Sæsonskiftesyge

Søndag aften er allerede en realitet. Hvor blev weekenden af, det burde være lørdag nu? Min lørdag aften gik op i røg, for jeg faldt i søvn, da jeg lagde knægten ved 20-tiden, og så blev jeg først for alvor vækket ved 8-tiden i morges. Okay, jeg har også haft det småskidt et par dage med træthed og ondt i halsen, samt ømhed i ryg, lænd, ben og nakke. Sæsonskiftesyge kaldte min mormor det, når efteråret efterhånden tog livet af sommeren, lyset og ens ekstra energi.

Måske er det bare sovesyge? For nu er klokken bare 21:20, og jeg er soveklar zzz ..

IMG_1733.JPGMen vi har lavet andet end at sove i weekenden. I går eftermiddag samlede vi kastanier – en kæmpe skålfuld! Og vi var ude at gå i skoven med terrariet. Det blev fyldt med store sorte biller, en snegl, en regnorm, andre små orme, en spøjs larve og en masse bænkebidere. Vidste du tilfældigvis at bænkebidere er de eneste landlevende krebsdyr? Det ved vi, for vi læser nemlig Kriblekrablebogen hver aften. Jeg købte den via DBA for 10 kroner, og den er helt genial, når man har en lille insektentusiast i huset.

 

Op ad bakke

Denne uge har været den hårdeste uge længe. Med to syge bedster, efteråret udenfor døren, mørke der sniger sig ind, ørepine og snue der kradser i halsen, urolige nætter og 10.000 ting at nå, så er det simpelthen op ad bakke i mere end en forstand.

Derfor føles det helt rigtigt at krybe ned under dynerne inden 23.

Drengen snøftede og snøftede inden sengetid. Han har været let snottet hver aften i denne uge, og her til aften klagede og jamrede han over, at ‘det går aldrig væk’. Og så bad han mig dryppe hans næse. Han er ellers vildt bange for det, så det er stort, at han selv foreslår det. ‘Må jeg skrige?’ spurgte han, og jeg sagde ja og lovede ham at være hurtigt. Han lå helt stille, og han græd så inderligt og længe bagefter. Lille skind. Kort efter sov han.

Bien Maja

Hjemme hos os er vi svært glade for insekter og smådyr. På papiret, forstås. I bøger og på film. Knægten vil svært gerne importere dyrene på hjemmeadressen, for det er synd for dem, at de fryser. Nej. Det er ikke.

Derfor blev jeg så glad, da Buster Filmfestival, viste den tyske animationsfrilm Bien Maja på Geologisk Museum klokken 10 lørdag morgen. Det var et godt tidspunkt, for så kunne vi ta’ toget derind og hele dagen ville ikke gå med det. Supergod og gennemarbejdet plan, bortset fra at togene var erstattet af togbusser. Det var for sent at aflyse, så afsti-afsted med bus og tog. Det tog meeeget lang tid at komme til Gentofte.

Vi blev bænket i Geologisk Museums auditorie, og så startede filmen om den lille kække bi ved navn Maja.

Den lille bi Maja vokser op i den strenge bikube, hvor man gør, hvad der bliver sagt og ikke stiller for mange spørgsmål. Det kan dog være svært, når man er en særlig nysgerrig lille bi, og Maja roder sig ud i problemer, da hun vover sig udenfor bikuben.

Engen udenfor bikuben gemmer på mange spændende eventyr og nye venner. Sammen med vennerne Willi og Sting opdager Maja, at verden udenfor slet ikke er så uhyggelig, som alle i bikuben går rundt og siger. Filmen er en underholdende fortælling om at skille sig ud og have modet til at gå imod strømmen.

For drengen var det en sjov oplevelse, og han blev helt opslugt af filmen – så meget at han råbte højt ‘NEEEEJ’, da Maja blev fanget og sat i fængsel. Han sad skiftevis på skødet af mig, krammede mig, gemte sig og slugte filmen med alle sanser åbne.

Mens vi så film drak vi vand, spiste naturlige jordbærvingummi fra Lidl, fras og mini figenstænger. Total fest!

Bagefter kiggede vi på en udstilling om vulkaner, og han forklarede mig hvordan de virker. Han er meget fascineret af ‘pulikaner’, som han kalder dem, når han bliver ivrig. Han rørte ved de store lavasten og forklarede, at lavaen er meget varm og flydende, men at den bliver til sten, når den bliver kold.

