Hjemme igen!

Vi kom hjem fra Berlin i går. I løbet af en times tid fik jeg pakket min og NCs kuffert ud og sat den første maskine med beskidt ferietøj over. Farmor og bedstefar var så søde at give middag – det var meget meget skønt, for vores køleskab indeholdt lidt gammelt mælk og 3 oste med mere mug på end godt er.

Her til morgen spiste vi som vi altid gør vores morgenmad hos farmor og bedstefar. Allan skulle til Fyn i dag og aften, så NC og jeg så frem til en stille og rolig dag herhjemme. Den første af den slags siden før ferien, så jeg glædede mig.

Jeg trillede med NC i klapvognen fra farmor og bedstefar, da jeg kunne se, at han var træt – og det slog da heller ikke fejl: Efter et par meter sov han trygt. Han sov i 1 1/2 times tid, så jeg nåede at gå en times tid, hente en pakke og handle lidt basics i supermarkedet, før han vågnede. Vi gik forbi den lokale, hvor jeg købte en blåbærsmoothie og en cup cake med hvid chokolade topping.

Vi delte smoothien på en bænk, til NC var helt blåbærblå i hovedet. Da hvepsene blev for nærgående, flygtede vi i rask trav.

Cup Cake med hvid chokolade topping

Vel hjemme igen, fik NC sig en ordentlig omgang frokost: 1 1/2 skive rugbrød med Bärchen Streich, en Ostehaps, en skål blåbær og lidt fras. Vi legede lidt, og så blev NC træt. Jeg lagde ham til lur, og så var det mig-tid: Jeg lavede en kop hvid cappuccino og spiste min cup cake, mens jeg blogger lidt om vores Berlin-tur. Tjek f. eks. indlægget her ud.

Det blev til en længere lur for NC. Han vågnede 17:15 og sidder nu og leger ved mine fødder, mens jeg (foreløbig) har ro til at skrive et par linier mere. Om ikke så længe vil jeg lave mad til os.

Havde egentlig planlagt at tage til vej-loppemarked her i kvarteret fra 15-17, men det er slut nu. Det kunne vi ikke nå, når nu det tog NC længere tid at sove end beregnet. Hans middagslure går forud for alt, fordi vi har ferie, er alene hjemme og ikke har andre planer.

Ups, nu ved jeg hvorfor jeg får fred til at skrive .. NC har åbnet kassen med påskepynt .. måske var det på tide at få ryddet op i det 😀

Æælsker bjørneleverpostejspølse!

Reinert Bärchen-Streich

I et supermarked i Berlin faldt jeg over denne smørbare pølse i sjov bamse-æske. Da den ikke kostede meget mere end en lille € røg den i indkøbskurven, og da vi tog hjem, røg den (uåbnet) med hjem i kufferten.

I dag røg den så på et stykke brød – Pågen Grova med Lingon. Sjældent har jeg set NC spise noget med så stor appetit!

Han spiste 1 1/2 rundtenom rugbrød med bjørne-leverpostejs-pølse-eller-hvad-det-nu-er på under 10 minutter. Helt uden pause forsvandt hapserne ned i mavsen på ham, mens han så fornøjet ud.

Men så er det jo altså lidt surt, at man ikke kan få Reinert Bärchen-Streich i Danmark. Men måske kan jeg finde noget, der minder om det? … anyone??

Den tyske beskrivelse lyder således:

Cremiger Brotaufstrich mit Geflügel- und Schweinefleisch
(Cremet smørrepålæg med kyllinge- og svinekød)

Jeg tjekkede lige selv, hvordan det smager – det smager faktisk rigtig godt. Kan faktisk godt forstå, at NC var begejstret – det har en mild cremet smag. Konsistensen er lækker, blød og cremet. Ikke klumpet som leverpostej. Mere som en flødeost.

Og så lugter det ikke så grimt som en almindelig leverpostej – du kender sikkert den der grimme lever-bismag og især lugt, som leverpostej ofte har .. meget muligt, at jeg er sart, men jeg hader lugten af leverpostej – ikke lun leverpostej, altså!

Berlinersko to!

To sekunder efter jeg tog det andet billede med mine nye sko, kom denne lille filur forbi og nappede mine nye sko.

Det kan ikke udelukkes, at de er blevet personalized med unikke gumlemærker i nu 😀

Berlinersko!

Meine neue Schuhe aus Berlin

I Berlin fandt vi den sidste eftermiddag et shoppingcenter – shoppingheaven! – nær Alexanderplatz, der sagde spar to til alt, hvad vi har i Danmark – nemlig Alexa!

