Pigetur? Om kønsopdeling i børnehaven

Da jeg afleverede NC i børnehaven i går, fandt jeg ud af, at pigerne på småbørnsstuen (2-3 år) skulle på pigetur, mens drengene skal blive hjemme og hygge sig uden pigerne. Det er ikke første gang, at NC og de andre drenge er ekskluderet fra ture pga. deres køn, har jeg bidt mærke i. Nicholas ville med, og jeg måtte jo prøve at forklare ham, at han har det forkerte køn.

Det sagde jeg naturligvis ikke, jeg svarede noget i stil med, at det var en pigetur, kun for piger. Det fattede han ikke en meter af. Han leger jo lige meget med piger som med drenge. Så han vrælede ved udsigten til, at hans bedste ven skulle på tur uden ham. De arrangerer pigeture for de forskellige børnegrupper, men jeg har mindes ikke at have set noget oplæg til en drengetur. Og så er det, at jeg tænker: Er det bare en undskyldning for ikke at tage de besværlige drenge med?

Det skal jeg lige grave lidt mere i, for hvis det er tilfældet, vil jeg slå et hårdt slag for ligestillingen blandt børnene på næste bestyrelsesmøde. Jeg er ret overbevist om, at køns-opdeling fra 2 års alderen i høj grad påvirker børnenes kønsidentitet. Den eventuelle påvirkning af farven på lego-klodserne er det rene vand ved siden af påvirkningen fra autoriteter.

Fra de er 2 år proppes børnene ned i nogle gammeldags bokse indeholdende søde, rolige, nemme og velopdragne piger, som kommer med på tur. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har virkelig kæmpet – og kæmper stadig – for at komme op af den boks.

Og så er der boksen med de vilde, larmende, besværlige og uopdragne drenge, som derfor skal hygge under kontrollerede former hjemme i institutionen. Det er nemmere at lade være med at inkludere drengene. Drengene er besværlige. Hvad gør det for en lille drengs selvtillid at opleve, at man er besværlig, fordi man er som man er? Hvor naturligt er det lige at forvente af en dreng, at han skal opføre sig som en pige?

Allerede når børnene er 2 år lægges fundamentet til pigeture, mande-os, pigeklubber, herreværelser … Det er ikke ligestilling at tvinge det ene køn til at opføre sig som det andet. Ligestilling er at kunne rumme kønnenes forskelligheder, og det ser ikke ud til, at drengenes natur bliver rummet særlig godt, når pigerne kommer på tur, mens drengene må blive hjemme.

Det må vi kunne gøre bedre!

Læs mere tankevækkende stof om drenge på Løkkefonden og i denne artikel.

Er intet nyt godt nyt?

Jeg er lidt ked af det. Indeni. Uden nogen grund, og så alligevel. Jeg er bekymret. Jeg har ikke noget job, og jeg føler heller ikke, at jeg er tæt på at finde et. Der har ikke rigtig vist sig noget.

Sådan kan det fortsætte i månedsvis, sådan er virkeligheden for rigtig mange jobsøgende.

Jeg har fået ét afslag, samt besked om at tre jobs, jeg har søgt, alligevel ikke skal besættes lige nu. Der til kommer to uafsluttede forløb, hvor jeg ikke føler mig sikker på noget som helst. Som timerne går smuldrer min tro på, at det bliver til noget. I dag har jeg sendt tre ansøgninger afsted.

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at ‘intet nyt er godt nyt’, for det er det jo, right?

Gul solskinsmandag med blå start

Sommertid er ikke ubetinget happiness i børnefamilien. Hoold nu op … Nicholas var utidig, træt, umulig og pjevset. Jeg prøvede at rumme det, prøvede at give ham en rolig morgen, men det var umuligt. Vi måtte til det .. vi måtte jo afsted til børnehaven. Dét ville han bare ikke. Som altid når vi har haft sådan en morgen efterlader det mig kraftløs og drænet og klar til at gå tilbage i seng. Som altid er det en umulighed.

