Farvel ferie

Efter 4 dages ferie i Tyskland, nærmere bestemt i Tmmendorfer Strand, er vi nu hjemme igen. Ferien var dejlig, tiltrængt og for kort. Vi har pakket det meste ud, og jeg har været ovre at træne her til aften, så hverdagen kryber ind på os hvad enten vi vil det eller ej.

Ferien var god, virkelig god. Faktisk så god, at jeg formåede at glemme totalt, at jeg ikke har noget arbejde. Jeg har fået et afslag, mens vi har været væk. Jeg tæller ikke afslag, jeg noterer mig bare, at jeg stadig mangler svar på mange ansøgninger sendt før påske.

Vi har taget ferien med hjem i pose og sæk. Vi tømte et supermarked for nogle af de bedste ting, som Tyskland har at byde på: hvid cappuccino, hvid varm chokoladepulver, hvid nutella, rød og grøn Götterspeise, nyopgravede hvide asparges, holsteiner katerschinken, Hela Curry ketchup, Heinz giga tomatketchup, Heinz ketchup særligt til børn, hvid pålægschokolade, vingummi, speck, slikkepinde, marmelade, ost, pulvermad og mere skinke.

Samt rigtig meget Pepsi Max. Plus rabarbernektar, kirsebærnektar og pærejuice. Og to Feiglinge.

Jeg elsker virkelig at gå i supermarkeder i udlandet for at se udvalget. Jeg elsker at finde ting, som vi ikke har herhjemme. Det slår mig gang på gang, at udvalget i vores supermarkeder er vildt begrænset og røv-kedeligt!