Vi gik ud i Botanisk Have bagefter, for der var en præsentation af bybierne med i arrangementet. Vi gik hen og kiggede på bierne, der summede ind og ud af deres bikuber. Han var meget fascineret af dem, fordi han kunne relatere det til filmen om Bien Maja. Men foredraget om bybier var ikke lige noget for ham. Til gengæld fik vi set skildpadder, meget store guldfisk, et brudepar og en masse legesyge egern.

Vi gik ned ad Købmagergade til Disneybutikken og til BR. Vi købte ikke noget. Disneybutikken er lille og klaustrofobisk, og deres udvalg er langt fra imponerende. Priserne er også langt højere end i Verona. Så vi gik igen – knægten ville gerne have haft Ripslinger fra Dusty, men den havde de ikke engang i Disney butikken.

Så vi gik tilbage i retning mod Nørreport. Det er efterhånden meget længe siden, at jeg har været på osetur ned ad Købmagergade og Strøget, og det var lidt af et chok at gå den vej – jeg blev virkelig trist, for Købmagergade er blevet trist og tarvelig. Engang kom jeg der hver dag, og jeg elskede at gå den vej. Det er selvfølgelig super, at belægningen er blevet skiftet, det har den trængt til nærmest hele mit liv – og jeg kan også virkelig godt li’ springvandet på Kultorvet.

Antallet af tomme lukkede butikker kom helt bag på mig, krisen må have kradset gevaldigt – tomme butikker gør ikke noget godt for en gades liv, men kan selvfølgelig være svære at undgå. Desuden synes jeg, at de butikker, der så er, enten er bittesmå og overfyldte – vi var i BR og Disney – begge butikker var klaustrofobisk små. Jeg har ikke noget imod små butikker, men overfyldte små butikker, hvor man skal kante sig rundt mellem hylderne …

Det værste er dog, at det flyder med madrester, aviser, kaffekopper, madpapir, tis og bræk. På trappen på Nørreport lå der bl.a. afgnavede knogler på et trappetrin. Det er SÅ klamt, og man skal virkelig kigge sig for, når man går for ikke at få det ene eller andet på skoene eller glider på røven. Ad.

Nu fik jeg min lyst styret, jeg har ikke lyst til at tage til Kbh igen foreløbig, foretrækker så klart Lyngby – og næste gang jeg skal til en storby, så tager jeg til Berlin 😀 ❤

Efterårsjævndøgn

Det så ellers så fint ud i morges. Vejret. Så jeg nappede bare en blazerjakke over min skjorte og susede ud af døren. Brrrrrrrrrr … ubehagelig kølig tendens dér! Var det ikke sommer i sidste uge?

Kalenderen poppede op med nyheden om ‘jævndøgn’ … I følge kalenderen er det i morgen, at natten og dagen omsider er lige lange. Sjovt nok, har jeg det som om nætterne ikke er lange nok for tiden. Jeg er grundtræt, og der er nu 3 måneder til jul og endnu bedre; til at det vender og går mod lysere tider. Jeg ved det godt – det er meget tidligt allerede at glæde mig til lysere tider. Men det gør jeg.

At hænge i bremsen

Jeg tror, at vi var godt i gang med tirsdagen, da jeg første gang tænkte ‘nu er det heldigvis snart weekend’. Det var det så ikke, tværtimod. Ugen har været lang, og jeg har ikke nået en fjerdedel af det, jeg skulle. Alligevel er jeg helt flad.

Talte med min far forleden. Han er hjemme igen, og han siger selv, at det går fint. Jeg burde have gennemskuet det; for dagen efter blev han indlagt. Han havde fået høj feber, infektion, igen. Og de fremskridt, han havde opnået, da han forlod hospitalet, er han i færd med at tabe på gulvet, fordi han ikke formår at træne. Så det er skidt og trist.

Jeg forstår mere og mere, at det at blive gammel er et mysterie, når man ikke selv er det. Selvom jeg prøver at sætte mig ind i det, så kender jeg ikke tilden ukendte faktors magt. Jeg tænker jo, at hvis det var mig, så ville jeg træne og kæmpe, hvis der var udsigt til ikke at kunne gå, ikke kunne klare mig selv, måske flytte på plejehjem ..

Min far siger, at han vil kæmpe, men … virkeligheden er, at han ikke får det gjort. Og jeg bliver så frustreret og forsøger at tale fornuft med ham og få ham til at indse .. men han indser det faktisk – det er ikke , fordi han ikke forstår den opgave, der hviler på ham; han forstår, at han selv er nøglen til succes, og oveni er han bange for udsigten til ikke at kunne komme omkring. Summen af ovenstående ville få mig i gang. Og det er så her, at det med at blive gammel kommer ind som den (for mig) ukendte faktor og stopper fremskridtet.

