Måske undrer det dig, at jeg ikke omtaler min fars 70 års fødselsdags åbent hus arrangement nærmere, men i stedet omtaler Nicholas Carls sidste dag i dagplejen i detaljer?

Jeg har godt tænkt det samme. Det er ikke særlig sødt, for det er trods alt min fars dag. Men efter vi var med til at fejre hans fødselsdag for et par uger siden har jeg haft det lidt anstrengt med denne måde at fejre hans fødselsdag på, fordi jeg syntes, at åbent hus i Rørvig er en dårlig idé. Det er langt at køre 250 km for pindemadder i et klubhus på en fodboldbane.

Åbent hus er i min verden en ret upersonlig måde at holde fødselsdag på, og det var jeg ked af, for jeg synes, at vi har brug for at samle familien indimellem – og hvis vi ikke gør det ved 70 års fødselsdage, hvornår så?

For 10 år siden fejrede vi hans 60 års fødselsdag med venner og familie – og nu 10 år efter er det primært hans nye omgangskreds fra Rørvig, der er inviteret, mens familie, gamle venner og kolleger åbenbart er røg et godt stykke ned af prioritetslisten. Det er jeg lidt trist over, men det er jo ikke min fest.

Måske er det bare mig, der kæmper mod udviklingen og ønsker mig tilbage til de gode gamle dage, hvor min mor levede. For så havde alting været anderledes. Det havde det. Men det er jo så skide teoretisk og unfair at tænke sådan.

Helt ærligt, så ville jeg ønske, at han i stedet havde valgt at holde en fest på en lørdag (i stedet for en hverdag) med rigtige invitationer, så han var sikker på, at alle dem, han kender, kommer. Men det ønsker han ikke, og så er den jo ikke længere! Jeg mindede ham om, at han måske skulle invitere familien – og det gjorde han så et par uger forinden. Heldigvis nåede han at maile familien, inden de faldt over det i avisen.

Et par uger forinden har jeg stadig ikke har fået nærmere info om tidspunktet og efterlyser det. Jeg har bare en dato at forholde mig til – en fredag. Men jeg går ud fra, at det er et efter-job-arrangement. Derfor knalder jeg helt ud, da det viser sig at være fra 13-17 i Rørvig.

Hvordan skal jeg nå på arbejde i Taastrup, returnere hjem og samle mand og barn op og køre lige forbi Taastrup på vejen til Rørvig, hvor vi skal være klokken 13?!! At holde fri er ikke en mulighed, for jeg har næsten ikke mere ferie tilbage. Man opsparer ikke ferie, når man er på barsel, skulle jeg hilse og sige.

Så det blev til at jeg gik fra job klokken 12, hvorefter jeg kørte hjem og hentede Allan. Sammen kørte vi op og hentede NC og sagde farvel til hans dagplejemor. For derefter at køre til Rørvig, hvor vi var klokken 15:30 – lige tids nok til at høre de sidste ord af min brors tale til min far.

Der var ingen tvivl om, at vi kom (for) sent, men på ingen måde havde vi kunnet nå det før. Jeg er irriteret over, at jeg skal have dårlig samvittighed over, at jeg kommer så sent til min fars fødselsdag, men jeg føler ikke, at jeg har noget valg på grund af tidspunktet. Sådan er vilkårene, når man lægger en fødselsdag på en hverdag i arbejdstiden 1 ½ times kørsel udenfor København.

I går sagde min far i telefonen, at ”alle jo godt kunne forstå, at vi først kunne komme så sent, når jeg lige er kommet tilbage fra barsel og ikke kan tage en hel fridag”. Umiddelbart lyder det som om der er nogen, der har omtalt mit fravær overfor ham. Gad vide, hvad det er for en latterlig lille smålig nar, der har påtalt det overfor min far. Og til hvilken nytte?

Jeg er bare træt af konstant at have dårlig samvittighed: Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg er kommet sent og er gået tidligt fra job i hele juli for at kunne hente og bringe NC. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg gik tidligt for at deltage i min fars fødselsdag og dårlig samvittighed over, at det ikke lykkedes os at komme tidligere til fødselsdagen.

Til gengæld har jeg ikke dårlig samvittighed overfor NC og hans dagplejemor – vi fik sagt rigtig pænt farvel. Og når alt kommer til alt; så var min far også glad for sin dag. Dagen var præcis lige så god som han havde drømt om. Det havde været alle tiders dag for ham. Og det er det væsentligste. Så den sorte samvittighed slipper jeg hermed!

Det var også en hyggelig eftermiddag. Vejret var fænomenalt dårligt – det væltede ned. Men der var mange mennesker, som min far kendte. Flest fra Rørvig, som jeg ikke kender. Vil tro, at jeg kendte cirka en tredjedel af gæsterne. Nicholas Carl løb rundt og legede med sin fætter og kusine, så det var en kæmpestor oplevelse for ham.

Til gengæld fik jeg kun talt alt for kort tid med min onkel, mine fætre og deres koner. Det er jeg ked af, for jeg ser dem ikke så tit efterhånden. Men det var lidt svært, fordi det var en råkold eftermiddag, og de valgte at sidde udenfor, så de kunne ryge. Vi valgte at sidde lunt indendørs med NC og spise lidt mad. Da vi var færdige med det, skulle de hjem. Ikke så smart.

Vi afsluttede vores Rørvig-tur med en kold cola hos gudmor Mai-Britt, hvor vi fik os en snak og gav NC aftensmad. Han sov hele vejen hjem og var forholdsvis let at lægge i seng, da vi kom hjem. Dejligt 🙂