I morgen er det slut

Jeg skal virkelig kæmpe for at tabe mig denne gang. Når alt kommer til alt, så gider jeg ikke! Men jeg har taget 7 kilo på, og jeg har kun tabt 1 kilo siden sommerferien. Ikke videre imponerende.

Mit primære problem er fri adgang til rå mængder fede (lækre) sager på arbejde kombineret med en rygrad som en regnorm. Så selvom jeg har gulerødder og æbler liggende lige for næsen på bordet mellem tastatur og skærm, så er der altid noget lækrere lige indenfor rækkevidde. Og jeg kunne jo for hulan da bare lade være, men det lykkes bare ikke. Hver aften er jeg fast besluttet; ‘imorgen er det slut’, og jeg starter sejrssikkert ud om morgenen. Men ud på eftermiddagen er jeg til fals for whatever salt eller sødt, som står lige for næsen af mig.

Tænker at jeg måske skulle prøve med Nupo igen. Tænker at det med at undgå frokosten gør, at jeg får færre cravings om eftermiddagen. Maybe? Jeg er godt klar over, at det denne gang er anderledes end da jeg smed babyvægten sidste år. Nu spiser jeg nemlig med følelserne, og det er sværere at komme ud af det end bare at trappe ud af en dårlig madvane som fx smør på brødet.

Jeg har brug for at være sød ved mig selv oveni alt det her kaos, hvor alt er oppe at vende. Jeg har brug for ro og for at være i fred. Jeg har ikke brug for flere løftede pegefingre (heller ikke fra mig selv), så jeg lytter ikke, når jeg prøver styre udenom fristelserne. Jeg har brug for trøst. Jeg gider bare overhovedet ikke træne. Jeg vil hellere surfe på nettet, slappe af, putte mig i sofahjørnet og glemme verden for et par timer.

Men jeg formår alligevel at tage mig sammen, og det er fedt nok, når jeg er afsted, i gang og bagefter. Jeg har altid haft let ved at komme afsted til træning, men ikke mere. Jeg gider simpelthen ikke, og det er så meget op ad bakke.

Når jeg vågner mellem 20:30 og 21 efter at have puttet Nicholas, så gider jeg bare ikke stå op, skifte tøj og komme afsted. Selvom hele min krop klynker nej, så lykkes det mig rent faktisk at komme afsted de fleste aftener. Det er dog på ingen måde lysten, der driver værket, men fordi jeg bliver gal på mig selv og ikke gider tage de sidste par kilo på igen.

Og når jeg så endelig giver den gas og har den fedeste træning. Som i går aftes. Så bliver jeg belønnet med psykopattømmermænd aka træningshovedpine. Jeg havde ubændig lyst til chips, cola og panodiler allerede klokken 5:20 i morges, da vækkeuret ringede. Så er der virkelig langt hjem, ik? Når kroppen skriger på stimulanser allerede fra første vågne sekund. Pfew …