Nedtur – ingen strandtur?

Arjjj, har lige lagt NC i seng efter at han har haft en fantastisk dag med far, farmor og bedstefar. Jeg kan ikke huske, at jeg har set den lille fregne så glad og så træt i laaang tid. Han sov nærmest på minuttet, da jeg lagde ham. Og nu er klokken ikke engang halv 8, og jeg sidder og mediterer over, hvad jeg skal bruge al den fritid til. Sove er det første, der falder mig ind. Så festlig er jeg!

Nå, men jeg sidder lige og ser nogle mails igennem. Der er en halvgammel mail, der handler om baby, strand og sommer. Og så slog det mig: Det er faktisk slet ikke sikkert, at NC overhovedet kommer på stranden i år. Det er da ØV! Jeg havde jo bare regnet med, at det skulle vi nok nå i vores ferie. Og jeg havde sådan glædet mig til at se ham tulle rundt i sandet og lege i vandkanten.

Men lige nu ser det ikke ud til, at det bliver strandvejr overhovedet. Eller bare sommerhusvejr for den sags skyld. Jeg er langt fra begejstret ved udsigten til at sidde i et sommerhus i regnvejr i noget, der minder om 14 dage. Det har jeg prøvet. Det fungerer simpelthen ikke for mig. Eller for Allan. Eller NC for den sags skyld; spærret inde i et sommerhus – uden nogen jævnaldrende at lege med. Det er ikke godt. Nå, jeg håber på, at vejret bliver bedre. Snart. Nu!

Hvor bliver tiden af?

Om jeg fatter det! Hvor forsvinder tiden hen? Dagene går med at stå op, før jeg er vågen. Jeg er helt væk, når vækkeuret ringer hver eneste morgen. Og egentlig er det løgn, at jeg vågner ved at vækkeuret ringer. Det gør jeg ikke. Jeg vågner ved, at Allan skubber til mig, når vækkeuret ringer.

Hver morgen er jeg så træt, at jeg nærmest falder ud af sengen. På toilettet og i badet falder jeg næsten i søvn igen. Jeg overvejer hver morgen om der mon er en eller anden plausibel grund til lige at sove 1/2 time længere. Eller bare et par minutter. Men det er der aldrig. Så det er bare ud af fjerene ved 5:30-tiden.

Morgen. Amme NC, når han vågner. Skifte hale og tøj på ham. Lave havregrød. Spise morgenmad med Allan og NC. Jeg elsker det. Og der skal være god tid til det om morgenen. Så afsted til jobbet. En halv time med speederen i bund og 110 km/t på motorvejen – lytter til nyheder og musik, mens jeg spiser mit æble.

Arbejde i 8 timer. Kaffe, frokost, vand, æble, lidt slik og lidt snak på gangen. Holder så få pauser som muligt for at være så effektiv som muligt. Og pludselig er klokken 16, og jeg kaster mine ting i tasken. Afsted igen. En halv time med speederen i bund og 110 km/t på motorvejen – lytter til nyheder og musik, mens jeg spiser mit sidste æble og glæder mig til at komme hjem.

Er hjemme ved 17-tiden, snakker lidt med Allan, leger og nusser med NC. Giver ham en banan og nogle fras, og så er det tid til at tænke på maden, som skal på bordet inden 18 for at undgå en krise. Efter maden er der måske tid til et bad til NC eller en omgang leg nede i tempo på gulvet. Ved 19-tiden begynder trætheden at melde sig, og så begynder vi så småt at lægge ham i seng.

Nogle gange sover han klokken 20, men det sker også tit, at han ikke vil eller kan sove, og så tager godnatritualet et par timer. Så ryger den aften. Ellers kan jeg nå at rydde op, sætte en vask over eller glo bevidstløs på sommerens utallige genudsendelser. Det er ikke hver dag, jeg når at se fjernsyn. Tænk, jeg savner faktisk at se et helt afsnit af CSI NY!

Er jeg så heldig at NC sover allerede klokken 20, griber jeg gerne min bog og læser en lille times tid, før jeg går i seng ved 21-tiden. Men oftere er der lige lidt her og lidt der, som jeg “skal” lave – og så bliver klokken næsten 23, før jeg ligger i sengen og hele min krop summer af træthed. Så vågner NC første gang, og jeg giver ham lidt bryst. Han sover hurtigt igen på den tid. Og det gør jeg også!

Jeg når tit ikke at få ringet til mine veninder eller får svaret hurtigt tilbage på sms’er og mails. Jeg gør mit bedste for at nå at svare hurtigt på sms, men det glipper tit, fordi jeg sjældent sidder for mig selv og har overskud til at skrive en sms. Der er altid noget, jeg skal. Det er ikke en beklagelse, men en konstatering.

Jeg prioriterer at bruge så meget tid som muligt på NC, og jeg har i samme omgang erkendt, at jeg umuligt kan nå alt det jeg gerne vil. Heldigvis har jeg kendt mine veninder så længe, at de forstår, at det er sådan landet ligger – og at det derfor ikke er personligt, når jeg ikke får svaret tilbage med det samme. De ved, at når jeg siger “lad os ses snart”, så mener jeg det – også selvom der måske går to måneder før det lykkes.