Grænseoverskridende handling

Jeg har lige trykket på print .. og printer lige nu en opsigelsesblanket til mit medlemsskab af fitnessdk ud. Pyyyha, den er svær … jeg har været medlem uafbrudt siden 1995 (cirka). Fra dengang fitnessdk hed Hard Work og lå i Skolegade i Valby. Jeg har haft sindssygt mange gode timer til træning; først i Valby/Skolegade, på Birkedommervej i NV, på Nørrebro, på Frederiksberg, i Glostrup og senest i Birkerød.

I rigtig mange år trænede jeg i omegnen af 15 timer om ugen. De fleste af mine venner trænede samme sted. Så det er faktisk lidt af en gammel kæreste, jeg dropper dér. Det er lidt svært og vemodigt at kappe navlestrengen. Mon jeg skulle starte med 3 måneders bero, og se tiden an? Det får jeg ikke noget ud af. Jeg har prøvet i et par måneder at se hvor træning passer ind. Det gør det bare ikke. Længere.

Jeg plejede at træne fra 6:30 – 7:15 hver morgen. I rigtig rigtig rigtig mange år. Og jeg elsker det. Men nu er det mig, der afleverer NC, så den går ikke. Så kunne jeg træne efter job, måske. Men det kan jeg ikke nå. Jeg kommer direkte hjem til aftensmadstid i forvejen. Jeg kan ikke klemme træning ind mellem job og aftensmad pga. min transport- og arbejdstid.

Når NC sover da eller i weekenden? Det er klart min bedste chance. At tage afsted klokken 20:30 og træne en times tid og være tilbage ved 22-tiden. Men .. og her står de i kø, de dårlige undskyldninger, som nogen vil kalde dem. Jeg holder af at have bare lidt tid herhjemme sammen med Allan eller alene. Jeg føler ikke behov for at presse flere ting ind i mit skema. Tværtimod. Jeg føler, at der er rigeligt på tapetet i forvejen. Også i weekenden. Jeg er nok væk fra NC og Allan i forvejen, så jeg ikke vil udvide det med yderligere 5-6 timer om ugen.

Så … dyb indånding … det bliver farvel til mit fitnessdk-abonnement. Ihvertfald for en tid. Jeg håber, at jeg kommer stærkt tilbage og atter kommer til at løfte jern en dag. Jeg kunne godt trænge til at kaste rundt med nogle håndvægte. Jeg savner det på et eller andet temmelig latent plan, men jeg når aldrig frem til den praktiske udførelse. Jeg når faktisk end ikke til at overveje det, før jeg forkaster tanken. Hver ting til sin tid. Træning er vigtigt for mig, men nu er der andre ting i mit liv, som jeg synes er vigtigere, så træningen må vige.

Mon der kommer en dag, hvor jeg igen trækker i træningstøjet igen med god samvittighed?

80 millioner …

Jeg er stadig helt ufattelig øm i understellet. Jeg sov dårligt i nat, fordi jeg havde ondt i lænden og underlivet. Jeg har også haft lidt kvalme, men jeg tænker, at det hænger sammen med, at det gjorde så ondt i går. Men alligevel har jeg det godt. Jeg er så glad og spændt!

Jeg var på fertilitetsklinikken for anden omgang insemination her til morgen. Sygeplejersken jublede over Allans sædleverance – 80 millioner små venner! Det er rekord – langt langt mere end rekorden fra i går. Og hele 98% af dem er supersvømmere!

Bagefter blev jeg scannet. Alle tre æg har forladt ægfolliklerne og svømmer omkring i livmoderen sammen med 134 millioner sædceller.

Sygeplejersken sagde, at jeg måske kan forvente at få lidt feber denne gang, og så nævnte hun, at der jo desuden er ret stor risiko for trillinger, fordi ægfolliklerne er ‘klækket’ stort set samtidig. Hvis der er trillinger, skal vi overveje fosterreduktion af hensyn til børnene.

Fertilitetsklinikken anbefaler fosterreduktion ved trillinger, men det foregår på Rigshospitalet. Jeg må have set lidt sjov ud i ansigtet, da hun nævnte ordet ‘trillinger’, for hun fortsatte: ” … men nu skal vi jo først lige se, om du bliver gravid!” Og så fik jeg en tid til en blodprøve i næste uge, for at få testet mit progesteronniveau – det dokumenterer om ægløsning har fundet sted.