I dag skulle jeg arbejde hjemme og til jobsamtale klokken 14 i Kbh C. Så går hele dagen med at mentalt (over-)forberede mig til samtalen. Det er som om det er i mine tanker hele tiden. Jeg forsøger inde i hovedet at coache mig selv til at sige det rigtige, svare det rigtige. Efter sådan en hel dag med coaching inde i knolden, så er man træt klokken 14 – og det var jo lige netop det, der ikke var planen.

Jobsamtalen gik udmærket – jeg gjorde mit bedste, og i sidste ende er det jo meget et spm om kemi og førstehåndsindtryk. Det er ude af mine hænder nu. Ikke tænke mere på det.

Send mig ikke til Kbh C. Det koster. Der lå en Next på min vej, og med mine forårsfornemmelser og udlængsel gik jeg derind og lod som om jeg var i London. Jeg fandt en sej polo og et par seje shorts til NC, samt to skjorter til mig og en kortærmet t-shirt til i alt 700 kroner.

Jeg mødte en gammel veninde på Fiolstræde og udvekslede telefonnumre. Jeg har tænkt mig at ringe til hende og lave en aftale, som vi talte om. Ikke bare sige ‘jeg ringer’ og så aldrig gøre det, som vi danskere har for vane. Den type mennesker har jeg mange af i mit liv, så det må være på tide at prøve at være lidt ‘udansk’ og rent faktisk gøre det, jeg siger.

Der går jo lang tid mellem jeg kommer til København efterhånden – engang kom jeg i Kbh hver eneste dag. Det slog mig, at København er gået hen og er blevet en trist affære. I hvert fald der hvor jeg gik; Fiolstræde til Strøget og ned i Pisserenden, og tilbage af Købmagergade. Over alt var der lukkede tomme butikker, og der var møgbeskidt. Virkelig ulækkert, faktisk. Jeg hader at vade i affald i pæne sko og med pæne bukser.

Jeg synes heller ikke, at der var så mange mennesker i byen, som jeg husker, at der var i byen på den første rigtige forårsdag. De mennesker, jeg mødte stirrede stift på et punkt oppe i luften og gik med lange skridt afsted uden at vige en centimeter, så jeg blev puffet og skubbet til, når jeg formastede mig til at krydse deres vej. Ikke noget med at se (på) hinanden, bare fortsætte uagtet man kommer til at skubbe en eller to omkuld på vejen. En by fuld af egoister, hvor hyggeligt!

Jeg var glad, da jeg sad i toget tilbage mod forstæderne 😀

På stilke!

Sidder på stilke og venter på, at søn på vintertid kapitulerer og sover på sommertid. Jeg skal træne mellem 21 og 22, og det er ikke nemt, når lille morsyg knægt ikke engang tilnærmelsesvis har søvn i øjenkrogene.

Jeg kan lige nå det.. Der er vist ro nu. Klokken er 21:20.

Det blev til 1/2 time på cross traineren. Kort, hårdt og effektivt.

F**år

20120325-152956.jpg

Der er ting, man burde gøre og lave på sådan en smuk søndag som denne, når Nicholas sover. Fx vaske vinduer. Men jeg lader være.

Jeg er træt. Kom for sent i seng i går, stod for tidligt op.

Kaffe. Vil jeg lave. Og rydde op. Jeg kan ikke sidde stille.

Tærtefugl

Tærtefugl
Tærtefugl fra Le Creuset

Se lige, hvad man kan købe (i USA) til sin tærtebagning. Altså til tærter og pies med dej-låg. Man kan nemlig risikere, at dej-låget revner, fordi dampen fra tærtefyldet forsøger at komme ud.

Det er slut med revnede dej-låg med en tærtefugl. Tærtefuglen er en gammel – og sikkert amerikansk opfindelse, som fungerer som en lille skorsten, der leder fugten kontrolleret op af tærten, mens den bages.

Jeg laver sjældent (læs: aldrig) tærter med dej-låg, men jeg gad godt eje sådan en lille nuttet tærtefugl. Bare fordi den er nuttet.

Og helt sikkert også fordi det ville kræve en tur i Broadway Panhandler.