I løbet af en lille time fik vi fuldstændig smadret mit hidtil ellers forholdsvist sparsommelige feriebudget. Vi var i Roland og i Activ Schuh – og jeg købte et par sko i hver butik.

I Roland lod vi NC løbe frit omkring. Han skreg af grin og pilede afsted – uden egentlig at pille ved noget. Han fandt et blåt skohorn fra Gabor, som han viftede med. Ekspeditricen forærede ham det, og hele vejen hjem krammede han det ind til sig i klapvognen.

Normalt er jeg ikke sucker for shoes som så mange af mine medsøstre. Sko skal bare fungere, være pæne, med hæl og til at holde ud. Og jeg gider ikke at betale flere tusind for et par  sko. Superhøje stiletter fungerer ikke længere for mig, jeg gider simpelthen ikke at have ondt i fødderne længere, så nu snakker vi fornuftig pæn hæl – gerne med stødabsorbering. Mine sko behøver heller ikke at være sidste skrig, men skal være pæne og holdbare. Dead boring vil nogen sige – og so what? Jeg laver hverken Køkkenrevolution eller er Mor på Høje Hæle og har ingen ambitioner om det.

Mine bedste sko er stadig et par, jeg købte i gymnasiet – sorte med høj hæl og rem. De sko har fulgt mig gennem gymnasiet, nattelivet og alle mine jobs – og de er stadig pæne. De kostede noget nær 199,- i 1988 eller der omkring.

Jeg var heldig dengang, for pæne-og-praktiske-gå-langt-sko-med-lidt-hæl koster i dag en mindre bondegård med dyr. Aber in Deutschland nicht!

Jeg fandt de brune sko til € 25 og de sorte til € 59,95. Dvs. 190 kr og 450 kr. Echte Leder, ruskind og schock absorberende indlæg i hælen. Så gider jeg godt at være med 🙂

Mere mur

Torsdag startede vi ud med at tage S-toget til Ostbahnhof, som i DDR tiden kaldtes Berlin Hauptbahnhof. Ikke så langt fra stationen ligger en 1300 meter lang rest af muren, som er blevet lærred for forskellige kunstnere. East Side Gallery kaldes den længste rest af muren, som findes i Berlin. Ikke så langt bag muren løber Spree, hvor grænsen egentlig løb i sin tid.

East Side Gallery findes på den del af muren, som vendte ind mod Øst-Berlin – den såkaldte Hinterlandmauer. Stykket mellem muren og grænsen i Spree var dødszonen, hvor der fandtes en dødelig cocktail af pigtråd, bevæbnede vagter og bidske hunde. På denne side af muren er stadig hvid, så vagterne lettere kunne se og skyde eventuelle flygtninge om natten.

At se muren her langs en trist vej i et trøstesløst boligområde, hvor 70’er-beton højhusene endnu ikke havde fået fjernet de østtyske pang-farver var, mindede os om, at nok kan man byfornye, modernisere, rive ned og bygge op, men det er stadigvæk kun 20 år siden at en mur effektivt skilte byen, landet – og vel egentlig også verden – midt igennem.

Babymad i Berlin

Jeg var ved at gå bagover, da jeg i den lokale Edeka så udvalget af babymad. Der var adskillige hyldemetre med stribevis af forskellige spændende smagsvarianter. I Danmark er pasta med tomat i 117 varianter det mest gængse. Kort sagt er udvalget indenfor babymad i et dansk supermarked dødssygt og meget ringe. Så ringe, at man forfalder til at opgive glasmaden og laver noget ruskomsnusk selv.

I Berlin faldt jeg over spændende smagsvarianter som:

  • Hipp Tagliatelle in Spinat-Käse-Sauce
  • Alete Kleinkind-Menü Pasta Piccolini Kräuter-Nudeln mit Panna Cotta
  • Hipp Junior Menü Karotten – Kürbisgemüse mit Bio Kalb
  • Bebivita Gemüse und Hühnchen mit Reis
  • Hipp Milde Paprika-Rahmnudeln mit Bio-Putenbällchen
  • Hipp Junior Menü Tomaten Risotto mit bio Schwein

Jeg kunne godt tænke mig et mere spændende udvalg, for nogle gange er det bare rart at kunne tilbyde Nicholas Carl et hurtigt alternativ til vores mad. Det er ikke altid han kan eller vil spise vores mad – og så er det bare fedt med et godt alternativ i baghånden. Men glem det i Danmark – det ville jeg have haft, hvis jeg havde boet i Tyskland. Mon de har mere tradition for at servere babymad på glas end vi har i Danmark?