Jeg gik derfra med lette skridt og smil på læben. Og så ramte tanken mig; kan der være tre autostole på bagsædet i vores bil? Det var min første bekymring, hvis vi nu altså får tvillinger. Men jeg vil ikke tænke mere på det nu. Lige nu vil jeg bare tænke positivt og håbe, at jeg bliver gravid i denne omgang.

Fremtidens skole

Ja, der er sådan cirka 5 år til Nicholas’ første skoledag, så der er god tid. Men det er der ikke, hvis jeg vil give mit bud på fremtidens skole i Rudersdal Kommune. Vi har fået et brev fra borgmesteren, fordi vores lille pode er skolesøgende på ‘fremtidens skole’. For – som han skriver – handler det jo om hans fremtid!

Det folk, der ejer en god skole, ejer fremtiden!

Hvad er vores forestillinger, drømme og forventninger til fremtidens skole, spørger de. Æææhh øhhmm bøh… Den tygger jeg stadig på. Jeg har tænkt mig at komme med et bud på fremtidens skole. Selvom jeg ikke har tid til det og har en million gode undskyldninger for ikke at tænke mig om. Men jeg bliver spurgt, og så er det min pligt at svare, for det er Nicholas’ fremtid det handler om. Ellers kan jeg ikke rigtig tillade mig at brokke mig om 5-6 år, når NC er startet i fremtidens skole.

Så jeg prøver på at komme op med et bud på hvordan jeg ser fremtidens skole. Æhmmm… drawing a blank here … og så måske alligevel ikke. Her følger min brainstorm:

I min verden er det noget med at gøre op med den måde, man traditionelt har lært børn fag på. Altså gøre op med den ‘gamle skole’ med faste skemaer, fagopdeling, bøger og stillesiddende undervisning. Krop og fysik skal være en større del af skemaet og skal tænkes ind i flere fag. Der skal fokuseres på at indlæringen serveres på forskellige måder, så de forskellige indlæringsstile tilgodeses såvidt muligt.

Jeg er også klart for en fokuseret individualiseret skole, hvor svage elever kommer i fokus og får tilgodeset deres særlige behov – såvel som stærke elever. Ingen har glæde af at gå på en ‘one-size-fits-no-one’-skole, hverken stærke eller svage elever bliver tilgodeset, men hvor der sigtes efter laveste fællesnævner.

Engelsk, innovation og it skal på skemaet fra første klasse, for det skal leges ind. Hvis danske børn skal først i køen i udlandet, skal der fokus på at styrke deres opfinder-gen, deres it-forståelse og ikke mindst deres fremmedsprog. Så kan man også i de større klasser undervise på engelsk efter engelske materialer.

Sport skal tænkes ind i skolen efter amerikansk model. Det vil sikre en mere motiverende idrætsundervisning, hvis den foregår i samarbejde med den lokale tennisklub, fitnesscenter, fodboldklub eller golfklub, samt et stærkere fællesskab mellem elever på tværs af årgange. De store elever bliver hjælpetrænere for de små elever, etc.

Motivation skal være nøgleord hele vejen rundt. Motivation skal tænkes ind i alle fag – hvordan motiverer vi vores elever til at tage aktivt del i netop dette fag? En elev er jo ikke motiveret af, at han har skolepligt og partout skal møde op i skolen. Motivation spiller en forsvindende lille rolle i skolen i dag, for kunderne i butikken skal blive i minimum 9 år.

Relevans er et andet nøgleord. Hvilke fag er relevant? Hvilke emner er relevante? Skolen skal være langt mere målrettet mod privat og offentligt erhvervsliv – og dermed elevernes fremtid. Efter min mening er vægtningen forkert i dag i nogle fag.

Der er f.eks. alt for meget fokus på et fag som dansk. Bevares, der er nogle klassikere, som alle bør have kendskab til. Men at gå amok i dybdeanalyser af digte, eventyr, sagn, noveller, romaner, film og alt muligt andet, er efter min mening noget, der hører til senere, når man vælger at specialisere sig indenfor dansk litteratur.

