The youth is wasted on the young

Jeg skulle afsted til lufthavnen klokken 5:25 i morges. Morgenen var mild, blød og himlen var blå. Fuglene sang for fuld knald, og solen var på vej op bag skovens træer. En rigtig klassisk sommermorgen, som vi engang havde så mange af. Eller husker jeg somrene forkert?

Da jeg kørte gennem Virum kom flere små grupper af trætte småfulde studenter gående på vej hjem med endnu et hak i båndet for endnu en studenterfest til den lyse morgen.

En af de unge studenter havde plukket en stor buket lyserøde bonderoser i en forhave på vejen. Til hans mor, tænker jeg. Min mor er mere end en gang vågnet op til stjålne blomster i en stor vase på bordet.

Lidt længere fremme vaklede en lyshåret studine i meget kort hvid kjole på meget høje hæle. Hun støttede sig op af sin cykel, mens hun gik og talte i mobil og grinede.

Hold op, hvor jeg husker det. Selvom det er 21 år siden at huen sad på mit hoved, så husker jeg følelsen: Huen på hovedet, solen i ryggen og hele verden for ens fødder. Der er intet, der ikke kan lade sig gøre, og livet ligger foran en som et langt ta’ selv-bord, man kan springe på – hvis man gider.

The youth is wasted on the young. At være ung er simpelthen en fantastisk gave, og man har bare så travlt med at komme videre, blive voksen og blive klog. Men heldigvis kan jeg stadig huske, hvordan det var at stå der og betragte hele verden som sin legeplads – og det var fantastisk!

Regn med regn på og lidt regn ved siden af

Søndagen virker længere end lang i dag. Det siler ned, og det har det gjort hele dagen. Jeg har forsøgt at overtale Nicholas til at gå med ud og se på tog, men han nægter, fordi det regner.

Han hader regnvejr, og jeg ved godt, hvordan det bliver: jeg går rundt med ham skrigende på armen, fordi han nægter at gå så meget som en meter i regnvejr. Han elsker vandpytter, men han hader virkelig regnvejr.

Så vi har spillet spil, malet med farvelade, læst bøger, malet med farver, set Pippi, leget med modellervoks, og nu ser vi Elias. Indvendig er jeg ved at eksplodere. I stedet vasker jeg tøj og lægger tøj sammen.

Nu har jeg smurt min nye sorte mudder-ansigtsmaske fra JorgObe på min T-zone, og det har vi meget sjov ud af. Nicholas skriger og hviner af forskrækkelse, når han ser min sorte næse, og jeg har forklaret ham, at det er et solskins-indianer-ritual, der gør, at det snart holder op med at regne.

Den forklaring er mindre abstrakt end at prøve at forklare ham, at jeg prøver at udrydde hudorme, særligt på næsen. Hvis jeg fortæller ham, at jeg har orme i ansigtet, kysser han mig måske aldrig igen.

Min næse er blevet virkelig pæn, ikke flere sorte prikker – og jeg er glad for min JorgObe ansigtsmaske.

Nu med hornhindebetændelse

Jeg vågnede fredags morgen med grus og snask og ondt i venstre øje. Jeg kiggede på det, alt det hvide i øjet var rødt. Jeg antog, at det var øjenbetændelse. Jeg gik i bad, fik tøj på, droppede kontaktlinserne. Det blev værre efterhånden.

Det gjorde knaldondt hver gang jeg fik lys i øjnene, og tårerne løb ud af øjet. Jeg kunne mærke konturen af min øjeæble inde i hovedet, fordi det gjorde ondt i hele øjeæblet. Jeg var efterhånden godt klar over, at det var mere alvorligt end øjenbetændelse, så jeg gik ind på vores øjenlæges hjemmeside og læste om hvornår man skal være på vagt ved rødt øje.

Jeg kan sige ja til 3 ting; kontaktlinser, smerter og svær lysfølsomhed, så jeg ringede til øjenlægen og fik en akuttid.

Jeg fik konstateret hornhindebetændelse (keratitis) efter en lang, grundig undersøgelse af mine øjne. Det er simpelthen noget værre knald. Jeg skal dryppe øjnene en gang i timen i 2 dage med antibiotika, derefter hver anden time i 2 dage og derefter 8 gange om dagen, indtil jeg skal til øjenlægen igen.

Det gør så sindssygt ondt. Lysfølsomheden er nok det værste. Forandringer i lyset får pupillen til at udvide sig, og det er denne simple bevægelse i øjet, der foregår en milliard gang om dagen uden at vi ænser det. Jeg mærker det hver eneste gang nu, som en kniv i øjet.

