Til fest

I weekenden var vi til konfirmation, hvor Nicholas var med. Det startede klokken 17, det var med middag, og der var heldigvis andre børn med. Det var en ufattelig fin aften, og konfirmandinden var så fin og så smuk. Talerne var fine og kærlige og fyldt med kærlighed og små søde drillerier. Med lidt tællen på fingre fandt jeg ud af, at det næste år er 30 (!!) år siden jeg blev konfirmeret, men hvem tæller … ?

Vi fylder livet med hast og flid og bruger livet til at spare tid.
Men når med tiden, livets tid er faret, hvor har vi så den tid, vi har sparet?
Piet Hein

Jeg er helt på halen over, hvor flot Nicholas klarede det. Han var så sød og så glad, og der var ikke nogle bataljer. Han gjorde som han fik besked på, uanset om det var os, der gav besked eller andre. De fleste ved godt, at han har autisme, men jeg tror ikke, at der var nogen, der tænkte over det, for Nicholas var bare sød og glad og nem.

Joda, det kneb da med at holde roen, når der blev holdt taler, men hvem på 4 år kan tie stille, mens der holdes enetaler? Han sad med ved børnebordet, og han ondulerede 5 franskbrødsmadder med smør, lidt pølse samt en masse bær fra salaten. Nicholas sad længe med ved bordet, og han sagde ‘ellers tak’, da jeg tilbød ham Ipad’en – ‘jeg holder bordskik, mor!’, forklarede han.

Han løb rundt og legede udenfor med en lidt yngre dreng. Heldigvis var der hegn, flag, balloner og klatretræer, så de var godt beskæftigede. Og så havde Nicholas sine Skylanders med. Der var dejligt højt til loftet ❤

Først ved 22-tiden begyndte Nicholas at blive lidt træt, og han kravlede op på skødet af mig og sad og så SvampeBob på Ipad’en. Ved 23-tiden tog vi hjem. Ikke fordi der var nogen form for problemer, for Nicholas sad bare lige så stille med tunge øjenlåg.

Han faldt straks i søvn i bilen, og jeg fik båret ham i seng, skiftet ble og puttet ham uden problemer. Det var så god en aften, og jeg er så stolt af, at han formåede at rumme det hele.