece of cake at være førstegangsforældre og er totalt uforstående overfor problemer med amning, natteroderi, sultestrejke, roderi i skabe og skuffer og hvad man ellers møder af udfordringer som forældre til en 1-årig.

Samme følelse af underlegenhed har jeg alt for ofte siddet tilbage med efter møder med enkelte af mødrene fra mødregruppen og sågar efter sundhedsplejerskens besøg. Jeg hadede virkelig de besøg til sidst!! Det var svært for mig at tackle i den første tid, hvor jeg også selv lige var blevet født igen – nu som mor! Når man er træt og sårbar og krænger sit hjerte ud, er det nemlig ikke særlig befordrende for selvtilliden at få et “hvad er dog problemet??” smidt i hovedet og få at vide, at man bare skal tage sig sammen og lade ungen skrige, for “det tager jo kun en uge, så skriger han ikke mere”!

Alt for ofte har jeg fået undermineret min spæde selvtillid som nybagt mor, når mine omgivelserne lod mig forstå, at jeg var helt alene om at have det på den måde. Jeg var ikke en mor opfyldt med kærlighed, selvtillid og ro i starten – det er kommet senere. Nu er jeg blevet bedre til at blæse på stikpiller, hentydninger og skjulte motiver, fordi jeg har fået gen-oparbejdet tilliden til mig selv og mine evner som mor.

Til alt held har vi også i vores omgangskreds skønne forældre, som hellere end gerne deler ud af deres viden og hellere end gerne lytter uden at dømme til vores problemer uanset om de er små eller store. Vi møder grænseløs kærlighed, kærlig omsorg og ægte indlevelse i vores liv, og det er selvklart dem, vi åbner op overfor.

Afsted i sommerhus!

Bum-bummelum … vi fik bilen omkring fyraftenstid. Der var kommet fugt i det elektriske system, så nærmest alle pærer var sprunget (eller noget i den stil), så nu er der masser af nye pærer i bilen, dørene og bagsmækken funker igen.

Men så var gode råd dyre: Køre i sommerhus i aften med risiko for at fucke vores alles nattesøvn totalt op eller køre imorgen og spilde det meste af dagen på transport?

At køre nu. At pakke nu. Hjæææælp!!!

TV vejr & TV lunch!

Da jeg skiftede tøj på NC her til formiddag (han besøgte mig i brusebadet..) fik han øje på alle børnene, der legede på legepladsen ved vuggestuen, som han starter i om lidt over en uge.

Jeg løftede ham over i vinduet, så han rigtig kunne kigge. Han smilede og kiggede nysgerrigt – og så bankede han med al kraft på vinduet og hvinede af fryd. Ingen tvivl om at han gerne ville ned og lege med nu med det samme!

Her til eftermiddag var det dog ikke længere vejr til at være udenfor – og så er man jo så heldig at have fået en rigtig lænestol af sin gudmor. Den er helt perfekt, når der skal ses Koslænget på Nickelodeon.

Ellers er der blevet sovet længe i morges – til 9:25 – og der er blevet sovet 2 timers middagslur. Morgenmaden var en omgang havregrød og en skive brød med Bärchen-Streich, plus en masse blåbær. Til frokost var der også en skive brød med Bärchen-Streich på menuen (det gælder om at spise det, mens det endnu er holdbart), samt ostehaps og blåbær.

Allan hentede smørrebrød til os, som vi sad og spiste foran TV, uforstyrret og afslappet som i gamle dage. Vi nåede endda en kop hvid cappuccino og lidt hvid chokolade til dessert, før NC igen fik øjne. Det var en helt forfriskende oplevelse!

Alt i mens er fars og mors bil til reparation, så vi kom ikke afsted til Rørvig som planlagt i dag. Der er noget galt med lyset, det ene sidespejl, 3 ud af 4 bildøre er gået i stykker, plus bagagerumsklappens hydraulik er røget. Det er ikke en kæmpe maskemekanisk omgang, men mere en kosmetisk/praktisk omgang.

Det bedste er, at Allans far har været så sød at tilbyde os at betale reparationen. Vi har længe kørt rundt med defekte døre og blinklys, fordi det selvfølgelig skete på det værste tidspunkt, rent økonomisk. Men forleden måtte Allan køre hjem fra Fyn i buldermørke, fordi lyset ikke virker. Det var dråben. Vi kan ikke udskyde reparationen længere.

Nu håber jeg bare, at vi kommer afsted til Rørvig i morgen i stedet, selvom vejret absolut ikke er sommerligt. Lige nu stormer og regner det. Jeg havde ellers tænkt mig at trille NC en tur, men det bliver der ikke noget af i det her møgvejr.