Dagens indlæg kunne ligeså godt hedde ‘sort samvittighed, ondt i maven og åndenød’. For det er sådan det føles at være udearbejdende-mor-til-sygt-barn,-som-skal-på-tværs-af-hovedstadsområdet-fra-sygt-barn-til-møde. Klokken er 20:37, og jeg har lige lagt NC. Adrenalinen farter rundt i min krop, for dagen har været hektisk.

NC har øjenbetændelse og feber. Så vi havde en tid hos en øjenlæge klokken 11:10 her til formiddag. Inden da aflivede jeg en monsterhovedpine med et par panodiler, og så arbejdede jeg hjemmefra en times tid, – og ja, jeg fik faktisk noget fra hånden. Godt nok, ‘bare’ en tasteopgave, men jeg lavede det, mens NC var opslugt af Timmy Time. Vi kom afsted i god tid til øjenlægen. Og så sad/stod/gik vi ellers i venteværelset i 45 minutter, før vi kom til.

NC plejer at sove til middag klokken 11, så det var det absolut værste tidspunkt. Minut for minut blev han mere og mere grå i ansigtet, mere og mere klodset og tumlede rundt, græd, slog sig, havde ingen ro på sig. Og venteværelset var fuldt af sure mennesker. Jeg kunne ikke få en stol at sidde på, så jeg sad på gulvet. Fint nok, så kunne jeg lege med NC. En s.k. dame var så ‘betænksom’ at sætte sin rollator i det hjørne, hvor legetøjet stod, så NC ikke kunne komme til legetøjet. Da jeg bad hende rykke den, blev hun sur, og sagde, at NC kunne lege et andet sted. Så legede han foran døren, hvilket resulterede i, at jeg fik døren i hovedet, da jeg forsøgte at nå at redde NC fra at få døren i hovedet.

Dråben var, at hende (koen med rollatoren), der havde tid 11:20, blev kaldt ind før os. NC var ved at dejse om af træthed i mine arme, og jeg var ved at eksplodere, for det er hårdt arbejde at pacificere en overtræt knægt, så jeg henvendte mig til lægesekretæren og fik at vide, at der nok kun ville gå et par minutter til, og at vi var levet sprunget over ved en fejl. Endelig kom vi ind. Jeg forklarede øjenlægen, at NC havde øjenbetændelse, og hun begyndte at ævle derudaf om, at hun ville dryppe hans øjne, så skulle vi vente en time, og så ville hun måle hans synsstyrke, så vi kunne finde ud af, om han skal have briller.

“Stop!” sagde jeg – “bare giv os noget mod øjenbetændelsen, så tager vi synsstyrken en anden gang”. Hun sagde nedladende: “Du forstår ikke – du ved jo ikke, om han har brug for briller. Hvis han har brug for briller, skal han jo have briller nu. Det er synd, hvis han ikke kan se noget”.

Jeg svarede så høfligt som det overhovedet var mig muligt, at han ihvertfald ikke er stæreblind, men er i stand til at genkende sine forældre på lang afstand, genkende en bus, en traktor og et tog, samt se fugle – plus se fjernsyn, udpege dyr o.l. i bøger, så jeg kunne ikke rigtig se hendes problem. Desuden tjekker lægen øjnene ved børneundersøgelsen, så jeg kunne ikke se hvorfor det absolut skulle foregå lige netop i dag, da jeg alligevel ikke på nogen måde kan få en lille knægt på 1 1/2 år til at gå med briller. Desuden kunne jeg på ingen måde byde ham endnu en times ventetid i et rum fuldt af sure børnehadere.

Det endte med, at jeg tog recepten og NC og gik uden at sige farvel og uden at samle det løsøre op, som han havde hevet på gulvet. Og vi kommer ikke tilbage.

Jeg kørte hjem, NC faldt i søvn på vejen, og jeg fik ham lagt til middagslur i hans seng. Jeg sneg jakke, støvler og hue af og listede ud. Allan var kommet hjem, og jeg snuppede en skive rugbrød, hvorefter jeg kørte på arbejde og nåede frem til det aftalte telefonmøde klokken 14. Klokken 16:35 var mødet slut, og jeg gik ned for at pakke mine ting. Og så mødte jeg direktøren, som lige ville snakke, høre hvordan det går og så videre. Så klokken 17:15 kom jeg afsted. Jeg kørte forbi DinnerTime på vejen hjem og hentede mad til os.

Jeg var hjemme klokken 18, og vi spiste. Maden var superlækker. Jeg havde så ondt i maven, så jeg følte behov for at røre mig lidt, så jeg gik rundt og ryddede op, hængte vasketøj op, foldede vasketøj sammen, ryddede lidt op, fejede krummer op og ryddede op efter aftensmaden. Og jeg elsker det faktisk. Allan læste lektier og NC så Timmy.

Det virkede på NC som om han er feberfri nu. Han er ihvertfald friskere end han har været de seneste to dage. Han er meget snottet, så jeg dryppede hans næse. Da jeg skulle dryppe hans øjne, måtte Allan hjælpe mig. NC skreg som om hans sidste time var kommet, lille myr! NC og jeg sad i min seng og læste Inga Borgs ‘Dyrene omkring Huset’, som han elsker. Han faldt hurtigt i søvn – hurtigere end jeg kunne synge ‘Elefantens Vuggevise’ og ‘Solen er så Rød, Mor’ for ham. Han faldt i søvn midt i den sidste, og så lagde jeg ham i sengen og puttede dynen omkring ham.

‘Dyrene omkring huset’ er en af mine børnebøger, som jeg fandt i en kasse i kælderen. Den er fra 70’erne, og den er så fint tegnet og fortæller om alle de dyr, man ikke ser, men som bor i og omkring det lille hus i skoven. Jeg elskede den bog, og det er sjovt at se, at NC også er vild med at bladre rundt mellem alle dyrene og efterhånden lære at sige deres navne og lyde.

Vores gamle bog ser præcis ud som den svenske version på billedet. Den er bare meget mere slidt, og nogle af siderne er tapet sammen, for min lillebror (ikke mig!) var hård ved bøgerne dengang 🙂