Ja, jeg ved det jo godt. Mødregruppefascisme. Igen. Kvinde er kvinde værst. Man er ikke en bonus mater, når man stikker sin baby et glas præfabrikeret mad. Det grænser nærmest til børnemishandling. Næ, man skal stå og svede over dyrtkøbte økologiske grøntsager, pasta, ris og kød til sin lille pode, hvis man skal være en bonus mater. Gaaab!!

Jeg blev konfronteret med spørgsmålet “Giver du ham virkelig dét?”, da jeg gav NC pæremos fra glas. Spørgeren sad og fodrede sin pode med en lille portion bæbrun mos i et gammelt syltetøjsglas og pegede på mit lille glas pæremos med en frisk kulørt etiket, som NC glad labbede i sig. Hun havde købt 3 kilo pærer og havde sirligt skrællet dem og renset dem for kerner, kogt dem til mos og frosset det ned i portioner i gamle syltetøjsglas. Jeg var og er helt afklaret og ærlig omkring, at jeg vælger at prioritere at bruge min tid på områder, hvor jeg virkelig kan gøre en forskel for Nicholas Carl. I min verden er det vigtigere at lege, kæle og hygge med ham frem for at bruge tid på at stå og koge pæremos. Anytime.

Ud over et langt større udvalg af babymad og -mos på glas findes der også mange flere spændende varianter af grødpulver, modermælkserstatning med forskellig smag (havde været god, da NC afviste mme, for det må trods alt have været bedre, hvis han havde drukket mme med vanille smag end slet ikke at drikke mme som det jo endte med), baby-teer, baby-kiks, baby-frugtbarer, baby-tvebakker, baby-yoghurt, baby-smoothies osv osv. Jeg vil gå så langt som at sige, at det var spændende at stå foran hylderne med baby mad. Det er det overhovedet ikke herhjemme.

Som om det ikke var nok med et fedt og bredt udvalg i supermarkederne, så var der på Marché, hvor vi spiste et par gange, en decideret Baby Service Station i samarbejde med Hipp babymad, hvor man kunne købe et glas babymad og få en sej tallerken, bestik og engangshagesmæk med i købet. Der var mikroovn til at varme maden i, samt flaskevarmer og elkedel, hvis man skulle få brug for det. Det er superfedt – så ved man da, at man er velkommen med sin baby og behøver altså ikke at tosse rundt med mad i tasken og bekymre sig over, om man nu kan få den lunet. Jeg har aldrig set noget lignende herhjemme. Ville ellers være rart.

Brandenburger Tor

Efter at have været ved East Side Gallery torsdag formiddag tog vi S-toget tilbage mod Mitte, skiftede tog på Friederichstrasse og tog toget videre til Brandenburger Tor. Det var nok dét, der ramte mig mest. Sidst jeg stod ved Brandenburger Tor stod jeg først på en platform og kiggede over muren ind mod øst – og et par timer senere stod jeg og følte mig meget lille bag et stakit, en masse pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagter og kiggede tilbage mod vest. Jeg var heldig, at jeg frit kunne bevæge mig fra vest til øst og tilbage igen. Selvom jeg ikke var særlig gammel i 1989, følte jeg mig heldig.

I dag ligger Brandenbruger Tor ikke isoleret og øde hen i en død zone. Tværtimod. Nu ligger der både en S-station og en Starbucks øst for Brandenburger Tor, og der summer af liv omkring, under, foran og bagved porten. Selve porten er også blevet restaureret, og den er nu del af et større bygningskompleks. Fra Brandenburger Tor er der kun kort at gå hen til Rigsdagen, som er parlamentsbygningen – Tysklands svar på Christiansborg.

Jeg husker tydeligt, at jeg i 1989 gik langs Rigsdagen, som lå øde og forladt hen. Berlinmuren løb direkte bag Rigsdagen – i dag kan man følge dens forløb, som er lagt i brosten. Bag Rigsdagen dannede Spree grænsen mellem øst og vest – og det var her, at adskillige østtyskere i desperation forsøgte at svømme over i friheden i vesten. Flere kors står på bredden af Spree til minde om dem, der blev dræbt i vandet.

