Jeg er så træt. Dødlignende træthed. Jeg ser i spejlet, og hende, jeg ser, har mistet gløden i øjnene og er så træt, at hele kroppen summer. Klokken er bare 22, og jeg bager pizzasnegle til fødselsdag i børnehaven i morgen. Jeg kan IKKE bage pizzasnegle. Ikke i dag, i hvert fald. Det ligner pizzaprutter med knude på. Mine tanker er et andet sted, og jeg kyler mislykkede snegle ned i affaldsspanden.
Jeg var til stede på job i dag. Fysisk. Jeg har reduceret min lange liste over ting, jeg skal nå, til at indeholde 5 ting, som er de vigtigste, og som jeg burde kunne nå inden ferien. Jeg havde bare ikke taget højde for, at min hjerne er optaget af andre ting. Hold nu op, jeg skal lave en lille brochure. Efter at have bakset med den i 4 timer, har jeg besluttet at lave et postkort. Basta.
Jeg skulle også til lægen. Mit ene bryst er lidt .. underligt. Lægen kunne ikke mærke noget, men nu er det tjekket. Jeg fik også en tid efter ferien, men før netværkssamtalen, hvor vi skal tale om Nicholas samt om muligheder. Jeg vrælede igen.
Tårerne ligger lige under overfladen. Problemet med mine tårer er, at jeg har irriterende let til tårer, og folk tror, at min verden vælter, når jeg græder, men det gør den ikke. Eller de tror, at jeg kan styre det og bare stoppe. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan heller ikke græde med vilje, og jeg kan ikke bare stoppe. Og bare fordi jeg græder, er jeg ikke brudt sammen – tårerne hjælper bare med at få følelsen ud af kroppen. Tudefjæs.
mammalade 