Jeg forstår ikke, hvordan det er, men jeg må indse, at jeg ikke bestemmer – selvom jeg gerne vil. Det er min fars liv, og han bestemmer. Jeg vil prøve at være der for ham, bedst muligt – og prøve at acceptere hans fravalg, også når de føles forkerte efter min mening. Men det er svært at se til, når jeg bare så gerne vil have, at han giver den en skalle.

Undgå øreinfektion i pool’en

Jeg har gået til flere kontroller med mit øre og har fået penicillin efter sommerferien, fordi jeg var så uheldig at få snavset vand i øret på trods af, at jeg faktisk synes, at jeg tog alle forholdsregler og aldrig var i poolen uden ørepropper. Lunt pool-vand er en bakteriesuppe fuld af knap så lækre ting og sager, som et benæder-opereret øre som mit overhovedet ikke kan tåle. Det betyder, at jeg er helt afhængig af vandtætte ørepropper hver eneste dag og på badeferier for at undgå infektioner.

Jeg anvendte Ear-Band It bløde silikonepropper sammen med hovedbånd i neopren på det meste af ferien, men jeg havde en fornemmelse af, at det overhovedet ikke holdt vandet ude, for om natten løb vandet ud på min hovedpude. Faktisk føltes det som om neopren hovedbåndet nærmest sugede vand ind og gjorde det værre end blot silikonepropperne alene. Jeg har også anvendt silikonepropperne, når jeg vasker hår – og også her er de ikke vandtætte, så jeg har droppet dem igen. De var ellers rimelig dyre, og de holder max 14 dage, så skal de kasseres. Jeg købte 3 par, hvor jeg jo kun bruger 1 ad gangen, så jeg kan sige med sikkerhed efter at have anvendt dem i 20 uger, at de ikke virker efter hensigten. Det er min øreinfektion ret tydeligt bevis på.

Jeg havde også bestilt en anden type ørepropper fra Sanohra, som skulle ‘skrues ind’ i øret. Det gjorde ret ondt første gang at skrue dem ordentligt på plads i øret, men de var så til gengæld vandtætte, og det er dem, jeg har haft størst held med. Også til hårvask.

Efterårshygge

IMG_1534.JPGSelvom jeg virkelig gerne vil ignorere det, så er det mere end tydeligt, at efteråret er i fuld sving med sine voldsomme regnvejr og pludselig blæst afløst af den smukkeste blå septemberhimmel og lunt vejr.

Jeg er ikke færdig med sommer og sol endnu, men der er ingen vej tilbage.

Planer er til for at blive lavet om, i dag skulle vi have været på edderkoppesafari, men dagen løb af med os, og plan B blev fantastisk! I stedet var vi i skoven med drengens bedste ven. Vi havde det store terrarie med, og vi fangede sløve snegle, en lille lynhurtig bille, store dovne blåsortglinsende biller, bænkebidder og en enkelt ørentvist.

IMG_1549.JPG

Inklusion (3)

Tak for jeres svar på min to dages historie omkring inklusion. Desværre er det ikke en historie, jeg har fundet på, og heldigvis er det ikke min historie. Jeg tror ikke, at jeg kunne skrive SÅ pænt om det, hvis det var. Men i skrivende stund sidder to drenge hjemme hos deres forældre og kan se frem til, at deres klassekammerater taler om en lejrskole, glæder sig og planlægger. Men som det ser ud nu, skal to af drengene i klassen ikke med. Alene fordi de har et handicap. Deres folkeskole har valgt ikke at bruge de nødvendige ressourcer på at tage deres støtteperson med.

For mig svarer det til, at skolen lige så godt kunne have bestilt en bus til 25 elever, hvor de sidste to ikke kan komme med, for der er ikke råd til en større bus. Det siger sig selv, at den går ikke. Men fordi der er tale om inkluderede børn – den ene med autisme, den anden med en ukendt diagnose – så er det tilsyneladende okay at vrage dem forud for lejrskolen af hensyn til økonomien.

