Når man vikles omkring en lillebitte lillefinger

Jeg har lige lagt NC i seng. De observante vil bemærke, at klokken er meget tæt på 22. NC var ikke til at slå i gulvet. Jeg prøvede at lægge ham fra 19:30 – 20:30, hvor jeg måtte give op. Lettere frustreret og rimelig irriteret over, at vores voksentid forsvandt.

Men nu er det jo det med sådan en lille fyr – man kan ikke være irriteret på ham særlig længe, for så kommer han hen og lægger begge sine arme om mine ben og vil op og kæles. Vel oppe i mors arme lægger han sine bløde arme om halsen på mig, napper mig på halsen og propper en lille knytnæve ned i min bluse med et skælmsk smil i de blå øjne. “Du skal sove, lille skat” siger jeg påtaget strengt men med et forræderisk smil i stemmen. Han kigger begejstret på mig og klasker mig på næsen. Og jeg kan mærke hvordan min krop vikles rundt og rundt om hans lillefinger.

Jeg snuppede ham op i armene, viste ham en video med ham selv, hvor han skriger af grin. Det syntes han var herligt, men så begyndte han at gabe. Yes! Vi gik ind i vores seng og lagde os. Han tumlede lidt omkring og lagde tæt ind til mig og faldt i søvn. Jeg lå krummet omkring ham som et ‘c’, og jeg nød hvert sekund. Kort efter kunne jeg bære ham i seng. Og så rundede klokken 22.

Han har sovet middagslur i over 4 timer i vuggestuen i dag – fra 11:15 til 15:30 – men det plejer at virke omvendt; jo længere han sover i vuggeren, jo længere og bedre sover han om natten. Han sad med meget små øjne og spiste sin eftermiddagsmad, da jeg hentede ham 15:45.

Ham med toiletbørsten

Vi var til en god venindes fødselsdag søndag eftermiddag. Deres lejlighed var fyldt med skønne mennesker og masser af lige så skønne børn i nogenlunde samme alder som NC.

Der var god mad og en fantastisk stemning. Det var en af de hyggeligste fødselsdage, jeg kan komme i tanker om. NC var så sød og let og sjov at have med, så vi kunne bare slappe af og være sammen med andre voksne. Han tussede rundt og legede dels med sig selv og dels med de andre. Jeg elsker sådan at se ham have det sjovt.

I et ubevogtet øjeblik skrubbede NC altså Frederik på maven med toiletbørsten og blev hurtigt kendt som ‘ham med toiletbørsten’. Så fik Frederik en ny bluse på, og vi voksne blev mere opmærksomme på at lukke døren til toilettet.

Ganske kort forinden væltede NC et glas vand ud over en IPhone, der lå på sofabordet blandt en masse fyldte plasticglas. Der fulgte et stille og en anelse anstrengt øjeblik, men der skete ikke noget med telefonen, så den røg tilbage i lommen.

Vi fik et stykke lasagne med hjem til NCs aftensmad, men han var for træt til at spise det, så det blev gemt til i morgen.

Lilla advent!

Så blev det første søndag i advent! Jeg fik lavet adventskransen klar sent lørdag aften, og nu står den udenfor på terrassebordet i puddersneen og venter på, at det er tid til at vi tænder det første lys og mæsker os i æbleskiver og julemelodier!

NC får adventsgaver for første gang i år: Jeg har købt 4 billedbøger – han ♥ bøger – dels i Igen og på julemarkedet i Sorgenfri Kirke i går. Så det er ikke bare dømt overflod & forbrugsfest, men pengene for adventsgaverne går til at bekæmpe kræft og til kirkesagen.

Til julemarked i Sorgenfri Kirke

Hvert år tager vi med farmor på julemarked i Sorgenfri Kirke – og det var også planen i år.

Men knægten var vågen 3 timer i nat, så han gik omkuld hos farmor og bedstefar efter vi havde spist morgenmad. Farmor var ikke ligefrem euforisk ved tanken om at kante sig rundt i snefoget, så det endte med, at skatten og jeg tog alene til julemarked. Det var noget af en udfordring i snevejret – det væltede ned, og vi måtte først grave bilen ud – igen – før vi kunne trille langsomt afsted mod kirken.