F**årssko & rabarberlagkage

Lørdag aften. Snydt for sol i dag, snydt for f**år. Jeg tør dérfor ikke skrive f-ordet. DMI havde lovet sol og så videre i dag, men vi har været pakket ind i tåge og grå skyer hele dagen.

Ikke desto mindre fik jeg samme ide som rigtig mange andre mødre i dag: Der skal indkøbes overgangssko til knægten, for vejrudsigten siger 16 grader.

I Skoringen i Lyngby Storcenter skal man bestille en tid i forvejen for at få ordentlig betjening. Det nægter jeg af princip. Hvis jeg skal lægge mine penge i en butik, skal de gide mig og mine søn uden at jeg har bestilt tid i forvejen. Ellers finder jeg en anden butik med en ordentlig service.

Vi havde meget begrænset tid lørdag formiddag, Nicholas var allerede træt klokken 11, og vi kunne godt se, at en tur til vores favorits-børneskobutik i Vanløse – og en tur til nul-service skobutikken i Lyngby Storcenter var også udelukket.

Birkerød? Godt valg. Let at parkere, få mennesker og meget opmærksomme ekspeditricer. Samt ‘spar 25%’ på børnesko og gratis god service til alle. Ikke kun dem, der bestiller god service i forvejen på internettet, Det tog os ganske kort tid at finde, prøve og købe et par super fine blå
Ecco sneakers.

Nicholas formåede også at skræmme nogle forældre fra at få flere børn med sin højlydte og lettere maniske adfærd. Jo mindre sagt om det, jo bedre 🙂

På vejen hjem faldt han i søvn i bilen. Der var udsolgt. Vi stoppede hos bageren for at hente noget bagværk – og kan man andet end at testkøre en kage, som beskrives som ‘Weekend lagkage med rabarbercreme’ , når man er syg med rabarber? Nej, vel?

Ved 15-tiden kom vores venner forbi med deres søn, som er jævnaldrende med NC. De kommer fint ud af det sammen, og leger sammen som ‘rigtige’ drenge; larmende og trashende.

De to knægte skiftedes til at have førerhatten på, sådan at den ene ledte legen og den anden fulgte efter – og derefter omvendt. De blev uvenner, skændtes og puffede til hinanden, for så at blive bonkammerater lige bagefter igen.

Og som added bonus kunne vi forældre bare sidde og snakke sammen alle 4 uden at skulle have opmærksomheden rettet andetsteds hen. Det er fantastisk bare at kunne sidde og hygge os med jævnaldrende uden at skulle være over knægtene hele tiden.

Og rabarberlagkagen var fantastisk. Den var helt klart værd samtlige kalorier værd. Min næste lagkage skal laves med rabarberskum. Må kunne kopieres. Uhm!

Endelig weekend!

Efter en turbulent dag på jobbet med indbyggede overraskelser og ubehageligheder, så nød jeg det fine vejr på hjemvejen. Allan var så sød at hente forårssushi med stenbidderrogn til aften. Uhm! Det smagte så fint og rent og forårsagtigt.

Nicholas var godt træt og på tværs, og allerede 20:15 var der ro i barnekammeret. Jeg gik ned og trænede ved 21-tiden. Det blev til 50 minutter inkl. 10 minutters opvarmning.

Min moderate opvarmning hjælper på hyppigheden af migræneanfaldene. Jeg har dog haft træningshovedpine to dage i sidste uge, men det var milde anfald, så jeg kan konkludere, at jeg gør det rigtige.

Det er dog stadig svært for mig ikke at gi’ den gas lige fra starten. Jeg kommer tit til ubevidst at skrue tempoet op … måske er det i virkeligheden det der har givet træningshovedpine?

‘Det forbudte spørgsmål’

Jeg er kun en enkelt gang blevet stillet det ‘forbudte spørgsmål’ ved en jobsamtale, men jeg har erfaret, at det er helt normalt at få stillet ‘det forbudte spørgsmål’. Flere af mine jævnaldrende medsøstre har fået stillet samme spørgsmål i mere eller mindre indirekte form.

“Nå, du er 40 år, og din søn er snart 3? Så skal I da snart have en til?”

