The odd ones out 😥

Vi var til en lille familiefødselsdagsmiddag igår – og det var ikke den bedste oplevelse. Mandag aften, alle var trætte… Bevares, der var da også gode elementer, fx god mad og godt selskab – men dertil væltet juice ud over bordet, fedtede børnefingre i maden på buffeten, noget mad på gulvet som blev lagt tilbage på buffeten af fedtet børnehånd, tuschtegning på fars tøj og en væg (ikke så tydeligt, tuschen var heldigvis næsten tørret ud).

Dertil kom skrig og skrål hvergang jeg bad Nicholas om at styre sig. Først stille og rolig henvisning, siden hvislen mellem tænderne og til sidst hårdt greb i armen og skrigende barn med ud på toilettet til en moderlig skideballe. Mange gode grunde til problemerne: træt knægt efter lang dag i børnehaven, trætte forældre, dårlig nattesøvn, stresset mandag, uindfriede forventninger om hygge…

Vigtigste læring er at vi nok ikke kan deltage i familiemiddage på hverdage. I hvert fald kun i begrænset omfang. Endnu en begrænsning ovenpå alle de andre, men det er jo tvingende nødvendigt at indse, at vores liv ikke er som andres. Jeg kæmper bare stadig med at erkende, at jeg skal leve med den regel også. Jeg føler, at jeg mister så meget, men jeg kan på den anden side heller ikke lade som om vi bare er en normal familie. For det er vi ikke.

Vi er the odd ones out 😥

Og jeg ved godt, at jeg får så meget andet igen, og det er faktisk ikke det, mit indlæg handler om. Jeg kommer simpelthen ikke udenom at jeg har en sorg at bearbejde – eller flere; primært er der jo sorgen over at min søn er født anderledes, men også en sorg over at VI dermed er anderledes, og at mit/vores liv derfor bliver helt anderledes end jeg forestillede mig.

Den forpulede ‘normal’forestilling blokerer mit klarsyn og farver mine tanker rosenrøde. Jeg kan bedst forklare det således; vi har haft en virkelig god periode, hvor Nicholas har været normal. What ever that is. I mit hjerte er jeg nærmest stensikker på, at ‘det’ er gået væk, og at jeg kan aflyse udredningen på børnepsyk. Så eksploderer det hele, og jeg får et chok, for ‘det’ er der endnu! Jeg er lamslået, paralyseret, uforberedt og jeg bliver så vred, for det er så uretfærdigt! Tindrende vred over, at ‘det’ ikke er gået væk. Og meget meget sorgfuld.

Jeg MÅ og SKAL slippe forestillingen om det normale. Nu. Det kæmper jeg for, men jeg får konstant tilbagefald. Jeg kæmper for at finde mine ben og min rolle her. For det er så anderledes end forventet. Jeg kæmper bl.a. også mod mine forventninger, mine egne regler for god opførsel, grænser og opdragelse samt mine drømme og håb for ikke bare Nicholas’ liv, Allans men også for mit eget.

Det er ikke så lidt …

8 Comments

  1. pernillenb siger:

    Årh, vi kan heller ikke tage nogen steder. Det har vi aldrig kunne. Så brænder vores datter fuldstændig sammen. Det kan hun ikke rumme. Og ja, det begrænser os i det sociale. men det gir bagslag når vi prøver. Selv weekender, skal begrænses af besøg m.m.. Så kender godt din følelse du sidder med.

    Like

    1. Gitte K siger:

      Learning by doing er vist metoden i vores husholdninger… Dejligt at høre, at vi ikke er alene!

      Vi har dog altid succes med McD, Ikea og Frederiksdal Fribad. De steder er der højt til loftet, og Nicholas elsker det 😍

      Like

  2. Jette siger:

    Jo mere jeg læser, jo mere tænker jeg at Nicholas ‘blot’ er et SI-barn (sanseintegration), og ikke et barn med en tung psykriatisk diagnose som f.eks. ADHD eller autisme. Dermed ikke være sagt at det er nemt at være forældre til et SI-barn, det er det på ingen måde, men det er trods alt ikke en udviklingsforstyrrelse! Jeg er, som tidl.skrevet, selv mor til et udtalt SI-barn, selvom min ældste søns primære udfordringer er anderledes end dem din søn kæmper med.

    Men det er klart at jo før I får en udredning, jo før kan I indrette jeres hverdag på en hensigtsmæssig måde der helst tilgodeser alle parter.

    Det at være særligt sensitiv ser jeg primært som en gave, men man kommer som forældre til at tage pokkers mange kampe på sit barns vegne, fordi der skal tages hensyn.

    Til slut vil jeg lige sige at jeg kender mange forældre der vil betakke sig for arrangementer på hverdagsaftener. Ungerne er simpelthen alt for trætte, for en dag i børnehaven kan være langt mere hård for dem end en dag på jobbet kan for os voksne. Støj, informationer fra voksne og leben HELE dagen. Jeg har lige talt med pædagogerne i min søns børnehave, og vi fandt simpelthen udaf at han skal have dikteret ‘time-outs’ i løbet af dagen. Han magter ikke at gøre det af sig selv. Herhjemme får han den automatisk, når lillebror skal sove lur.

    Like

    1. Jette siger:

      Var der andre børn tilstede ved fødseldagen? Hvis ja hvor gamle er de? Det er min indtryk at Nicholas er noget yngre end sine fætre og kusiner, og der er altså en verden forskel på at være knap 4 og træt efter en lang dag i børnehaven og skolebarn. De kan i kraft af deres alder klare meget mere.

      Bare en tanke

      Like

  3. Anemone siger:

    Jeg forstår slet ikke at man kan arrangere sådan noget på en mandag aften – og forvente at et barn i den alder skal klare det meget anderledes end beskrevet. Er ikke sikker på det er barnet der er noget galt med lige der 🙂

    Like

    1. Jette siger:

      AMEN 🙂

      Like

    2. Gitte K siger:

      Haha, set i bagklogskabens klare lys har du helt ret! Men vi oplever jo også, at Nicholas elsker at komme med ud at spise, så det er noget med at vurdere dagsformen især min ( ogdet skriver jeg ikke for sjov) men også hans, og så simpelthen afkorte eller aflyse fremfor at udsætte Nicholas for sådan en omgang. Den er feset ind på lystavlen 😉

      Like

  4. Jette siger:

    At vurdere ens egen dagsform er altid en god ide, især hvis man er begavet med et følsomt barn.

    Er mit humør i bund smitter det med det samme af på sønnike og er mit humør godt smitter det også. Jeg er selv et yderst følsomt gemyt, og jeg kender godt til straks at fornemme stemningen hos de personer der omgiver mig. Det kan mange gange være yderst irriterende, at jeg i den grad lader mig påvirke, omend giver det mig også en evne til at læse folk. Samtidigt fornemmer jeg farver, dufte og lyde meget kraftigt, og det betyder at jeg nemt bliver træt i hovedet. Mit søvnbehov er således markant højere end min mands. Jeg elsker små overskuelige selskaber, men bryder mig slet ikke om store fester med højt støj-niveau.

    Min dreng kan sagtens være yderst social og selskabelig, og han elsker at komme ud og omkring. Men kun når overskuddet er dertil, og det er det sjældnet på hverdage. Så drejer det sig om at komme hjem og i seng i ordentlig tid. Vi har afkortet maaange besøg simpelthen fordi nu skulle vi hjem. Arrangementer om aftenen hører forsat til sjældenhederne og stort set kun hvis vi 1) kan køre tidligt 2) har mulighed for at lægge børnene til at sove nogle timer.

    Like

Der er lukket for kommentarer.