Der var masser af mennesker og masser af stemning i kirken. Der var fint pyntet op med juletræ og masser af fine boder med fine sager. Og så duftede der så dejligt af glögg og æbleskiver. Uhmmm!

Jeg købte ‘Børnenes Idébog’ og 2 billedbøger til knægten: ‘Min Futtogsbog’ og ‘Hvad skal det være? Æbler og pærer!’ for 20 kroner, som går til Sorgenfri Kirkes venskabsmenighed i Morogoro i Tanzania.

Vi spiste frokost på julemarkedet, som vi altid gør – og delte 3 æbleskiver og en kop glögg. Jeg har ikke fået glögg i noget, der minder om 3 år. Forrige jul var jeg gravid, sidste jul ammede jeg – men nu skulle det være! Uhh, jeg har glemt hvor godt det smager!!

Vi købte 4 stykker lagkage med hjem til farmor og bedstefar – og så skulle vi grave bilen ud igen!

Elsker alle børn sne?

Ved udsigten til snevejr talte vi om, at vi ville skynde os ud og finde en kælk til NC her i weekenden. Nu har vi droppet tanken. Han kan bare ikke lide sne. Han står helt stiv og stille i sneen i sin flyverdragt med et fjernt blik i øjnene. Han er ikke det mindste nysgerrig, men går med bittesmå stive skridt afsted – med retning mod den nærmeste dør.

Normalt nægter han at blive båret særlig længe ad gangen, men nu står han bomstille og rækker armene op mod mig, når han opdager, at den dumme sne stadig ligger udenfor gadedøren. Og han sidder helt stille og artigt på min arm, mens jeg slæber ham hele vejen over i vuggestuen. Ikke på vilkår om han skal ned i det skidt!

Jeg har prøvet at stille ham ud midt i sneen og gå lidt væk og kalde på ham. Og prøvet at sætte ham ned ved siden af sneen. Men så står han bare der og ser strandet ud. Og vræler, når han får sne i ansigtet eller på hænderne.

Så det der med en kælk virker ikke længere som en god idé – og der er vel egentlig heller ingen naturlov, der siger, at alle børn er vilde med sne?

Second hand shopping mode

Jeg skulle have været til jobsamtale i morges. På mit drømmejob. Men det blev aflyst, fordi ham jeg skulle tale med var blevet ramt af halsbetændelse. Hvor surt er det lige? Jeg havde forberedt mig grundigt og var tændt og klar og pæn i håret og ….. så bliver det på tirsdag i stedet.

Hvad gør man så, når ens dankort er overtrukket, man er fyret, pludselig har en blank dag i kalenderen og en masse rastløs energi, der skal brændes af? Man går ud og shopper og knalder en hel månds løn af. Nej, vel? Usædvanlig dårlig løsning!

I stedet gik jeg i Kræftens Bekæmpelses butik Igen på Sorgenfri Torv for at se, om de har fået julepynt. Det havde de, men jeg gik ud af butikken uden julepynt med 3 billedbøger, 2 par bukser og en bluse til NC, 2 jakker til mig (en sort og en rød), samt en chinois (spidssigte – smart til at fjerne klumper f.eks. i sauce og til alt muligt andet man ellers bruger en si/sigte til) og en bliktallerken til NC. For 200 kroner i alt plus overtræksrente.

Jeg køber efterhånden det meste af mit job-tøj i Igen – dels fordi pengene går til et godt formål, men helt enkelt også fordi jeg ikke har råd til at købe nyt dyrt tøj. Der er ikke penge i budgettet til nyt tøj, og fordi jeg er blevet større efter fertilitetsbehandling og graviditet, så har jeg skabet fyldt med tøj, der dels er umoderne men også for småt. Jeg har ikke råd til at købe en helt ny garderobe, så jeg har købt basis-ting; et par pæne sorte bukser, en sort nederdel, leggings, jeans og forskellige bluser. Men sådan noget som jakker/jakkesæt i en pæn kvalitet til fuld pris har jeg ikke råd til. Hos Igen har jeg fundet mærker som Escada, Day, Esprit, Part Two, In Wear, Kello, Gerry Weber, H&M, Zara, Vila osv til 45 (for en jakke) til 200 kroner (for et sæt med jakke med bukser og/eller nederdel). Jeg køber kun “klassikere” – det vil sige jakker af pæn kvalitet i basis farver til brug på jobbet, samt bluser til at have under jakkerne.