Jeg så gerne mere fokus på fag eller emner i folkeskolen som f. eks.: ‘Mad, motion og ernæring’ , ‘kritisk borger’ hvor børnene lærer bl.a. om demokratiets muligheder for den enkelte, hvordan man får indflydelse, firmaers markedsføring og om at låne penge på en informeret måde.

Til slut synes jeg ikke, at man skal være så bange for at tage i mod sponsorerede ting og materialer i skolen. Vi skal ikke skærme børn fra virkeligheden, men i stedet lære dem at navigere i den. I dag er børn i højere grad end vi var i 80erne i stand til at navigere i et samfund, hvor de bombarderes konstant af budskaber fra firmaer med mere eller mindre skjulte (markedsførings)motiver. Min søn skal lære at være kritisk borger og forbruger helt fra barnsben.

Det var lige min brainstorm på borgmesterens opgaveformulering. Mit indlæg er bredt og rammer ganske få af de mange facetter ved fremtidens skole, men nu er det lagt op på kommunens hjemmeside her. Og jeg har gjort mit for at præge fremtidens skole. Spændende at se, hvad der kommer ud af det 🙂

Hvordan ser du fremtidens skole?

3 blev til 5

Jeg mødte glad og optimistisk op til insemination klokken 10:20. Jeg blev scannet, og det viste sig, at der nu var 5 ægfollikler, som alle er over 14 mm store. Det vil sige, at vi enten måtte afbryde behandlingen eller prikke hul på to af folliklerne. Det er lovkrav, fordi risikoen for trillinger eller flere er for stor.

Jeg valgte uden tøven det sidste. Som sagt så gjort. Jeg fik lagt en lokalbedøvelse i æggelederen, og så prikkede lægen hul på to af ægfolliklerne – de to mindste. Det gjorde rigtig ondt, selvom jeg var bedøvet. Han fik også ram på en arterie øverst i skeden, så jeg blødte temmelig kraftigt. Blødningen blev stoppet uden problemer, og så blev Allans 54 millioner små venner sprøjtet op.

54 millioner var mere end Allan nogensinde har leveret før, så der var roser fra sygeplejersken. Da NC blev til, leverede han 46 millioner den første dag og 10 millioner den anden dag.

Jeg fik penicillin med til at tage 3 gange om dagen i de næste 2 dage, samt et par panodiler til lige at tage toppen af smerten.

Og så listede jeg ellers med små forsigtige skridt tilbage på arbejde, hvor jeg nu sidder skævt på stolen og forsøger at forholde mig i ro, fordi jeg er så mørbanket i understellet. Jeg overvejer at springe frokosten over, fordi der er så langt at gå ned i kantinen. Jeg orker det ikke rigtig. Men det er dumt, for måske starter et lille nyt liv indeni mig lige nu – og hun/han skal ikke som det første opleve en sultestrejke. Så jeg lister afsted nu.

Hvor smuk kan en kø på M3 være?!

Svaret er fantastisk smuk!! Så du den morgen??? Med høj sol og smukke skyer i gråt og hvidt og med guldkanter. Jeg nød i fulde drag at holde i køen på M3 her til morgen og kigge på den lyseblå himmel. Kun om efteråret kan himlen se så sprød ud.

Og Det Smukke Træ på Grønnevej er ved at smide sine sidste blade – det så fuldstændig ud som om solen var klatret ned i træet her til morgen og sad der og skinnede lystigt. Hvis du kører forbi Grønnevej i solskin, så ved du, hvilket træ der er Det Smukke Træ.

Hvert år står netop dét træ smukt og gult og lyser op ved efterårstid. Hvert år bliver jeg forbavset over, hvor smukt et træ kan være. Det er som om det bliver smukkere end alle de andre gule, røde og gyldne træer rundt om. Men kun i ganske kort tid – på en uge er alle bladene væk. Og igen i år nåede jeg ikke at tage et billede af det.