Her på dag 2 med dråber hver time er det blevet bedre, men jeg ligner simpelthen en farce .. eller måske en falleret skuespiller, der febrilsk forsøger at skjule mig bag solbriller i regnvejr.

Jeg gik med solbriller indendørs i går og forlangte mørke og nedrullede gardiner. Jeg hader solskin. Jeg har både briller og solbriller på. Det ene par i håret, det andet par på øjnene, så jeg hurtigt kan skifte udenfor, for selv gråvejr giver smerter.

Mit øje ligner noget, der er løgn. Ophovnet øjenlåg, knaldrødt i øjet, hævet under øjet … Helt igennem fantastisk at få den sygdom netop på årets længste dage, hvor vi bliver beriget med lys (og regn). Havde været federe i slutningen af december.

Nicholas er så sød ved mig. Han ringede til lægen og sagde ‘mor har ondt i maven’, hvor til jeg sagde ‘øjet’. ‘Mor har ondt i øjet’ sagde han ind i sin legetøjsmobiltelefon ‘kom, læge!’. ‘Jeg er læge’ sagde han og kiggede længe på mit røde øje, og sagde ‘aaav, øje’, og jeg krammede ham. Min egen lille læge!

Ny Ipad .. igen!

Min IPad har været til reparation i næsten 1 uge. Jeg har cravings. Meget slemme cravings. Den er svær at undvære, når man har fået den ind under huden, som jeg har.

Det hjalp dog ret meget, at jeg omsider fik min IPhone 4S i torsdags, så har jeg lissom været beskæftiget med den 🙂

Jeg fik en foruroligende sms med besked om, at der var bestilt reservedele til reparation af min IPad. Og dagen efter fik jeg besked om, at reparationen var i gang.

For at være ærlig var jeg ikke begejstret ved tanken om, at de giver sig til at reparere på en 3 måneder gammel IPad. Den bliver sjældent så god som ny.

I mandag fik jeg en sms om, at jeg kunne hente min IPad om fredagen. Jeg blev glædeligt overrasket i Fona, hvor den søde ekspedient fortalte mig, at min IPad var blevet ombyttet.

Jeg har simpelthen fået en spritny IPad, og min gamle IPad var simpelthen død. Åh, jeg er bare så glad for, at jeg ikke har fået min gamle modvillige mandagsmodel tilbage.

Endnu et villigt offer for Pester Power!

Nu arbejder jeg jo med marketing, og dengang jeg læste HD (A) havde vi om begrebet Pester Power. Det grinede jeg meget af, for dengang virkede det absurd, at en meter umyndigt menneske uden dankort skulle styre indholdet i indkøbskurven. Man lærer så længe man lever, og en ting er teori, en anden er praksis. Her følger definitionen på pester power, og så er jeg sikker på, at du kender til det, hvis du har børn:

Pester power is the ability that children have to make their parents buy things by asking for them again and again.

De fleste af os vil nok sige, at vi er gode til at sige fra. Hånden på hjertet; vælger du den type pålæg/morgenmad/frugt/brød/slik/legetøj, du vil have – eller det dit barn vil have? Gider du slås med poden for at få ham til at spise øko leverpostej, når han foretrækker den, der har orange etiket på og hedder noget med ‘billig’ eller ‘super’?

Der spekuleres i pester power. Over alt. Big time. Det bedste og mest effektive medie er nemlig barnet. Det er den direkte vej til forældrenes dankort. Reklamer, placering, produkt – hele pakken er udformet til at påvirke barnet, som så udøver pester power på forældrene. Alle ved, at forældre har svært ved at sige nej til deres børn. Til gengæld zapper de samme forældre væk fra TV reklamerne, klikker sjældent på bannerreklamer og læser meget få blade og aviser.

Hvorfor tror du, der i dag findes legetøj i supermarkederne? Slik er også mere kulørt og spraglet i en meters højde end i 175 cm højde. Og så er jeg slet ikke nået til Fætter BR eller bare det væld af TV-reklamer, samt figurer fra TV, som man kan købe som dukker, tøj eller på dvd. Henvend dig til ungen, så følger pengepungen med (moren/faren).