Savner jeg at shoppe igennem i fede butikker og bare købe det, jeg har lyst til? Ja, det gør jeg. Klart. Jeg er jo ikke kvinde for ingenting! Men samtidig kvier jeg mig ved at betale fuld pris for en jakke, når jeg ved, at jeg kan være heldig at finde en tilsvarende jakke for under 100 kroner i Igen, på loppemarked eller i en af de andre genbrugsbutikker, jeg kommer i.

Det meste af Nicholas’ tøj er også second hand. Forleden var jeg i Bøjlestangen i Bistrup og købte for 40 kroner tøj til ham; to par jeans fra OshKosh, et par lyse fløjsbukser fra Benetton, en NameIt skjorte og en helt ny sort thermo heldragt fra Minymo. Og i dag købte jeg en tyk bomuldssweater med kabelstrik fra H&M uden pletter :-), et par mørkeblå bukser fra OshKosh og et par khaki bukser fra Minymo for 30 kroner.

Og så fik jeg købt en adventskrans og tilhørende æbleskiver 😀

“med de enorme forlygter skal du ikke have fyld i BH’en, søster!”

Jeg har en enkelt BH, der passer mig. Og nu kigger der to hvide stivere op i midten. De stikker mig indimellem. Hvorfor får du dig ikke en BH til? Fordi jeg hader at prøve BH’er, og fordi jeg har skuffen fuld af BH’er, som jeg kunne passe, før jeg blev gravid og som jeg har et (naivt!) håb om en dag at kunne passe igen. Mine bryster er nemlig mod forventning ikke blevet mindre efter amningen stoppede, selvom jeg vejer det samme nu, som før graviditeten. Bittersødt problem!

I forrige uge tænkte jeg, at nu skulle der en ny BH til, så jeg gik i en BH-butik, hvor en spids 22-årige gav mig elevatorblikket og fortalte mig, at den model, jeg gerne ville have var udsolgt, men at det kun var godt, for den var bestemt ikke noget for mig. Det er den BH, jeg har købt før og som sidder perfekt (bortset fra at stiverne stritter op i luften) og som jeg har været så glad for i et halvt år!

“Næ, med en 70H skal du vælge en BH uden fyld!”  … oversat: “med de enorme forlygter skal du ikke have fyld i BH’en, søster!” (Change Lyngby Hovedgade … don’t go there!)

Og så gav hun mig den mest lousy udseende hudfarvede BH uden fyld “Prøv den, den er lige dig – og kald når du har den på!”. Jeg prøvede den pligtskyldigst og fik nærmest et chok over hvordan det så ud. Nu ved jeg da uden tvivl, at jeg skal have en BH med fyld. Der er jo ingen grund til at bære BH, når BH’en giver en totalt flade trætte bryster.

Jeg vinkede og ventede på ekspeditricen i laaang tid med den deprimerende hudfarvede rædsel på. Til sidst gav jeg op og tog mit eget tøj på. Så kom hendes kollega ‘Nå, du blev vist glemt?”. Jeg fortalte hende, at BH’en var rædselsfuld, betjeningen ligeså og at nu ville jeg gå over i Change i Storcentret og høre dem om de vil sælge mig den BH, jeg gerne vil have. Harpe, tænkte hun. Who cares?

Jeg synes ellers ikke, at jeg har enorme forlygter … Min omkreds er 65-70 cm, og mine bryster er lidt trætte ovenpå 1 års amning af nuttet søn, så jeg vil gerne have fyld i min BH. Uanset hvad folk tænker. Så jeg fortsatte over i Lyngby Storcenter, hvor der ligger endnu en Change.

De havde lige fået varer og var travlt beskæftiget med at pakke ud. En ung ekspeditrice dukkede op af en kæmpe papkasse. Jeg tænkte “ååh nej, ikke igen, flere ydmygelser…”, men hun sagde “Hej! Kan jeg hjælpe dig?” Jeg spurgte, om de havde den pågældende BH i 70H – “Nej, desværre, det er ellers en god størrelse – jeg bruger den selv, og jeg har altså lige taget den sidste i 70H med hjem i går, fordi vi skal til julefrokost på fredag! Men skal jeg bestille den hjem til dig eller skal jeg ringe til en af vore andre butikker?” Jeg var helt glad, da jeg gik fra butikken.