NC blev afleveret tidligere end han plejer, for lige pludselig er der kommet styr på vores morgener, så jeg ikke længere kommer halsende som den sidste på jobbet. Julie kom og krammede ham, og han smilede flirtende til hende. De forsvandt ind i børnehavens legekøkken og gik på opdagelse i skabene og drejede på knapperne på komfuret. Aha!! Det er dér han har lært det!!

At sige farvel til sin mor var ikke højt på listen over de ting, NC gad deltage i, så det var kun Julie, der begejstret vinkede farvel til mig, da jeg gik. Jeg gik smågrinende ud af vuggestuen med en stærk følelse af, at jeg gør det helt rigtige ved at aflevere ham og selv tage på arbejde. Nu er der også kun 15-16 år til, at han skal til USA og gå på high school med Grace, og jeg ved allerede nu, at han ikke vil tude, når han siger farvel til os i lufthavnen. Det vil jeg derimod, og han vil sige ‘ejj, mor, altså!!’

Og så endnu et bevis på, at tiden går hurtigt … i dag er det 25 år siden jeg blev konfirmeret. Tag lige den. Jeg er sølv-konfirmand i dag! Husker udmærket dagen – startende med en diskussion om hvorvidt jeg måtte have make-up på i kirken eller ej. Jeg vandt. Og så ellers konfirmation i Bistrup Kirke med far, mor, farmor, farfar og morfar. Og så middag på Birkerød Kro og fest derhjemme bagefter. Stort!

Jeg husker endda nogle af gaverne; en spejlvæg (uden en spejlvæg at lave serier foran var man nothing i 80erne), et sofabord og to lænestole i hvidlakeret metalflet (en ægte 80er klassiker), samt en Ivar stigereol fra Ikea (endnu en 80er rædsel). Og fik jeg ikke også en ghettoblaster? Det tror jeg. Og lige i omegnen af 8.000 kroner. Der var også et grimt armbånd og en bog ved navn ‘Se Norge!’ – begge dele var langt fra blandt mine ønsker, men jeg var (heller) ikke let at gøre tilfreds, da jeg var 13 år 😀

Glemte vist lige at nævne, at NC stod op klokken 4. As in klokken f-i-r-e n-u-l d-u-t!!

Chris F

Som en dårlig kopi af Christiane F greb jeg min kanyle i tasken, skjulte den i ærmet og listede diskret på toilettet. Her lagde jeg det kanyle og det hele klar, afsprittede mine hænder og sprøjtede ægløsningssprøjten ind i maveskindet. Ét voila – pas de problème!

Klokken var 16:20 – bagefter lukkede jeg min computer, pakkede jeg mine sager, snakkede med skatten og vendte næsen hjemad.

Skatten havde lavet Bøf Stroganoff efter Frk. Jensen. Mums, det er simpelthen bare det bedste – og med silkeblød kælen kartoffelmos til – hvor heldig er man så!?

Projekt ammestop

Status på projekt ammestop er, at det går forrygende – helt uden kampe, uden skrig, uden skrål! Det forløber helt efter vores plan, som var, at det skal foregå uden skrig og skrål.

Tilsyneladende accepterer NC, at det er slut. Han piller i min udskæring og forsøger at få sine små hænder ned til mine bryster, men det er ikke noget med skrig og skrål. Han nulrer bare min hud på halsen/brystet, og det er ok med mig.

Jeg har købt to nye t-shirts med høj hals, så han ikke får smækket to højspændte mælkeduftende babser lige op i næsen, og det tror jeg har været en god løsning. Jeg passer også på, at han ikke ser babserne, når jeg går ud af badet – også for ikke at minde ham om det, han nu går glip af.

Han var lidt svær at lægge et par aftener i ugens løb, men om det var den manglende babs i putte-rutinen eller noget andet, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Til gengæld sover han igennem nærmest hver nat, så det er blevet mere rolige nætter.

Mine bryster arbejder stadig på at acceptere ammestoppet. Avs, for den da! Det er nu lidt over en uge siden jeg ammede sidst, men mine bryster gør stadig  ##### ondt. Jeg skal stadig huske at malke lidt ud og massere under bruseren om morgenen.

Vi fik at vide, at vi kunne forvente, at han ville skrige en uges tid, før han var vænnet af. Så vi var forberedt på lidt af hvert, men lige som da vi flyttede ham ind i hans eget værelse gik det her også fredeligt til.

