Små skridt

Første mikroskopiske skridt på vejen var samtalen med outplacement firmaet her til formiddag. Det blev helt konkret, hvad jeg har mistet, da han spurgte ‘hvordan har du det?’ Jeg smilede og svarede ‘fint’ og han spurgte igen: ‘Hvordan har du det, Gitte?’ og så kom tårerne.

For jeg har det ikke fint. Når jeg tænker på fyringen, bliver jeg bare så ked af det. Og jeg ved ikke længere, om jeg kan bære at gå på arbejde de næste 2 måneder. Jeg er bange for, at jeg går i stykker på det.

Omridset af hvad fyringen betyder er begyndt at dæmre for mig. Jeg blev så ked af det, at jeg græd under vores samtale. Jeg mærkede en snert af håbløshed, for selvom jeg rationelt ved, at min verden ikke styrter sammen, så er jeg ked af det, chokeret, vred og en hel masse andre ting, som vælder op i mig. Det ene øjeblik tager jeg det i stiv arm, og det føles lidt som om det ikke rigtig er mig, der er ramt. Det næste øjeblik vælder tårerne frem i mine øjne.

Jeg har fået hjemmearbejde for. Og sikke en opgave … jeg skal re-tænke hele mit CV. Jeg skal gennemgå alle mine ansættelsesforhold og liste ansvarsområder og resultater per job. Jeg skal have fat i noget hvidt papir, en stak post-it og en fed sort tusch og så starte med at liste det op firma for firma. Jeg vil gøre det som en brainstorming. Og sikkert fylde hele stuegulvet.

Jeg havde det godt i maven, da jeg gik derfra. En del af mig var trist, men et sted i mig spirer et håb. Om et bedre job, som er lige mig.