Op på hesten igen

Tilbage på jobbet i dag efter en nat, der bød på en meget livagtig drøm, hvor min chef faldt grinende om på gulvet efter at hun havde fyret mig. Jeg var mildt sagt ikke i godt humør, da jeg stod op – drømmen var for livagtig og sad ligesom i mig, efter jeg var vågnet. Men med min skønne familie omkring mig er det svært at bevare pessimismen. Skønne NC var så sød og glad, og vi havde så hyggelig en morgen alle tre.

Det var ikke med vild jubel, at jeg skrabede is af bilen og kørte på arbejde. Blot for at finde ud af, at min nærmeste kollega og veninde også har fået en fyreseddel. Hvor nedtur er det lige!! Vi er rent faktisk 9 personer, der er blevet opsagt i samme omgang, så det er ikke kun mig.

Dagen er gået med, at jeg har opdateret mit CV og sendt det afsted til outplacement firmaet, som jeg har en aftale med på fredag. Og rent faktisk har jeg også allerede søgt et enkelt job, som lyder rigtig spændende og sagtens kunne være lige noget for mig. Så jeg er godt på vej.

Humøret er ganske fint. Det er trods alt kun et job. Jeg føler mig stadig glad og lykkelig, og jeg glemte det da totalt da jeg kørte til arbejde. At jeg er fyret. Et stort savle-farvelkys, god musik og et lækkert æble, mere skal der ikke til for at få mig til at glemme min jobsituation her på dag 2.

Drømmen fra i nat kunne ikke være længere fra virkeligheden. Min chef kunne aldrig finde på at falde grinende om på gulvet midt i en opsigelse. Hun gjorde det på en fin og indlevende måde, og jeg er mest ked af, at jeg ikke længere skal arbejde sammen med hende.