Vi gjorde ellers nøjagtig det man fraråder; nemlig at det fortsat var mig, der putter ham. Jeg tror, at det er vigtigere, at putterutinen og puttepersonen er den samme som ellers, særligt i den første tid efter ammestoppet for ikke at indføre for mange ændringer på én gang.

Jeg er så ufattelig stolt af min lille dreng – på bare én måned er han startet i vuggestue og er holdt op med at amme – uden problemer. Det er to kæmpe omvæltninger i hans liv. Han har været så dygtig og har klaret det hele så fint.

Med næsetippen oven vande!

Vi har talt meget om det i weekenden. Endnu en gang. Om at vi øver os, prøver os frem og høster erfaringer. Hele tiden. Men at vi ikke når noget som helst ud over lige netop det, der skal til for at det kan fungere til hverdag.

Og derfor når vi ikke rigtig videre med vores større planer og projekter – dem der involverer en ekstra indsats; vi skal rydde kontoret, flytte rengøringsskabet ud af NCs værelse (ja, der står rengøringsmidler i hans skab og en støvsuger ..), sætte billeder op, købe skrivebord til soveværelset og indrette arbejdskrog i hjørnet, planlægge vores hjems udvikling, købe skuffer til snavsetøjskurven, bringe orden i køkkenskabene, hente et tæppe som vi har fået gratis … Alle de ting, der ligger ud over at få det hele til at fungere til hverdag. De ting vi aldrig får taget hul på.

Og vi ender altid med at snakke så længe om det, at vi rent faktisk kunne have nået at få krydset en eller to af tingene af på listen istedet for at snakke snakke snakke om det … og så sker der ikke en skid, for så er der en vask, der skal sættes over og noget tøj, der skal hænges op og en snotnæse der løber, en hale der er rød, en dreng der vræler – og gud er klokken 17:30? Mad, sengetid, pakke taske … Nå, det var så den weekend og godnat.

Men i går fik vi rykket rundt på billederne i stuen, så nu har vi nået det med at sætte billeder op.

Næste projekt må være at få hentet det gratis tæppe og få købt en skridmåtte at lægge under. Det indebærer en tur i IKEA, og så kan vi også lige købe skrivebordet til soveværelset i samme omgang. Og skuffer til vaskesøjlen, samt skuffeordnere til køkkenet.

En tur i IKEA var så nemt i gamle dage – så kunne vi køre derud klokken 20. Den går ikke længere. Nu skal det være senest 17:30, så kan vi spise derude, handle og nå hjem til sengetid. Hey, det må da kunne lade sig gøre .. ?

Men HEP HEY – vi fik sgu da sat billeder op! Vi fik så meget mere end næsetippen oven vande i denne weekend!

Weekend med mere

Weekendens udfordring har været pjevset NC med hyppig afføring, lidt opkast og knaldrød hale – nu med sår. Det er virkelig skidt, men det er blevet meget bedre end i går, så jeg håber, at det går den rigtige vej. Her havde det været rigtig rart med en mormor, som kunne klappe mig på håret, samt fortælle, hvad hun gjorde dengang hun stod med samme udfordring. I stedet har jeg været en tur på nettet for at finde tips til bloody butt, men der er ikke så meget andet at gøre end at gøre det vi i forvejen gør.

F. eks. kogtvandsklude – en blød klud kogt og afkølet som lægges i bleen. Skumkludene frarådes, da de er forholdsvis ru. I stedet renser vi med vat samt babyolie. Det er altså øv, for det har bare ikke været særlig sjovt i denne weekend. Særligt ikke for NC, og dermed heller ikke for Allan og jeg. Hvert eneste bleskift har føltes som et overgreb på stakkels NC.

På plussiden har jeg da fået vasket alt vores tøj, arbejdet lidt og er rimelig klar til job i morgen. NC og jeg var til babysvømning i går – og det var atter en af de gange, hvor jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg insisterer på at blive ved med at slæbe ham til svømning, når han konstant klamrer sig til min hals.

