Berlinersko to!

To sekunder efter jeg tog det andet billede med mine nye sko, kom denne lille filur forbi og nappede mine nye sko.

Det kan ikke udelukkes, at de er blevet personalized med unikke gumlemærker i nu 😀

Berlinersko!

Meine neue Schuhe aus Berlin

I Berlin fandt vi den sidste eftermiddag et shoppingcenter – shoppingheaven! – nær Alexanderplatz, der sagde spar to til alt, hvad vi har i Danmark – nemlig Alexa!

I løbet af en lille time fik vi fuldstændig smadret mit hidtil ellers forholdsvist sparsommelige feriebudget. Vi var i Roland og i Activ Schuh – og jeg købte et par sko i hver butik.

I Roland lod vi NC løbe frit omkring. Han skreg af grin og pilede afsted – uden egentlig at pille ved noget. Han fandt et blåt skohorn fra Gabor, som han viftede med. Ekspeditricen forærede ham det, og hele vejen hjem krammede han det ind til sig i klapvognen.

Normalt er jeg ikke sucker for shoes som så mange af mine medsøstre. Sko skal bare fungere, være pæne, med hæl og til at holde ud. Og jeg gider ikke at betale flere tusind for et par  sko. Superhøje stiletter fungerer ikke længere for mig, jeg gider simpelthen ikke at have ondt i fødderne længere, så nu snakker vi fornuftig pæn hæl – gerne med stødabsorbering. Mine sko behøver heller ikke at være sidste skrig, men skal være pæne og holdbare. Dead boring vil nogen sige – og so what? Jeg laver hverken Køkkenrevolution eller er Mor på Høje Hæle og har ingen ambitioner om det.

Mine bedste sko er stadig et par, jeg købte i gymnasiet – sorte med høj hæl og rem. De sko har fulgt mig gennem gymnasiet, nattelivet og alle mine jobs – og de er stadig pæne. De kostede noget nær 199,- i 1988 eller der omkring.

Jeg var heldig dengang, for pæne-og-praktiske-gå-langt-sko-med-lidt-hæl koster i dag en mindre bondegård med dyr. Aber in Deutschland nicht!

Jeg fandt de brune sko til € 25 og de sorte til € 59,95. Dvs. 190 kr og 450 kr. Echte Leder, ruskind og schock absorberende indlæg i hælen. Så gider jeg godt at være med 🙂

Mere mur

Torsdag startede vi ud med at tage S-toget til Ostbahnhof, som i DDR tiden kaldtes Berlin Hauptbahnhof. Ikke så langt fra stationen ligger en 1300 meter lang rest af muren, som er blevet lærred for forskellige kunstnere. East Side Gallery kaldes den længste rest af muren, som findes i Berlin. Ikke så langt bag muren løber Spree, hvor grænsen egentlig løb i sin tid.

East Side Gallery findes på den del af muren, som vendte ind mod Øst-Berlin – den såkaldte Hinterlandmauer. Stykket mellem muren og grænsen i Spree var dødszonen, hvor der fandtes en dødelig cocktail af pigtråd, bevæbnede vagter og bidske hunde. På denne side af muren er stadig hvid, så vagterne lettere kunne se og skyde eventuelle flygtninge om natten.

At se muren her langs en trist vej i et trøstesløst boligområde, hvor 70’er-beton højhusene endnu ikke havde fået fjernet de østtyske pang-farver var, mindede os om, at nok kan man byfornye, modernisere, rive ned og bygge op, men det er stadigvæk kun 20 år siden at en mur effektivt skilte byen, landet – og vel egentlig også verden – midt igennem.