Pizzasnegle med knuder på

Jeg er så træt. Dødlignende træthed. Jeg ser i spejlet, og hende, jeg ser, har mistet gløden i øjnene og er så træt, at hele kroppen summer. Klokken er bare 22, og jeg bager pizzasnegle til fødselsdag i børnehaven i morgen. Jeg kan IKKE bage pizzasnegle. Ikke i dag, i hvert fald. Det ligner pizzaprutter med knude på. Mine tanker er et andet sted, og jeg kyler mislykkede snegle ned i affaldsspanden.

Jeg var til stede på job i dag. Fysisk. Jeg har reduceret min lange liste over ting, jeg skal nå, til at indeholde 5 ting, som er de vigtigste, og som jeg burde kunne nå inden ferien. Jeg havde bare ikke taget højde for, at min hjerne er optaget af andre ting. Hold nu op, jeg skal lave en lille brochure. Efter at have bakset med den i 4 timer, har jeg besluttet at lave et postkort. Basta.

Jeg skulle også til lægen. Mit ene bryst er lidt .. underligt. Lægen kunne ikke mærke noget, men nu er det tjekket. Jeg fik også en tid efter ferien, men før netværkssamtalen, hvor vi skal tale om Nicholas samt om muligheder. Jeg vrælede igen.

Tårerne ligger lige under overfladen. Problemet med mine tårer er, at jeg har irriterende let til tårer, og folk tror, at min verden vælter, når jeg græder, men det gør den ikke. Eller de tror, at jeg kan styre det og bare stoppe. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan heller ikke græde med vilje, og jeg kan ikke bare stoppe. Og bare fordi jeg græder, er jeg ikke brudt sammen – tårerne hjælper bare med at få følelsen ud af kroppen. Tudefjæs.

Alt for mange bogstaver

I går fik vi svar på udredningen. Det var et kæmpechok. Et kæmpeWHAM, der fuldstændig sendte os til tælling. Altså, vi var jo forberedte på, at der ’nok’ kunne være noget, men det går jo samtidig også så meget bedre nu end for et halvt år siden, og Nicholas er jo sådan en sød, social og klog dreng. Så en del af mig var jo begyndt at tænke, at der måske ikke er noget alligevel. Naivt. Det var nok bare min psyke, der sødt forsøgte at skåne mig.

Godmorgen røv!

Diagnosen viser både autisme og ADHD. Det havde jeg godt delvist set komme – altså, måske en snert af det ene, men ikke begge diagnoser… Men jeg var overhovedet ikke forberedt på, at min søns IQ test viser, at han ikke er særlig intelligent. Sammen med de to diagnoser var det simpelthen et gigantisk chok for mig, og jeg kæmper stadig for at forstå omfanget af det.

Jeg spurgte ligeud, om han får et job, en fremtid og en familie. Jeg fik intet svar.

Han skal testes igen om 1 år, og inden da skal der sættes ind med en særlig målrettet indsats. Vi nåede at runde emner som specialbørnehave, lønkompensation, mors mulighed for deltid eller nyt job, samt overhovedet ikke et eneste ord om farens mulighed for deltid. Næste skridt er en såkaldt netværkssamtale med alle implicerede undtagen Nicholas; læger, psykologer, pædagoger, kommune og os. Jeg har en fornemmelse af, at det gælder om at være forberedt til tænderne.

Jeg er løbet tør for ord nu. Jeg plejer at have så mange. Jeg har stadig mange. De vælter bare rundt i mit hoved. Jeg er virkelig sendt til tælling lige nu, og jeg håber, at mine superkræfter snart vender tilbage. Der er viden, der skal indhentes; der er kampe, der skal kæmpes; der er en familie, der skal forkæles, og der er en lille dreng, der har fødselsdag på lørdag og glæder sig afsindigt til at blive 4 år.