De bedste øjeblikke er gratis

Jeg har lige lagt NC til middagslur. Jeg holdt ham i mine arme og vuggede ham blidt og efter et par minutter sov han trygt og sødt i mine arme. Jeg elsker det: At kunne sidde der stille og roligt og betragte hans smukke ansigt og dufte til hans hud. Som mest af alt duftede af ketchup.

Så føler jeg mig så heldig over, at han lige netop er min søn, og at jeg har tid til at nyde disse øjeblikke. Det er klart den største up-side ved at være blevet fyret – at jeg ikke længere behøver at blive stresset over, at han er syg, men bare kan give mig hen til at være mor-til-småsygt-barn-på-fuldtid.

Vi var hos lægen klokken 11, og hun kiggede på hans venstre øje. Det er ikke øjenbetændelse, men alt tyder på en infektion i øjenlågets tårekanal. Det går ikke væk af sig selv, så vi fik nogle dråber at dryppe med, samt antibiotika. Hvis det ikke er væk fredag, så skal vi komme igen.

Vi var forbi vuggestuen, men frokosten var spist, og de var på vej til middagslur, så jeg tog NC med hjem i stedet. Han fik sig en skive med skinkesalat og en halv grillpølse med Pølsemandens Sandwich Ketchup. Pølsen var kun et middel til at gafle masser af ketchup op med – !

Der soves stadig lystigt til middag inde ved siden af .. 2 1/2 time and still snorking! Jeg har fået drukket to kopper te og fået sendt en knaldgod ansøgning afsted til et spændende 8 måneders vikariat. Hvorfor nu et vikariat? Jeg ser det lidt som at sample – uddele smagsprøver. Det skader aldrig at sample. Medmindre smagsprøve er dårlig 😀 Stillingen er rigtig spændende i en international virksomhed, og det kan jo godt være en fod i døren, sådan et vikariat. Hvis jeg får det.

Her til aften er vi i gang med nye øjendråber og antibiotika. Og det er vist påkrævet, for hen under aften fik NC feber: 38,7 ved sengetid. No wonder, at han sov så længe til middag (fra 12:20 til 15:30)! Nu ligger han og sover igen. Jeg sad og vuggede ham indtil han sov i mine arme.

One Comment

  1. Kære Gitte
    Hvor er det bare dejligt, at du husker at nyder din tid med NC. Hvis du har mod på homøopatiske øjendråber, kan jeg uden tvivl anbefale dig at dryppe NC’s øje med Mucokehl D6 øjendråber. De er helt fantastiske til betændelsestilstande i øjnene:-) God bedring med ham.
    KH Charlotte

    Like

Der er lukket for kommentarer.