Jeg blev SÅ harm og så ufattelig trist over at læse denne mors historie i et lukket forum på nettet. I nogle af de mange kommentarer kan jeg læse, at denne dreng ikke er alene – der er andre, der oplever samme type svigt. Jeg frygter, at det en dag er min søn, der bliver blacklistet til en lejrskole, hvis det her fortsætter.

lejrskoleEn anden kvinde, der blev mindst lige så harm som jeg, lavede en simpel grafik, som jeg sidenhen har delt via min profil, og i løbet af 24 timer blev billedet delt mere end 500 gange. Jeg blev efterfølgende kontaktet af to journalister, men selvom jeg mener, at historien er vigtig, så er det ikke min historie, og jeg kender ikke personerne bag. Da opslaget var skrevet i et lukket forum er det i mine øjne fortroligt, og jeg vil derfor ikke bidrage til at få historien bragt ud. Jeg ville ønske, at hun selv ville stå frem, drengens mor. For de andre små drenge og pigers skyld.

For hvordan forklarer man sit barn, at han ikke skal med på lejrskole? Jeg håber virkelig aldrig, at jeg skal prøve at forklare min søn det.

Inklusion? (2)

Forestille dig samme historie som i går, at skolen informerer dig om, at din autistiske søn og en anden dreng med diagnose i klassen ikke må komme med på lejrskole, fordi der kun er råd til at tage 26 ud af 28 elever med.

Hvis de to skal med, bliver turen for dyr, for så skal der en ekstra lærer med til at støtte dem, og det er der ikke råd til. Derfor kommer din søn og en anden dreng ikke med resten af klassen på lejrskole.

De to drenge deltager i fødselsdage, går i sfo og har venner med hjemme uden ekstra støtte.

Hvad siger du så?
Ændrer drengenes diagnoser på dit svar?

Inklusion? (1)

Forestille dig, at skolen informerer dig om, at din søn og en anden dreng i klassen ikke må komme med på lejrskole, fordi der kun er råd til at tage 26 ud af 28 elever med. Hvis de to skal med, bliver turen for dyr, for så skal der en ekstra lærer med, og det er der ikke råd til. Derfor kommer din søn og en anden dreng ikke med resten af klassen på lejrskole.

Hvad siger du?

ADHD & afbrydelser – 2

Jeg har undersøgt lidt omkring det med ADHD og afbrydelser, og det er simpelthen på listen over ting, som personer med ADHD kommer til at gøre – uden at ville det. Det havde jeg jo også på fornemmelsen, men jeg ser det jo fra min neurotypiske vinkel og tænker ‘vi laver en regel, og så stopper du med det’.

Det er desværre ikke så let, for vi kan sagtens beslutte, at ‘Sådan er reglen: Du må ikke afbryde’. Det er vi allerede enige om, og knægten ved det godt. Problemet er, at ADHD giver ham dårlig impulskontrol. Det betyder, at han ikke er i stand til at overholde reglen, fordi impulsen her og nu er stærkere end reglen. Og det betyder også, at i samme øjeblik han overtræder vores fælles regel, bliver han dybt ulykkelig og føler sig total mislykket, fordi han (også) er regelrytter og udmærket kender reglen. For fanden i helvede da også …

Jeg kan godt forstå, at ovenstående er vildt svært for ham, og jeg kan i hvert fald indse, at det undergraver hans selvtillid, fordi han oplever nederlag hver eneste gang han afbryder. Han bliver konfronteret med, at han overtræder samme regel igen og igen og igen. Og han møder muren, for han kan ikke forhindre det. Det er noget værre skidt. Det er en vigtig social regel, som han simpelthen ikke evner at overholde, og han får allerede så mange gok i nødden på den konto.

Vi har én mulighed; leve med afbrydelserne, indtil vi måske (aldrig) finder en metode, der kan hjælpe ham til at styre sin impulsivitet. Vi er nødt til at gå ind og forklare/forsvare ham overfor andre. Og ikke mindst skal jeg selv arbejde med både stress og anger management omkring min egen reaktion på hans afbrydelser. Jeg håber, at det bliver lettere, fordi jeg nu ved, at han ikke afbryder af ond vilje, men fordi han er som han er.

Her giver det nok mere mening at give ordet til en, der selv lever med ADHD og oplever afbrydelserne indefra og samtidig kan sætte ord på, hvorfor det er så svært for vores søn at overholde ‘reglen’:

• Jeg KAN ikke vente
• Jeg kan ikke huske i længere tid af gangen
• Jeg bliver MEGET nemt afledt

Klik dig ind på johnnysks.dk og læs mere her i sidste afsnit.