Da jeg fik stillet spørgsmålet, var jeg ikke parat til at svare på det, for jeg havde forberedt mig på alle mulige andre spørgsmål end det. Så det blev noget væve-væve, nej-da-vi-skal-ikke-have-flere-børn-lige-nu-snik-snak, som formentlig stank af blafrende æggestokke omend det ikke var tilsigtet.

Jeg fik ikke jobbet, og det kan der så være 1.000 andre gode forklaringer på, men tilbage står, at jeg fik spørgsmålet under den indledende samtale, og det var i denne forbindelse, at der var mismatch mellem min potentielt kommende arbejdsgiver og jeg. Bortset fra det var jeg et perfekt match, fik jeg at vide.

Jeg forstår godt problematikken, når spørgeren er en mindre virksomhed, hvis overlevelse er afhængig af at en bestemt kunde skal blive i butikken. Så kan det være katastrofalt, hvis den nye person, som skal pleje denne kunde, kort tid efter trækker stikket ud for et år. Man kan selvfølgelig ansætte en barselsvikar, men det giver turbulens og uro i forholdet til kunden, og der er en reel risiko for, at kunden finder en mere stabil samarbejdspartner.

Ud over udsigten til at undvære en dygtig medarbejder i op til et år, kommer der udgifter til barsel, til en evt. vikar etc. Summen af det virker afskrækkende især på mindre virksomheder og stigmatiserer kvinder i alderen 26-42 år. Det er et problem, som ingen taler om.

Bevares, der er da gjort noget for at beskytte mod kønsdiskrimination af fødedygtige kvinder: Det forbudte spørgsmål er jo blevet forbudt. Det er bare fuldkommen illusorisk at forbyde spørgsmålet, for i stedet konkluderer arbejdsgiveren ud fra alderen på CV’et, hvorefter man modtager et vævende afslag, som man ikke helt forstår.

Uanset om man som kvinde i alderen 26-42 år får det forbudte spørgsmål eller der konkluderes ud fra CV’et, så risikerer man at blive stemplet som dødvægt i form af omkostninger til barsel, vikar, turbulens og generel uro. Det er naivt at tro, at det ikke foregår.

Ville jeg have foretrukket, at de havde set mit CV og valgt mig fra pga. køn, alder og 1-barns-status? Nej, jeg er glad for, at jeg fik chancen for at prøve at overbevise dem om, at jeg er et godt parti, selvom jeg er 40-årig mor til et barn. De blev i tvivl.

Samtidig er jeg glad for, at de valgte at være ærlige overfor mig, for jeg forstår deres beslutning. Hvis jeg var i deres sko, havde jeg gjort mig samme overvejelser. Jeg håber bare, at jeg havde været mere modig, men ærligt talt – det havde jeg nok ikke været ved udsigten til at risikere at tabe penge.

Jeg kender ikke løsningen, men jeg tror ikke, at tvungen delt barsel er vejen frem. Der vil stadig være 6 måneder uden en nøglemedarbejder plus en masse omkostninger. I mindre virksomheder, som lever af enkelte klienter er det ikke alene økonomisk kompensation, der vil hjælpe.

Den økonomiske mulighed for at ansætte en dygtig vikar er vigtig, vil jeg tro, og så er det lige meget om vikaren er der 6 eller 12 måneder. Men stadigvæk er det ressourcekrævende at ansætte en vikar og køre vedkommende ind. Det bliver aldrig easy-peasy, når en kvinde skal på barsel.

Tilbage står, at jeg har alle de ønskede kvalifikationer – det er jeg glad for. Men jeg har kun ét barn, og jeg er 40 år, og det er i nogles øjne ikke attraktivt. Ærgerligt for dem. Jeg leder videre efter den arbejdsgiver, som ser den samlede sum af mine kvalifikationer og min person som en mulighed, ikke en trussel.

Fyringsforkølelse?

At blive fyret har ikke ligefrem styrket mit helbred. Jeg har hostet, snottet og skrantet i en lille uges tid, men det var først her mandag morgen, at det lige som sad i hele min krop og gjorde mig ukampdygtig.

Mandag aften havde sønnen 39 i feber. Han var ikke mat eller slatten, var faktisk forbavsende frisk og meget morsyg. Han nøs meget, og det var veritable guirlander, der kom ud.

