Knock-outs på stribe

Hospitalets diagnose var et kæmpechok på flere områder, og den blev leveret så kontant. I 2 ½ time hørte vi om diagnosen. Et rent bombardement af budskaber. Ikke så meget af det handlede om vores søn, men om diagnosen. Ikke én eneste positiv ting blev sagt om Nicholas, men tværtimod blev der leveret livsændrende knockouts på stribe:

  • Autisme
  • ADHD
  • Lav intelligens – ikke retarderet, men tæt på
  • Jeres barn er handicappet
  • Du må gå på deltid
  • Det er godt, at I ikke har andre børn, så fokus kan være på jeres søn
  • Jeres barn skal i special-institution
  • Han kommer ikke i folkeskolen som det er nu

Vi stod op – ihvertfald fysisk – efter alle de her knockouts, jeg ved ikke hvordan. Min hjerne var fuldstændig lammet, og jeg var i chok. Jeg sendte en sms til mine kolleger og skrev, at jeg ikke kom resten af dagen. Jeg kunne mærke, at det hele væltede indeni mig, og jeg mærkede, at mit bryst og min hals snørede sig sammen.

Dagen efter var jeg på arbejde. Ved ikke hvorfor. Jeg burde være blevet væk. Jeg tudbrølede, og jeg kunne næsten ikke holde det inde. Jeg måtte læse alt flere gange, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Heldigvis havde jeg lavet en liste over de ting, jeg skulle nå inden ferien på fredag, så jeg kunne gå slavisk efter den. Heldigvis var de fleste af mine kolleger allerede på ferie, så jeg kunne ligne Døden fra Lübeck uden at møde spørgsmål.

Jeg havde tid hos lægen. Jeg har i længere tid haft en ømhed og en fornemmelse i mit ene bryst, og jeg gider ikke spekulere over det, så jeg ville have det undersøgt. Lægen undersøgte højre bryst, og så mærkede og trykkede hun længe på venstre bryst, og så fik jeg en henvisning til en mammografi. Lægen spurgte hvordan jeg har det, og det er virkelig et dumt spørgsmål at stille, for det prikkede hul på tårekanalen, og jeg fortalte hende om det i korte træk. Hun foreslog mig, at jeg tog hjem, og at jeg meldte mig syg. Jeg afviste det – hvis jeg tager hjem og melder mig syg, så tror jeg først for alvor, at jeg går i stykker. Jeg bliver nødt til at fortsætte med et normalt liv ellers vælter det for mig.

Men det var allerede væltet for mig. Indeni. Den sidste 1½ dag på arbejdet foregik med det yderste af neglene, men det lykkedes mig at få lukket mine opgaver, så jeg kunne tage på ferie uden at spekulere mere på jobbet.

Om lørdagen fejrede vi Nicholas’ 4 års fødselsdag med huset fuldt af gæster. Det var så skønt! Jeg havde virkelig ikke lyst forinden og kunne slet ikke overskue det, for søndag klokken meget tidligt skulle vi køre, så vi skulle holde fødselsdag, rydde op, pakke til ferien på 24 timer. Ville allerhelst have aflyst, men det gør man sgu ikke mod en 4-årig, som i månedsvis har glædet sig til sin fødselsdag! Og det blev simpelthen en fantastisk dag med vores fantastiske familie – bortset fra morfar, der naturligvis ikke kom. Vi blev mindet om, at vi har en fantastisk dreng, der er højtelsket og som virkelig elsker sine venner. Han mindede overhovedet ikke af hospitalets billede af ham – og det bliver dét, jeg holder fast i fremover.

Udgivet 21. juli 2013