Jeg kender begrebet og teorien bag pester power, og med min viden burde jeg jo overhovedet ikke være til fals for slige marketingmetoder. Men det virker. Også på mig. Jeg har aldrig før købt så meget leverpostej, kiks, knækbrød, ketchup osv osv. Alt sammen af det foretrukne mærke, da der ellers vanker en lodret afvisning, og varen ender i affaldsposen. Jeg har normalt substitueret til et andet mærke, hvis min favorit ikke var tilgængelig, men nu prøver jeg at få mærkevaren i et andet supermarked. Jeg går med andre ord (eller kører) til et andet supermarked, hvis vi er løbet tør for Nicholas’ favorit-kiks!

Kun 2 år gammel sad han med forbavsende lange arme i indkøbsvognen og hev produkter ned i vognen – produkter, som han havde set og smagt en eller to gange før, men som han bare ville have mere af. Det er jeg imponeret over – at han i så tidlig en alder husker og afkoder hvilke produkter/mærker, han har præferencer for.

Så føles det som om at det marketingarbejde, vi brand managers lægger for dagen i alverdens marketingafdelinger ikke er spildt. Det er ikke spild, når vi kæler for detaljen på produkt, design, markedsføring m.m., når selv et 2-årigt barn kan genkende sine favoritter. Det er ret fedt (jaja, fagnørd …)!

Jeg vil ikke lege med DIG!

Lige nu er der flere børn i vores drengs børnehave, der møder den sætning, når de vil lege med hinanden. Lynhurtigt griber vores dygtige børnehave ind overfor det, og reglerne er nu, at man ikke må sige ‘jeg vil ikke lege med dig’. De har talt om det i gruppen med børnene.

Jeg har luret lidt på, om vores dreng er en af dem, der går rundt og siger sådan, for sådan siger han faktisk tit til os herhjemme. Vi reagerer ved at sige ‘det er ikke sødt sagt, mor/far blev ked af det’, for jeg mener ikke, at det er god tone at behandle hinanden på den måde.

Som udgangspunkt synes jeg, at han skal være åben overfor at lege med alle, – det er selvfølgelig i orden, at han på sigt finder sig nogle bedste venner, som han leger mere med. Men at han siger ‘jeg vil ikke lege med DIG!’ (og ofte med væmmelse eller provokation i stemmen) op i ansigtet på en anden, det vil jeg gerne vænne ham af med.

Det er særligt en af drengene i børnehaven, som de andre er hårde ved. Peter er ny, og han virker ikke som om han er interesseret i de andre – eller ikke kan finde ud af at bryde isen. Han vil lige så gerne (eller hellere?) lege alene. Han siger ikke så meget, mens de andre plaprer op. Han er startet i børnehave som 3-årig og har ikke været i institution tidligere, så han er også blevet kastet på hovedet ud i det!

I børnehaven har de opfordret til, at vi skal snakke med ungerne om ‘jeg vil ikke lege med dig’, så det gjorde jeg her til aften, da vores dreng sagde ‘jeg vil ikke lege med DIG, dumme mor!’, fordi jeg ville give ham nattøj på.

Jeg spurgte, om der er nogen, der siger sådan til ham. Det svarede han nej til og fortalte uden videre, at han ikke gider lege med Peter! Jeg sagde til ham, at det er synd for Peter, at han skal være alene og ikke har nogen at lege med. Jeg fortalte ham også, at jeg er sikker på at Peter kender nogle sjove lege.

Vores dreng afviste fuldstændig bare at prøve at lege med ham, og han begyndte at græde. Formentlig fordi han godt ved, at det er forkert at sige ‘jeg vil ikke lege med dig’ til nogen. Jeg foreslog ham så, at vi kan tage hjem til Peter og lege en dag. Det vil han bare super gerne. Han lyste op som en sol. Jeg vil forfølge den idé i morgen.

Skal, skal ikke tage paraply med?

Det bliver nok et ‘skal’, for nu tordner det i det fjerne, og de første tunge regndråber er faldet.

Himlen ser mildt sagt truende ud, det blæser op, og fuglene er holdt op med at synge. Skummelt!

Venter på potentielt farlige vejrfænomener

Mens vi venter på ‘potentielt farlige vejrfænomener’, som de så dramatisk skriver på DMI, så nyder jeg morgenen og solen. For det er en dejlig morgen. Jeg har støvsuget, drukket kaffe og afleveret Nicholas.

På min telefon (en af mange) fandt jeg en lille video af mine fødder i strandkanten. Det er en lille film, jeg lavede i maj på den dag, hvor det var sommer(!). Sådan må det gerne blive snart igen. As in NU.