Mandag aften fik jeg trænet i 30 minutter, inkl. 10 minutters opvarmning, men opvarmningen var åbenbart ikke slow nok, for jeg fik træningsmigræne i løbet af natten. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg lå sammen med 39 grader varm dreng, der limede sig fast mig…

Tirsdag vågnede jeg derfor op med migræne, og da drengen heller ikke havde fået det stort bedre, meldte jeg mig/os syg.

Vores dag gik med at se Cirkeline, spise frokost hos farmor og bedstefar og sove fra 13-17.

Nu er klokken snart 22, og drengen sover selvfølgelig ikke endnu. Der røg derfor min træning. Øv bøv. Resten af ugen må jeg virkelig se at stramme op. Har jo ikke spist pulvermad, fordi jeg har spist sammen med sønnen.

Legepladsen Slangen

Rudersdal.dk er legepladsen Slangen nævnt under ‘andre legepladser’, og der er ‘spildt’ 1 hel linie på at beskrive den på hjemmesiden:

Slangen i Biblioteksparken i Nærum, Biblioteks Alléen 3

På legepladsen kan du rutsje ned ad bakken, gemme dig i pilekrattet, tage en gyngetur eller lege i sandet. Legepladsen er især for de 2- 6 årige.

Den korte beskrivelse undersælger legepladsen med flere dimensioner, for her er tale om en lille perle! Vi var en tur på biblioteket mandag morgen, syg mor og sygt barn. På vej over til bilen slog vi lige et slaw forbi legepladsen. Det blev til et længere besøg, for der var en masse sjov for Nicholas.

Der er en bakke med en ny bred og høj rutschebane, to fede nye dækgynger, en sandkasse, en hule og en hæk, som man kan gå indeni. Der er også et sørøverskib til at lege på. Det hele blev afprøvet – og godkendt – indtil flere gange af Nicholas.

Legepladsen hedder Slangen, sikkert fordi bøgehækken har form som en slange og delvist omkranser legepladsen. Man kan gå hele vejen indeni den bugtede bøgehæk. Det er ikke så spændende på denne årstid, men Nicholas skulle lige teste det alligevel, og jeg fulgte med.

Når hækken er fuld af grønne blade bliver det en eventyrlig lang grøn tunnel. Midt på legepladsen er et pilekrat flettet sammen til en stor hule. Det syner ikke af så meget nu, men når der kommer blade på, forestiller jeg mig en ‘hemmelig’ grøn hule, som kun tillader solen at titte ind få steder.

Til de voksne er der borde og bænke, perfekt til at nyde en kop kaffe (fx fra den nærliggende tank) eller en snitte. Legepladsen ligger i Biblioteksparken bag biblioteket. Biblioteket ligger i en mindre herregpårdsagtig villa, som ligger med udsigt til parken.

Der er havemøbler på den herskabelige terrasse, så jeg vil tro, at man kan sidde i solen på terrassen og filosofere over livet med dagens avis fra biblioteket, som er åbent fra 7-21 alle dage. Man kan købe kaffe på biblioteket, men den smager ikke godt, så det kan anbefales at tage kaffe med hjemmefra eller stoppe på tanken tæt ved.

Området er stort med en stor grøn plæne med store gamle træer, som om sommeren garanteret giver en kølig skygge. Hvis man går længere ned i parken er der en lille sø med en sti omkring. Rundt om søen står gigantiske gamle træer.

Kort fortalt er der mulighed for at tage tæppe med og solbade, samtidig med at familiens yngste knalder energi af på legepladsen. Man kan fodre ænder, og man kan gå på biblioteket, hvor der i øvrigt er prima nye toiletter og pusleplads. Man kan spille fodbold eller rundbold på plænen eller gå på opdagelse mellem de kæmpestore træer.

Der er med andre ord tale om en ægte Kinder Überraschung. Der er hele 12 ting i 1. Eller der omkring 🙂

Ville ønske der var mere weekend på lager!

