“Det er jo kun 3 1/2 år!”

Min mand blev fyret for 4 år siden efter næsten 20 år i en hensygnende branche. I en alder af næsten 40 måtte han overveje en ny vej. Den trygge vej var væk, og tilbage stod en masse uprøvede muligheder, han ikke havde bedt om. Han var lige blevet far for første gang, vi var nygifte … det var nu, vi skulle nyde vore gode trygge jobs. Not!

Han blev færdig som fysioterapeut i mandags. Jeg er ufattelig stolt af ham. Det nemmeste for ham var ikke at læse videre. Alt andet havde nærmest været lettere. Tilbage på skolebænken efter 20 års fravær. Et nyt liv, nye udfordringer hver dag, få rutiner, mange inputs og rigtig meget hjemmearbejde. Læg dertil nybagt far og husbond til en kone, der nærmest konstant var på jobjagt.

Vi sagde til hinanden ‘det er kun 3 1/2 år’, men når man står midt på marken og ikke kan se målet for bare pres og problemer, så er det meget lang tid. Vi klarede det. Han klarede det. Verdens sejeste mand er min. Jeg er stolt og heldig.