Fejl
This video doesn’t exist

Så tager vi vest på & stiletter til en tyver

Vi tog afsted på loppis, selvom skyerne mildt sagt så truende ud. Vi ramte selve pladsen samtidig med at de første regndråber begyndte at vælte ned. Vi søgte ly under en parasol, og heldigvis var det en kort byge, så vi kunne snart fortsætte vores jagt.

Jeg fandt 3 Benetton veste og et par Pepe jeans til Nicholas, som jeg fik for bare 60 kroner. Nicholas bliver den sejeste knægt i engelsk stil til efteråret.

På en anden stand fandt jeg et par lækre nye sorte stiletter fra Blay.

Fordi det var begyndt at øse ned igen, fik jeg dem for en tyver. Det er ikke til at vide, hvordan de kommer til at se ud, når de tørrer, men til 20 kroner tager jeg gerne chancen.

Da jeg kom hjem opdagede jeg, at hælen på den ene sko er sort – og på den anden er den mørkebrun. Det er ikke noget, man ser, hvis man ikke lige ved det. Og det er til at leve med – for 20 kroner. Skoene passer perfekt, og de er rare at gå i, så jeg er happy 🙂

Træt & glad

Dagen i dag foregik i virkelig lavt gear, men startede allerede klokken 5 … hvorfor er det, at Nicholas kan sove til klokken 7 eller mere på hverdage, men vågner klokken 5 på en lørdag?

Efter morgenmaden startede Nicholas dagen med en legeaftale hos sin fætter og kusine, og da vi hentede ham, faldt han i søvn i bilen. Han og jeg gik op i seng, og jeg forventede kun at sove kort tid, men det blev til godt 3 timer på langs. Det var skønt, men ikke helt nok, for jeg var helt bombet, da Nicholas vækkede mig.

Vi kørte en tur til Skodsborg strand og købte en megastor gammeldags isvaffel. Den var med italiensk is, og det var simpelthen vildt lækkert. Problemet var bare, at det havde virket varmt derhjemme, men ved kysten blæste en strid sibirsk brise, der gik til marv og ben. Så jeg frøs, så skidtet dansede, mens jeg spiste min is og spå, at Nicholas gjorde en habil indsats for at fylde Øresund helt op med småsten. Han elsker at stå ved strandkanten og kaste sten i vandet, og han græd som pisket, da vi måtte afbryde ham i hans yndlingsbeskæftigelse.

Nu nærmer klokken sig 21:30, Nicholas sover, Allan er på arbejde, og jeg overvejer at gå i seng, sådan så jeg bare er nogenlunde frisk i morgen. Tænk engang, at jeg bliver så træt af et salgsmøde og en uge på mit nye job. Der er også meget nyt, men det er jo helt vildt at blive så træt af det!!

Sommerfest i stiv kuling

Klokken er 20, og vi er lige kommet hjem fra sommerfest i børnehaven. Drengen ligger allerede og sover, og jeg lurer lidt på at følge hans eksempel og gå tidligt i seng. Jeg småfryser, har lidt ondt i halsen og er mega træt, så måske skal jeg bare have en kop te og så på hovedet i seng.

Jeg er træt ovenpå en uge med fuldt program med salgsmøde over to dage i Jylland, samt en masse onboardingmøder hver eneste dag i denne uge. I dag havde jeg introduktion til vores it-systemer. Wow, siger jeg bare og må citere min egen euforiske opdatering på facebook tidligere:

Jeg har den vildeste optur over det udvalg af rapporter, som bare ligger og venter på at blive brugt på mit nye job. Ved godt, det er kampnørdet at juble over gemene rapporter med live opdatering i pivot-format, men når man har prøvet at leve uden, så er det intet mindre end FANTASTISK!

Sommerfesten i børnehaven var virkelig fin. Vi fik snakket med drengens venners forældre, og det var virkelig hyggeligt. Maden var virkelig god, og der var hyret en tryllekunstner til at trylle og lave ballondyr til alle ungerne. Kæmpe succes.

Vejret var virkelig fint til at begynde med, men det begyndte at blæse op, og selv med en ekstra trøje blev det til sidst for koldt, og så var festen egentlig også forbi. Klokken nærmede sig 19:30, og det er jo de fleste af rollingernes sengetid, så festen ebbede tidligt ud, kan man vist roligt sige.

Rimfrost i juni?

Det er ganske vist. Det var simpelthen frostvejr i morges i Danmark. Jeg syntes godt nok også, at det var absurd koldt, da jeg fulgte Nicholas til børnehave. Alt for koldt til bare fødder i sandalerne. Alt for koldt til sommer, i det hele taget.