Da NC havde sovet middagslur, gik vi over på legepladsen, hvor vi bor. Da vi havde gynget lidt, begyndte det at regne, så vi mistede modet og undersøgte på Iphonen om der var et bibliotek i næheden, der var åbent. Vi fandt ud af, at Nærum Bibliotek er blevet lavet om til et selvbetjeningsbibliotek – med udvidede åbningstider. Vi besluttede os til at køre ud og se på sagerne.

20120318-222957.jpg

Det var bare totalt fedt. Det er et mindre bibliotek, men der er en stor børneafdeling med masser af bøger og legetøj. Nicholas fandt straks en stor kuglelabyrint at lege med – sjovt, så han elsker at flytte kuglerne rundt . Han bliver helt optaget af det.

Vi var derude en times tid, hvor vi legede med legetøj, kiggede på bøger og læste Cirkeline. Det er simpelthen alletiders, at vi kan tage på biblioteket nærmest når vi vil – der er åbent fra 7-21 hver dag.

Da klokken nærmede sig spisetid, besluttede vi os til at køre til Shangri-La i Virum og spise. Der er nemlig et børnehjørne, hvor Nicholas kan hygge sig, mens vi spiser færdigt. Vi bad om – og fik – et bord ved siden af børnehjørnet, så det var helt perfekt! Det kan i øvrigt helt klart anbefales!

Nicholas bestilte selv ‘juice’, da tjeneren kom. Æblejuice. Vi spiste i fred og ro. Nicholas sad med og smagte på det meste og kværnede temmelig mange rejechips, lidt ærter, majs, melon og ananas.

Vi mødte en af mine gamle skoleveninder og hilste på hendes søn, som var noget ældre end Nicholas. Ham og Nicholas hilste på hinanden, og det var tydeligt, at der var en connection.

Lidt senere kom han ned i børnehjørnet og så gik den glade leg. De to hyggede sig helt vildt, og Nicholas ville ikke med hjem. Da vi sagde, at det var tid til at sige farvel. “Bli’ her, gå vej!” sagde han vredt. Vi fik ham dog overtalt, og han gik glad med, da han fik lov til at gå hen og sige pænt farvel til sin nye ven.

Vel hjemme igen, kom han og bad om at komme i seng, og som Altid skulle han have sin kuglelabyrint med. Den er ikke verdens mest komfortabel sengekammerat, kan jeg hilse og sige. Jeg har fået den lige i skallen et par gange,

På denne måde sluttede vores weekend. Helt fantastisk. Ville ønske der var mere weekend på lager.

Om lidt, når Nicholas sover, vil jeg gå ned og træne. Har jeg fået fortalt, at der er røget et kilo mere? Jeg har tabt 6 kilo nu. Jubii!

Lindevangens legeplads

Jeg startede søndagen med at muge ud. Det var hårdt tiltrængt, og det er ikke lige min favoritsøndagsbeskæftigelse, men nogen skal jo gøre det!

Nicholas synes ikke, at det er skægt at gøre rent, men han hjalp da til. Han greb sin kost og hvirvlede støv og nullermænd rundt i landskabet.

Efter rengøringen var det tid til noget børnetid, så vi tog over til Lindevangen 31a i Virum, hvor der ligger en lille sø og en legeplads.

Fra jeg var 0 til 1 år boede jeg i det kvarter, så det er lidt sjovt at komme der. Min mor har fortalt mig, at hun gik rundt med mig i barnevognen og luftede hunden på plænen ved søen. Det kan jeg godt lide at tænke på.

Legepladsen er fin og stor. Der er god plads og alle legeredskaberne er placeret i en stor sandkasse. Sand er fint, men jeg fatter ikke, at folk smider cigaretskod i sandkasser og lader deres hunde skide der hvor hvor små børn sidder og leger.

Der er gynger, to mindre rutschebaner, en afskærmet minifodboldbane, samt små klatrestativer med sjove features. Der er to vippede og en minivippe. Legepladsen var perfekt til Nicholas (2 1/2 år).

Der er bænke og borde, og måske er der en grill om sommeren. Det er let at parkere på vejen ved siden af, og selve legepladsen er afskærmet med et lavt hegn på alle sider. Den ligger ved en lille sø, og der er også en stor plæne med fodboldmål.