På østsiden af Spree kunne vi i 1989 se bevæbnede vagter gå rundt. I dag ligger der et stort, smukt og moderne kunstmuseum, som ser helt fantastisk ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis nogen foreslog at bygge noget nyt og moderne overfor Christiansborg ville alle danskere få et føl på tværs – og byggeriet ville aldrig blive til noget. Sådan som det altid er med noget nyt i Danmark. Men i Tyskland tør de – og med et fantastisk resultat.

Pretty Perfect Potzdamer Platz!

Inden vi tog afsted talte Allan begejstret om at vi skulle hen og se Potzdamer Platz, hvor Sony Centre ligger. Jeg syntes ikke, at jeg kunne huske, at jeg havde været på Potzdamer Platz. Umiddelbart sagde det mig intet. Til sidst fandt jeg ud af hvorfor. Sidst jeg var ved Potzdamer Platz var der absolut intet at se. Nada, nul og niks. Derfor kunne jeg ikke huske Potzdamer Platz.

I 1989 kunne vi fra en udsigtsplatform i vest se en gold mark omgivet af pigtråd, mure og vagttårne. Der var intet, der ragede op over jordhøjde – andet end vagttårnene. Intet vidnede dengang om, at Potzdamer Platz engang var det travleste trafikknudepunkt i Europa – så befærdet at det var her man udviklede det første trafiklys.

Allerede da vi stod af toget i dag, blev vi mødt af en moderne lys station med højt svævende loft. Da vi kom op på pladsen og så højhusene glimte højt oppe mod den blå himmel var mit første indtryk ‘Wow, lækkert – det her minder om NY!’ – og det gør det. Pladsen er omkranset af moderne højhuse, som blinkede og glitrede i solen. Lyst, venligt, moderne, smukt og breathtaking. Jeg elsker højhuse. De giver et dejligt sug i maven. Rundt omkring var utallige biografer, caféer, butikker, restauranter, hoteller, kontorer osv. Og ikke mindst var der helt fantastisk liv og atmosfære.

Vi spiste frokost på en italiensk restaurant, før vi gik på opdagelse mellem højhusene. Vi fandt store åbne pladser med lys, vand og masser af plads til afslappede hyggelige øjeblikke – og hyggelige nærmest krinkelkrog-agtige hjørner med mulighed for at være mere privat sammen – vel at mærke stadig i et offentligt rum. Jeg er forelsket i Potzdamer Platz version 2010 – det er et fantastisk levende sted!

Berlinmuren

Da Allan aldrig har set muren, skulle vi selvfølgelig finde et sted at se den – og i Bernauer Strasse ligger der 210 meter velbevaret berlinermur komplet med mur, vagttårn, dødszone og Hinterlandmauer. Selvom jeg har set muren, da den holdt et helt folk indespærret, gjorde Gedenkstätte Berliner Mauer alligevel stort indtryk på mig. Det var ret følelsesladet at se muren igen. Især at kigge igennem den 1 cm smalle sprække i muren, som østtyskerne kunne skimte vesten på den anden side.

Som jeg gik der, forekom det mig helt absurd, at bure et helt folk inde på den måde. Hvordan har man overhovedet fundet på den idé? Og hvordan har man kunnet retfærdiggøre den vanvittige idé overfor sig selv? Hvordan har man kunnet gå i seng og syntes, at det var helt ok at spærre et folk inde på den måde? “Anti-fascistisk beskyttelsesvold” kaldte de muren i Sovjet. Det er jo helt barokt! Når man beskytter nogen, så skyder man allerhøjest på dem, der trænger ind – ikke på dem, der gerne vil ud. Hvori består beskyttelsen så?

Jeg synes, at det er et vigtigt museum, fordi man som et normalt tænkende menneske slet ikke har fantasi til at forestille sig, at man vitterlig kan bure et helt folk inde. Men det kan man. Man skal bare være effektiv nok. Og Berlinmuren var effektiv i 28 lange år. Det vil nok være svært at tro på for Nicholas Carl, indtil han ser Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse.

Penaten Creme – et tysk hit til røde haler!

Min svigermor har for små 40 år siden anvendt Penaten Creme på min mands røde hale med fantastiske resultater. Og hvorfor så ændre på en god familietradition?

På nettet har jeg købt rigelige mængder af Penaten Creme og har en dåse både ved puslebordet, i pusletasken, på natbordet og på badeværelset. Og i Berlin faldt vi over Penaten creme i alle butikker. Der er blevet produktudviklet en del i Penaten-navnet, så vi købte en del forskellige produkter, bl.a. en vind- og vejr-creme og en top-to-toe shampoo.

