Nej!!

Det er som om Allan og jeg ufrivilligt har fået hovedrollerne i den danske opsætning af Emil fra Lønneberg. Vi bestiller ikke andet end at drøne omkring i Nicholas Carls fodspor og råbe nej og redde ting fra at blive væk, smadret eller smidt ud fra altanen.

Det er som om hans frækhedsgen netop er vågnet til live. Han åbner nu alle skabe og skuffer – og tømmer dem. Han hiver i gardinerne, mens både Allan og jeg brøler nej. Meget af hans legetøj og vores bestik ligger nu puttet ind under gulvet på altanen og sikkert også nede i bedet og i underboernes altankasser. Alle bøgerne i reolen piller han ved for at hive dem på gulvet – nej, råber vi. Konstant.

Når vi så har ham på armen, vrider og snor han sig for at komme ned og pille videre.

Jeg vil lære at strikke asap, og så strikker jeg en cardigan med meget lange ærmer, så vi kan binde dem på hans ryg 😀

Dejlige dage!!

Jeg er små mikroskopiske millimeter fra at være helt og aldeles lykkelig. Jaja, jeg er godt klar over, at det her er en lille boble, som vi skal ud af igen i denne uge: Mandag begynder Allan i skolen og onsdag begynder NC i vuggestuen og jeg skal tilbage på jobbet.

Men lige nu lader jeg bare som om, at der er 1000 dage tilbage til hverdagen begynder igen.