Min glæde varede lige til, at jeg så, at bilen var punkteret … lidt lige som mine bryster 😀

Spor fra en hektisk morgen

Sådan så der ud, da jeg kom hjem. Der var stadig tændt lys, resten af NC’s morgenmad stod på bordet, sengene var ikke redt, en gammel ble på puslebordet, der var tøj på gulvet og gardinerne var stadig trukket for. For slet ikke at tale om mig … jeg havde overset en række pletter af havregrød midt på brystet af min sorte bluse. Flot!

Det gik alt for stærkt i morges. Jeg skulle til frisøren klokken 9, hvilket ikke var noget problem at nå, hvis det ikke var fordi NC og jeg sov til klokken 8. Allan, den kærlige mand, havde ladet os sove. Det var også klart dejligt at få lov at sove til man vågner, men for s***** hvor fik vi travlt!! Jeg måtte springe morgenbadet over, hive tøj på, samle håret i hestehale, knalde kontaktlinser i øjnene, lave mad, pusle NC, give ham tøj på, dryppe hans øjne, give ham antibiotika, lave havregrød (som selvfølgelig eksploderede i mikrobølgeovnen), smøre franskbrødsmad til NC, børste tænder, kaste lidt make-up på.

For derefter sætte mig roligt ned klokken 8:45 og forsøge at få ham til at spise morgenmad. Og gerne lidt hurtigt. Hvilket naturligvis ikke lykkedes. Han eksploderede i skrigeri og nægtede at spise havregrøden, så jeg prøvede med franskbrødshapserne. Det gik ikke meget bedre. Han skreg og skreg, og til sidst råbte jeg af ham for at få lidt ro. Det hjalp selvfølgelig ikke.

Så hældte jeg ham i hans jakke, hue og støvler, mærkede på hans pande om han skulle have feber. Heldigvis ikke. Og så ud af døren lidt i 9. NC stod helt stille for at beundre sneen og det gik langsomt med at gå over i vuggestuen. Heldigvis gik afleveringen glat, og så skulle jeg skrabe is og sne af bilen. Da jeg omsider sad i bilen, rystede jeg, men kunne lige nå at høre det sidste af radioavisen. Jeg kørte lidt friskt til, og bilen skred ud, så jeg satte tempoet ned og ringede til frisøren og sagde, at jeg var sent på den. Klokken 9:20 var jeg der. Det er jeg egentlig lidt stolt af. Jeg troede aldrig jeg ville nå det – !

Håret … ja, det blev farvet og klippet. Særlig farvet. Vi var enige om, at det skulle farves en tone mørkere end sidst, da farven sidst var for lys og er falmet meget. Men denne gang blev det alt for mørkt, næsten sort, og jeg kan bare ikke li’ det. Hårfarven artede sig ikke som frisøren havde tænkt sig, men efter et par hårvaske skulle restfarven være vasket ud, og så skulle det gerne blive lidt lysere. Det må vi håbe, for lige nu er det ikke særlig pænt. Super super ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det nu.

Og da jeg kom hjem stod morgenmaden stadig på bordet, og hele lejligheden lignede noget en tornado havde passeret. Jeg var egentlig ikke sulten, men kom i tanker om, at jeg i skyndingen ikke havde nået at få morgenmad selv, så jeg smurte mig et par hurtige madder. Så kan jeg bedre forstå, at jeg føler mig ligesom stresset eller nervøs og føler det som om jeg ryster indeni. Jeg drak en kop kaffe med meget lidt mælk i på tom mave hos frisøren. Jeg er ikke vant til at drikke kaffe – og da slet ikke på tom mave!

Pyyh, sikke en start på dagen. Nu skal jeg lave lasagne til lygtetændingsfesten i vuggestuen i morgen, skrive nogle ansøgninger, og så skal jeg til bestyrelses-kursus klokken 17 i Glostrup. Det gider jeg bare overhovedet ikke, men det er smart nok at have været på det kursus, når man er næstformand i bestyrelsen i knægtens vuggestue.

Kiggede lige på facebook … jeg er vist heldig på nogle områder for tiden: Jeg har vundet Caroline Flemings kogebog ‘Baronessens Sunde Fastfood‘ i en konkurrence i Saxo.com’s facebook-gruppe.

