Rimer på optimisme?

Jeg er godt klar over, at det lyder rimelig mærkeligt, når jeg skriver det; jeg er gået ned i tid. Nu skal jeg kun arbejde 37 timer om ugen. Men når jeg kommer fra gennemsnitligt 10-12 timers overarbejde pr uge, så er det altså noget, der kan mærkes.

Pt føles det som om hver dag er mandag efter en lang weekend. Fuld tid føles som deltid. For mig. Pludselig har jeg tid til at sidde på gulvet på Nicholas’ værelse og lege med biler.

Jeg har tid til at sidde lidt i sofaen og lave ingenting. Hver eftermiddag. Og jeg er næsten begyndt at elske at smøre madpakke. Hvem ville have troet det?

Jeg har ikke kunnet følge med på arbejde. Jeg har ikke leveret varen, det må jeg bare erkende, men grunden er god; jeg har haft mit fokus på min familie. Det kunne have kostet mig jobbet, for det private erhvervsliv er presset, og selvom min chef gerne vil give mig plads og ro til det, jeg skal, så er han og vi pressede.

Han ser heldigvis muligheder i mig og vil ikke af med mig, men samtidig har firmaet en forretning, der skal køre. Jeg husker mine egne ord ‘en virksomhed er ikke et socialkontor’. Lige nu havde det været rart, hvis det var. Eller … egentlig ikke ☺

Jeg er den rette til mit job, for jeg kan bare det der pis. Hvis jeg da ellers havde ro i mit hoved. Jeg kunne godt skabe de ønskede resultater, måske ikke i år, men så næste år.

Jeg er motiveret og jeg er stærk. Jeg har kæmpet stædigt, og en del af mig tænker – hey, jeg kunne godt klare lidt mere, det ville blive okay hvis jeg arbejdede lidt hårdere, gav lidt mere, brugte en time mere og var mere omhyggelig…

Jeg opdagede godt, at jeg missede nogle deadlines, ikke leverede kvalitet hver gang og ikke helt havde styr på detaljerne, fordi jeg ofte glemmer de ting, jeg ikke skriver ned.

Så jeg er forvirret og på en gang ked af det, såret, stolt, glad, irriteret og prøver virkelig at holde fokus på mulighederne i min nye situation og ignorere skuffelsen (og frygten for igen at blive fyret). Jeg prøver at se det som en god ting, at jeg får mere tid til Nicholas og til Allan. Og til mig.

Så må jeg glemme mine ambitioner forhåbentlig bare for en tid og give mig i kast med min nye hverdag, som bringer færre udfordringer, kun nok til 37 timer om ugen.

Men samtidig en hverdag hvor jeg nu også med god samvittighed har plads til mails, telefonsamtaler og aftaler med PPR, kommune etc. Allerede nu er jeg klar over, at det kommer til at trække tænder ud.

Jeg håber, at det nu er slut med at gå for tidligt fra arbejde og komme for sent hjem. Jeg håber, at det er slut med konstant dårlig samvittighed og den nagende fornemmelse af, at jeg burde arbejde i stedet for at se på snegle sammen med Nicholas.