Babymad i Berlin

Jeg var ved at gå bagover, da jeg i den lokale Edeka så udvalget af babymad. Der var adskillige hyldemetre med stribevis af forskellige spændende smagsvarianter. I Danmark er pasta med tomat i 117 varianter det mest gængse. Kort sagt er udvalget indenfor babymad i et dansk supermarked dødssygt og meget ringe. Så ringe, at man forfalder til at opgive glasmaden og laver noget ruskomsnusk selv.

I Berlin faldt jeg over spændende smagsvarianter som:

  • Hipp Tagliatelle in Spinat-Käse-Sauce
  • Alete Kleinkind-Menü Pasta Piccolini Kräuter-Nudeln mit Panna Cotta
  • Hipp Junior Menü Karotten – Kürbisgemüse mit Bio Kalb
  • Bebivita Gemüse und Hühnchen mit Reis
  • Hipp Milde Paprika-Rahmnudeln mit Bio-Putenbällchen
  • Hipp Junior Menü Tomaten Risotto mit bio Schwein

Jeg kunne godt tænke mig et mere spændende udvalg, for nogle gange er det bare rart at kunne tilbyde Nicholas Carl et hurtigt alternativ til vores mad. Det er ikke altid han kan eller vil spise vores mad – og så er det bare fedt med et godt alternativ i baghånden. Men glem det i Danmark – det ville jeg have haft, hvis jeg havde boet i Tyskland. Mon de har mere tradition for at servere babymad på glas end vi har i Danmark?

Ja, jeg ved det jo godt. Mødregruppefascisme. Igen. Kvinde er kvinde værst. Man er ikke en bonus mater, når man stikker sin baby et glas præfabrikeret mad. Det grænser nærmest til børnemishandling. Næ, man skal stå og svede over dyrtkøbte økologiske grøntsager, pasta, ris og kød til sin lille pode, hvis man skal være en bonus mater. Gaaab!!

Jeg blev konfronteret med spørgsmålet “Giver du ham virkelig dét?”, da jeg gav NC pæremos fra glas. Spørgeren sad og fodrede sin pode med en lille portion bæbrun mos i et gammelt syltetøjsglas og pegede på mit lille glas pæremos med en frisk kulørt etiket, som NC glad labbede i sig. Hun havde købt 3 kilo pærer og havde sirligt skrællet dem og renset dem for kerner, kogt dem til mos og frosset det ned i portioner i gamle syltetøjsglas. Jeg var og er helt afklaret og ærlig omkring, at jeg vælger at prioritere at bruge min tid på områder, hvor jeg virkelig kan gøre en forskel for Nicholas Carl. I min verden er det vigtigere at lege, kæle og hygge med ham frem for at bruge tid på at stå og koge pæremos. Anytime.

Ud over et langt større udvalg af babymad og -mos på glas findes der også mange flere spændende varianter af grødpulver, modermælkserstatning med forskellig smag (havde været god, da NC afviste mme, for det må trods alt have været bedre, hvis han havde drukket mme med vanille smag end slet ikke at drikke mme som det jo endte med), baby-teer, baby-kiks, baby-frugtbarer, baby-tvebakker, baby-yoghurt, baby-smoothies osv osv. Jeg vil gå så langt som at sige, at det var spændende at stå foran hylderne med baby mad. Det er det overhovedet ikke herhjemme.

Som om det ikke var nok med et fedt og bredt udvalg i supermarkederne, så var der på Marché, hvor vi spiste et par gange, en decideret Baby Service Station i samarbejde med Hipp babymad, hvor man kunne købe et glas babymad og få en sej tallerken, bestik og engangshagesmæk med i købet. Der var mikroovn til at varme maden i, samt flaskevarmer og elkedel, hvis man skulle få brug for det. Det er superfedt – så ved man da, at man er velkommen med sin baby og behøver altså ikke at tosse rundt med mad i tasken og bekymre sig over, om man nu kan få den lunet. Jeg har aldrig set noget lignende herhjemme. Ville ellers være rart.

Brandenburger Tor

Efter at have været ved East Side Gallery torsdag formiddag tog vi S-toget tilbage mod Mitte, skiftede tog på Friederichstrasse og tog toget videre til Brandenburger Tor. Det var nok dét, der ramte mig mest. Sidst jeg stod ved Brandenburger Tor stod jeg først på en platform og kiggede over muren ind mod øst – og et par timer senere stod jeg og følte mig meget lille bag et stakit, en masse pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagter og kiggede tilbage mod vest. Jeg var heldig, at jeg frit kunne bevæge mig fra vest til øst og tilbage igen. Selvom jeg ikke var særlig gammel i 1989, følte jeg mig heldig.