Tanken der tæller

Man forstår vel et vink med en vognstang, når ens mand ringer i frikvarteret og fabler om fruens friskbagte et-eller-andet?

Hmmm… kender vi en let opskrift, hvor alle ingredienser er i huset?

Ja, jeg gør – Sif Orellanas Pop Overs efter amerikansk opskrift fra ‘Krudtugler & Kanelsnegle’. Det tager kun 5 minutter at knalde dejen sammen, men lidt længere at bage dem.

Nu dufter her hjemmebagt – og NC sover stadig. Og hans far kan vente sig hjerteformede pop overs, når han kommer kold og våd hjem fra en lang skoledag.

Behøver jeg at sige, at de ikke blev så gode som jeg havde håbet? Lidt al’la fastbrændt mursten i hjerteform. NC vågnede nemlig uden at være rigtig vågen, og mens jeg sad dér og prøvede at få ham til at sove igen, ringede æggeuret – pop over’ne var færdige. De fik derfor lov at stå 5 minutter ekstra, og det har de ikke godt af. Øv.

Men er vi ikke enige om, at det er tanken, der tæller?

Lego, Oline, Nick og det løse …

– eller sådan underholder man en syg 1-årig, når man selv er sløj!

Knægten vågnede ved 1-tiden i nat, og han brændte af feber. Vi tog ham med ind i smørhullet, hvor han kartede rundt i febervildelse. Vi fik dog sovet i etaper – helt til klokken 7:45. Hans øje var helt lukket, da vi stod op – og øjenlåget var knaldrødt. Vi gav ham hans øjendråber og antibiotika lige fra morgenstunden.

Midt i nat stod det rimelig klart, at jeg heller ikke kommer på arbejde i dag. Ikke nok med at den lille er syg, og min hoste er på retur, men erstattet af en generalforkølelse af de svære. Øv, for den! Igen en dag hvor jeg har overdragelse til en af mine snart ex-kolleger, men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Så formiddagen stod på underholdning af lidt pylret febril lille knægt med sæbeøje. Hævelsen tog lidt af efter vi havde dryppet hans øjne, så han kunne åbne øjet igen. Men kønt ser det ikke ud.

Jeg hev vores kæmpekasse med lego-klodser frem – det var en stor succes. Knægten byggede, rev ned og flyttede rundt på lego-klodserne, og da han var ved at blive træt af det, smed han det hele med store brag tilbage i kassen. Så så vi lidt formiddags-TV på Nickelodeon, hvor der bl.a. var Postmand Per. Da den var slut, kom der en af de helt sikkert meget pædagogiske film med Diego, hvor man skal tale til sit fjernsyn – på engelsk.

Jeg lokkede NC med ind til computeren, hvor vi sang sange med Oline. Det er altid en succes, fordi der er så meget at se på og klikke på samtidig med. Og så behøver man ikke at høre på sin mors skrattende hæse stemme voldsynge de gode gamle børnesange, men kan lytte til Olines stemme.

Efter en formiddag indendørs, mens regnen pisker ned udenfor, blev det til sidst tid til en lur. Klokken 12 forsøgte jeg at lægge ham, fordi han virkede helt busted, men nein, den gik ikke, morlil! Han kartede rundt og begyndte at pylre inde i sin seng. Jeg så tiden lidt an, og så kaldte han ‘mam-mam‘. Jeg gik derind – min kloge dreng ville bare fortælle mig, at han havde lavet storskrald. Jeg skiftede ham, og så sad jeg med ham i armene. Han krabbede helt op på brystet af mig og faldt i søvn med øret mod mit hjerte. Jeg sad stille længe sådan, duftede til hans hår og lyttede til hans vejrtrækning. Så kan man faktisk ikke rigtig ønske sig mere ♥ ♥

Hun blev revet midt over

Lisa Næblerød blev med egne ord revet midt over, da hendes 18-årige datter blev stukket ihjel af sin ex-kæreste ved en gymnasiefest i 2006.

Vejen gennem sorgen er lang og grum – jeg kender den fra da jeg mistede min mor. Men hvor det er naturligt at skulle miste sine forældre, så er der intet naturligt i at miste sine børn. Det er grundliggende forkert. Børn overlever deres forældre, sådan skal det være.

Men nogle gange sker det alligevel, og sorgen over at miste et barn er livslang. Lisa Næblerød har skrevet dagbog til sin datter, og lige om lidt udkommer bogen “Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed”.