ADHD & afbrydelser

Vores søn er god til at vente i kø og vente på sin tur – faktisk er han supergod til at vente på tur i alle andre sammenhænge end når nogen taler sammen. Hånden på hjertet, det er vildt irriterende og kampstressende at blive afbrudt på den måde. Udover at jeg bliver fyldt af frustration og stress, så irriterer det andre, at vi bliver afbrudt – og jeg kan ikke stoppe det. Min søn forstår det simpelthen ikke. Vi har denne ‘samtale’ 25 gange om ugen:

Jeg taler med en anden voksen (min mand, en pædagog, en anden forælder, et barn, kassedamen, telefon …), og drengen siger noget til mig. ‘Vent’ siger jeg ‘jeg taler med xxx’. Knægten hæver stemmen og river fat i mig. ‘Stop’ siger jeg og viser ham hånden, og jeg taler hurtigt videre med den anden. ‘DU VIL ALDRIG HØRE PÅ MIG!’ brøler han, og han begynder af og til at græde. På det her tidspunkt er samtalen selvfølgelig blevet afbrudt, og jeg er rasende.

Jeg siger vredt typisk noget i stil med ‘du må ALDRIG afbryde, når jeg taler’ Han kigger på mig og svarer ‘det ved jeg – men ….’ og så siger han det, han har på hjerte. Jeg har på det tidspunkt absolut ingen lyst til at høre på ham og siger ‘jeg gider ikke høre det, fordi du afbryder’. Jeg får at vide, at jeg er dum.

Jeg har prøvet at tage situationen up front. Forklare ham det, og han forstår det tilsyneladende teoretisk. Jeg har også lagt hånden over hans mund og bedt ham tie stille. Jeg har brølet ‘ti SÅ stille’ til ham. Jeg har prøvet at tale højere med den anden voksne og har ignorere hans højere og mere og mere frustrerede forsøg på at skære igennem. Han kan finde på at gribe fat om min kæbe og dreje mit hoved eller rive mig på kroppen for at sige noget til mig. Ultimativt skriger han og slår mig for at trænge igennem.

Og han ‘vinder’ jo ofte, særligt når det er andre end min mand, jeg taler med, for det er mindre afbrydende at tale med ham midt i en anden samtale end at forsøge at stoppe ham. Jeg hader virkelig den adfærd, og jeg kan åbenbart ikke forhindre det.

Hvis jeg en sjælden gang får bremset ham, og så bagefter spørger, hvad han ville, så er han videre i sit hoved, og han kan ikke huske hvad det var. Og det er jo også tarveligt af mig, når jeg udmærket ved, hvor flygtige hans tanker er. Så det er måske noget med at acceptere, at han afbryder – og sørge for at lytte, førend tanken er væk igen. Men det er samtidig svært, for det går i den grad ud over vores sociale liv, når vi så ofte bliver afbrudt. Samtalen stopper jo, og de fleste trækker sig og bliver måske endda irriterede og sure.

Forleden blev min far sur og overtog den opdragende rolle, fordi jeg gled af på min drengs gentagne afbrydelser for husfredens skyld. Min far fatter det nemlig slet ikke – at netop denne adfærd er ADHD/autisme-relateret, og der måske ikke er noget at gøre ved det. Og jeg bliver også virkelig sur selv, når det sker, selvom jeg godt ved, at det er en af de vanskeligheder, han har som følge af autisme/ADHD.

Men hvad stiller jeg op med det? Jeg har overvejet at indføre et ‘taletidskort’ – fx et rødt kort, som jeg kan give ham, når han afbryder – og som betyder, at han skal vente på tur. Up front selvfølgelig forklare ham, at han skal tie stille, når han får det, indtil det bliver hans tur. Men tiden er et issue. Æggeur er måske bedre – stille det på 5 minutter? Men før jeg har forklaret ham det, fundet og stillet æggeuret, så er samtalen død og begravet. Hmmmm…

It takes a village to raise a child

Som ellers forholdvis moderne kvinder har vi fået den her fikse og ret romantiske idé om, at børn ville have det bedre uden institutioner, fordi det er mere naturligt at børn er hjemme hos deres mor. Vi ser for os et solbeskinnet hjem med ro og varme, sol der flimrer gennem trækronerne, børn der leger stille og roligt på gulvet i solstriben, og en mor der sidder og smiler blidt, for sådan var det i gamle dage, før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.

Men det var det bare ikke, for mig bekendt har børn aldrig gået hjemme hos deres mødre hele dagen. Små børn blev i gamle dage passet af landsbyens ældre, som trommede byens børn sammen i en hytte uden dør. Når børnene var store nok i 4-5 års alderen kom de heldige i skole, mens de mindre heldige skulle ud at arbejde for føden.

