Tirsdag kom Nicholas hjem med en gigantisk bule i panden. Han havde selv påført sig den, fordi han knalder hovedet ned i gulvet igen og igen, når han bliver vred/frustreret/afmægtig. Det sker nok et par gange om ugen. Af og til kaster han også hovedet baglæns i gulvet, hvis han ligger ned.
I går havde han vaskebjørne-øjne, og hans pædagog påtalte det. Meget udtalte blåsorte skygger i øjenkrogen.
Her til morgen var det ikke meget bedre, og på Sundhed.dk læste jeg, at man altid skal få det tjekket af lægen, da det kan være tegn på kraniebrud, men oftest ikke er det.
Jeg afleverede Nicholas som normalt, for han var glad og meget frisk, og da lægen havde telefontid fik jeg så besked på, at han ‘under ingen omstændigheder må være i institution, før lægen sagde god for det’. Ups. Så afsted igen for at hente ham.
Jeg kom lige til sangleg, og Nicholas blev så ked af, at vi skulle gå, så jeg blev og så på, mens de sang et par sanglege. Så fint og så kært! Nu er vi hjemme og venter på, at vi har en tid efter frokost.
Jeg tror nu ikke, at der er noget galt, men min udfordring går mere på, at vi skal forhindre ham i at skade sig selv i arrigskab. Vi skal have lært ham en mere hensigtsmæssige måde at afreagere på end ved at knalde hovedet ned i gulvet eller asfalten, som det også ofte er.
Han har gjort det siden før han kunne gå, i ren arrigskab eller frustration, så det er en gammel uvane, som jeg hidtil ikke har kunnet vænne ham af med. Hmm … afsted i tænkeboks!
mammalade 
Puha, det lyder ikke rart!
Vi har nogle helt andre reaktionsmønstre her med den ældste, men også nogle der er enormt svære at håndtere. Og så kan jeg i den grad genkende mig selv (6 år) i hende – så meget at det er skræmmende. Men mest skræmmende er, at jeg nu her som voksen stadig ikke ved hvordan barnet (både hende og jeg) skal ændre på mønstret!
Held og lykke hos jer. Skriv gerne hvis du finder nogle gode teknikker – til at ændre vredes adfærd.
LikeLike
Hej Cille
Jeg er ved at læse en bog om Eksplosive Børn, jeg har kun læst lidt bite size i den indtil videre, men jeg synes, at det jeg læser er godt og inspirerende. Bl.a. det med at spole tilbage, midt i raserianfaldet; ‘jeg kan se, at du bliver vred – skal vi spole tilbage og tage sko på igen?’ og så gør vi det om igen, det han blev så vred over. Det virker meget godt, for det afleder hans vrede, og det afleder så sandelig også min.
Og så er det det med at rumme vreden. ‘Jeg kan godt forstå, at du bliver vred, skal vi gøre det på en anden måde? eller vil du lige slukke fjernsynet?’
Og så har vi indført ‘overgangshjælpeting’. Nicholas vil ikke i børnehave om morgenen, men han vil gerne kælke, så jeg spørger om han vil kælke over i børnehaven – det vil han gerne for det meste. Ellers vil han bare have kælken med. Og så går det for det meste uden skrigeri.
Det er små ting. Nogle gange virker det overhovedet ikke. Men hvis det kan tage bare 2 ud af 10 raseriudbrud, så er jeg happy 😀
Gitte K
LikeLike