Atter en legeplads, som vi vil vende tilbage til, når det bliver sommer. Trods lortene i sandet, en delvis defekt gynge og cigaretskod. Jeg har lige sendt en mail til kommunen, så de kan få fikset gyngen.

Kom frisk!

Klokken rundede netop 4:52, da Nicholas hviskede ‘vågn op, mor!’ i mit øre. Der var ingen kære mor. Jeg prøvede at overbevise ham om det fantastiske i at blive liggende lidt længere, men næ nej!

Sådan gik det til, at vi sad i bilen 7:38 og var på vej til bageren efter morgenbrød til vores sædvanlige lørdagsmorgenbord hos farmor og bedstefar.

Nicholas vågnede op fra middagslur og var SUR! Vi tog ned på Den Grønne Legeplads på Frederiksdalsvej 23 i Virum.

Vi er kørt forbi dernede masser af gange uden at tage notits af stedet. Udefra ser det nemlig noget trist ud, men skindet bedrager, for det er en superfin legeplads for børn i alle aldre. Legepladsen er afskærmet med hegn hele vejen rundt.

Der er sandkasse og klatreskib til de små, samt et kæmpestort klatrestativ med en høj rutschebane til de større børn. Der er en aflukket fodboldbane, og så er der gynger. Samtidig er der mulighed for at cykle på en ‘rigtig’ vej, så husk den trehjulede!

Centralt placeret er der borde og bænke, så der er mulighed for at spise en snitte eller drikke en kop kaffe, som kan hentes på tanken på den anden side af vejen, hvis man ikke lige har termokaffe med.

Det er klart et sted, vi kommer tilbage til. Kan lige forestille mig at sidde i solen og fise den af, mens Nicholas brænder energi af 🙂

Tøm drengens sparegris!

Var det ikke den 13. i går? Jeg spør’ bare, for jeg føler mig uheldig i dag. Faktisk sidder jeg helt stille på kontoret for at undgå flere uheld. Jeg var i virkelig god tid i morges, fordi jeg havde timet og tilrettelagt det hele. Nicholas blev afleveret, og ups … der manglede en flyverdragt i hans garderobe. Hjem efter den. Aflevere den og så køre. Stadig okay mellemtid.

Stort set tom tank i bilen, ned på tanken, rode efter dankort … ups, det har Allan jo, fordi han hentede mad i går. Pis pis pis. Samle mønter sammen fra bunden af tasken, bunden af bilen – nej, der er heller ikke nogen flasker eller andet, jeg kan sælge.

Kloge mand svarer på panisk sms: ‘Tøm drengens sparegris!’

Som sagt så gjort. Vende bilen med meget tom tank, køre hjem, rippe sparegris, afsted igen. Nu med ekstremt dårlig mellemtid.

I det jeg står ud af bilen på tanken er der en mand, der siger ‘Ved du godt, at dit håndbremsekabel sidder løst?’ Til det er mit svar ‘shit?!’ og ‘shit, shit, shit, tak, shit, shit, pis’. Jeg spejder ind under bilen, mand har ret. Mand er sød, mand får stort tak for opmærksomheden.

Hen til nærliggende værksted for at høre om de lige kan tape kablet fast. Meget sur mekaniker gider ikke se på bil uden at få en 50er i hånden. Super, no can do, min mand har mit dankort, og jeg gider i øvrigt ikke handle, når service er så lousy.

Så nu er jeg på arbejde og har bedt meget venligere IT-kollega kigge på kabel. Ellers tager jeg sgu selv noget gaffa og limer det lortekabel fast. Ser allerede frem til at ligge på ryggen på p-pladsen i min Burberry-frakke i solskinnet.

Og mødet? Uheldet tilsmiler ikke bare mig i dag – min kollega har barn syg idag, så mødet starter først 10:30.

\o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/

Seneste nyt: Meget sød IT-kollega har fundet strips og har fastgjort løssluppent håndbremsekabel. KYS! Mødet? Ja, det blev aflyst, for flertallet af mødedeltagerne er ikke mødt op af forskellige årsager. Så pas på derude … uheldet er (måske) løs!