Penaten Creme er Tysklands absolut mest solgte produkt til røde haler. Det er hverken overdrevet eller helt tilfældigt har jeg opdaget efter selv at have brugt den på Nicholas Carls røde hale med hurtigt og lindrende resultat. Cremen er meget drøj i brug, for når jeg har brugt den på rød hale ved ét bleskift er der som oftest ikke rød hale ved næste bleskift.

Den originale Penaten creme blev opfundet i 1904 og har hjulpet utallige mødre til et fredeligere liv. Cremen indeholder bl.a. zink, lanolin, pantenol, allantoin og hamamelis, som tilsammen virker lindrende, fugtafvisende og beskyttende.

Udover røde haler er Penaten Creme god til at blødgøre hård hud, hvad enten det er på mine fødder eller Nicholas Carls knæ. Konsistensen minder lidt om den klassiske fede blå Nivea, men virkningen er helt anderledes.

Jeg har afprøvet Penaten Creme på irriteret nybarberet hud i bikinilinien. Det beroliger med det samme huden og fjerner kløen og knopper, så det kan jeg anbefale. Efter sigende skulle Penaten desuden virke lindrende mod solskoldning og lettere tilfælde af eksem som f. eks. kløende varmeknopper, men det har jeg altså ikke afprøvet.

Penaten Creme kan bestilles i talrige tyske webshops for cirka € 3,50 for en fin retro-metaldåse med 150 ml. Jeg købte det på FlaschenMilch, hvor jeg i øvrigt også bestilte babymad i anderledes spændende smagsvarianter. Leveringen fandt sted allerede efter fire dage.

Berlin-begejstring!

Vi har haft en fantastisk tur til Berlin. Først og fremmest var Nicholas så ufattelig nem at have med; han var glad og nysgerrig hele vejen igennem. Kun et enkelt måltid skreg han sig igennem – alle andre måltider smilede, smagte og lo han sig igennem. Han har fået nye favoritter; tysk kartoffelsalat (indeholder ud over kartofler og dressing også små skinkestykker, sure agurker i små bidder og hakket løg), bockwurst, Bärchen-Streich, Almighurt marcipanyoghurt med birkes, hasselnøddeyoghurt og chokoladeyoghurt.

Flyveturene var en kæmpeoplevelse for os som forældre, fordi vi helt afslappede kunne sidde og nyde turen. NC sov hele vejen frem og tilbage, og der var ingen problemer med ørerne. Efter at have charmet sig ind på stewardesserne og kigget langt efter den kønne mørkhårede stewardesse, som gav ham et lille plydspindsvin, fik han sig en god tår babs og faldt i søvn i mine arme. Han var spændt fast til mit sikkerhedsbælte med et babysikkerhedsbælte. Da vi kom til Berlin, vågnede han op i transferbussen og fik sig én på opleveren. Både bus og fly på én dag!

I Tegel fik vi fat i en stor taxa, der kunne rumme os, vores to kufferter, klapvognen og klapvognstasken fra AirShells. For første gang oplevede NC at køre i bil på den forbudte måde – på skødet af mig. Det var en stor fest for ham at kunne sidde og køre vinduet op og ned og se ud på alle bilerne. Jo, vi kunne godt have insisteret på at få en taxa med både barnesæde og plads til alt vores habengut, men så havde vi nok stået i Tegel endnu.

Den lejlighed, vi havde lejet, var helt og aldeles perfekt. Det var en lys 2V med stort og nyindrettet køkken/alrum, separat soveværelse, samt lille gang og badeværelse med badekar. Der var både babystol og weekendseng til NC  – og med lidt telefonisk vejledning fra min bror fik vi slået den op og ikke ihjel sådan som jeg ellers har for vane med den type weekendsenge.

Gaden, som lejligheden ligger i, så umiddelbart lidt søvnig og kedelig ud, men vi fandt meget hurtigt ud af, at det er den eneste lidt søvnige gade i hele kvarteret. Vi boede nemlig midt i Berlins Ny Østergade/Grønnegade-kvarter med masser af funky caféer, trendy boutiques og hippe mærkevarebutikker. Ikke dårligt!!

Vi kom meget hovedkuls og kampstressede afsted til/fra Kastrup om morgenen, fordi vi totalt havde fejlbedømt tiden. Derfor nåede vi hverken at få vådt eller tørt, før vi var i Berlin. Og på flyet får man jo et glas vand og nix weiter. Så da vi havde smidt kufferterne, spankulerede vi ud i vores nye hood med NC i marolle-klapvognen og fandt hurtigt vores lokale Alex Backshop lige rundt om hjørnet.