Også mødrene knoklede i marken, for herremanden eller som syersker o.l. Vi taler om, at ‘kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet’ som om kvinder aldrig har arbejdet før og bare har siddet og kigget på børnene, men kvinder har arbejdet længe før industrialiseringen, de har arbejdet både hårdt og gratis. Jeg mener derfor, at det er både naivt, romantisk og virkelighedsfjernt at antage, at det var bedre at være barn i ‘gamle dage’.

Jeg forstår heller ikke, at hvorfor nogen ønsker at søge ‘tilbage til rødderne’, når jorden, som rødderne vokser i nu, er helt anderledes end dengang. Og hvorfor er det, at vi bruger så mange ressourcer på at se bagud med rosenrøde briller, i stedet for at smide brillerne og se fremad? Ja, vi kan da plukke det bedste fra dengang, men hvad med at stræbe efter at nå nye højder for vores børn? Tænke ud af boksen og komme videre og længere end før?

Jeg mener, at vi som samfund har et megastort ansvar for hvordan vi bedst kan sørge for børnene har de bedst mulige vilkår, for vores alles børn er et fælles ansvar. “It takes a village to raise a child” – og det er faktisk ikke løgn. Men sådan er det ikke i dag; som samfund har vi nemlig bekvemt fralagt os dette medansvar overfor vores alles børn. Børn er i dag i højere grad end nogensinde før udelukkende forældrenes ansvar. I stedet kalder samfundet med den (u)ansvarlige minister i spidsen moderne forældre for forkælede, fordi de drister sig til at pippe op om, at der da må være en anden måde at anskue og måske endda gøre tingene på. I samfundets øjne er alternativet til et stresset familieliv nemlig; lad dog være med at få børn!

Hækkeløb

Vores weekends føles netop nu som et langt hækkeløb af hospitalsbesøg og mærkedage. Det er hårdt og glimtvis både sjovt og dejligt – og helt forfærdeligt.

Vi når en masse, og vi er helt forpustede, når vi omsider lander hjemme igen, lige tids nok til at smøre madpakke, vaske tøj, putte drengen (for sent), farve hår, rydde op og … Rengøring, burde ske, men vi når det ikke.

I dag stod den på indkøb til næste uge, besøge morfar på hospitalet – en times kørsel hver vej og et besøg på omkring 1 1/2 time, over til bedstefar og lave flæskesteg, hygge og se landskamp. Slut klokken 20, og før vi ser os om er en ny uge i fuld gang.

I går havde vi ‘kun’ to ting på programmet – barnedåb og besøge farmor på hospitalet. Det er bedst at besøge farmor om eftermiddagen, for om aftenen er hun ikke rigtig kontaktbar, og i weekenden er derfor det tidspunkt, hvor det er bedst at besøge hende. Så vi havde en bagkant til barnedåben, og det gør det altid lidt stressende at hænge i en klokkestreng, men det er jo noget alle kan forstå, at sådan er det med os lige nu med to syge bedste’r på hver deres hospital.

For os, og især for min mand, handler det bare om at overleve denne tid. Det er ikke nu, at vi når at gøre nogle af de ting, vi gerne vil. Vi når dårligt nok de daglige opgaver herhjemme, så vi overlever med rod og manglende rengøring, og mange af vores principper må vi se stort på for tiden. Det er hårdt. Vi må fokusere på at komme bedst muligt gennem dagene, ugerne og månederne, nu hvor vores gamle forældre har brug for os. Og sørge for at løfte blikket fra hjemmets frustrerende mangel på orden og rengøring.

Det går os på, at vi intet når, men vi er nødt til at acceptere, at det er undtagelsestilstand lige nu og tage det i små steps, når vi har lidt tid og overskud – fx ordner jeg badeværelse, mens jeg venter på hårfarven. Har jo handsker på i forvejen … One down – 117 to go 😀

Til min guddatter

En af mine helt gamle veninder har inviteret til barnedåb i dag, og jeg skal være gudmor til hendes lille datter. Det er så stort, og jeg er så beæret over, at jeg får tillidshvervet at følge denne lille særlige pige på hendes vej gennem livet.

Du lille prinsesse skal døbes idag
At være din gudmor er mig en ære,
jeg vil altid i livet tale din sag,
og hjælpe dig på vej i livets lære.

Du lille – du skønne – du livets gave,
din gudmor er altid her for dig,
min kærlighed og støtte vil du have
i alt du møder på livets vej.