Her til aften legede Nicholas og jeg med smølferne og med Cars. Finn McMissile den hemmelige agent smed Gargamælk (Nicholas kalder konsekvent Gargamel for Gargamælk, og jeg nænner ikke at rette ham, for det lyder så sødt med tryk på ‘k’).
Legen var helt Nicholas’, og jeg fik lov til at være nogle af smølferne, som Gargamælk smed i vandet, og som blev reddet op af vandet af Finn McMissile.
Jeg advarede Nicholas om, at det snart var tid til at få nattøj på, og han rundede selv legen af, fordi smølferne var trætte, så de skulle sove i deres kuffert, og bilerne skulle sove i deres æske i vores seng.
Ikke nogen protester, selvom jeg afbrød hans leg – Nicholas gjorde bare som jeg sagde, og han grinede og fjollede undervejs. Han ville høre Villads fra Valby ‘den med skolen’. Han fortalte, at han glæder sig til at skulle i skole.
Da vi havde læst et kapitel af Villads, snakkede vi lidt, krammede og så faldt vi i søvn. Jeg vågnede igen lidt over 9, helt bombet og med den største lyst til bare at vende mig om og sove videre.
Men der er jo en madpakke, der skal smøres – med hjerter på alle figenmadderne, med 2 minipølser, rosiner og jordbær.
Og kærlighed.