Endnu en krævende mor …

Nogle gange læser jeg noget, der bare rammer lige på kornet – i dag læste jeg indlægget Den Krævende Mor fra udfordret.dk, og jeg blev rørt helt dybt ind i hjertet, for det er sådan det nogle gange føles at være en ‘anderledes mor’ end de andre – og jeg håber virkelig, at det er okay, at jeg citerer – ellers sig til, så fjerner jeg citatet igen:

Når du møder et barn med autisme eller ADHD, bliver din rummelighed og tålmodighed sat på en prøve, og du bruger alt din energi dér. Når du møder barnets mor, bliver din rummelighed og tålmodighed for alvor testet. Hun opfører sig nemlig ikke altid som andre.

  • Hun virker som en, der ikke er i stand til at sætte grænser og opdrage sit barn
  • Hun virker som en, der vil bestemme det hele – hvornår der skal spises og hvordan
  • Hun virker som en, der ikke kan slippe sit barn og derfor skader ham
  • Hun kan virke utaknemmelig
  • Hun kan virke kommanderende
  • Hun virker som en, der ikke har overskud til andre

Sandheden er, at hun gør alt, hvad hun kan. Forklaringen er bare, at hun ofte er presset ud over alle grænser. Er du bedsteforælder eller beslægtet på anden måde, kan det være svært at rumme det udfordrede barn. Men måske er det nogle gange endnu sværere at rumme den udfordrede mor?

Vil du hjælpe hende (og barnet), må du prøve at rumme hende. Vis hende gerne, at du ved, hun gør det bedste for sit barn. Drop de gode råd og tankerne om, hvordan hun burde gøre. Uanset for sej, kontrolleret og tjekket hun virker, så er hun reelt mega presset og tæt på at knække.

Vil du knække hende, er det nemt: Du viser hende bare, at du ikke kan rumme hende, eller at hun gør noget forkert. Børn med udfordringer har brug for din forståelse. Det har deres familie også.

Læs meget mere her i indlægget om den krævende mor og de mange andre fantastiske indlæg på udfordret.dk. Jeg er blevet klogere, jeg er blevet rørt, men fremfor alt så har jeg nikket genkendende så mange gange at min nakke er næsten gået af led. Vi er ikke alene. Der er nogen, der har prøvet det før og som heldigvis deler.

Indlægget rører mig, fordi jeg kender det fra mig selv. Jeg hører nemlig tit mig selv svare kortfattet, kommanderende og utålmodigt. Det er faktisk slet ikke sådan jeg er, men når en eksplosion er tæt på eller bare når Nicholas utålmodigt kræver mig eller er på vej ud i søen eller på vejen, ja så er jeg sådan en, der ikke smiler, ser den anden vej og har min opmærksomhed et andet sted.

Jeg ved også godt, at jeg heller ikke altid er helt tilstede, når Nicholas er der – jeg formår ikke at fordybe mig i en samtale, når han kæmper for min opmærksomhed. Jeg ved også, at jeg aldrig ringer, for det er det samme – jeg hygger mig ikke og jeg formår ikke at følge med i en samtale, når jeg taler i telefon med Nicholas hoppende rundt på mig. Og efter sengetid er jeg sgu træt!

Jeg ved også godt, at jeg ikke er lige så sjov som i gamle dage. Jeg har da bemærket, at det kun er telefonsælgere og kolleger der ringer. Og det er okay. Jeg har affundet mig med, at det er sådan det er. Jeg mangler overskud til at ændre på det for alvor.

Min vigtigste opgave er at være curlingmor (og stolt af det!) for Nicholas og sørge for at være der for ham, beskytte ham, kæmpe hans kampe, skærme ham mod uvidenhed og frem for alt elske ham. At elske og være elsket af Nicholas er afsavnene værd – det er det hele værd.

Jeg taler ikke nødvendigvis om fremmedes blikke, det lige så ofte familien, der ikke rummer os. Som min far, der brølede af Nicholas, mens jeg stille og roligt var i gang med at stoppe ham. Min far, der har taget hans fætter og kusine med til koncerter, men aldrig har været alene med Nicholas.

Eller andre børns mødre, som overruler vores regler og for øjnene af mig gør nøjagtig det, jeg netop har frabedt mig, fx tager fat i Nicholas og fører ham til bords: ‘kom, nu skal du være sød, stop med at lege og kom og spis med de andre børn’  …
1 2 3 e k s p l o s i o n ! Og mens jeg beroliger mit forvirrede barn, så ser jeg udmærket blikkene og hører den anden mor retfærdiggøre sig med ‘hjemme hos os er det normalt at spise sammen’.

Eller hvad med denne her – lige efter jeg har fortalt om dobbeltdiagnosen samt lidt om de følger, det har for os, så kommer spørgsmålet: ‘hvor mange fritidsaktiviteter går han til nu?’  Hm, ja, lige bortset fra at han er optaget af autisme fra søndag til søndag 24-7 og så lidt ADHD ved siden af, ja, så er vi simpelthen alt for slappe til at sende ham til dans, fodbold og håndbold.

Og jeg kan supplere med en kommentar, som jeg tror mange har hørt før – nemlig: ‘Autisme? Det kender jeg godt – det er lissom Rainman!’ Jeg har læst et sted, at Rainman ikke er autist, men savante, som er ret sjældent. Nicholas er ikke som Rainman. Tænk over, at når du møder én person med autisme, så møder du én med autisme – ikke alle. Som personer er de selvfølgelig vidt forskellige – præcis som os andre. Jeg er fx heller ikke klogere end min blonde kollega. Narj … måske lidt .. haha …