En bog, jeg næsten ikke tør læse, fordi det er min allerstørste angst at miste Nicholas. Jeg vover nok at læse den alligevel, fordi man ikke kan sige sorg uden at sige kærlighed.

De bedste øjeblikke er gratis

Jeg har lige lagt NC til middagslur. Jeg holdt ham i mine arme og vuggede ham blidt og efter et par minutter sov han trygt og sødt i mine arme. Jeg elsker det: At kunne sidde der stille og roligt og betragte hans smukke ansigt og dufte til hans hud. Som mest af alt duftede af ketchup.

Så føler jeg mig så heldig over, at han lige netop er min søn, og at jeg har tid til at nyde disse øjeblikke. Det er klart den største up-side ved at være blevet fyret – at jeg ikke længere behøver at blive stresset over, at han er syg, men bare kan give mig hen til at være mor-til-småsygt-barn-på-fuldtid.

Vi var hos lægen klokken 11, og hun kiggede på hans venstre øje. Det er ikke øjenbetændelse, men alt tyder på en infektion i øjenlågets tårekanal. Det går ikke væk af sig selv, så vi fik nogle dråber at dryppe med, samt antibiotika. Hvis det ikke er væk fredag, så skal vi komme igen.

Vi var forbi vuggestuen, men frokosten var spist, og de var på vej til middagslur, så jeg tog NC med hjem i stedet. Han fik sig en skive med skinkesalat og en halv grillpølse med Pølsemandens Sandwich Ketchup. Pølsen var kun et middel til at gafle masser af ketchup op med – !

Der soves stadig lystigt til middag inde ved siden af .. 2 1/2 time and still snorking! Jeg har fået drukket to kopper te og fået sendt en knaldgod ansøgning afsted til et spændende 8 måneders vikariat. Hvorfor nu et vikariat? Jeg ser det lidt som at sample – uddele smagsprøver. Det skader aldrig at sample. Medmindre smagsprøve er dårlig 😀 Stillingen er rigtig spændende i en international virksomhed, og det kan jo godt være en fod i døren, sådan et vikariat. Hvis jeg får det.

Her til aften er vi i gang med nye øjendråber og antibiotika. Og det er vist påkrævet, for hen under aften fik NC feber: 38,7 ved sengetid. No wonder, at han sov så længe til middag (fra 12:20 til 15:30)! Nu ligger han og sover igen. Jeg sad og vuggede ham indtil han sov i mine arme.

For travlt til at arbejde?

Mandag morgen. NC ligner nu en, der har mødt Mike Tyson i nattens løb. Hans øjenlåg er hævet og mørkerødt, så øjet ikke kan åbnes helt. Det er som om betændelsen – dvs. det gule snask – ikke er så slemt mere, men nu er det som om øjenlåget bliver værre og værre. Det bliver mere og mere mørkerødt. Han er pylret og små-umulig. Han sov i vores seng i nat, fordi han var så ulykkelig i nat.

Nu har vi en tid hos lægen 10:55, og NC er derfor hjemme hos mig, mens manden er inde og bytte skolebøger. Jeg har en hel stak ansøgninger at skrive, men ingen tid og ro. Måske senere. Et af jobbene skal søges i dag på engelsk, så jeg håber, at der bliver ro til det på et eller andet tidspunkt. Mon?

Det er som om efter jeg er blevet fyret, så har jeg slet ikke tid til at arbejde. Torsdag ringede de fra børnehaven og bad mig hente NC midt på dagen. Fredag strandede jeg i flere timer i Lyngby i en punkteret bil. Og i dag skal NC til lægen 10:55. Dagene smuldrer for mig. Tirsdag, torsdag og fredag skal jeg på arbejde og overdrage de sidste opgaver til mine ex-kolleger, så jeg har ikke meget tid til at skrive ansøgninger.

Onsdag skal jeg til bestyrelseskursus hele aftenen og torsdag er der lygtetændingsfest i vuggestuen. NC har lavet en fin blå lygte. Jeg har set billederne af ham, mens han lavede den. Han havde prøvet at smage på malingen, så han var helt turkisblå om munden. ‘Det er økologiske farver’, skyndte pædagogen sig at fortælle mig. Haha, det så giftigt ud!