Men andre steder i den sydlige del af Danmark var det lige et nøk koldere. Det var nemlig frostvejr. Du ved, hvidt knasegræs på græsplænen, lidt rim på bilen… Alt det, man overhovedet ikke forventer og så absolut ikke ønsker at møde i juni måned.

Jeg vil gerne have sommer nu, tak! Jeg vil ikke snydes igen! Jeg bliver så hidsig, at det ikke bliver frostvejr i nærheden af mig, før jeg er kølet af igen. Jeg siger det bare. Kom SÅ med den sommer!

Fantomtryk & død skærm på IPad

Min Ipad har gennem et par uger hængt lidt i bremsen. Ind i mellem kan jeg ikke låse den op – skærmen reagerer simpelthen ikke på nogen form for berøring. Det kan så tage en times tid (!), før det lige som går væk af sig selv. Ind i mellem er det som om en fremmed overtager tastaturet og åbner en masse faneblade i browseren og skriver de sorteste web-adresser ind.

Jeg har geninstalleret via Mac, via ITunes og via ICloud, men ingen af delene har hjulpet. Jeg har kun haft min Ipad i 3 måneder, så det er for tidligt at have den slags problemer efter min mening.

Jeg tog en dyb indånding og afleverede den til reparation i lørdags. Jeg har fået sms opdateringer fra værkstedet, bl.a. er der bestilt reservedele til den, og den er under reparation stadigvæk. Jeg havde håbet at få den til weekenden, men det ser ikke sådan ud.

Åh, jeg savner min Ipad RIGTIG meget! Det gør Nicholas også… Han vil så gerne spille på den, men der er jo ikke noget at gøre.

Samtidig venter jeg på 2. uge på min nye Iphone, som åbenbart er i restordre. Jeg kører derfor med en gammel Samsung, som ikke kan gå på nettet. Jeg kan faktisk kun bruge den til 2 ting; til at tale i og sende sms’er med. Ikke andet, så jeg er virkelig i gang med en kold tyrker i forhold til at være on-line nærmest 24/7. Det er svært, hårdt, og jeg gør det ikke igen. Basta!

Livstegn

Der er stadig liv. Lidt. Jeg kom hjem fra salgsmøde i går. To dage med fuldt program, for meget kage, for meget mad, lidt vino og for lidt søvn. Men jeg elsker bare salgsmøder. Det er spændende at høre om næste turs kampagnger, tale med sælgerne og høre sig hvad der rører sig ude i marken.

Jeg har mødt så mange utroligt søde nye kolleger og har fået så mange inputs, at min hjernebark er ved at sprække. Nu skal jeg snart omsætte noget af al min nyvundne viden til handling. Det glæder jeg mig til. Til at smøge ærmerne op og for alvor komme i gang. Jeg har en uge tilbage med tætpakket intro-program, men så skulle hverdagen også melde sig.

Oveni al kagen, maden og vinoen fik jeg faktisk også spillet både hockey og volleyball til salgsmødet. Helt uden at skvatte. Jeg har ikke talent for nogle af delene, som jeg ikke har spillet siden folkeskolen. Det er et par år siden. 25 år til august for at være helt præcis.

Jeg er så træt, og jeg vil følge hendes gode eksempel og gå tidligt i seng.

Savn på forhånd

Så er det min tur til at savne på forhånd. I morgen klokken 5:50 skal jeg afsted til salgsmøde, og jeg er først hjemme igen i overmorgen.

Det er ikke mig, der skal synge Nicholas til ro, ikke mig der skal lave madpakke og aflevere ham de næste to dage. Det lader jeg lige være med at tænke nærmere over, for det vækker på-forhånd-savnet i mig.

Jaja, det bliver da spændende, skægt og udfordrende at komme afsted til salgsmøde, men jeg savner allerede min lille gut. Jeg ved, at drengene får en fest, mens jeg ikke er her, så det er ikke fordi jeg er bekymret for at forlade dem.

Det er fordi jeg er mor. Først og fremmest mor. Før produktchef og alt det andet.

Det er fordi jeg elsker at være mor ud i hver en fiber af min krop, så jeg slet ikke kan lade være med at være mor mere.

Jeg savner allerede den lille filøjser. Jeg har sunget sange for ham – en hel (tynd) sangbog, jeg har læst alle Cirkeline-bøgerne for ham, og vi har læst bondegårdsbøgerne.

Og jeg lagde ham for sent i seng, så han forhåbentlig ikke vågner i morgen, når jeg lister mig afsted. Suk.