I dag ligger Brandenbruger Tor ikke isoleret og øde hen i en død zone. Tværtimod. Nu ligger der både en S-station og en Starbucks øst for Brandenburger Tor, og der summer af liv omkring, under, foran og bagved porten. Selve porten er også blevet restaureret, og den er nu del af et større bygningskompleks. Fra Brandenburger Tor er der kun kort at gå hen til Rigsdagen, som er parlamentsbygningen – Tysklands svar på Christiansborg.

Jeg husker tydeligt, at jeg i 1989 gik langs Rigsdagen, som lå øde og forladt hen. Berlinmuren løb direkte bag Rigsdagen – i dag kan man følge dens forløb, som er lagt i brosten. Bag Rigsdagen dannede Spree grænsen mellem øst og vest – og det var her, at adskillige østtyskere i desperation forsøgte at svømme over i friheden i vesten. Flere kors står på bredden af Spree til minde om dem, der blev dræbt i vandet.

På østsiden af Spree kunne vi i 1989 se bevæbnede vagter gå rundt. I dag ligger der et stort, smukt og moderne kunstmuseum, som ser helt fantastisk ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis nogen foreslog at bygge noget nyt og moderne overfor Christiansborg ville alle danskere få et føl på tværs – og byggeriet ville aldrig blive til noget. Sådan som det altid er med noget nyt i Danmark. Men i Tyskland tør de – og med et fantastisk resultat.

Pretty Perfect Potzdamer Platz!

Inden vi tog afsted talte Allan begejstret om at vi skulle hen og se Potzdamer Platz, hvor Sony Centre ligger. Jeg syntes ikke, at jeg kunne huske, at jeg havde været på Potzdamer Platz. Umiddelbart sagde det mig intet. Til sidst fandt jeg ud af hvorfor. Sidst jeg var ved Potzdamer Platz var der absolut intet at se. Nada, nul og niks. Derfor kunne jeg ikke huske Potzdamer Platz.

I 1989 kunne vi fra en udsigtsplatform i vest se en gold mark omgivet af pigtråd, mure og vagttårne. Der var intet, der ragede op over jordhøjde – andet end vagttårnene. Intet vidnede dengang om, at Potzdamer Platz engang var det travleste trafikknudepunkt i Europa – så befærdet at det var her man udviklede det første trafiklys.

Allerede da vi stod af toget i dag, blev vi mødt af en moderne lys station med højt svævende loft. Da vi kom op på pladsen og så højhusene glimte højt oppe mod den blå himmel var mit første indtryk ‘Wow, lækkert – det her minder om NY!’ – og det gør det. Pladsen er omkranset af moderne højhuse, som blinkede og glitrede i solen. Lyst, venligt, moderne, smukt og breathtaking. Jeg elsker højhuse. De giver et dejligt sug i maven. Rundt omkring var utallige biografer, caféer, butikker, restauranter, hoteller, kontorer osv. Og ikke mindst var der helt fantastisk liv og atmosfære.

Vi spiste frokost på en italiensk restaurant, før vi gik på opdagelse mellem højhusene. Vi fandt store åbne pladser med lys, vand og masser af plads til afslappede hyggelige øjeblikke – og hyggelige nærmest krinkelkrog-agtige hjørner med mulighed for at være mere privat sammen – vel at mærke stadig i et offentligt rum. Jeg er forelsket i Potzdamer Platz version 2010 – det er et fantastisk levende sted!

Berlinmuren

Da Allan aldrig har set muren, skulle vi selvfølgelig finde et sted at se den – og i Bernauer Strasse ligger der 210 meter velbevaret berlinermur komplet med mur, vagttårn, dødszone og Hinterlandmauer. Selvom jeg har set muren, da den holdt et helt folk indespærret, gjorde Gedenkstätte Berliner Mauer alligevel stort indtryk på mig. Det var ret følelsesladet at se muren igen. Især at kigge igennem den 1 cm smalle sprække i muren, som østtyskerne kunne skimte vesten på den anden side.

Som jeg gik der, forekom det mig helt absurd, at bure et helt folk inde på den måde. Hvordan har man overhovedet fundet på den idé? Og hvordan har man kunnet retfærdiggøre den vanvittige idé overfor sig selv? Hvordan har man kunnet gå i seng og syntes, at det var helt ok at spærre et folk inde på den måde? “Anti-fascistisk beskyttelsesvold” kaldte de muren i Sovjet. Det er jo helt barokt! Når man beskytter nogen, så skyder man allerhøjest på dem, der trænger ind – ikke på dem, der gerne vil ud. Hvori består beskyttelsen så?

Jeg synes, at det er et vigtigt museum, fordi man som et normalt tænkende menneske slet ikke har fantasi til at forestille sig, at man vitterlig kan bure et helt folk inde. Men det kan man. Man skal bare være effektiv nok. Og Berlinmuren var effektiv i 28 lange år. Det vil nok være svært at tro på for Nicholas Carl, indtil han ser Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse.