Kan køer synge serenader?

Lørdag aften var vi til middag hos min far, som havde grillet to stykker oksesteg, samt grøntsager og pølser til Nicholas. Vi spiste på terrassen, og det var vældig hyggeligt. Nicholas fik noget i munden, som han ikke kunne lide, og det røg ud igen på en ikke helt pæn måde.

Min irettesættelse af ham blev totalt overdøvet af min far, der brølede af Nicholas. Nicholas fik et chok og gav sig til at græde. Jeg trak ham ind til mig og trøstede ham. Han græd længe af ren forskrækkelse, så jeg sad længe med ham sammenkrøbet i mine arme, og det virkede lidt som om min far indså, at han havde reageret for skarpt og for voldsomt.

Følelsen i mig var et spejl af min fortid. Jeg sagde ikke noget til min far, men jeg ville ønske, at jeg havde gjort det. Rent instinktivt konkluderede jeg, at det var bedre at tie stille. Det er nemlig det, jeg har lært i min barndom, når min far brølede af os: at dukke mig. Fordi det var det bedste.

At svare igen ville kun øge den eventuelle straf, der måtte følge efter eller øge raseriet og brøleriet. At svare igen har altid været nyttesløst. Superfin bagage, jeg har med der 😦

På den ande side; virkelig god bagage, for det er bl.a. det, der gør, at jeg er virkelig opsat på ikke at blive brølemor for Nicholas. Selv om jeg igen og igen falder ind i det mønster, jeg selv er vokset op med, så synes jeg, at der går længere og længere mellem, at jeg råber af Nicholas. Jeg når som oftest at bremse det og tage den mere kloge del af min hjerne i brug end reptilhjernen, der bare brøler.

Jeg er dog trist over kontrasten. Nicholas, der bliver skræmt fra vid og sans af min far, og helt frivilligt bliver alene hos farmor og bedstefar. Jeg ville virkelig ønske, at min far ville komme ind i kampen, men det føles som at forvente, at en ko kan synge serenader. Det kommer bare ikke til at ske.

Sommerlørdag på landet

Der er stadig lang tid til min ferie, og det er helt fint, efter som sommeren stadig ikke for alvor har indfundet sig. Håbet er stadig lysegrønt hvad angår godt vejr i vores ferie!

Når det så omsider minder lidt om sommer, så er det skønt, at det falder på en weekend, og det gjorde det i denne weekend. Lørdag var det lummervarmt og ind i mellem faldt en tung lun duftende doven sommerregn.

Vi spiste morgenmad hos Allans forældre, og Nicholas gad så ikke tage med os ud at handle, så han blev hos farmor og bedstefar og råhyggede, mens vi tog ud og handlede til næste uges madplan. Omkring hans lur-tid kørte vi til Rørvig for at besøge min far.

Vi var der ved 15-tiden til en kop kaffe uden kage. Da kaffen var drukket, tog vi ned på havnen for at kaste sten i vandet. Min far virkede ikke som om han var interesseret i, at vi blev hængende til aftensmaden, og han ville ikke med os ned på havnen, så vi tog alene afsted.

Nicholas pilede frem og tilbage langs vandet, og pludselig stod han et pænt stykke ude i vandet med sko og bukser på. Jeg fik allernådigst lov til at tage det våde tøj og sko af ham under højlydte protester. Han elskede hvert sekund, og han blev vildt sur, da jeg sagde, at vi snart skulle hjem til morfar igen.

20120712-204122.jpg