Aldrig mere babysvømning!!!!

Baby svømning var rædselsfuldt. For NC. Og for mig. Jeg er ikke amatør-mor for ingenting, så jeg var helt og aldeles uforberedt på, at NC ville reagere som en panisk vandskræk skrigeballon. Jeg aner ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Han var glad for svømning for et halvt år siden. For ham er det jo et halvt liv siden – han husker det sikkert ikke engang.

Ihvertfald skreg han størstedelen af timen og klamrede sig panisk til mig. Jeg prøvede at lirke ham af mig, men han gik nærmest panisk op af min krop for at komme op af vandet og benyttede enhver chance for at prøve at kravle op på kanten af bassinet og flygte væk fra vandet. Vi gik op af bassinet efter næsten et kvarter, så orkede jeg ikke flere blikke fra de andre på holdet. Hjælpelæreren var ikke til nogen hjælp. En ung gut, der helt sikkert ikke aner en fis om børn, spurgte om vi var okay. Øh, svaret må vist blive nej.

Og vupti, var jeg tilbage til dengang hvor min selvtillid fes ud af mig som en punkteret bold. Denne gang forsvandt min selvtillid dog ikke – tværtimod bandede jeg mig selv væk for IGEN at have sat os i en situation, som vi ikke kunne håndtere. Hvornår lærer jeg at holde mig væk fra aktiviteter, der fordrer, at moren er supermor og ungen er superlet? Fra bassinkanten kunne jeg med en skrålende NC på armen se de andre børn rutsche hvinende af fryd ned i bassinet fra en rutschebane med hovedet først og springe i fra kanten (stående!) og dukke glade op af vandet og selv svømme tilbage til kanten igen. Alt sammen noget NC er milevidt fra at turde.

Nej, det var bare om at komme væk så hurtigt som muligt. Mine øjne sved – ikke af klor, men af indestængte tårer. Hele turen ud af svømmehallen foregik under højlydte skrig og skrål og med de andres blikke prikkende i nakken. Jeg besluttede lige dér, at jeg aldrig aldrig aldrig mere dukker op til babysvømning. Det er simpelthen for torskedumt sådan at betale for at løbe ind i nye nederlag. Hvad fanden havde jeg forestillet mig??