Hver gang jeg prøvede at lirke hans arme væk fra min hals, skreg han som om hans sidste time var kommet. Så jeg svømmede, mens han klamrede sig til mig. Kun på ét tidspunkt slap han mig – det var for at få lov til at rutsche i vandet fra rutschebanen med hovedet først ned i vandet. Det kan godt undre mig, at han netop turde dét ??!!

Søndag formiddag var vi på loppemarked, og selvom der var langt mellem de gode ting, fandt jeg den sejeste Jacobsen overgangsanorak til NC for 20 kroner og en Reima elefanthue i fleece/uld for 10 kr. Jeg har lige købt en lignende elefanthue i BabySam til 250 kroner, og det er jo rart at have en ekstra, men jeg kan godt se, at jeg fremover går på loppemarked først, og derefter i BabySam …

Anorakken er flødefarvet/sandfarvet. Det er en foret overgangsanorak med hætte samt beige og hvidternet inderfoer og forlomme fra Jacobsen. Hold-da-helt-ferie … en hurtig googling på Jacobsen anorak viser, at nyprisen for sådan en Jacobsen anorak er 599,- 😮

Lidt tankevækkende ..

Når jeg fortæller, at NC har rød hale, bliver jeg straks bombarderet med løsningsforslag, selvom jeg fortsætter med at sige, at vi har fået bugt med det værste.

Jeg har ikke tal på de gode råd, jeg har fået; Weleda Zink salve, Matas Zink salve, Apotekets ditto, ikke den salve fra Apoteket og heller ikke den fra Coop, kold kamillete, vatrondeller istedet for skumklude, lad ham rende med bar røv, brug økologiske stofbleer istedet for de giftige kemikaliefyldte papirbleer, kogtvandsklude i bleen, afvaskninger med babyolie istedet for vand…

Alt sammen er meget godt og sødt og betænksomt og alt det der. Men nu er det altså sådan, at vi godt kan tænke selv. Vi står ikke bare og kigger apatisk/paniske på hans røde rumpe – vi har faktisk gang i en god løsning, vi er ved at løse problemet og spurgte faktisk ikke om et råd.

Jeg fortæller sådan set bare, at han har rød hale, fordi det har påvirket vores weekend, og det fylder meget for os, fordi det gør så ondt på ham. Og straks vælter det ind med gode råd, som alt andet lige får os til at føle os som amatørforældre.

Der er ingen, der bare lytter og svarer: ‘Nej, hvor surt! Håber det går væk snart .. ja, her hos os er kaninen stukket af, og vi har sat efterlysninger op i hele nabolaget’…

Og jeg skal gerne gribe i egen barm allerførst. Jeg kan absolut ikke sige mig fri for ikke at stikke et godt råd ud istedet for bare at lytte til det, der rent faktisk bliver sagt. Og jeg skal nok også tænke mere på, hvordan mine velmente råd modtages. For måske får jeg også uforvarende en veninde eller to til at føle sig amatør-agtig? Og det er jo ikke min mening!

PS: Det der funkede var en kombi af kogtvandsklude, kamillete, vaske med babyolie på vat og Penaten creme. NCs mås har været i bedring siden lørdag aften, og min rynke i panden er udglattet meget siden da 😀

Og så er jeg i øvrigt både glad og overvældet over, at der er så mange, der interesserer sig for NCs røde hale .. jeg elsker jer allesammen!!

Tre æg!

Jeg blev scannet her i dag – jeg pilede afsted så hurtigt bilen kunne køre fra et møde udenfor Holbæk og til Ballerup til klinikken. Jeg nåede det lige præcis til tiden. Ikke et minut før, ikke et minut for sent. Heldigvis var der lidt ventetid, så jeg fik lige små 10 minutter, hvor jeg kunne slappe af og bladre lidt i et dameblad.

Der er tre æg-follikler på henholdsvis 15, 17 og 18 mm i højre æggeleder, så hormonerne har gjort deres. Jeg skal fortsætte med Gonal-F til og med søndag, og mandag 16:20 præcis skal jeg tage en Ovitrelle – ægløsningssprøjte.