Men jeg kan sætte kryds ved at have købt kalendergaverne til vuggestuen. Og jeg har fået bestilt Nicholas-julekort og Nicholas-kalendere til bedsteforældrenes julegaver. Så jeg når da noget 🙂

Altid Klar 1972

Fyret betyder jo, at jeg er arbejdsløs. Finanskrisen tog mit job og marmeladen til mit brød. Nu søger jeg job. Igen. Det har jeg gjort så mange gange før, at jeg kender rumlen ud og ind. Jeg har tre tykke sorte ringbind stående med ansøgninger, der starter med ‘jeg er en 22-årig kvinde’ og så derop ad indtil jeg midt i 30erne mente, at det var lige meget. Ansøgninger, der har skaffet mig bunkevis af afslag men også nogle skønne jobs.

Nu står jeg så her med hatten i hånden og er 38 år, snart 39 og 40. Og skal til at genopfinde mig selv og igen være Altid Klar ved telefonen. AK 72. Det er mig. Altid Klar født i 1972. Og jeg har ikke den mindste lyst til at være AK72 ved telefonen og ose af overskud, når de ringer og vil høre, om jeg kommer til en samtale. Hvorefter jeg lige rydder kalenderen for de aftaler, jeg har dén dag, hvor det lige passer dem at møde mig.

Jeg er bare overhovedet ikke klar til at få afslag på afslag. Jeg har slet ikke lyst til at søge job lige nu. Jeg ville allerhelst høste lidt af den indsats, jeg har gjort de seneste 15 år, hvor jeg konstant har arbejdet hårdt, længe, fokuseret og til enhver tid ydet mit bedste og gjort hvad jeg kunne. Nu har jeg så en familie at tage hensyn til, men jeg kan ikke bare gå lidt ned i kadence og lade familien fylde det meste. For nu skal jeg igen ud og bevise mit værd – i første omgang til jobsamtaler og siden hen i et nyt job, hvor jeg skal bevise, hvad jeg kan. Jeg kan ikke høste nogen form for frugt af at have været på arbejdsmarkedet så længe, fordi jeg nu er fyret og skal starte forfra. Igen.

Jeg hader at få afslag. Det gør alle vel. Afslag = afvisning. Det er bare ikke fedt. Du’r ikke, næste!

Det værste er afslag ledsaget med en slags forblommet ‘forklaring’ .. nogle forklaringer er viklet ind i de mærkeligste floromvundne begrundelser som for eksempel ‘du er overkvalificeret’. Den er ny – det er første gang jeg fik dén smidt i hovedet i sidste uge. Min første indskydelse som 13-årig var at blive frisør, og det havde måske ikke været så dumt. For siger man det til sin frisør: “Du er for dygtig, så jeg finder lige en anden frisør?”

Da min mor søgte job kort før hun blev syg og døde, fik hun konstant afslag, som blev begrundet med, at hun var overkvalificeret. Til sidst opgav jobcentret hende, og så fik hun overgangsydelse på dispensation og kunne i en alder af 56 år se frem til ikke at arbejde mere, fordi hun var overkvalificeret. Det er vel ikke dér, jeg er på vej hen …?

Hele vejen har jeg fået at vide, at jeg skulle holde mig opdateret og forny mine eksamener for at have de bedste muligheder. En HD (A) i 2003 kostede mig blod, sved og min daværende tåbelige kæreste – til gengæld var det en fantastisk gave at få lov til at nærstudere det, jeg elsker; markedsføring. Og igen i 2007, da jeg læste IAA og var ved at knække halsen på det – men til gengæld fik jeg så mit første 13 tal i 20 år og oplevede, at når gruppearbejde fungerer, så er det helt helt fantastisk.

I sidste uge var jeg altså overkvalificeret, så alt det knokleri med at læse ved siden af jobbet, plus arbejde sene aftener og weekends – var det for the birds?? Det nægter jeg at tro. Ja, jeg er dygtig og har masser at bidrage med – men også stadigvæk masser at lære. Og det rigtige job er derude!

Retro-julepynt

Se lige de fine papirkugler, jeg har fundet til at hænge på juletræets nederste grene. De kan godt tåle at blive krammet og kastet lidt omkring.

Det går jo ikke rigtig at hænge fine glaskugler i næsehøjde, når vi har en så nysgerrig og pilfingret lille dreng i huset!