Vi bestilte frokost – NC fik bockwurst med kartoffelsalat, jeg fik en bolle med tomat/mozzarella og Allan fik en bolle med skinkesalat. NC spiste nærmest alt kartoffelsalaten – det var sgu en stor portion – og 2/3 af bockwursten, som også var stor. Kartoffelsalaten var hjemmelavet – den indeholdt udover kartofler og mayo-dressing også små skinkestykker, sure agurker i små bidder og hakket løg. Det lyder specielt – og er det også, men det smager himmelsk. Jeg skal prøve at se, om jeg kan kopiere dén kartoffelsalat og ikke altid diske op med den kartoffelsalat, min mor lærte mig.

Vejrudsigten var kaptajnen så sød at læse op i flyet: 16 grader, byger og overskyet. Jeg skumlede .. godt nok var jeg spejderberedt på lidt af hvert; havde regntøj med til både NC, mig selv og klapvognen – men det var ting, jeg allerhelst ville lade blive i kufferten. Jeg ved ikke, hvilken vejrudsigt piloten havde fået, men det var ihvertfald ikke vores vejrudsigt. Mens Danmark havde rekordskybrud var det solrigt, småskyet og lunt i Berlin. Det var så fedt!!

Vi tilbragte mandagen med at gå rundt i vores kvarter – der var rigeligt at se på, købe, spise og drikke. Vi startede ud på det lokale apotek, hvor jeg fik et par søde suttekæder til NC og en spray, der holder myg og ikke mindst skovflåt væk fra ham i op til 3 timer – uden at forgifte ham.

Vi faldt også over en lille børnetøjsbutik Kokami i Dircksenstrasse nær Hackescher Markt, hvor de solgte børnesko helt ned i NCs størrelse (19). Der var udsalg på børneskoene, og jeg fandt et par efterårssko i størrelse 20 nedsat til noget nær halv pris ca. 325 kr. Vi opdagede, at NC sov i klapvognen, og jeg lod ham forsigtigt prøve skoen i søvne.

Jeg gav ham ikke hans sandal på igen for ikke at vække ham – og lidt efter var der en ung tysker i et fodgængerfelt, der opmærksomt fortalte mig, at “Deres barn mangler sin ene sko”. Den slags overskud, omsorg og opmærksomhed er man som dansker overhovedet ikke vant til. Jeg har kun oplevet lignende i New York og nu altså også i Berlin. I Danmark havde ingen gidet gøre mig opmærksom på det, for “hun finder jo nok selv ud af, at barnet har tabt sin sko”.

Lige rundt om hjørnet på Hackescher Markt lå Muji, hvor vi også var inde og kigge. Jeg fandt et par hvide trusser til 1 € (!), samt tre par dyrere sorte. På pladsen var der udendørsservering og masser af liv. Vi gik videre ad Rosenthaler Strasse, hvor Starbucks lå overfor en döner og en sushibiks. Vi købte både kaffe til faren, Strawberries & Cream til mig, sushi til aftensmad, risboks til frokost til mig og en dürum rulle til manden. Så var der vist tanket op 🙂

Vi var også en tur på Alexanderplatz. Sidst jeg var der, var en søndag i 1989 før muren faldt. Hele pladsen var helt øde og mennesketom. Det var så absolut ikke længere tilfældet! Der var mennesker overalt – selvom det ‘bare’ var mandag! Jeg tror, at der var en eller anden form for fejring, for der var gøgl og underholdning overalt.

Lortekuffert!!

Lortekuffert #1 😦

Jeg er god til at vælge kufferter af ringe kvalitet. For 2 år siden da vi skulle til USA, købte jeg en ny kuffert. Da jeg gik ud af vores lejlighed med kurs mod NY, gik den i stykker – jeg stod med håndtaget i hånden, mens kufferten stod i entréen. Vi havde ikke tid til at låne en kuffert eller noget – vi måtte tage den håndtagsløse kuffert med til USA. Det var ikke nemt at bakse rundt med den, skulle jeg hilse og sige. Som om det ikke var nok, indeni kufferten er der en skilledims – den revnede, da jeg åbnede kufferten i New York. Hvem laver en skilledims i tyndt satin?