Det bliver aldrig min kop te at stikke mig selv, men det er så lille og ubetydelig del af det at få børn. Og hvis man virkelig gerne vil have børn, er sprøjten en mikroskopisk pris at betale. Gonal-F kommer normalt i en pen, men den sidste portion er i en rigtig kanyle, og jeg skal selv blande medicinen – knipse på sprøjten og det hele. Ovitrelle er en skudklar kanyle. Alt sammen skal sprøjtes ind i maveskindet.

Hvornår er man for syg til vuggestue?

Jeg er helt klart af den holdning, at hvis vores dreng ikke kan følge med i vuggestuens almindelige hverdag, så er han for syg til at komme afsted. Det lyder jo dejlig simpelt og ligetil, men i det virkelige liv er det sjældent så let at vurdere, har jeg erfaret.

Jeg synes, at det er svært at vurdere med de her småforkølelser, der nærmest står i kø og rammer ham, så han konstant har løbenæse. Hvis det fortsætter sådan her, så stopper det vel engang i maj-juni-agtig … ? Og så længe kan jeg jo ikke holde ham hjemme – !

I sidste uge var han mere snottet end normalt – gule guirlander og klart snot tapløb ud af hovedet på knægten. Han hostede lidt, var lidt pjevset og klæbede til mine bukseben. Sammenholdt med, at han storvrælede i sandkassen, da jeg hentede ham dagen før, valgte vi at holde ham hjemme. Og han holdt fest hele dagen og aftenen med – han var nemlig frisk som en havørn. Det var vi forældre så ikke efter dén oplevelse, kan jeg afsløre 😀  Recreation needed!! 

Så jeg spørger mig selv … hvor meget snot skal der til – og hvilken farve skal det have for at man skal holde poden hjemme? Tæller forkølelse som sygdom, når ungen sprinter rundt og har uanede energiressourcer? Skal jeg kun kigge på hans humør og aktivitetsniveau?

Jeg troede faktisk, at gult snot = smitte. Men i vuggestuen siger de, at klart vandigt snot = smitte “og så vil vi gerne have, at I holder ham hjemme”. Udfordringen er så, at der også kommer vandigt snot, når han f. eks. piv-fryser. Som han gør, når moren har udstyret hans gummistøvler med tykke uldsåler og liiiige har glemt at tjekke om sålerne er blevet tørre efter gårsdagens vandgang.

Først er snottet klart; der smitter man mest. Men efterhånden begynder bakterier at vokse i det, og så bliver det mere tyktflydende og gult – og efterhånden, som bakterierne dør, bliver det sejt og grønt.

Igen i morges var jeg i tvivl, for han var tydeligt pjevset, klamrede sig til mig, pylrede lidt, mens snottet væltede ud af hovedet på ham og han hostede også lidt. Jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at sende ham i vuggestue, men da han havde spist al sin morgenmad var det som om han fik det bedre. Jeg lod ham lege, og da jeg tændte for TV, sad han der i en halv times tid og så bl.a. Carsten & Gitte. Han jublede og grinede, og bagefter var han ikke længere pylret og heller ikke så snottet mere.

Så jeg afleverede ham og fortalte Josefine helt ærligt, at jeg havde været i tvivl. Hun var ikke i tvivl – han havde det godt og var helt fit for fight, men lovede at ringe, hvis det ændrede sig. Vi så hen på ham. Han sad ovenpå benzinstationen og lod Julie trille en orange bil hen over hans fod igen og igen, mens han skraldgrinede. Jeg forsøgte at få hans opmærksomhed for at sige farvel, men det måtte jeg opgive. Han havde vigtigere ting på plakaten!

Men hvem sagde også, at det skulle være nemt??

Ridderen af Myretuen!

I går havde vores søn fået nyt billede over sit skab i vuggestuen, hvor han er klædt ud som en sej og modig ridder.

Han var under et besøg i børnehaven kravlet ind i deres ridderborg – og fordi han er den eneste, der er lille nok til at være inde i borgen, havde rollingerne i børnehaven syntes, at det var alletiders.

Og så havde de fået overtalt en af pædagogerne til at klæde ham ud som ridder. Han havde elsket al den opmærksomhed fra stort set hele børnehaven!

Så her er han altså – Ridderen af Myretuen!

(beklager billedkvaliteten – det er et foto af et foto på en væg i mørke med mobiltelefon-kamera…)