Lige som man bedst tror, at man har fod på det der med at være mor, så knækker filmen totalt. Fredag var vi hos Hans og Malene til middag – det var sådan en skøn aften. Nicholas Carl elsker dem og særlig deres piger, så han spurter omkring og flirter og underholder. Han elsker virkelig at være hos dem. Han sad og grinede og pludrede på bagsædet på hjemvejen – og faldt hurtigt i søvn ved 22-tiden.

Lørdag aften skulle vi til middag hos et andet vennepar. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke noget i stil med dette: Totalskrigeri hele aftenen. Rent faktisk har de aldrig set Nicholas Carl i godt humør. Hver gang vi har set dem, har det været på en af Nicholas Carls allerværste off-dage.

Jeg ved godt, at jeg skal trække på skuldrene og glemme det. Men jeg er helt flov over, at det ender i hat og briller hver gang. Jeg føler, at de må tænke deres; at vi ikke har styr på en skid og er håbløse som forældre – og videre i den dur. Det tænker de helt sikkert ikke, det ved jeg godt – de har formentlig ondt af os, fordi de holder af os – og så er de nok bare glade for, at det ikke er deres børn, der tér sig sådan. Jeg ved det jo godt, men min usikkerhed vælder op i mig på en aften som denne.

Jeg var så ked af det og var på nippet til at give mig til at tude, da jeg vadede ned af den samme villavej for fjerde gang midt i middagen og følte, at bag blondegardiner og ligusterhække var der masser af nysgerrige øjne, der fulgte mig. Nicholas Carl skreg som en besat i klapvognen, jeg kogte indvendig og prøvede at tale ham til ro. Uden nogen form for effekt. Han var udmattet, rundt på gulvet og helt fra den. Han skreg og skreg. Jeg forstår det jo godt, og jeg bander mig selv væk for ikke at have taget højde for, at det måske er for meget for ham at være med ude til middag to aftener i træk.

De prøvede at hygge om os, og de var så søde og forstående. For anden gang havde de lavet lækker mad til os – og for anden gang smagte maden som savsmuld, jeg kastede den i hovedet uden at smage og fik næsten ikke rørt min rødvin. De små perioder, hvor der var fred – enten fordi Allan vadede rundt på villavejene eller fordi NC legede med sandkassen – var min hjerne som kortsluttet, og jeg kunne ikke finde på noget begavet at sige – overhovedet.

Så jeg var ikke engang en god gæst i de øjeblikke, hvor jeg ikke blev skreget af. Jeg sad bare og pustede ud og forberedte mig til næste runde. Det var simpelthen så sørgeligt, og jeg håber virkelig, at vi får chance for at være sammen igen en anden gang, hvor tingene flasker sig mere heldigt.

Da jeg gik på villavejene, føltes det som om jeg var blevet slået hjem i ludo: Min selvtillid svigtede mig totalt, og jeg følte mig som fiaskomor igen. Så blev jeg lige mindet om hvordan det var meget af tiden, da jeg var nybagt mor for et års tids siden.Som om jeg kunne glemme det..

Men det er dejligt, at det nu kun er sådan at være mor i små glimt. Det meste af tiden er jeg så heldig at have verdens dejligste søn, og jeg føler, at jeg er en god mor. Nem er han sgu ikke, det er moren heller ikke. Han er (ellers) altid glad, smilende, flirtende, fræk og ufattelig let at elske … for mig ihvertfald. Og jeg er jo helt og aldeles objektiv i min bedømmelse, ikke sandt?