Endnu en lortekuffert .. nu fra Adax 😦

Men heldigvis var Magasin forstående, og de byttede den defekte kuffert til en ny kuffert. Jeg betalte yderligere et par hundrede kroner for at få en ADAX kuffert, som jeg fik at vide var supergod kvalitet. Alt i alt 1000 kr for en ADAX kuffert. Det er jo ikke verdens dyreste kuffert – men til den pris skulle der være mere end en tur til lufthavnen i den, for ADAX er jo synonym med god kvalitet. Troede jeg. Naivt.

LorteAdaxkuffert til reparation i 3 måneder 😦

Men min ADAX lortekuffert døde allerede på jomfrurejsen – det vil sige; den holdt hele (!) vejen fra Holte til Kastrup, før håndtaget røg af ved check-in. Det var endda på vores bryllupsrejse – surt!!

Tilbage til Magasin, som sendte den retur til ADAX, som ville reparere den. Det tog TRE måneder, hvor jeg rykkede adskillige gange. Til sidst var den kommet tilbage til Magasin. Det var sidste sommer. Jeg hentede den lige da jeg var gået på barsel – den så umiddelbart ud til at være repareret – og så har den stået i kælderen lige siden.

LorteAdaxkufferten er defekt igen 😦

Indtil jeg hentede den frem i dag. Da jeg åbnede den, trillede der en skrue og en skrueplade rundt i bunden af kufferten. Foruroligende. Det tog mig 2 sekunder at konstatere, at det er den skrue og skrueplade, der holder håndtaget fast i den ene side. Håndtaget er altså gået løst IGEN, og det sidder nu kun fast med 2 skruer i den ene side. Håndtaget var lige til at rykke helt af. Kufferten var altså ikke blevet repareret i løbet af de TRE måneder hos Adax.

Det er rimelig indlysende, at jeg er blevet godt og grundigt taget ved næsen af ADAX. Det tog dem TRE måneder at sætte en skrue i. De har slet ikke testet kuffertens håndtag, før de godkendte garantireparationen og sendte kufferten tilbage til mig. Desuden har de glemt at sætte den sidste skrue i – der skal være i alt fire skruer til at holde håndtaget.

De er sikkert klar over, at 2 års garantien nu er overskredet, så jeg er sikker på, at når jeg gør krav gældende, bliver det afvist. Der er jo det smarte med kufferter – man bruger dem 1-2 gange om året, og så udløber garantien jo vupti, før man får brugt kufferten mere end et par gange.

Nu har jeg ikke andet valg end at tage lorteAdaxkufferten med ud at flyve. Søndag aften kan man jo ikke sådan lige spæne ud og købe en kuffert. Vi har skruet skruen i, men det ændrer jo ikke ved, at håndtaget kun sidder fast med 3 skruer, hvor der skulle have siddet 4 skruer. Nu må vi se, om den overhovedet overlever turen til Berlin.

Jeg er SÅ skuffet, og det er helt slut med at købe Adax-produkter. De ser fine ud, men kvaliteten er så lousy. Det er ikke fedt at være nødt til at rejse med en defekt kuffert, for jeg er hver gang bange for, om mine ting overhovedet kommer frem eller forsvinder undervejs, fordi kufferten er defekt.

Måske står jeg og min søn i Berlin i morgen uden tøj og bleer. Det kan fuldstændig smadre vores ferie. Jeg håber (igen ..) på det bedste og giver kufferten en omgang brun tape i lufthavnen.

******

LorteAdaxkufferten endte som storskrald

Kufferten overlevede ikke flyveturen. Håndtaget var væk, men kufferten holdt heldigvis sammen om vores ting alligevel. Jeg har sat den ud til storskrald, for Magasin har afvist reklamationen på den, fordi de ikke dækker hård håndtering fra luftfartselskaberne, og fordi den er mere end 2 år gammel. Præcis som forventet.

Glad ejer af Samsonite kuffert

Til gengæld har jeg købt en Samsonite skal-kuffert med hjul og håndtag. Den er godt brugt, og kostede bare 50 kr i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri. Samsonite er supergod kvalitet, og selvom kufferten ikke er let at trille rundt med, så er det slut med at stå med håndtaget i hånden og kufferten på gulvet. Det er slut med at frygte, at min bagage falder ud af kufferten undervejs.

Kort sagt; jeg kan trygt rejse med min nye Samsonite-kuffert. Og det er jo det, der er meningen med en god kuffert 🙂

Lortekuffert nr 2

Aldrig mere babysvømning!!!!

Baby svømning var rædselsfuldt. For NC. Og for mig. Jeg er ikke amatør-mor for ingenting, så jeg var helt og aldeles uforberedt på, at NC ville reagere som en panisk vandskræk skrigeballon. Jeg aner ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Han var glad for svømning for et halvt år siden. For ham er det jo et halvt liv siden – han husker det sikkert ikke engang.

Ihvertfald skreg han størstedelen af timen og klamrede sig panisk til mig. Jeg prøvede at lirke ham af mig, men han gik nærmest panisk op af min krop for at komme op af vandet og benyttede enhver chance for at prøve at kravle op på kanten af bassinet og flygte væk fra vandet. Vi gik op af bassinet efter næsten et kvarter, så orkede jeg ikke flere blikke fra de andre på holdet. Hjælpelæreren var ikke til nogen hjælp. En ung gut, der helt sikkert ikke aner en fis om børn, spurgte om vi var okay. Øh, svaret må vist blive nej.

Og vupti, var jeg tilbage til dengang hvor min selvtillid fes ud af mig som en punkteret bold. Denne gang forsvandt min selvtillid dog ikke – tværtimod bandede jeg mig selv væk for IGEN at have sat os i en situation, som vi ikke kunne håndtere. Hvornår lærer jeg at holde mig væk fra aktiviteter, der fordrer, at moren er supermor og ungen er superlet? Fra bassinkanten kunne jeg med en skrålende NC på armen se de andre børn rutsche hvinende af fryd ned i bassinet fra en rutschebane med hovedet først og springe i fra kanten (stående!) og dukke glade op af vandet og selv svømme tilbage til kanten igen. Alt sammen noget NC er milevidt fra at turde.

Nej, det var bare om at komme væk så hurtigt som muligt. Mine øjne sved – ikke af klor, men af indestængte tårer. Hele turen ud af svømmehallen foregik under højlydte skrig og skrål og med de andres blikke prikkende i nakken. Jeg besluttede lige dér, at jeg aldrig aldrig aldrig mere dukker op til babysvømning. Det er simpelthen for torskedumt sådan at betale for at løbe ind i nye nederlag. Hvad fanden havde jeg forestillet mig??

Svømning i morgen!

Jubii, vi skal svømme!

Helt skønt var det at komme hjem fra feriens første del og finde en hilsen fra Swimmix. NC og jeg er kommet på lørdagsholdet  – og vi skal starte allerede i morgen! Ejj, jeg glæder mig allerede!! Nu håber jeg bare, at NC elsker det lige så højt som da vi gik til babysvømning i vinters.

Lidt mindre fornøjet var jeg dog over girokortet… 2195,- som jeg lige skal pille ud af feriebudgettet. Det er ikke sådan helt lige til. Det er faktisk 80% af mit feriebudget … men med lidt omrokering, så lykkedes det at sende girokortet til betaling.

Det hold, vi skal på, hedder Tumleren:

Tumleren – fra 1-2 år: Målet på dette trin er at gøre jeres barn mere og mere selvstændig i vandet. Barnet kan nu selv svømme korte strækninger f.eks. tilbage til kanten efter løb på løbemåtten, en tur på rutschebanen eller lignende.

Vi vil støtte og vejlede jer som forældrene til, på en hensigtsmæssig måde, at opmuntre og hjælpe jeres barn til at nå nye mål. Hvis I og jeres barn er nybegyndere i SWIMMIX, så er målet at give jer en god introduktion til, hvad det vil sige at prøve kræfter med det våde element og opdage hvilke muligheder, det byder på.

Men det er altid barnet, der skal bestemme, hvor hurtigt processen skal gå. Når barnet er parat, vil det få masser af muligheder for at udforske vandet.

Sommerhusidyl

Muselorte og edderkopper. Jo tak, vi er i sommerhus – og det er en nær-natur-oplevelse, som jeg ikke helt forstår at værdsætte. Jeg hader at vågne op og finde muselorte over hele gulvet.

På plussiden tæller dog, at solen skinner fra en blå himmel. Det er lækkert at kunne slikke lidt sol, mens NC sover og Allan fjerner muselorte, myrder edderkopper og maler stakit.

Nicholas Carl snupper sig en rekordlang middagslur. Han var også meget urolig i nat – faktisk var han semivågen fra 23 til 01:30. Jeg var parat til at tage hjem med det samme, så træt var jeg. Men jeg lagde mig ind i sengen ved siden af ham – og efter 2 1/2 times skiftevis lullen, ammen og nynnen kapitulerede han.